7.-13. DECEMBER 2026
SANG NR. 46 Vi takker dig, Jehova
Vis at du er taknemmelig – hvorfor og hvordan?
“Vis at I er taknemmelige.” – KOL. 3:15.
FOKUS
Hvordan vi kan blive mere taknemmelige og vise vores taknemmelighed.
1. Hvad kan vi lære af John? (Se også billederne).
JOHNa på 95 havde så dårligt helbred at han var afhængig af at plejere tog sig af ham. Når nogen kom for at besøge ham eller tilbød at hjælpe ham, selv med små ting, fortalte John dem altid hvor taknemmelig han var for det. Derefter skrev han personens navn ned i en lille notesbog. Ved slutningen af dagen bad han plejerne om at hjælpe ham til at knæle foran sin seng så han kunne bede en bøn. John takkede Jehova for hver enkelt person der havde vist ham venlighed den dag. En af hans plejere sagde: “På trods af Johns dårlige helbred forblev han en meget glad og tilfreds person.” Johns eksempel viser at en taknemmelig indstilling betyder rigtig meget for ens glæde.
En taknemmelig indstilling gør dig mere glad og tilfreds. (Se paragraf 1)b
2. Hvordan er mange mennesker i dag?
2 Vi lever i en verden hvor mange er utaknemmelige, og sådan har Bibelen forudsagt at de sidste dage ville være. (2. Tim. 3:1, 2) Nogle glemmer måske bare at sige tak, men andre tager det som en selvfølge eller føler at de fortjener det når der bliver gjort noget godt for dem. Det er en egoistisk indstilling.
3. Hvad vil vi komme ind på i den her artikel?
3 Det er vigtigt at Jehovas tjenere ikke bliver smittet af den utaknemmelige indstilling der er i verden. Apostlen Paulus sagde: “Vis at I er taknemmelige.” (Kol. 3:15) Vi vil gerne tage Paulus’ opfordring til os. Og vi kan se at det ikke er nok at vi bare føler os taknemmelige, det må også komme til udtryk. Lad os se på tre spørgsmål: (1) Hvorfor er det godt at være taknemmelig? (2) Hvordan kan vi blive endnu mere taknemmelige? (3) Hvordan kan vi vise at vi er taknemmelige?
HVORFOR ER DET GODT AT VÆRE TAKNEMMELIG?
4. Hvorfor skal vi undgå at være utaknemmelige?
4 Utaknemmelighed går ud over os selv. Folk der er utaknemmelige, har en tendens til at være negative. Ordsprogene 15:15 siger: “For den der er ramt af ondt, er alle dage dårlige.” Vi bliver alle sammen af og til “ramt af ondt”, altså noget der gør os kede af det. Vi kan ikke altid kontrollere vores omstændigheder, men vi kan kontrollere hvordan vi reagerer på det der sker i vores liv. Hvis vi altid fokuserer på det negative, vil hver dag virke dårlig. Sådan et perspektiv på livet vil stjæle vores glæde fordi det gør os blinde for de positive ting der sker.
5. Hvordan påvirker taknemmelighed vores glæde?
5 Taknemmelighed er godt for os. I den sidste del af Ordsprogene 15:15 står der: “For den der har et glad hjerte, er hver dag en fest.” En der har “et glad hjerte”, fokuserer på det positive, det han har at være taknemmelig for. Fordi han har det perspektiv, kommer de negative ting i baggrunden og fylder ikke lige så meget. Den taknemmelige og positive indstilling gør ham gladere, og det giver ham følelsen af at “hver dag [er] en fest”.
6. Hvordan hjælper taknemmelighed os til at være mindre bekymrede? (Filipperne 4:6, 7)
6 Læs Filipperne 4:6, 7. Når vi siger tak til Jehova i bøn, hjælper det os til at være mindre bekymrede. Hvorfor kan vi sige det? Fordi det flytter vores fokus væk fra bekymringer om dagen i morgen til de gaver Jehova giver os i dag. Og når vi tænker over hvordan Jehova tidligere har hjulpet os, vil vi få større tillid til at han også vil være der for os i fremtiden. (Matt. 6:25-34) Derudover vil Jehova, som svar på vores inderlige bønner, give os af sin fred – en fred der beroliger vores hjerte og sind.
7. Hvorfor giver en taknemmelig indstilling os et tættere forhold til Jehova? (Jakob 1:17)
7 Taknemmelighed knytter os tættere til Jehova. Alt det gode vi har, kommer fra Jehova. (Læs Jakob 1:17). Han har givet os mange gaver, deriblandt løskøbelsen og et fantastisk håb for fremtiden. Hvorfor? Ikke fordi vi fortjener det, men fordi han elsker os. (Rom. 3:24; Ef. 2:8) Når vi tænker over den store ufortjente godhed Jehova har vist os, bliver vi mindet om at han er vores kærlige Far og bedste ven, og det knytter os tættere til ham.
HVORDAN KAN VI BLIVE ENDNU MERE TAKNEMMELIGE?
8. Hvorfor er det godt at tænke over hvordan Jehova tidligere har hjulpet en? (2. Korinther 4:7)
8 Tænk over hvad Jehova tidligere har gjort for dig. Har der for eksempel været et tidspunkt i dit liv hvor du kom ud for noget meget svært? Det kan være at du mistede en du elskede, fik helbredsproblemer eller oplevede modstand på grund af din tro. Du spørger måske dig selv: “Hvordan kom jeg nogensinde igennem det?” Når du tænker tilbage, bliver det tydeligt at det kun var fordi Jehova hjalp dig. Jehova velsignede det du gjorde for at være trofast mod ham, og gav dig den styrke du havde brug for. (Læs 2. Korinther 4:7; se studienoten til “den kraft som er ud over det normale”). Det vil uden tvivl give dig en dyb følelse af taknemmelighed at tænke tilbage på alt det Jehova har gjort for dig. – Sl. 103:2.
9-10. Hvilke gaver giver Jehova dig hver dag? (Se også billedet).
9 Tænk over hvad Jehova gør for dig lige nu. Bibelen siger: “Tak Gud for alt.” (1. Thess. 5:18) Vi må hver dag tage os tid til at tælle vores velsignelser. Man kan gøre det om morgenen, for at få en god start på dagen, eller om aftenen, for at slutte dagen af med noget positivt, eller på et andet tidspunkt der passer en. (Sl. 92:1, 2) Ligesom John, vi hørte om tidligere, kan man skrive de ting ned man er taknemmelig for. Hvad kunne man putte på den liste?
10 Tænk over hvor utroligt meget Jehova gør for dig hver eneste dag. (Sl. 40:5) Du kan være taknemmelig for de åndelige gaver han giver dig – hver bøn han hører, hvert trøstende bibelvers du læser, og hver artikel eller video der får dig til at føle: “Det var lige det jeg havde brug for i dag!” (Sl. 65:2; Matt. 24:45; Rom. 15:4) Tænk også over de fysiske gaver han giver dig – en smuk solnedgang, et godt måltid mad eller et kram fra en god ven. Alt det er kun muligt fordi Jehova “giver liv og ånde og alting til alle”. (Ap.G. 17:25) Er der andre gaver fra Jehova du kunne skrive på din liste i dag? – Ef. 5:20.
Tag dig tid til at tælle dine velsignelser hver dag. (Se paragraf 9-10)c
11-12. Hvordan er vores brødre og søstre en gave vi kan være taknemmelige for?
11 Det er også en stor gave at være en del af en kærlig åndelig familie! (Sl. 133:1; Ordsp. 18:24) Tænk på sidste gang en bror eller søster gjorde noget du blev glad for. (Ordsp. 12:25; 16:24) Selv små udtryk for venlighed fra dine trosfæller kan du se som en gave fra Jehova. En søster der lige havde mistet sin datter, havde meget svært ved at synge med på sangene ved møderne. Hun fortæller: “Engang så en søster der sad på den anden side af midtergangen, at jeg græd. Hun kom over til mig, lagde armen om mig og sang resten af sangen sammen med mig. Kærligheden til brødrene og søstrene vældede op i mig.” Der skulle ikke mere end et kram til for at en sørgende mors hjerte blev fyldt med taknemmelighed.
12 Når vi tænker over alt det Jehova tidligere har gjort for os, og det han gør for os lige nu, vil vores taknemmelighed vokse. Men som vi var inde på i begyndelsen, er det ikke nok at vi bare føler os taknemmelige, det må også komme til udtryk.
HVORDAN KAN VI VISE AT VI ER TAKNEMMELIGE?
13. Hvordan kan vi give udtryk for taknemmelighed?
13 I artiklens temavers sagde Paulus at vi skulle vise at vi er taknemmelige. Hvordan kan vi gøre det? Læg mærke til det han siger kort efter: “Uanset hvad I siger eller gør, skal I gøre alt i Herren Jesus’ navn, mens I takker Gud, Faren, gennem ham.” (Kol. 3:15, 17) Vi kan altså give udtryk for vores taknemmelighed både med vores ord og handlinger. Her taler Paulus om at vise taknemmelighed over for Jehova, men Jehova ønsker selvfølgelig også at vi viser taknemmelighed over for andre.
14. Hvad kan man gøre for at vise taknemmelighed med sine ord? (Se også billederne).
14 Vis taknemmelighed med det du siger. Gør det til en vane at sige tak for selv de små ting andre gør for dig. Det kan være at nogen holder døren for dig, giver dig et kompliment eller siger noget opmuntrende til dig. Indimellem kan du også sige tak til andre ved at sende en sms, en e-mail eller et kort. Har du og din familie for eksempel været glade for at nogle ældste kom på hyrdebesøg? Hvorfor ikke skrive til dem og sige tak? (1. Thess. 5:12, 13) Nogle gange kunne du også sige tak til ældstebrødrenes hustruer. De bringer også store ofre for at deres mænd kan hjælpe og opmuntre andre.
Hvordan kan du give udtryk for din taknemmelighed? (Se paragraf 14)
15. Hvordan kan vi vise taknemmelighed over for Jehova med vores ord?
15 Den person vi er allermest taknemmelige over for, er Jehova, og vi kan give udtryk for vores taknemmelighed når vi beder til ham. (Ef. 6:18) Noget der måske ofte fylder meget i vores bønner, er anmodninger. Det kan være at vi beder ham om hjælp til at komme igennem en svær tid, om visdom til at træffe en god beslutning eller om tilgivelse for en fejl vi har begået. Men vi må ikke glemme at takke ham for de mange ting han giver os og gør for os. (Sl. 95:2) Af og til kan det være godt at analysere kvaliteten af vores bønner ved at spørge os selv: “Husker jeg at takke Jehova i mine bønner? Eller beder jeg ham mest bare om hjælp?”
16. Hvorfor skal vi med vores handlinger vise at vi er taknemmelige?
16 Vis taknemmelighed med det du gør. Når nogen viser os kærlighed, må vi se efter måder vi kan vise værdsættelse på. Når man viser sin taknemmelighed i handling, vil man opleve den store glæde der er ved at give. (Ap.G. 20:35) Det vil også bidrage til at andre føler sig værdsat. Og resultatet bliver at vi får et tættere forhold til hinanden.
17-18. Hvordan kan vi med vores handlinger vise taknemmelighed over for Jehova? (Romerne 12:1)
17 Vi kan med det vi gør, vise hvor taknemmelige vi er over for Jehova. Vores dybe værdsættelse af alt det Jehova giver os, motiverer os til at give noget tilbage til ham. Hvad kan vi give til Jehova? Vi kan bringe vores krop “som et levende ... offer” til ham. (Læs Romerne 12:1). En studienote forklarer: “En kristen [bliver] ved med at frembære sin krop, eller alt hvad han har i sig, som et levende ... offer. Dette ‘offer’ indbefatter personens sind, hjerte og styrke – alle hans evner og ressourcer. Der er tale om at man giver sig selv helt og fuldt på en måde der berører alle sider af ens liv.” Hvordan kommer det helt konkret til udtryk?
18 Først og fremmest indviede vi os til Jehova og blev døbt. Det var taknemmelighed der motiverede os til det. Og vi bliver ved med at give af os selv – vores tid, energi og økonomiske midler – i tjenesten for Jehova. For eksempel læser vi i Bibelen hver dag og tænker over det vi læser, vi fortæller også andre om den gode nyhed, kommer til møderne og deltager i dem, og vi giver bidrag for at støtte Jehovas organisation og forkyndelsesarbejdet. (Sl. 1:2, 3; 2. Kor. 8:4; Hebr. 10:24, 25; 13:15) Når vi gør vores bedste på de områder og tjener Jehova af hele vores hjerte, viser vi ham dybden af vores taknemmelighed. – Kol. 3:23, 24.
19. Hvad fører det til når vi viser at vi er taknemmelige?
19 Vi lever i en utaknemmelig verden, men som vi har set på, har vi mange gode grunde til at føle os taknemmelige og vise det. En taknemmelig indstilling gør os gladere, hjælper os til at være mindre bekymrede, og vigtigst af alt knytter det os tættere til Jehova. Når vi aktivt tænker over de mange gode ting Jehova har gjort for os tidligere og gør for os lige nu, vil vores taknemmelighed bare blive større og større. Lad os være besluttet på at vise vores taknemmelighed både med det vi siger, og det vi gør – og det gælder især over for Jehova. Hvis vi gør det, vil Jehova også vise sin taknemmelighed over for os og belønne os på mange måder, både nu og i fremtiden. – Sl. 106:1; Hebr. 11:6.
SANG NR. 139 Se det for dig – alt er nyt!
a Navnet er ændret.
b BILLEDBESKRIVELSE: Billeder der illustrerer hvad John gjorde for at vise sin taknemmelighed.
c BILLEDBESKRIVELSE: På en regnvejrsdag tænker en søster over alle de gode ting Jehova giver hende, deriblandt bibelvers der opmuntrer hende.