En spændende rejse i tjenesten for Jehova

Jeg er født i 1934, og mine forældre var immigranter fra Schweiz, der slog sig ned i Timmins, en mineby i Ontario i Canada. Omkring 1939 begyndte min mor at læse Vagttårnet og at komme til Jehovas Vidners møder. Hun tog mig og mine seks søskende med til møderne. Og der gik ikke lang tid før hun blev et af Jehovas Vidner.

Min far var ikke særligt glad for min mors beslutning, men hun elskede sandheden og var besluttet på at holde fast ved den. Hun holdt trofast ud selv i begyndelsen af 1940’erne, hvor Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Canada. Og hun var altid sød og kærlig over for min far og behandlede ham med respekt selvom han talte meget grimt til hende. Hendes fantastiske eksempel hjalp mig og mine søskende til også at tage imod sandheden. Heldigvis blødte min far op med tiden og begyndte at behandle os alle sammen meget mere venligt.

I sommeren 1950 overværede jeg stævnet “Teokratiets vækst” i New York. Jeg blev meget motiveret til at gøre mere i tjenesten for Jehova efter at have talt med så mange trosfæller fra hele verden og hørt spændende interviews med brødre og søstre der havde gennemgået Gileadskolen. Jeg blev endnu mere besluttet på at begynde i heltidstjenesten. Og så snart jeg kom hjem igen, ansøgte jeg om at blive pioner. Afdelingskontoret i Canada skrev tilbage og foreslog at jeg blev døbt først. Det blev jeg så den 1. oktober 1950. En måned senere begyndte jeg som pioner og fik min første distriktstildeling. Jeg skulle til Kapuskasing, en by der lå mange kilometer væk fra der hvor jeg boede på det tidspunkt.

I foråret 1951 opfordrede afdelingskontoret Jehovas Vidner der kunne fransk, til at overveje om de kunne flytte til den fransktalende provins Quebec. Der var et stort behov for forkyndere der. I min opvækst havde jeg både talt fransk og engelsk, så jeg sagde ja til at tage afsted og blev bedt om at flytte til byen Rouyn. Jeg kendte overhovedet ikke nogen der. Det eneste jeg havde, var en adresse, som jeg fortalte i indledningen. Men det hele kom til at gå rigtig godt. Marcel og jeg blev gode venner, og jeg nød at være i Quebec. Jeg var der i fire år, og på et tidspunkt blev jeg også udnævnt som specialpioner.

Mens jeg var i Quebec, blev jeg inviteret til at overvære den 26. klasse af Gileadskolen i South Lansing, New York. Jeg blev meget glad og overrasket. Jeg fik mit diplom den 12. februar 1956, og min missionæropgave blev i det som nu er Ghanab i Vestafrika. Men før jeg kunne tage afsted, blev jeg nødt til at tage tilbage til Canada i “et par uger” indtil mine rejsedokumenter blev klar.

Det endte med at jeg måtte vente syv måneder i Toronto på at få papirerne. I den periode boede jeg hos en meget gæstfri familie der hed Cripps, og jeg lærte deres datter, Sheila, godt at kende. Vi blev forelskede i hinanden, og lige da jeg skulle til at fri til hende, kom mit visum så. Sheila og jeg bad til Jehova om hjælp til at finde ud af hvad vi skulle gøre, og jeg besluttede at tage afsted til mit distrikt. Men vi ville blive ved med at skrive sammen og se om og hvornår vi eventuelt kunne blive gift. Det var ikke en let beslutning, men det viste sig at være den rigtige.

Efter at have været undervejs en hel måned med både tog, fragtskib og fly kom jeg endelig frem til Accra i Ghana. Der fik jeg til opgave at tjene som områdetilsynsmand. Det indebar at jeg skulle rejse rundt i hele Ghana og også i nabolandene Elfenbenskysten og Togoland (nu Togo). Det meste af tiden rejste jeg alene rundt i en jeep som afdelingskontoret ejede. Jeg elskede hvert øjeblik af den tid!

I weekenderne var jeg taler ved kredsstævner. Vi havde ikke nogen stævnehaller, og derfor måtte brødrene hver gang bygge noget midlertidigt op. De lavede et tag af palmegrene, som de monterede på nogle bambuspæle. På den måde kunne vi sidde i skygge og undgå den brændende sol. Der blev lavet mad til alle stævnedeltagerne, men der var ikke nogen køleskabe, så derfor havde brødrene levende dyr stående klar som de kunne slagte når der var brug for det.

Vi kom ud for nogle ret sjove ting ved de stævner. På et tidspunkt var Herb Jennings,c der også var missionær, i gang med at holde et foredrag da en tyrekalv pludselig flygtede fra cafeteriet. Den sprang ind mellem scenen og tilhørerne. Herb stoppede op i sit foredrag, og dyret så fuldstændigt desorienteret ud. Men det lykkedes fire stærke brødre at få fat i tyrekalven og bære den tilbage til cafeteriet mens alle tilhørerne hujede og klappede.

I hverdagene, hvor der ikke var stævne, viste jeg vores film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed i landsbyer der lå i nærheden af stævnestederne. Som lærred brugte jeg nogle hvide lagner som vi spændte ud mellem to pæle eller to træer. Landsbybeboerne elskede det! For mange af dem var det den første film de nogensinde havde set. De klappede meget begejstret når de så folk blive døbt i filmen. Filmen hjalp også alle dem der så den, til at forstå at vi var et forenet folk der fandtes i hele verden.

Efter at jeg havde været i Afrika i omkring to år, fik jeg lov til at overvære det internationale stævne i New York i 1958. Og prikken over i’et var at jeg fik mulighed for at se Sheila igen. Hun kom ned til stævnet fra Quebec, hvor hun tjente som specialpioner. I al den tid jeg havde været i Afrika, havde vi skrevet sammen. Men nu hvor vi endelig kunne være sammen igen, friede jeg til hende, og hun sagde ja. Jeg skrev til bror Knorrd og spurgte om det var muligt at Sheila kunne komme på Gilead og derefter komme ned til mig i Afrika. Det gik han med til. Og endelig kom Sheila til Ghana. Vi blev gift i Accra den 3. oktober 1959. Vi følte virkelig at Jehova velsignede os for at sætte ham først i vores liv.

I 1961 blev vi sendt til Cameroun, hvor jeg skulle hjælpe med at oprette et nyt afdelingskontor. Jeg havde virkelig travlt i min nye opgave som landstjener, og der var meget jeg skulle lære. I 1965 fandt vi så ud af at Sheila var gravid. Jeg må indrømme at det tog os noget tid at vænne os til tanken om at blive forældre. Men efterhånden begyndte vi at glæde os rigtig meget til det her nye ansvar, og vi havde planer om at rejse tilbage til Canada. Men så skete der noget forfærdeligt.

Sheila mistede barnet. Lægen fortalte os at vores ufødte barn var en dreng. Det er over 50 år siden nu, men vi har aldrig nogensinde glemt vores barn. Vi var helt knust, men vi valgte alligevel at blive i Cameroun, for vi elskede vores opgave.

Brødrene og søstrene i Cameroun blev forfulgt og oplevede mange problemer fordi de var politisk neutrale. Situationen var særligt anspændt når der var præsidentvalg. Det vi frygtede allermest, skete den 13. maj 1970: Jehovas Vidner blev officielt forbudt. Det smukke nye afdelingskontor, som vi var flyttet ind i bare fem måneder tidligere, blev konfiskeret af myndighederne. I løbet af en uge blev alle missionærerne – også Sheila og jeg – smidt ud af landet. Det var virkelig hårdt for os at rejse væk fra vores brødre og søstre, for vi elskede dem og var meget bekymrede for hvordan de ville klare den tid der kom.

De efterfølgende seks måneder var vi på Afdelingskontoret i Frankrig. Der blev jeg ved med at gøre alt hvad jeg kunne, for at tage mig af de camerounske brødres og søstres behov. I december 1970 blev vi så sendt til Afdelingskontoret i Nigeria, som begyndte at føre tilsyn med arbejdet i Cameroun. Vennerne i Nigeria tog varmt imod os, og vi nød virkelig de år vi var der.

I 1973 blev vi nødt til at træffe en meget svær beslutning. Sheila kæmpede med nogle alvorlige helbredsproblemer. Da vi så var i New York til et stævne, brød hun helt sammen og sagde til mig: “Jeg kan simpelthen ikke fortsætte! Jeg er så udmattet, og jeg er syg hele tiden.” Hun havde tjent sammen med mig i Vestafrika i over 14 år. Jeg var så stolt af hendes villige indstilling og trofaste tjeneste, men nu var vi nødt til at gøre en forandring. Efter at vi havde snakket sammen om vores situation og bedt meget til Jehova, besluttede vi at tage tilbage til Canada, hvor Sheila bedre kunne få den hjælp hun havde brug for. At forlade vores missionærdistrikt og heltidstjenesten var den sværeste beslutning vi nogensinde kom til at træffe, og det skar os i hjertet.

Da vi kom til Canada, fik jeg arbejde i en by nord for Toronto hos en af mine gamle venner som var bilforhandler. Vi lejede en lejlighed, købte genbrugsmøbler og klarede hele flytningen uden at stifte gæld. Vi ville gerne leve så enkelt som muligt, for vi håbede at vi en dag ville kunne begynde i heltidstjenesten igen. Og til vores store overraskelse lykkedes det meget før end vi havde turdet håbe på.

Der var ved at blive bygget en ny stævnehal i Norval i Ontario, og jeg begyndte at hjælpe til hver lørdag. Efter noget tid blev jeg spurgt om jeg ville være stævnehalstilsynsmand. Sheilas helbred var blevet bedre, og vi mente at hun godt kunne klare den nye opgave. Så vi flyttede ind i stævnehalslejligheden i juni 1974. Vi var virkelig glade for at vi nu kunne være i heltidstjenesten igen.

Heldigvis fik Sheila det bedre og bedre. To år senere blev vi spurgt om vi ville begynde i rejsetjenesten, og det sagde vi ja til. Vores kreds lå i Manitoba, en canadisk provins der var kendt for sine iskolde og barske vintre. Men den varme som vennerne viste os, gjorde at vi elskede vores opgave der. Vi lærte at det egentlig ikke betyder noget hvor vi er henne – det vigtigste er at vi bliver ved med at tjene Jehova.

Efter at vi havde været i kredstjenesten i nogle år, blev vi inviteret på Betel i Canada. Det var i 1978. Ikke så lang tid efter at vi var kommet på Betel, lærte jeg noget meget vigtigt, men på den hårde måde. Jeg fik til opgave at holde et foredrag på halvanden time på fransk ved et særligt møde i Montreal. Desværre lykkedes det mig ikke rigtigt at fastholde tilhørernes opmærksomhed, og en bror fra Tjenesteafdelingen gav mig nogle råd bagefter. Når jeg skal være helt ærlig, er jeg måske ikke den fødte taler, og det burde jeg have indset allerede dengang. Men jeg reagerede ikke særligt godt på brorens vejledning. Vi havde meget forskellige personligheder. Jeg følte at han var overdrevet kritisk, og han roste mig ikke for noget som helst. Min fejl var at jeg dømte vejledningen ud fra den måde den blev givet på, og ud fra min opfattelse af ham der gav mig vejledningen.

Et par dage senere kom en bror fra Afdelingskontorets Udvalg for at tale med mig om det der var sket. Jeg indrømmede at jeg ikke havde taget særligt godt imod den vejledning jeg havde fået, og at jeg fortrød min reaktion. Derefter talte jeg med den bror der havde givet mig vejledningen. Han tog venligt og kærligt imod min undskyldning. Den oplevelse blev en lektion i ydmyghed som jeg aldrig har glemt. (Ordsp. 16:18) Jeg har talt med Jehova mange gange om det her i bøn, og jeg er besluttet på aldrig igen at reagere negativt når jeg bliver vejledt.

Nu har jeg været på Betel i Canada i over 40 år, og lige siden 1985 har jeg haft det store privilegie at være med i Afdelingskontorets Udvalg. I februar 2021 døde min elskede Sheila. Det har været et svært tab for mig, og ud over det kæmper jeg også med nogle helbredsproblemer. Men jeg er travlt optaget i tjenesten for Jehova, og tiden flyver afsted fordi jeg glæder mig over det jeg kan gøre. (Præd. 5:20) Selvom der har været nogle udfordringer i mit liv, må jeg sige at glæderne har været langt større. Jeg har haft et fantastisk og rigt liv fordi jeg altid har sat Jehova først. Og nu har jeg været 70 år i heltidstjenesten. Jeg beder til at vores unge brødre og søstre også vil blive ved med at sætte Jehova først, for jeg er overbevist om at det vil give dem det bedste og mest spændende liv de overhovedet kan forestille sig.