Vidste du det?
Ville romerne tillade at en der var blevet henrettet på en pæl, ligesom Jesus blev, fik en normal begravelse?
MANGE kender beretningen om Jesus der blev henrettet på en pæl mellem to forbrydere. (Matt. 27:35-38) Men nogle mener at Bibelen er ukorrekt når den siger at Jesus’ lig blev taget ned fra pælen og lagt i en grav. – Mark. 15:42-46.
Nogle bibelkritikere har betvivlet at en der var blevet henrettet på den måde, ville få lov til at få en værdig begravelse ved at blive lagt i en grav. De mente at der skete noget helt andet. Journalisten Ariel Sabar forklarer i bladet Smithsonian hvorfor: “Korsfæstelse var en straf man kun gav de værste forbrydere i samfundet, og nogle eksperter latterliggjorde tanken om at romerne ville lade nogle der var så forhadte, få en ordentlig begravelse.” Romerne ville gerne have at forbrydere der blev henrettet på en pæl, blev ydmyget mest muligt, så derfor blev ligene ofte hængende på pælen og overladt til ådselædere. Det der var tilbage, blev bare kastet i en massegrav.
Men arkæologiske fund har vist at det ikke altid gik sådan for jøder der blev henrettet. I 1968 fandt man i en typisk jødisk familiegrav i nærheden af Jerusalem skeletresterne af en mand der var blevet henrettet i det første århundrede. De lå i en lille stenkiste der blev brugt til knogler. Blandt skeletresterne var der et hælben der var naglet til et stykke træ med et jernsøm på 11,5 centimeter. “Fundet af hælen, der tilhørte en mand der hed Jehochanan, var med til at afgøre en langvarig debat om hvorvidt det kunne være sandt når evangelierne sagde at Jesus var blevet lagt i en grav,” siger Ariel Sabar. Interessant nok “er fundet af Jehochanans hæl et eksempel på at en mand der blev korsfæstet af romerne på Jesus’ tid, fik lov til at få en jødisk begravelse”.
Der er forskellige meninger om hvad hælbenet fortæller os om hvordan Jesus kan have hængt på pælen. Men det vi kan konkludere, er at nogle henrettede forbrydere fik en regulær begravelse og ikke bare blev kastet i en massegrav. Dette arkæologiske fund viser at vi kan have tillid til det Bibelen siger om at Jesus’ lig blev lagt i en rigtig grav.
Men endnu vigtigere: Jehova havde forudsagt at Jesus ville blive lagt i en grav, og ingen kan hindre Guds ord i at gå i opfyldelse. – Esa. 53:9; 55:11.