STUDIEARTIKEL 31
Bed bønner der glæder Jehova
“Lad min bøn være som røgelse der er beredt til dig.” – SL. 141:2.
SANG NR. 47 Bed til Jehova hver dag
FORMÅLa
1. Hvordan betragter vi det at kunne bede til Jehova?
JEHOVA har givet os en fantastisk gave – vi har fået lov til at bede til ham. Tænk engang: Vi kan tale frit til Skaberen af hele universet på et hvilket som helst tidspunkt og et hvilket som helst sprog. Vi kan bede til ham uanset hvor vi befinder os, om det så er i en hospitalsseng eller en fængselscelle. Og vi behøver ikke at lave nogen aftale. Vores kærlige Far er altid klar til at lytte til os. Det er et stort privilegium som vi må huske at værdsætte.
2. Hvordan viste David at han værdsatte at han kunne bede til Jehova?
2 Kong David værdsatte at han kunne bede til sin himmelske Far. Han skrev i en sang til Jehova: “Lad min bøn være som røgelse der er beredt til dig.” (Sl. 141:1, 2) Den hellige røgelse der blev brugt i tilbedelsen af Jehova på Davids tid, blev fremstillet med stor omhu. (2. Mos. 30:34, 35) På lignende måde ønskede David at forberede sig i sine tanker inden han henvendte sig til Jehova. Ligesom David vil vi gerne sørge for at det vi beder til Jehova om, er noget der glæder ham.
3. Hvad skal vi huske når vi beder til Jehova?
3 Når vi beder til Jehova, er det vigtigt at vi taler til ham med dyb respekt. Tænk på de fantastiske syner Esajas, Ezekiel, Daniel og Johannes fik. Synerne adskiller sig fra hinanden på flere punkter, men de har det tilfælles at de alle skildrer Jehova som en stor og ophøjet konge. Esajas så Jehova “sidde højt oppe på en stor trone”. (Esa. 6:1-3) Ezekiel så Jehova sidde på et enormt køretøj i himlen, og “der var en stråleglans hele vejen rundt om ham som en regnbue”. (Ezek. 1:26-28) Daniel så “Den Gamle af Dage” i hvide klæder på en trone hvorfra der kom “flammer af ild”. (Dan. 7:9, 10) Og Johannes så Jehova på en trone der var omgivet af noget der lignede en smaragdgrøn regnbue. (Åb. 4:2-4) Den uforlignelige pragt og storhed Jehova beskrives med, minder os om hvor stort et privilegium det er at vi kan bede til ham, og hvor vigtigt det er at vi gør det med dyb respekt. Men hvad skal vi sige når vi beder til ham?
“I SKAL DERFOR BEDE PÅ DEN HER MÅDE”
4. Hvad kan vi lære af den første del af bønnen Fadervor? (Matthæus 6:9, 10)
4 Læs Matthæus 6:9, 10. I Bjergprædikenen lærte Jesus sine disciple hvordan de kunne bede på en måde der glæder Gud. Efter de indledende ord, “I skal derfor bede på den her måde”, nævnte Jesus som det første nogle vigtige ting der har at gøre med Jehovas hensigt: at Jehovas navn måtte blive helliget, at hans rige måtte komme – det rige der vil fjerne alle hans modstandere – og at alle de gode ting han havde i tanke for jorden og menneskeheden, måtte blive gennemført. Når vi har sådan nogle ting med i vores bønner, viser vi at det der er vigtigst for Jehova, også er det vigtigste for os.
5. Hvad kan vi ellers bede om?
5 Den anden del af Jesus’ bøn viser hvad det ellers vil være godt at tage med i vores bønner. Vi kan bede Jehova om at give os mad hver dag, tilgive os for vores synder, hjælpe os til at modstå fristelser og befri os fra den onde. (Matt. 6:11-13) Når vi beder til Jehova om den slags ting, viser vi at vi forstår at vi er helt afhængige af ham, og gerne vil have hans godkendelse.
6. Kan man kun bede om det Jesus nævnte i Fadervor? Forklar.
6 Det var ikke Jesus’ mening at hans disciple bare skulle gentage hans bøn ordret. Han havde selv andre specifikke ting med i sine bønner alt efter hvilken situation han var i. (Matt. 26:39, 42; Joh. 17:1-26) Vores bønner kan også handle om alt muligt forskelligt der optager os. Når vi skal træffe en svær beslutning eller står over for en udfordrende opgave, kan vi for eksempel bede om visdom og dømmekraft. (Sl. 119:33, 34; Ordsp. 2:6) Vi kan også bede Jehova om at hjælpe andre. Forældre kan bede for deres børn, børn kan bede for deres forældre, og vi kan og bør alle sammen bede for dem vi studerer med, og dem vi forkynder for. Men vores bønner skal selvfølgelig ikke kun bestå af anmodninger.
7. Hvorfor skal vi lovprise Jehova når vi beder til ham?
7 Vi må også huske at lovprise Jehova i vores bønner og fortælle ham hvorfor vi elsker ham. Jehova fortjener at blive lovprist mere end nogen anden. Han er “god og villig til at tilgive”. Han er “barmhjertig og medfølende”, og han “bliver ikke hurtigt vred, men er fuld af loyal kærlighed og trofasthed”. (Sl. 86:5, 15) Ja, vi har al mulig grund til at lovprise Jehova for den han er, og det han gør.
8. Hvad kan vi for eksempel takke Jehova for? (Salme 104:12-15, 24)
8 Ud over at lovprise Jehova i vores bønner må vi også takke ham for de skønne ting han giver os. Vi kan for eksempel takke ham for blomsternes smukke farver, den uendelige variation af smage og dufte og den opmuntring det er at være sammen med gode venner. Vores kærlige Far, Jehova, giver os så mange ting der gør os glade, bare fordi han elsker os. (Læs Salme 104:12-15, 24). Vi må heller aldrig glemme at takke Jehova for den overflod af åndelig mad han giver os, og for det vidunderlige håb vi har for fremtiden.
9. Hvad kan hjælpe os til at huske at takke Jehova? (1. Thessaloniker 5:17, 18)
9 Vi kan let komme til at glemme at takke Jehova for alt det han gør for os. Hvad kan hjælpe os til at huske det? Måske kunne vi lave en liste over specifikke ting vi har bedt Jehova om, og med jævne mellemrum kigge den igennem for at se hvordan han har besvaret vores bønner. Det vil helt sikkert give os lyst til at takke ham. (Læs 1. Thessaloniker 5:17, 18). Vi ved jo hvor glade vi selv bliver når andre siger tak for noget vi har gjort for dem, så det varmer selvfølgelig også Jehovas hjerte når vi husker at takke ham for at han har hjulpet os. (Kol. 3:15) Men der er også en anden vigtig ting vi må huske at takke Jehova for.
TAK JEHOVA FOR AT HAN SENDTE SIN SØN
10. Hvorfor har vi ifølge 1. Peter 2:21 grund til at takke Jehova for at han sendte Jesus?
10 Læs 1. Peter 2:21. Vi må takke Jehova for at han sendte sin elskede Søn til jorden. Jesus har lært os så meget om Jehova og om hvordan vi kan gøre ham glad. Jehova bragte også sin Søn som et offer, og når vi viser at vi har tro på det offer, kan vi have fred med Gud og glæde os over at have et nært, personligt forhold til ham. – Rom. 5:1.
11. Hvorfor beder vi i Jesus’ navn?
11 Vi er også taknemmelige for at vi kan bede til Jehova gennem hans Søn. Når vi beder i Jesus’ navn, lytter Jehova til vores bønner, og det er også gennem Jesus at han besvarer dem. Jesus sagde: “Uanset hvad I beder om i mit navn, vil jeg gøre det så Faren kan blive ophøjet i forbindelse med Sønnen.” – Joh. 14:13, 14.
12. Hvilke andre vigtige grunde har vi til at takke Jehova for Jesus?
12 Det er på baggrund af Jesus’ offer at Jehova tilgiver vores synder. Bibelen beskriver Jesus som en “ypperstepræst vi har”, og fortæller at han “har sat sig på højre side af Majestætens trone i himlen”. (Hebr. 8:1) Jesus er vores “hjælper hos Faren”. (1. Joh. 2:1) Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har givet os en medfølende ypperstepræst der “kan sætte sig ind i vores svagheder”, og som “går i forbøn for os”. (Hebr. 4:15; Rom. 8:34) Uden Jesus’ offer kunne vi ufuldkomne mennesker slet ikke henvende os til Jehova i bøn. Vi vil aldrig kunne takke Jehova nok for den dyrebare gave han har givet os – hans elskede Søn.
BED FOR DINE BRØDRE OG SØSTRE
13. Hvordan viste Jesus aftenen før han døde, at han elskede sine disciple?
13 Om aftenen før Jesus døde, bad han en lang bøn til sin Far i himlen. En stor del af den handlede om hans disciple, og han bad Jehova om at “våge over dem på grund af den onde”. (Joh. 17:15) Han elskede virkelig sine disciple højt! Selvom han selv stod over for en meget svær prøve, bekymrede han sig om hvordan det ville gå hans disciple.
14. Hvordan kan vi vise at vi elsker vores brødre og søstre?
14 Ligesom Jesus vil vi ikke kun fokusere på vores egne behov, men også huske at bede for vores brødre og søstre. Når vi gør det, adlyder vi Jesus’ bud om at vi skal elske hinanden. (Joh. 13:34) Det er ikke spild af tid at bede for vores trosfæller. Det gør indtryk på Jehova når han ser hvor højt vi elsker dem. Og Bibelen siger at “et retfærdigt menneskes bøn har stor kraft”. – Jak. 5:16.
15. Hvorfor har vores trosfæller brug for at vi beder for dem?
15 Vores trosfæller kommer ud for mange svære prøver, for eksempel sygdom, naturkatastrofer, krige og forfølgelse. Så de har brug for at vi beder for dem. Vi kan også bede for de selvopofrende brødre og søstre der yder nødhjælp til dem der har det svært. Kender du nogen der lige nu står over for store udfordringer? Kunne du nævne dem ved navn i dine bønner? Når vi beder Jehova om at hjælpe vores brødre og søstre til at holde ud, viser vi at vi har ægte kærlighed til dem.
16. Hvorfor skal vi bede for dem der fører an i menigheden?
16 De der fører an i menigheden, er også meget taknemmelige for det når andre beder for dem. Og sådan nogle bønner gør en forskel. Det vidste Paulus. Han skrev til sine trosfæller: “Bed også for mig, om at jeg må få hjælp til at sige de rigtige ord når jeg skal tale, så jeg frimodigt kan forkynde den gode nyhed om den hellige hemmelighed.” (Ef. 6:19) De brødre der fører an i dag, gør en stor indsats for at tage sig af menighedens behov. Vi kan vise vores kærlighed til dem ved at bede Jehova om at velsigne deres arbejde.
NÅR VI SKAL REPRÆSENTERE ANDRE I BØN
17-18. Hvornår kan vi blive spurgt om at bede på vegne af andre, og hvad skal vi huske?
17 Nogle gange skal vi måske bede en bøn på vegne af andre. Det kan for eksempel være at en søster der er med på en anden søsters bibelstudie, bliver spurgt om hun vil bede den ene bøn i forbindelse med studiet. Hvis hun ikke kender eleven så godt, foretrækker hun måske at bede den afsluttende bøn. Det vil give hende bedre mulighed for at tilpasse det hun siger, til elevens behov.
18 En bror kan få til opgave at bede ved en af menighedens samlinger eller ved et møde. Brødre der får det privilegium, må have i tanke hvorfor man er samlet, og bede en bøn der passer til situationen. De skal huske at bønner ikke skal bruges til at give menigheden vejledning eller bringe meddelelser. Ved de fleste møder er der sat fem minutter af til sang og bøn, så de brødre der leder menigheden i bøn, skal ikke bruge “mange ord”, særligt ikke ved begyndelsen af mødet. – Matt. 6:7.
GIV BØN EN VIGTIG PLADS I DIN HVERDAG
19. Hvad vil hjælpe os til at holde os åndeligt vågne?
19 Det at bede meningsfyldte bønner til Jehova bliver vigtigere og vigtigere efterhånden som hans dag nærmer sig. Jesus opfordrede os indtrængende: “Hold jer derfor vågne mens I hele tiden beder så I kan undslippe alle disse ting der skal ske.” (Luk. 21:36) Ja, når vi gør bøn til en vigtig del af vores hverdag, hjælper det os til at holde os åndeligt vågne så vi er forberedt den dag Jehova griber ind.
20. Hvordan kan vores bønner blive som vellugtende røgelse?
20 Den her artikel har fremhævet hvor stort et privilegium det er at vi kan bede til Jehova. De vigtigste ting vi kan bede om, er alt det der har at gøre med gennemførelsen af Jehovas hensigt. Vi kan også takke for Guds Søn og det han udretter som Konge, og vi kan bede for vores brødre og søstre. Vi kan selvfølgelig også bede Jehova om at sørge for vores fysiske og åndelige behov. Når vi på forhånd tænker over hvad vi vil sige i vores bønner, viser vi at vi værdsætter muligheden for at kunne henvende os til vores Far i himlen. Så vil vores bønner være som vellugtende røgelse for Jehova – ja, han vil glæde sig over dem! – Ordsp. 15:8.
SANG NR. 45 Mit hjertes tanker
a Vi er meget taknemmelige for at Jehova har givet os mulighed for at bede til ham. Og vi vil selvfølgelig gerne have at vores bønner glæder ham, at de er som vellugtende røgelse. Den her artikel vil komme ind på hvad det vil være godt at tage med i vores bønner. Den vil også minde os om nogle ting vi kan have i tanke hvis vi skal repræsentere andre i bøn.
b BILLEDBESKRIVELSE: En mand beder sammen med sin hustru for deres datter i skolen, en forælder der er syg, og en kvinde der studerer Bibelen.
c BILLEDBESKRIVELSE: En bror takker Jehova for Jesus’ offer, den smukke natur og dejlig mad.
d BILLEDBESKRIVELSE: En søster beder Jehova om at give Det Styrende Råd af sin ånd og om at hjælpe dem der er ramt af en katastrofe eller bliver forfulgt.