“Her er vi! Send os!”

Jack og Marie-Line har været i heltidstjenesten sammen siden 1988. De er kendt for at være usædvanligt gode til at tilpasse sig nye omstændigheder og har sagt ja til mange forskellige opgaver i Guadeloupe og Fransk Guyana. Begge steder hører nu under Afdelingskontoret i Frankrig. Lad os stille Jack og Marie-Line nogle spørgsmål.

Hvad var det der motiverede jer til at begynde i heltidstjenesten?

Marie-Line: Jeg er vokset op i Guadeloupe, og som barn forkyndte jeg ofte hele dagen sammen med min mor, der var en flittig forkynder. Jeg elsker mennesker, og så snart jeg var færdig med skolen, i 1985, begyndte jeg som pioner.

Jack: Som barn og ung var jeg omgivet af heltidstjenere der elskede forkyndelsen. Jeg var som regel hjælpepioner i skoleferierne. I weekenden tog vi nogle gange en bus for at forkynde sammen med pionererne i deres distrikt. Vi forkyndte hele dagen – og sluttede af på stranden. Jeg elskede de dage!

Kort tid efter at Marie-Line og jeg var blevet gift i 1988, sagde jeg til mig selv: ‘Vi er ikke bundet af noget, så hvorfor ikke gøre mere i forkyndelsen?’ Jeg sluttede mig til Marie-Line i pionertjenesten. Et år senere, efter at vi havde været på pionerskole, blev vi udnævnt som specialpionerer. Vi fik flere forskellige spændende tildelinger i Guadeloupe før vi blev bedt om at flytte til Fransk Guyana.

I har fået tildelt mange forskellige distrikter i årenes løb. Hvad har hjulpet jer til at tilpasse jer nye omstændigheder?

Marie-Line: Brødrene på Betel i Fransk Guyana vidste at vores yndlingsvers er Esajas 6:8. Når de ringede til os, indledte de tit samtalen med drillende at sige: “Hvad er det nu jeres yndlingsvers er?” Vi vidste at det betød at vi nu ville få en ny opgave. Og så svarede vi: “Her er vi! Send os!”

Vi sammenligner aldrig en opgave med dem vi har haft tidligere, for det kunne gøre det svært for os at sætte pris på den nye tildeling. Vi tager også selv initiativ til at lære vores brødre og søstre at kende.

Jack: Sommetider har velmenende venner prøvet at tale os fra at flytte fordi de gerne ville have at vi blev boende i nærheden af dem. Men da vi rejste fra Guadeloupe, mindede en bror os om Jesus’ ord i Matthæus 13:38: “Marken er verden.” Når vi får en ny opgave, husker vi derfor på at vi arbejder i den samme mark, uanset hvor vi er. Det vigtigste vil jo altid være menneskene og distriktet!

Når vi flytter til et nyt distrikt, lægger vi mærke til at andre som bor der, er glade og har et godt liv. Derfor prøver vi at gøre som de lokale. Det kan godt være at maden er anderledes, men vi spiser det de spiser, og drikker det de drikker, samtidig med at vi tager fornuftige forholdsregler af hensyn til vores helbred. Vi bestræber os for at tale positivt om enhver opgave vi får.

Marie-Line: Vi lærer også meget af de lokale brødre og søstre. Jeg husker tilbage på dengang vi lige var kommet til Fransk Guyana. Det silede ned, så vi tænkte at vi var nødt til at vente med at tage ud i forkyndelsen til regnen var holdt op. Men så sagde en søster: “Nå, skal vi se at komme afsted?” Overrasket svarede jeg: “Hvordan det?” Hun sagde: “Tag paraplyen med, så cykler vi.” Den dag lærte jeg hvordan man holder en paraply samtidig med at man cykler. Hvis jeg ikke havde lært det, var jeg aldrig kommet ud at forkynde i regntiden!

I er flyttet cirka 15 gange. Har I nogle gode flyttetips I kan give videre til andre?

Marie-Line: Det kan virkelig være en udfordring at flytte. Men det er vigtigt at have et hjem hvor man føler sig godt tilpas når man kommer tilbage efter en dag i tjenesten.

Jack: Jeg plejer at male det hele indendørs når vi flytter et nyt sted hen. Nogle gange vidste brødrene på afdelingskontoret at vi nok ikke ville blive boende længe samme sted, så de sagde: “Jack, du behøver altså ikke at male den her gang!”

Marie-Line er ekspert i at pakke! Hun pakker alting ned i kasser, som hun mærker “badeværelse”, “soveværelse”, “køkken” og så videre. Når vi kommer til vores nye hjem, kan vi med det samme sætte kasserne ind i de rigtige rum. Hun laver også en liste over hvad hun har pakket ned i hver kasse, så vi nemt kan finde de ting vi skal bruge.

Marie-Line: Fordi vi har lært at være velorganiserede, kommer vi hurtigt i gang med vores hverdag.

Hvordan kan I være ‘flittige og grundige i jeres tjeneste’? – 2. Tim. 4:5.

Marie-Line: Om mandagen slapper vi af og forbereder os til møderne. Resten af ugen går vi ud i forkyndelsen.

Jack: Selvom vi har et timekrav vi skal nå, er det ikke det vi fokuserer på. Hele vores liv handler om tjenesten. Vi prøver at tale med alle dem vi møder, lige fra vi går ud ad døren, til vi kommer hjem igen.

Marie-Line: Hvis vi for eksempel er på picnic, har jeg altid nogle foldere med. Nogle gange kommer folk hen og spørger efter litteratur, selvom vi ikke har fortalt dem at vi er Jehovas Vidner. Derfor er vi altid opmærksomme på hvordan vi klæder os og opfører os. Folk lægger mærke til den slags ting.

Jack: Vi prøver også at aflægge et godt vidnesbyrd ved at være gode naboer. Jeg samler papir op, fjerner affald og river blade sammen der hvor vi bor. Naboerne lægger mærke til det, og nogle af dem har spurgt: “Har du mon en bibel jeg må få?”

I har ofte været på forkynderture i isolerede distrikter. Er der nogle af turene der har gjort særligt indtryk på jer?

Jack: Nogle områder i Guyana er svære at komme til. Ofte må vi køre 600 kilometer om ugen ad dårlige veje. Jeg husker især vores tur til Saint-Élie, som ligger i Amazonskoven. Det tog os mange timer at komme dertil, og turen foregik både med firhjulstrækker og i kano med påhængsmotor. De fleste af dem der boede der, arbejdede i guldminer. Nogle af dem var så taknemmelige for de publikationer de fik, at de gav os små guldklumper som bidrag! Om aftenen viste vi en af de film organisationen har lavet. Mange lokale kom og så filmen.

Marie-Line: Jack blev for nylig bedt om at holde mindehøjtidsforedraget i Camopi. For at komme dertil måtte vi sejle fire timer ad Oyapockfloden i kano. Det var en spændende oplevelse!

Jack: Der hvor vandstanden i floden var lav, kunne der være farlige strømfald. Det var et imponerende syn hver gang vi så et strømfald dukke op forude. Den der styrer båden, skal virkelig vide hvad han laver. Men det var en fin ekspedition. Der var kun 6 Jehovas Vidner ved mindehøjtiden, men i alt var der omkring 50 til stede, deriblandt flere indianere.

Marie-Line: Det er den slags berigende oplevelser unge kan få når de gerne vil gøre mere for Jehova. Man bliver nødt til at stole helt på Jehova i sådan nogle situationer, og ens tro bliver stærkere af det. Vi ser tit Jehovas hånd i det der sker.

I har lært flere forskellige sprog. Har I sprogøre?

Jack: Nej, det har vi ikke. Jeg har lært de sprog fordi jeg var nødt til det. Jeg blev kastet ud i at lede Vagttårnsstudiet på sranantongoa allerede inden jeg havde haft en oplæsning fra Bibelen! Jeg spurgte en bror hvordan jeg klarede det. Han sagde: “Nogle gange forstod vi ikke hvad du sagde, men det gik rigtig godt.” Børnene var til stor hjælp. Når jeg lavede fejl, sagde de til med det samme, men det gjorde de voksne ikke. Jeg lærte meget af børnene og de unge.

Marie-Line: Et af de steder vi boede, ledte jeg studier både på fransk, portugisisk og sranantongo. En søster foreslog at jeg skulle begynde dagen med at lede studier på det sprog jeg havde sværest ved, og slutte med studier på det sprog jeg talte bedst. Det gik hurtigt op for mig hvorfor det var et klogt råd.

En dag havde jeg både et bibelstudie på sranantongo og et på portugisisk. Da jeg begyndte det andet studie, sagde søsteren der var sammen med mig: “Marie-Line, jeg tror der er noget galt!” Det gik op for mig at jeg talte sranantongo og ikke portugisisk til en brasiliansk kvinde!

De der har tjent sammen med jer, holder meget af jer. Hvad har I gjort for at blive så nært knyttet til vennerne?

Jack: Ordsprogene 11:25 siger: “Den der er gavmild, vil selv få rigeligt.” Vi er altid parate til at give af os selv. Når det gælder rengøring og andet arbejde i rigssalen, har nogle brødre sagt til mig: “Lad dog forkynderne tage sig af det.” Men mit svar er: “Jeg er da også en forkynder. Hvis der er arbejde der skal gøres, vil jeg gerne være med.” Vi har alle sammen brug for at have noget tid for os selv, men vi minder tit hinanden om at vores behov for privatliv ikke skal blive noget der hindrer os i at gøre godt mod andre.

Marie-Line: Vi gør meget ud af at vise vores brødre og søstre personlig interesse. Så ved vi for eksempel hvornår de har brug for en til at passe deres børn eller hente børnene fra skole. Og så kan vi lave lidt om på vores planer for at være til rådighed. På den måde knytter vi et nært bånd til andre og er klar til at hjælpe når de har et behov.

Hvilke velsignelser har det givet jer at tjene der hvor behovet er stort?

Jack: Heltidstjenesten har givet os et rigt liv. Mange steder har vi været tæt på naturen og har kunnet nyde den store variation i Jehovas skaberværk. Selvom der har været udfordringer, har vi altid haft fred i sindet fordi vi ved at vores brødre og søstre støtter os uanset hvor vi er.

Som ung sad jeg i fængsel i Fransk Guyana på grund af min kristne neutralitet. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg en dag ville komme tilbage som missionær og få officiel tilladelse til at besøge fængslerne som forkynder. Jehova øser virkelig store velsignelser ud over os!

Marie-Line: Det jeg elsker allermest, er at give af mig selv. Vi er lykkelige for at tjene Jehova. Det har også knyttet os nærmere sammen som ægtepar. Nogle gange foreslår Jack at vi inviterer et par som kæmper med nogle ting, hjem til et måltid mad. Og ofte svarer jeg: “Jeg havde lige tænkt på det samme!”

Jack: For nylig fik jeg konstateret prostatakræft. Selvom Marie-Line ikke bryder sig om at høre det, har jeg sagt til hende: “Skat, hvis jeg dør i morgen, dør jeg ikke ‘i en høj alder’. Men jeg dør i hvert fald med stor tilfredshed i hjertet fordi jeg har fyldt mit liv med åndelige ting, ting der har haft stor værdi.” – 1. Mos. 25:8.

Marie-Line: Jehova har åbnet mange uventede døre for os og ladet os gøre ting som vi aldrig havde forestillet os. Vores liv har virkelig været fyldt med gode ting. Uanset hvor organisationen beder os om at tage hen, vil vi gøre det, i fuld tillid til Jehova!