Vis at du ejer pionerånden
1. Hvordan vil du beskrive pionerånden?
1 Alle Rigets forkyndere kan eje pionerånden uanset om de i øjeblikket kan tjene som pionerer eller ej. De ønsker oprigtigt at adlyde befalingen om at forkynde og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20; Apg. 18:5) De har omsorg for folk og bringer ofre for at udføre tjenesten. (Matt. 9:36; Apg. 20:24) Jehovas tjenere er villige til at gøre alt hvad der er nødvendigt, for at lære andre sandheden at kende. (1 Kor. 9:19-23) Lad os betragte én som viste en sådan indstilling, nemlig evangelieforkynderen Filip.
2. Hvordan kan ældste og menighedstjenere efterligne Filips nidkærhed for tjenesten?
2 Som forkynder og underviser: Filip varetog store ansvarsopgaver i menigheden i det første århundrede. (Apg. 6:1-6) Men han var først og fremmest en nidkær forkynder af den gode nyhed. (Apg. 8:40) Ældste og menighedstjenere kan også i dag vise at de ejer pionerånden, ved begejstret at føre an i forkyndelsen mens de samtidig tager sig af deres tildelte opgaver. Det styrker ånden i menigheden. — Rom. 12:11.
3. Hvordan kan vi vise pionerånden når vi udsættes for prøvelser?
3 Efter Stefanus’ død vendte en bølge af forfølgelse op og ned på disciplenes liv. Filip fortsatte dog med at forkynde og havde en væsentlig andel i at arbejdet med at forkynde blandt samaritanerne blev påbegyndt. (Apg. 8:1, 4-6, 12, 14-17) Vi kan efterligne hans eksempel ved at forkynde upartisk for alle vi møder, og ved fortsat at gøre den gode nyhed kendt, selv når vi udsættes for prøvelser. — Joh. 4:9.
4. Hvordan var Filip et eksempel med hensyn til at undervise?
4 At Filip var dygtig til at undervise i Guds ord, fremgår af hans samtale med den etiopiske eunuk. (Apg. 8:26-38) Vi kan også vise at vi ejer pionerånden, ved at dygtiggøre os i at bruge Bibelen og ’ræsonnere ud fra Skrifterne’. (Apg. 17:2, 3) Ligesom Filip ønsker vi at forkynde den gode nyhed for alle mennesker, hvor som helst og ved hver en passende lejlighed.
5. Hvordan kan kristne forældre fremelske pionerånden hos deres børn?
5 I familien og i menigheden: Filips indstilling og eksempel har uden tvivl haft en positiv virkning på hans døtre. (Apg. 21:9) Forældre der er helt optaget af Rigets interesser, kan på samme måde give deres børn lyst til at følge deres eksempel. Det kan gøre varigt indtryk på et barn at se forældrene ivrigt forkynde for andre, selv om de er trætte efter en travl arbejdsuge. — Ordsp. 22:6.
6. Hvordan kan vi vise pionererne i vores menighed at vi værdsætter dem?
6 Filip åbnede gæstfrit sit hjem for Paulus og Lukas, der som nidkære kristne gav sig helt og fuldt i Jehovas tjeneste. (Apg. 21:8, 10) Hvordan kan vi støtte nidkære forkyndere i dag og vise at vi værdsætter dem? Måske kan vi tilbyde at samarbejde med pionererne en formiddag eller en eftermiddag en af de dage hvor de har svært ved at få aftaler. (Fil. 2:4) Vi kan også invitere dem hjem til opbyggende samvær. Lad os alle, uanset vore omstændigheder, bestræbe os på at vise at vi ejer pionerånden.