Jehovas Vidners Årbog 1990

Vidnesbyrdet er der alle vegne. Man finder det i Afrika, Asien, Europa, Nord-, Mellem- og Sydamerika og på de fjerne øer i verdenshavene. Vidnesbyrdet om hvad? Om at stadig flere herliggør Gud som Jesu sande disciple.

Hvordan gør de det? Ved at bære megen god frugt. Jesus sagde: „Min Fader er herliggjort ved dette at I bærer megen frugt og viser at I er mine disciple.“ (Johannes 15:8) Når man skal have frugt på bordet går man efter den bedste kvalitet. Skulle man ikke gøre det samme når det gælder Kristi disciples adfærd og gerninger? Guds tjenere må forventes at bære frugt der tydeligt vidner om at de er sande kristne.

Når de kristne herliggør Gud tjener de også deres medmenneskers interesser. Derved kommer deres arbejde til at stå i skærende kontrast til det de fleste mennesker er optaget af. Hvad går deres arbejde ud på? Jesus beskrev det i Mattæus 13:18-23. Ifølge vers 23 sagde han at den der hører ordet og får fat i meningen, virkelig vil bære frugt — én 100, én 60 og én 30 fold. De sande kristne må altså bære frugt ved at forkynde Riget som det redskab Gud bruger til at sikre jordens indbyggere evigt liv i lykke. Og det har Jehovas vidner gjort i hele dette århundrede. I 1989 bar de endog mere frugt end nogen sinde ved at forkynde den gode nyhed om Riget i 212 lande og områder.

Hvad er det der gør Jehovas vidner så anderledes? Det er Bibelens budskab og de gudlignende egenskaber som præger deres vigtige arbejde. Jesus lagde vægt på nogle væsentlige egenskaber som hans disciple skulle opdyrke og lægge for dagen. Som det fremgår af Johannes 13:35 sagde han til dem: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Uanset hvor i verden de tjente, skulle de kendes på denne selvopofrende, kristuslignende kærlighed.

De skulle også have samme glæde som Kristus. (Joh. 15:11) Den ville de ikke alene finde i fremtidshåbet, men også i vidnegerningen. Desuden skulle de have fred skønt de levede midt i en urolig verden. (Joh. 14:27; 16:33) De skulle bevare denne enestående fred til trods for at de fleste mennesker ville sige nej til budskabet. — Matt. 10:12, 13.

Kærlighed, glæde og fred er de første af åndens frugter der nævnes i Galaterbrevet 5:22, 23. Ved at lægge disse og andre gudlignende egenskaber for dagen i den kristne tjeneste og på alle områder i vor daglige tilværelse, herliggør vi Gud og opnår hans godkendelse. (Matt. 7:17-20) Ved at bære megen god frugt aflægger vi, som et verdensomspændende samfund af Jehovas vidner, et overvældende vidnesbyrd om at vi vandrer det navn værdigt som vi bærer og at vi er Jesu sande disciple. — Kol. 1:10.

Glæden i vort åndelige paradis

Jehova har for længe siden forudsagt sit folks nuværende frodige åndelige tilstand. (Es. 51:3) Efterhånden som det åndelige paradis udvides, bliver det beboet af flere mennesker. (Es. 26:15; 60:22) Vi kan glæde os over mange nye højdepunkter i antallet af forkyndere i løbet af det sidste tjenesteår. Der var gennemsnitlig 3.624.773 forkyndere hver måned, og det højeste antal frugtbærende disciple var 3.787.188. I løbet af året anvendtes i alt 835.426.538 timer i forkyndelsen — det største antal timer nogen sinde på et enkelt år i det storslåede arbejde der herliggør Jehova.

Som Kristi sande disciple lægger vi stor vægt på at lære andre alt det som Jesus har befalet os. I løbet af året ledte vi gennemsnitlig 3.419.745 bibelstudier hver måned, med det resultat at 263.855 nye disciple blev døbt. Og at så mange som 9.479.064 overværede mindehøjtiden viser at yderligere fremgang er inden for rækkevidde. Vi vil nu se på nogle af de fængslende beretninger og spændende oplevelser fra det tjenesteår der er gået.

Der bliver sået og høstet rigeligt

Trods omfattende politiske uroligheder i landet melder afdelingskontoret i Panama om endnu et frugtbærende år for Jehovas folk. I løbet af tjenesteåret blev 731 døbt, og det var mere end tre gange så mange som i det foregående tjenesteår og cirka 13 procent af det samlede antal forkyndere. Flere og flere melder sig som almindelige pionerer, og der er nu omkring tre gange så mange heltidsforkyndere som i tjenesteåret 1984.

På den caraibiske ø Guadeloupe har der været syv rekorder i antallet af forkyndere. Den seneste — i maj måned, hvor 5980 rapporterede — betyder at der nu er én forkynder for hver 55 indbyggere. Er brødrene mon trætte af at skulle gennemgå distrikterne igen og igen? Afdelingskontoret svarer: „Absolut ikke!“ Tværtimod har de hyppige besøg hos folk ført til en ny rekord i antallet af bibelstudier, nemlig 8438.

På Jamaica har kærligheden blandt brødrene været et stort vidnesbyrd. Da øen blev ramt af orkanen Gilbert blev 35 rigssale beskadiget og 11 ødelagt, og 238 familier blandt brødrene mistede deres hjem. Kærligheden i det internationale brodersamfund kom på en storslået måde til udtryk, idet frivillige fra De Forenede Stater, Canada og De Hollandske Antiller hjalp de lokale brødre med at udbedre og genopbygge de beskadigede og ødelagte huse. Afdelingskontoret beretter: „En dame der studerede og kom til møderne fik sit hus sat i stand af brødrene. Det gjorde et dybt indtryk på hende, og siden da er hun blevet forkynder. Da hendes søster så hvilken kærlighed der blev lagt for dagen, bad hun om et bibelstudium, og en måned senere meldte hun sig trods hån og modstand ud af kirken og begyndte at komme til møderne.“

Også i Costa Rica fortsætter fremgangen. „Glæden var stor da vi i tjenesteåret nåede en ny rekord på 12.001 forkynder,“ lyder det fra afdelingskontoret, „og det var den også da vi i januar 1989 havde 2007 hjælpepionerer mod tidligere højst 785.“ Fra Malaysia har vi fået denne rapport: „Tjenesteåret 1989 har været et lykkeligt år.“ I februar nåede forkyndertallet op over 1000, og snart var det oppe på 1102 — det hidtil højeste antal. Ved mindehøjtiden markeredes et nyt højdepunkt med 2790 til stede.

At brødrene ’holder fred med alle mennesker’ er noget som tiltaler de retsindige. (Rom. 12:18) Det fremgår af denne oplevelse fra Kenya: En kvinde som var fjendtligt indstillet over for sandheden, forbød sine børn at lege med børn af Jehovas vidner. Men efter nogen tids forløb henvendte hun sig alligevel til sin nabo, et af Jehovas vidner, for at få at vide hvad det var der gjorde Vidnerne anderledes. „I strides aldrig. Der er så fredeligt hos jer,“ bemærkede hun. Et bibelstudium kom i gang, og i dag er hun med i sandheden.

I New Zealand gjorde den anglikanske kirke i et kirkeblad opmærksom på at „troen var ramt af en krise“. Den fandt det alarmerende at man i visse landsogne måtte lukke kirkerne og at det ikke længere var muligt at stille betalte præster og kordegne til rådighed alle steder. Til forskel herfra lyder rapporten fra afdelingskontoret: „Højdepunktet på 11.007 forkyndere der ’offentligt bekender til frelse’ repræsenterer en fremgang på 9,6 procent i forhold til sidste års gennemsnit og er et vidnesbyrd om en levende tro.“ — Rom. 10:10.

Som det er tilfældet alle steder hvor der er uroligheder, kræver det også i det krigshærgede Libanon en stærk tro at gå til møde og at forkynde den gode nyhed. Under et møde i en rigssal hørtes bombeeksplosioner i nærheden. Det kraftige bombardement fortsatte og kom nærmere og nærmere, og mange af brødrene ved vagttårnsstudiet blev naturligt nok mere og mere urolige og bekymrede. Menighedens tilsynsmænd tilskyndede kærligt og roligt alle til at stole på Jehova, som „vogter sine loyales sjæle“. (Sl. 97:10) Da faren var drevet over takkede forsamlingen Jehova for hans beskyttelse.

I Portugal har høsten været rigelig. For fem år siden var der i alt 34.091 forkyndere i de seks lande der hører under det portugisiske afdelingskontors tilsyn. Nu er der 48.044. Det er en forøgelse på 41 procent. I samme periode har fremgangen i bibelstudiearbejdet i de seks lande været hele 64 procent med et højdepunkt på 61.657 hjemmebibelstudier. I nogle måneder er der menigheder i et af disse lande som har haft flere pionerer end menighedsforkyndere. En menighed havde for eksempel i en måned 10 almindelige pionerer og 83 hjælpepionerer, men kun 58 menighedsforkyndere. Distrikterne er stadig frugtbare, for samme menighed har 99 bibelstudier — og det i en by hvor forkyndertallet i forhold til indbyggertallet er som én til 160.

En venlig gestus kan skabe interesse for sandheden. To portugisiske søstre på vej hjem fra distriktet lagde mærke til at en ældre dame der steg af bussen så syg ud. De standsede og spurgte hende om der var noget de kunne hjælpe med. Hun blev så overrasket over at være genstand for to vildfremmedes oprigtige bekymring at hun absolut ville vide hvad der lå til grund for denne venlighed. Det gav søstrene anledning til at aflægge et kort vidnesbyrd, og damen gav dem sin adresse og lod dem forstå de var hjerteligt velkomne hos hende. De besøgte damen, og et bibelstudium kom i gang. Snart skaffede hun sig af med sine religiøse billeder og begyndte at komme til møderne, og nu taler hun til familie og venner om sandheden.

Uformel forkyndelse bærer frugt

Jesus sagde til disciplene at de skulle lade deres lys skinne. Ved at gøre dette ved enhver lejlighed, når vore dages Jehovas vidner mange mennesker med den gode nyhed. I Brasilien fortæller en broder: „Jeg har altid min bibel samt nogle bøger og blade i omklædningsrummet på min arbejdsplads, så jeg kan forkynde i middagspausen. Jeg afsatte bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden til en mandlig sygeplejerske på fabrikken. Omtrent samtidig afsatte en anden broder et eksemplar af samme bog til en anden sygeplejerske, som imidlertid blot lagde bogen ned i en skuffe. En tredje sygeplejerske fandt bogen dér og læste den med stor interesse på syv timer. Hun talte med den mandlige kollega som jeg havde afsat en bog til, og han henviste hende til mig. Jeg inviterede hende til et møde i menigheden, og hun kom med sine tre børn. Et bibelstudium blev påbegyndt med familien. En af døtrene forbereder sig nu til dåben, mens moderen og en anden datter er forkyndere, og faderen studerer og kommer til møderne sammen med resten af familien.“

I et mellemamerikansk land hvor arbejdet er underlagt begrænsninger, tilbød en broder ved et busstoppested to traktater til en ung mand og fik en god samtale med ham om Guds rige. Derefter skiltes deres veje. Nogle måneder senere fik broderens menighed besøg af en taler der var ledsaget af en ung mand. Da den unge mand så broderen, kom han hen til ham og sagde: „Kan du huske mig? Det var mig du talte med ved et busstoppested for nogle måneder siden. Nogle uger efter at jeg havde fået de to traktater begyndte jeg at studere. Nu er jeg forkynder og vil gerne snart døbes.“

Der bygges flere rigssale

Med den stadige indhøstning er der brug for flere rigssale. Afdelingskontoret i Italien skriver at brødrene nu, trods nogen modstand fra religiøse kredse, „i fuld offentlighed tager gode rigssale og stævnehaller i brug, hvor de tidligere måtte holde møderne i garager, lagerbygninger, kælderrum og butikslokaler“. Der er nu 12 stævnehaller i Italien, hvoraf en blev indviet sidste sommer. Tre mere er under opførelse.

I Chile leder forkynderne over 50.000 bibelstudier, og antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden var tre gange så stort som antallet af forkyndere. Afdelingskontoret rapporterer: „Der er et stort behov for at bygge flere præsentable rigssale, og dette behov har vi lagt stor vægt på at dække i det forgangne tjenesteår.“ Også i Bolivia er nye rigssale blevet opført — 12 store rigssale med henblik på yderligere vækst.

Fra Irland rapporteres det at endog menigheder med færre end 30 forkyndere har bygget deres egne rigssale. Også på Taiwan har der været stor aktivitet på dette felt, idet 12 af de 22 menigheder der nu er på øen, har bygget eller købt rigssale eller er i færd med at gøre det.

I Australien fortsætter rigssalsbyggerierne i hurtigt tempo. Mere end 170 nye sale er blevet bygget inden for de sidste fem år. På Trinidad fuldførte brødrene fem byggerier i løbet af det sidste år, samtidig med at to menigheder ombyggede og udvidede deres rigssale for at tilgodese væksten. På Jamaica har man nu for første gang opført hurtigbyggede rigssale. Et sted kom borgmesteren for at se på den færdige bygning. I begyndelsen havde han været meget skeptisk, idet han mente at enhver der sagde at et sådant projekt kunne gennemføres på to dage måtte være fra forstanden. Men da han med egne øjne så resultatet var han meget imponeret.

Officiel anerkendelse

Den 1. april blev Jehovas Vidners status i Mexico ændret. Nu kan brødrene frit begynde og afslutte alle møder med bøn, og de kan bruge Bibelen i tjenesten på arbejdsmarken. En kvinde som er aktiv i en katolsk bibelkreds, bemærkede angående Jehovas Vidners nye trosfrihed: „Førhen da de kun brugte bladene, havde vi svært ved at tage til genmæle imod dem, men nu hvor de slår op i Bibelen, er vi helt mundlamme.“

I de senere år har indviede kristne i Østeuropa fået bedre betingelser for at bære mere frugt. Gennem nogen tid havde ansvarlige brødre i Polen forhandlet med myndighederne om muligheden for at få vort arbejde legaliseret. Den 12. maj blev ansøgningen om oprettelse af Jehovas Vidners religiøse forening i Polen så godkendt, og foreningen blev indstiftet — lige i rette tid for de planlagte store stævner i Chorzów (ved Katowice), Poznań og Warszawa.

Lidt over en måned senere, den 27. juni, kunne brødrene i Ungarn glæde sig over at Jehovas Vidner også blev legaliseret dér. For første gang fik de lov til at bruge offentlige lokaler til deres områdestævner i flere byer.

Overalt i verden glæder Jehovas vidner sig på deres mexicanske, ungarske og polske brødres vegne, og de beder til at Jehova må velsigne dem i deres frugtbærende arbejde, så de i endnu rigere mål må gøre hans vilje. — 1 Thess. 4:1, 9, 10.

Blodspørgsmålet

Den hurtige spredning af AIDS-smitte skaber bekymring overalt — også på den lille øgruppe Tonga i Stillehavet. I begyndelsen af november 1988 blev der holdt en endags-konference om årsager til og forebyggelse af AIDS på Tonga. På denne konference var der også en repræsentant fra WHO (Verdenssundhedsorganisationen) til stede. Et af de spørgsmål der blev rejst, var om der kunne fås plasmaerstatningsmidler uden blod i landet. Konferencens deltagere blev gjort opmærksomme på Jehovas vidners standpunkt med hensyn til blodet, og brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod blev delt rundt sammen med Vågn op! for 8. oktober 1988 om emnet AIDS. Med undtagelse af en enkelt person ville alle de tilstedeværende gerne have disse publikationer.

På Vest-Samoa, en anden øgruppe i Stillehavet, gjorde et medlem af det nationale hospitals lægeråd opmærksom på at man som læge burde behandle patienterne efter deres ønsker og ikke underkende deres samvittighed. Han forklarede at Jehovas vidner gerne underkaster sig andre former for lægebehandling, uden brug af blod, og at kirurger, endog fra et lægeligt synspunkt, derfor har god grund til at respektere deres ønsker.

Store skarer priser Jehova ved stævnerne

Salmisten David fandt stor glæde ved at prise Gud i menighedsforsamlingen. (Sl. 26:12) Jehovas folk i hele verden har i det forløbne tjenesteår fundet samme form for glæde, idet 6.273.804 overværede områdestævnet „Guds retfærdighed“ sidst i 1988 og først i 1989.

Nogle brødre måtte bringe store ofre for at komme til stævne. For eksempel var det at rejse i Myanmar (tidligere Burma) nogle steder forbundet med stor risiko. Alligevel rejste nogle forkyndere i flere dage til fods og med overfyldte tog for ikke at gå glip af det åndelige festmåltid. Og i Kenya måtte brødrene tilbagelægge mange kilometer til fods eller på cykel for at komme til stævne.

Om den ikkeracistiske ånd der præger vore stævner skrev en zambisk broder der havde været til stævne i Sydafrika: „Det var vidunderligt at være til stævne i Johannesburg. Hvor var det dejligt at være sammen med brødre af forskellige racer — brødre der alle var som én familie“. I Senegal gjorde den kærlige ånd blandt stævnedeltagerne samt Jehovas vidners klare standpunkt hvad angår uantagelige skikke et stort indtryk på en ung muslim der ikke tidligere havde overværet vore møder og sammenkomster. Efter lørdagsprogrammet skilte han sig af med de amuletter og charms han bar i sit bælte som en slags beskyttelse. „Der er ikke længere nogen mening i at stole på dem,“ indrømmede han. „Jeg ved at Jehovas vidner har sandheden, og ingen af dem går med amuletter. Det er Jehova der beskytter dem.“

Den renlighed og orden der præger vore stævner er et godt vidnesbyrd. I Brasilien sagde en tilsynsførende for et stadion: „Det har været en glæde at have jer her, for I har efterladt faciliteterne renere og i en bedre stand end I overtog dem. I fortjener ros for jeres properhed. Vi håber I kommer igen!“

I 1989 havde områdestævnet „Gudhengivenhed“ som tema. Mange steder i verden har stævnerne været ualmindelig godt besøgt, og mange er blevet døbt ved disse sammenkomster. For eksempel blev stævnerne i de områder som afdelingskontoret for De Forenede Stater fører tilsyn med, overværet af i alt 1.366.700, og 18.011 blev døbt. Denne stævnerække vil fortsætte på den sydlige halvkugle i den første del af tjenesteåret 1990.

I august 1989 rettedes vor opmærksomhed mod Polen, hvor brødrene oplevede noget uforglemmeligt.

De historiske stævner i Polen

Ved Selskabets årsmøde i oktober 1987 blev det meddelt at der i 1989 ville blive holdt internationale stævner i Polen. Dengang var det ikke let at forestille sig hvor meget disse sammenkomster ville komme til at betyde. I Katowice (Chorzów) og Poznań blev stævnet holdt 4.-6. august, og i Warszawa 11.-13. august.

Man regnede med at 140.000 fra 22 lande ville overvære disse åndelige fester. Men den samlede tilhørerskare nåede op på 166.518, og flere lande end først antaget var repræsenteret.

I to uger fra og med den 28. juli summede lufthavnen i Warszawa af travlhed, idet vore polske brødre hver dag tog imod stævnedeltagere fra alle dele af Europa samt fra Japan og Nordamerika. Nogle af de besøgende brødre havde rejst over 11.000 kilometer, hovedsagelig med tog, i seks dage og seks nætter. Der kom brødre fra Sibirien, Kazakhstan, Kaukasus, de baltiske lande og Ukraine. De havde ikke mistet deres gode humør trods ferietidens forsinkelser og andre genvordigheder undervejs, men frydede sig over at komme sammen til dette åndelige festmåltid.

Ifølge det officielle polske rejsebureau, Orbis, udgjorde vore delegerede fra Vesteuropa, Japan og Nordamerika den største enkelte gruppe udenlandske kongresdeltagere nogen sinde i Polen. Brødrenes gode adfærd og vores velfungerende organisation gjorde et stort indtryk på bureauets medarbejdere.

De polske stævnearrangører satte stor pris på de polske myndigheders samarbejde. Såvel i lufthavnen som på banegårde og busstationer mødte de stor velvilje og hjælpsomhed hos de ansvarlige og deres medarbejdere.

Tolv tusind boede på hotel i stævnebyerne, mens de lokale brødre sørgede for logi til over 60.000 i private hjem, i rigssale, i sovesale indrettet i skoler, og i telte. En menighed med 86 forkyndere indlogerede mere end 500. En menighed med 146 forkyndere i en af Warszawas vestlige forstæder husede 1276 delegerede.

Fredag morgen ved hvert stævnes begyndelse var der en tæt trafik af stævnedeltagere i retning mod stadion. Glade og snakkende ankom brødrene til stadion i overfyldte sporvogne, i lejede busser eller med særtog. Overalt så man de karakteristiske reversmærker.

Ved alle tre stævner var der særlige sektioner for de udenlandske delegerede. Fra flere lande kom der store grupper — især fra Tjekkoslovakiet. Også fra Sovjetunionen kom der mange, som var på besøg hos venner og slægtninge i Polen.

Programmets højdepunkter

Beretninger fra 25 forskellige lande var med til at give stævnerne et internationalt præg. Dele af programmet blev tolket samtidig til hele seksten forskellige sprog, og hver sproggruppe kunne tydeligt høre programmet uden at blive forstyrret af de øvrige sprogsektioner på stadion. En professionel lydmand som man rådførte sig med angående arrangementet havde sagt: „Det kan ikke lade sig gøre at montere højttalerudstyret så programmet kan høres samtidig på seksten sprog.“ Men det var nøjagtig hvad brødrene gjorde, og alle de tilstedeværende kunne således lytte til medlemmerne af det polske landsudvalg og til medlemmer af Det Styrende Råd.

Lørdag eftermiddag blev der, til alles overraskelse, udgivet to traktater på polsk. Det var første gang nogen sinde at brødrene i Polen havde fået udgivet publikationer ved et stævne. En endnu større overraskelse var brochuren Skal man tro på treenigheden?, der blev frigivet søndag formiddag. Denne publikation, som afslører treenighedslæren som et falsum, vil være et effektivt redskab for brødrene i Polen når de skal undervise retsindige mennesker i sandheden om den eneste levende og sande Gud og hans søn, Kristus Jesus.

Dåbshandlingen om lørdagen var et betagende syn. Ved hvert af stævnerne bragede klapsalverne ud over stadion da dåbskandidaterne rejste sig for at besvare de to spørgsmål. Aldrig før var så mange blevet døbt ved stævner i Polen. Mange af de tilstedeværende havde tårer i øjnene.

Disse tre stævner gjorde et uforglemmeligt indtryk på de mange stævnedeltagere, ikke mindst på grund af den glæde og forret det var sammen at nyde den opbyggende åndelige føde fra Jehovas bord, som „den trofaste og kloge træl“ havde sørget for. (Matt. 24:45-47) Og hvor var det hjertevarmende at sidde sammen med brødre fra Tjekkoslovakiet, Ungarn, Østtyskland, Sovjetunionen, Jugoslavien og andre lande, som tidligere ikke havde haft mulighed for at mødes med så mange trosfæller på én gang.

En besøgende fra Sovjetunionen sagde: „Vi har i mange år ventet på denne dag, og nu er vi her til dette internationale stævne. Det er vanskeligt for os helt at fatte det alt sammen. Det er som en drøm. Det er umuligt at finde ord for alt det vi har set og hørt. Da vi så det kolossale, skålformede stadion fyldt med mennesker og hørte musikken, kunne vi ikke holde tårerne tilbage. Og da vi alle stod helt stille, forenede i bøn, gav det os nærmest kuldegysninger af bevægelse. Det var på én gang højtideligt og forenende. Dette stævne i Warszawa er så stor og enestående en oplevelse at kun den nye verden vil kunne overgå det. Vi vil aldrig glemme disse vidunderlige dage. Og frem for alt går vores tak og pris til Skaberen, Jehova Gud!“

Den 16. august 1989 kunne man i den polske avis Życie Warszawy læse følgende om stævnet på Dziesiȩciolecia Stadion i Warszawa: „De der tilbeder Jehova Gud — som de selv udtrykker det — lægger stor vægt på at komme sammen, hvilket er et klart udtryk for enhed iblandt dem. . . . Dertil kommer at kongresdeltagerne er mønsterværdige hvad angår orden, fred og renlighed.“

Der findes næppe ord for den broderlige kærlighed og glæde der knyttede deltagerne sammen. Forståeligt nok havde brødrene ved alle tre stævner svært ved at bryde op efter det afsluttende foredrag — de ønskede at blive, at fastholde øjeblikket. De har tro på og tillid til at hele jorden snart vil være beboet af mennesker der elsker og tjener vores store Skaber Jehova i enhed.

De der havde den forret at overvære stævnerne i Polen i sommeren 1989 siger med ordene i Salme 70:4: „Måtte alle de som søger dig, finde glæde og fryd i dig, og måtte de der elsker din frelse, til stadighed sige: ’Lad Gud være stor!’“

Skolen for Udnævnte Tjenere bærer frugt

I tjenesteåret 1989 blev der gennemført endnu to klasser i denne skole i De Forenede Stater, nemlig tredje klasse i stævnehallen i St. Louis, Missouri, og fjerde klasse i stævnehallen i Coraopolis, Pennsylvanien. En femte klasse blev holdt i Wien i foråret 1989.

Af de 25 elever i den tredje klasse fik 19 tildelt opgaver i USA og Canada — nogle af dem i kredstjenesten — mens seks blev sendt til andre lande. Fra den fjerde klasse virker otte nu i heltidstjenesten i USA og Canada, mens 16 tjener i andre lande.

Skolen for Udnævnte Tjenere fik et mere internationalt tilsnit i slutningen af april 1989. To erfarne lærere, der tjener som rejsende tilsynsmænd i De Forenede Stater, blev sendt til Wien. De 23 elever i den første europæiske klasse kom fra Belgien, Frankrig, Holland, Jugoslavien, Schweiz, Tyskland og Østrig. Til stede var også otte kommende lærere for fremtidige klasser i Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Et velegnet undervisningslokale samt bibliotek og kontor stod til rådighed for skolen, og deltagerne var indlogeret på betelhjemmet.

Lærerne var meget tilfredse med elevernes indsats. For de brødre der tog del i kurset var det en oplevelse for livet, noget de aldrig vil glemme eller fortryde. Fire af disse brødre fik tildelt opgaver i lande uden for Europa, mens de øvrige på nuværende tidspunkt tjener i europæiske lande.

Ved skolens afslutning oplæstes et brev fra klassen, med blandt andet følgende ord: „Før vi kom, havde de fleste af os allerede opgaver som indebar hyrdearbejde. Men nu forstår vi langt bedre hvad der kræves af en hyrde for Guds hjord. Vi føler at vi nu er meget bedre udrustede til at tjene Jehova og at betjene vore brødre samt folk i distrikterne, end vi ville have været uden dette opbyggende kursus.“

Indtil nu er elever fra Skolen for Udnævnte Tjenere blevet sendt til 25 lande uden for deres hjemlande. Vi håber at endnu flere må få gavn af denne skole i løbet af tjenesteåret 1990.

Indvielse af afdelingskontorer herliggør Gud

Højdepunktet i et menneskes liv er den dag det indvier sig til den suveræne Herre Jehova. På samme måde kan man sige at et af højdepunkterne i et afdelingskontors teokratiske historie er den dag hvor dets faciliteter indvies til den samme suveræne Herre som er „den der frembragte himmelen og jorden og havet og alt hvad der er i dem“. (Apg. 4:24) I det forløbne tjenesteår har der været indvielse af fem afdelingskontorer, heraf det ene i Mexico.

Peru

Den 6. november 1988 begyndte dagen med køligt og overskyet vejr. Men snart spredtes skyerne, og solen strålede om kap med de glade ansigter hos mennesker der var på vej til en særlig begivenhed i Monterrico Chico i Lima — den lykkelige afslutning på arbejdet med at udvide Betel i Peru. Med dybtfølt taknemmelighed samledes 694 i den nye rigssal på afdelingskontoret og 48.150 på en stævneplads i Campoy i Limas omegn, som via telefonnettet var forbundet med Betel, for at lytte opmærksomt til indvielsesprogrammet. Det var en overraskende stor tilhørerskare, eftersom der i hele landet kun er 31.000 Jehovas vidner. Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen.

Da man i 1980 planlagde opførelsen af afdelingskontoret, var det ikke muligt at forudse den store vækst i antallet af forkyndere; men da byggeriet var færdigt i december 1984, var det tydeligt for enhver at det snart ville blive nødvendigt igen at udvide afdelingskontoret.

Udvidelsesplanerne for afdelingskontoret i Peru gik ud på at fordoble det allerede bebyggede areal ved at opføre jordskælvssikrede tilbygninger. Elementbyggeriet vakte stor interesse. Mange kom for at se en 60-tons-kran løfte de tunge, præfabrikerede betonelementer, hvoraf nogle vejede adskillige tons, på plads. I alt anvendtes 120 af disse store elementer, som monteredes komplette, med indlagte rør til el-installationerne samt med dørkarme og vinduesrammer. Samtidig med at betonelementerne blev stillet op, var brødrene i tømrer- og snedkerværkstedet i fuld gang med at fremstille inventar af smukt mahognitræ fra Perus jungle.

Femoghalvtreds frivillige fra det internationale byggehold bekostede selv rejsen og kom til Peru for at hjælpe. Som det almindeligvis er tilfældet med udenlandske gæster, havde de visse problemer med helbredet under opholdet. Derfor var de glade for regelmæssigt at blive tilset af to læger der begge er Jehovas vidner. En anden af de mange vigtige servicefunktioner i byggeperioden foregik i „barbersalonen“, hvor to brødre som er frisører skiftedes til at komme en gang om ugen for med højt humør at klippe byggearbejderne.

De 60 medlemmer af betelfamilien i Peru kan bevidne at beteludvidelsen var hårdt tiltrængt og at den er blevet fuldført til Jehovas ære.

El Salvador

„Herligt at teokratiet sig breder; storslået tilgang og vækst finder sted,“ lød det lørdag den 12. november 1988 med 22.091 stemmer der sang disse fascinerende ord ved indvielsen af det nye afdelingskontor og betelhjem i El Salvador i Mellemamerika.

Kontorbygningen og boligfløjen ligger i et bakket terræn i en forstad, med udsigt over hovedstaden San Salvador og til flere af de vulkaner som landet er kendt for.

Broder John Barr fra Det Styrende Råd talte varmt over temaet „Sangen om teokratiets vækst“. Programmet omfattede også farverige folkedanse fremført af hundrede lokale brødre og søstre.

Over 300 gæster fra ni forskellige lande i Nord- og Mellemamerika samt Europa overværede indvielsen, heriblandt flere af de 326 frivillige fra det internationale byggehold som havde gjort en stor indsats.

De første strofer af sangen om teokratiets vækst hørtes i 1945, da de første missionærer, Roscoe og Hilda Stone, tog fat på den enorme opgave at forkynde budskabet for landets befolkning, som dengang udgjorde halvanden million. Siden da er denne sang blevet sunget med stadig større styrke. I tjenesteåret 1989 blev der sat ny rekord i antallet af forkyndere, nemlig 17.647; det vil sige at der er en forkynder for hver 322 indbyggere. Fra og med købet af de første stykker land i april 1983 og indtil færdiggørelsen i juli 1988, efter en byggeperiode på to og et halvt år, oplevede man en vækst på hele 50 procent, skønt mange almindelige pionerer og specialpionerer var borte fra deres distrikter mens de hjalp til med byggeriet. At så mange som 58.503 overværede mindehøjtiden i 1989 viser at der stadig er mulighed for vækst.

Den nye jordskælvssikrede bygning havde allerede stået sin prøve den 10. oktober 1986, da byen San Salvador blev ramt af et alvorligt jordskælv. De fleste bygninger i byens centrum blev ødelagt og hundreder af mennesker mistede livet mens tusinder blev hjemløse, men afdelingskontorets bygninger forblev intakte og ingen af brødrene som arbejdede på byggeriet kom noget til. Efter færdiggørelsen af disse moderne faciliteter har brødrene i El Salvador stadig mærket Jehovas ånds ledelse, mens de sammen med deres brødre i hele verden synger den uophørlige sang om teokratiets vækst.

Mauritius

Som en perle omgivet af det azurblå hav, koralrev og hvide badestrande ligger denne tropiske østat i Det Indiske Ocean. Her har over en million efterkommere af tidligere tiders indvandrere deres hjem. Det var dyrkningen af sukkerrør der bragte de fleste til Mauritius, hvor de fandt et smaragdgrønt landskab prydet af vulkantoppe. I dag udgør hinduiske indere størstedelen af befolkningen, og de deler øen med katolske kreolere, muslimske indere, samt europæere og kinesere. Selv om det officielle sprog er engelsk, taler de fleste kreolsk, som er en fransk dialekt.

I 1933 sendte det sydafrikanske afdelingskontor pionererne Bert McLuckie og Robert Nisbet til øen, hvor de som de første såede Rigets sæd. Men først atten år senere, da Robert Nisbet fik følgeskab af sin broder George, slog sandheden rod og begyndte at spire.

I mellemtiden var den gode nyhed om Riget nået ud til naboøerne Réunion og Rodrigues. I dag fører afdelingskontoret på Mauritius tilsyn med disse to øer samt med Mayotte og Comorerne. Der er faktisk flere forkyndere på Réunion end på Mauritius.

Efter at afdelingskontoret i årtier havde haft til huse i lejede lokaler, blev der bygget et nyt kontor med betelhjem og rigssal i byen Vacoas inde i landet. Indvielsen fandt sted den 10. december 1988. Med stor interesse lyttede 701 til indvielsestalen af broder Carey Barber fra Det Styrende Råd.

Mange venlige naboer viste projektet interesse og kom med positive bemærkninger om den gode adfærd der blev lagt for dagen af de unge brødre som boede og arbejdede på byggepladsen. En af naboerne, Amrita, der sammen med sin moder og bedstemoder bor i et lille bølgeblikshus på nabogrunden, blev kontaktet i hus-til-hus-arbejdet i begyndelsen af byggeperioden og tog imod et bibelstudium. Tilskyndet af det hun lærte begyndte hun at hjælpe til hver dag med at lave mad til de sultne byggearbejdere. Med den gode omgangskreds gjorde hun store åndelige fremskridt og er i dag indviet og døbt og virker som heltidsforkynder.

Væksten i denne del af verden har virkelig været til stor opmuntring for de forkyndere der i sin tid påbegyndte arbejdet herude. I 1951 blev den første menighed oprettet med otte forkyndere af Riget. Nu er der 2564 forkyndere i 30 menigheder på disse øer i Det Indiske Ocean. Med søster Eunice Prices ord kan de fire udenlandske heltidstjenere der tilsammen har tjent dér i 132 år sige: „Vi plantede og såede, og Jehova fik det til at gro. Det har været en stor forret at se det med vore egne øjne!“

Japan

Efter mere end 500 brødres indsats i fem år kunne man den 13. maj 1989 indvi det nye japanske afdelingskontor i Ebina. Brødrene Carey Barber, John Barr og Lloyd Barry fra Det Styrende Råd var til stede og talte ved denne særlige lejlighed til 3213 lykkelige brødre og søstre.a Blandt de indbudte var samtlige missionærer og rejsende tilsynsmænd i Japan, byggearbejdere og deres familier, og mange forkyndere som har tjent trofast i mange år. Desuden var der gæster fra udlandet, idet tretten afdelingskontorer var repræsenteret ved i alt 60 deltagere.

Dagen efter indvielsen, søndag den 14. maj, afholdtes et særligt møde, med telefonforbindelse til 46 forskellige steder. I alt 233.780 lyttede til foredrag af de delegerede fra forskellige lande og af de besøgende medlemmer af Det Styrende Råd. Disse to dages begivenheder er i sandhed blevet en milepæl i de japanske brødres teokratiske historie.

I øjeblikket er omkring 38 afdelingskontorer ved at bygge nye faciliteter eller udvide de allerede eksisterende, eller har planer herom, og frivillige fra det internationale byggehold hjælper for tiden de lokale byggearbejdere på 30 forskellige afdelingskontorer. Ja, Jehova har på mange måder givet sit folk ’stor kraft til at aflægge et vidnesbyrd’ der herliggør ham og hans søn. — Apg. 4:33.

Afrika

Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses“. Og fremgangen på det afrikanske kontinent i tjenesteåret 1989 er et tydeligt vidnesbyrd om at hans vilje sker. — 1 Tim. 2:4.

I Senegal har en gymnasielærer i flere år abonneret på vore blade. Han bruger ofte stof fra Vågn op!-artikler i undervisningen. Tidligere lånte han somme tider eleverne sine egne eksemplarer af bladene, så de kunne se nærmere på kildematerialet. Det har imidlertid været svært at få eleverne til at levere bladene tilbage, og derfor får han nu ved årets slutning de indbundne årgange og bruger dem i klasseundervisningen!

Skønt der kun er få Jehovas vidner i Republikken Guinea, udføres arbejdet med at forkynde og gøre disciple med stor nidkærhed. Brødrene har haft travlt med at bygge en lille stævnehal der ligger lidt afsides og oppe på en bakke. Hvordan skulle de få transporteret flere vognladninger sand til stedet? De henvendte sig til et vejbygningsfirma for at leje en lastbil til formålet. Direktøren sørgede for at en lastbil med hydraulisk læssegrab blev stillet til rådighed for brødrene, og der blev flyttet seks læs sand. Da brødrene ville betale for lejen af materiellet, sagde direktøren at det var gratis. Han tilføjede: „Hvis bare I vil bede for os, så vi også kan blive interesserede i at tilbede Jehova.“

En kredstilsynsmand på Elfenbenskysten ledte i byen Bondoukou efter en sal som var stor nok til at man kunne vise lysbilledforedraget. Han henvendte sig til direktøren for det lokale kulturcenter. I begyndelsen var direktøren ikke meget for at lade brødrene bruge centeret, fordi andre religiøse grupper tidligere havde brugt det med megen forstyrrelse til følge. Imidlertid foreslog han kredstilsynsmanden at sende en skriftlig ansøgning med en redegørelse for arrangementets art. Samme dag mødte vores broder en politimand som han tidligere havde studeret med i Abidjan. Denne var tilfældigvis en ven af direktøren, og han gik til direktøren og forsikrede ham om at man kunne stole på Jehovas vidner, hvorefter salen blev stillet til rådighed og politimanden fik nøglen. Til stor opmuntring for de 21 forkyndere i den lille menighed blev mødet overværet af 124. Både direktøren og politimanden var blandt tilhørerne. Renligheden og det åndeligt opbyggende program gjorde så stort et indtryk på direktøren at han tilbød brødrene at de kunne bruge salen igen når som helst de ønskede. Og senere tog han imod et bibelstudium.

Den elleveårige Mary i Sierra Leone lider af den smertefulde sygdom seglcelle-anæmi. I løbet af de sidste to år har hun den ene gang efter den anden været indlagt til operation for at få fjernet sygt knoglevæv i benet. På trods af en stadig kamp med lægerne på grund af spørgsmålet om blodtransfusion, er Mary fast besluttet på at overholde Guds lov i Apostelgerninger 15:29 om at ’afholde sig fra blod’. Hun får støtte af sin moder, men hun svarer for sig selv når det drejer sig om at sige nej til blodtransfusion. For to år siden, da Mary var ni, tilbragte hun tre måneder på hospitalet, hvor læger, sygeplejersker og medpatienter lagde pres på hende for at få hende til at acceptere blod i forbindelse med en operation. Lægerne påstod at operationen ikke kunne gennemføres uden blodtransfusion, og hævdede at hun aldrig mere ville komme til at gå hvis hun ikke lod sig operere. De sagde endog at hun muligvis ville dø. Men Mary svarede: „Jeg vil hellere dø end modtage blod. Blodtransfusioner er ikke noget Jehova godkender. . . . Hvis jeg får blod, vil jeg føle mig snavset i Jehovas øjne.“

Lægerne lagde pres på Marys moder, idet de anklagede hende for at ønske Marys død og sagde at hun ville blive ansvarlig hvis hendes datter døde. De anklagede hende også for at hjernevaske Mary.

Men moder og datter stod fast på deres beslutning om at følge Guds lov, og til sidst gik to kirurger med til i fællesskab at foretage operationen. Når de var to om den, kunne den klares hurtigt og uden blod. De levnede dog ikke meget håb. Da Mary vågnede op efter operationen, var hendes første ord: „Jehova, frels din tjener!“ Og Mary kom sig hurtigere end to andre patienter som den dag havde gennemgået samme operation men havde fået blod.

Desværre er seglcelle-anæmi uhelbredelig, og Mary må leve med smerterne og regne med flere kirurgiske indgreb. Hun har vanskeligt ved at gå og kan derfor ikke længere komme til møde så ofte, for brødrene har ikke biler, og der er ingen offentlige transportmidler. Med stort besvær lykkedes det hende at komme til mindehøjtiden i år, men på vejen hjem faldt hun adskillige gange.

Mary er lille og skrøbelig og går ved hjælp af en krykke, men hendes tro fejler ikke noget. Hendes moder forærede hende en hund da hun skulle opereres første gang, og hun gav den navnet Holdfast. Da hendes onkel kom på besøg, spurgte han: „Har du givet ham det navn fordi du må holde ham fast, så han ikke bider nogen?“

„Nej, onkel,“ svarede Mary, „jeg har kaldt ham sådan fordi Bibelen lærer os at vi skal holde fast ved vores uangribelighed. Hvis vi holder fast ved vores uangribelighed, er alt godt.“

I Burkina Faso studerede en missionær med en kvinde hvis mand var meget imod at hun beskæftigede sig med Bibelen. I sit arbejde rejste han meget, og missionæren tilskyndede derfor kvinden til at lægge nogle blade i hans taske når han skulle ud at rejse. Lidt efter lidt begyndte han at læse bladene, og snart var hans modstand brudt. Han blev inviteret med til mindehøjtiden i 1988, og til manges overraskelse kom han. Siden da er han begyndt at studere og har foretaget så mange forandringer i sit liv at hans familie og venner siger at Jehovas vidner må have den sande tro siden de har kunnet gøre ham til et bedre menneske.

I et andet afrikansk land blev brødrene overrasket af politiet under et møde. En specialpioner blev anholdt, kastet i fængsel, kropsvisiteret og krydsforhørt. Politiet fandt et stykke papir hvorpå pioneren havde noteret skriftsteder under mødet. Papiret indeholdt navnene Johannes, Peter og Jeremias, efterfulgt af nogle tal, og betjentene mente at det måtte være en liste over personer som skyldte den anholdte mange penge. De spurgte pioneren: „Hvordan skal de mennesker betale dig hvad de skylder, når du er i fængsel?“ Trods de ugunstige omstændigheder kunne pioneren ikke lade være med at smile.

Asien

Vore brødre i Asien tilbyder med begejstring abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! i deres flittige arbejde med at hjælpe folk til at ’høre’ Guds ord så deres „sjæl vil blive i live“. — Es. 55:3.

I Indien fulgte en pioner forslagene i Rigets Tjeneste og udarbejdede omhyggeligt en liste over slægtninge, bekendte og folk han studerede med, med henblik på at tilbyde dem et abonnement på bladene i kampagnen. Hans initiativ blev velsignet, idet han tegnede 30 abonnementer den måned.

En broder der er ansat i et stort transportselskab, deltog i en konkurrence for de 36.000 ansatte ved at indlevere ti forslag til større trafiksikkerhed, baseret på oplysninger i Vågn op! for 8. januar 1988. Hans forslag, der var de bedste af de indsendte, indbragte ham et diplom, og udfaldet blev også omtalt i delstatens ledende dagblade. Broderen erkender dog ydmygt: „Jeg ved at dette ikke kan tilskrives mig, men at det er Jehova og hans organisation der har stillet disse værdifulde oplysninger til rådighed.“

I Japan tilskyndede en kredstilsynsmand de menigheder han besøgte i abonnementskampagnen til at gøre en særlig indsats med tilbudet. Han beretter at den første menighed han besøgte tegnede 181 abonnementer i løbet af besøgsugen, den anden 153 og den tredje 145. Skønt der kun var én dag tilbage af kampagnen da han den 30. maj indledte besøget i en menighed, tilskyndede han brødrene dér til at gøre en særlig indsats den følgende dag. Den dag tegnede de 84 abonnementer, heraf de 56 fra hus til hus.

En søster havde sat sig det mål at tegne 30 abonnementer i hver af kampagnemånederne april og maj. Hun fulgte forslagene i et Tillæg til Rigets Tjeneste for 1983 og blev velsignet af Jehova. Når opkrævere, handlende, bybude og andre kom til hendes dør anbefalede hun dem bladene. Hun tilbød også abonnementer til bekendte ved enten at besøge dem eller ringe til dem, og når hun gik på indkøb tilbød hun abonnementer til butiksfolk som så ud til at have et ledigt øjeblik. Hun tegnede 40 abonnementer i april og 32 i maj, 46 af dem i forbindelse med uformelle vidnesbyrd.

I Pusan i Korea havde en broder lagt mærke til at forretningsdistriktet ikke blev gennemarbejdet så ofte. Som sagfører havde han let adgang til kontorerne, hvor han kunne få bestyrelsesformænd og direktører i tale. Hvordan gjorde han det? Han aflagde et kort og enkelt vidnesbyrd og forsøgte kun at videreføre samtalen når han kunne mærke at der var interesse. På den måde tegnede han 26 abonnementer i kampagnemåneden. Han var besluttet på at nå sit mål og lod sig ikke afskrække af de usædvanlig mange trapper i dette distrikt, skønt det var svært for ham at gå på trapper, da han er lam i den ene side af kroppen efter et slagtilfælde.

Taiwan er et af de tættest befolkede lande i verden, med en befolkning på over 20.000.000. Femoghalvfems procent af indbyggerne er kinesere — de fleste af dem buddhister og taoister. Vil de mon lytte til Rigets budskab? Ja, såvel buddhister som taoister og såkaldte kristne tager nu imod den gode nyhed og lærer Skaberen at kende. Hvad får egentlig folk som er præget af den traditionelle kinesiske tankegang, til at studere Bibelen?

En broder som tidligere havde været buddhist, fortæller os hvad han følte sig tiltrukket af: „Hjemme hos os var vi troende buddhister og boede ved siden af et buddhisttempel. Det betød at jeg tidligt i tilværelsen blev stærkt præget af buddhismen. Mens jeg gik i skole flyttede familien til en større by, og der hørte jeg om Bibelen og kom i kontakt med den presbyterianske kirke. Selv om jeg ikke forstod Bibelen blev jeg alligevel medlem af kirken, som syntes at være det rigtige for mig på det tidspunkt. Jeg ville gerne være velhavende og uafhængig, og kirken lagde vægt på en materialistisk indstilling ved at tale om penge og pengebidrag. Derfor passede den mig ganske udmærket.

Med tiden blev jeg økonomisk velsitueret, og jeg blev gift og stiftede familie, men inderst inde følte jeg mig stadig ikke tilfreds. En dag fik min kone besøg af et af Jehovas vidner, som spurgte hende om hun vidste hvad Guds navn var. Det vidste hun ikke, og forkynderen viste hende at det er Jehova. (Sl. 83:18) Da jeg kom hjem fra arbejde, stillede min kone mig det samme spørgsmål, og jeg syntes det var for galt at jeg som medlem af den presbyterianske kirke ikke engang kendte Guds navn! Pionersøsteren påbegyndte et bibelstudium med os.

Efter tre måneders studium indså jeg hvad der måtte gøres. Jeg ændrede indstilling og begyndte at gøre forandringer i vores tilværelse. Jehova blev virkelig for mig og jeg indså at Bibelen er hans skrevne ord. I løbet af de sidste seks år er det i åndelig henseende gået fremad for vores familie. Jeg har nu den forret at tjene som ældste i den lokale menighed, og min kone og jeg er hvert år med i hjælpepionertjenesten. Vore to drenge er forkyndere, og det er vort mål at vi alle kan blive almindelige pionerer. Vi takker Jehova fordi han igennem sin organisation har hjulpet os til som familie at være forenede om et virkeligt mål. Det ville vi aldrig have kunnet opnå gennem buddhismen eller gennem kristenhedens trosretninger.“

Når nye missionærer kommer til Taiwan, koncentrerer de sig de første tre måneder om at lære kinesisk. Hver dag får de adskillige timers undervisning. Så går de fire timer fra hus til hus og bruger det de har lært, hvorefter de har flere timers hjemmearbejde. Hvor meget forstår de egentlig når de begynder at tage del i tjenesten fra hus til hus? Ikke alt for meget. En ny missionær havde lært at gøre rede for formålet med sit besøg, men havde glemt hvordan man afslutter besøget og tilbyder abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Den besøgte var dog så venlig at ringe til afdelingskontoret for at få afslutningen med, og tegnede derefter abonnement på Vagttårnet og Vågn op!

Europa

„Unge mænd og også jomfruer, gamle mænd sammen med drenge. Lad dem lovsynge Jehovas navn,“ siger Salme 148:12, 13. Det er præcis hvad vore brødre i Europa gør.

Den niårige Frankie i Luxembourg kom på hospitalet og medbragte sin kassettebåndoptager og bogen Vi lytter til den store Lærer på kassettebånd. Hver aften kommer en katolsk præst på stuerne for at sige godnat. Da han kom ind på den stue hvor Frankie lå, så han kassetterne men sagde ikke et ord. Næste dags middag kom han igen, men Frankie lå og sov. Han lagde en kassette i båndoptageren, satte sig ned på Frankies seng og lyttede til begge sider af båndet. Da Frankie vågnede, stillede præsten ham spørgsmål og roste ham fordi han troede på Gud.

„Derpå spurgte han mig om han kunne få den bog der fulgte med kassetterne,“ siger Frankie, „og jeg afsatte bogen Vi lytter til den store Lærer og bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden til ham.“

I Frankrig, i nærheden af Paris, kom to teenagere fra Laos i kontakt med Jehovas vidner, men pådrog sig deres faders vrede fordi de ikke længere ville deltage i forfædredyrkelsen. Da faderen fandt ud af at de i det skjulte fortsatte med at studere Bibelen, forsøgte han i et raserianfald at skære halsen over på den ene af sønnerne. Han holdt sig ikke tilbage fra at skrive med store bogstaver på sin bil og på facaden af huset: „Død over Jehovas vidner!“

Under disse dramatiske omstændigheder besluttede de to drenge sig til at blive forkyndere. De var overraskede over at blive så godt modtaget af folk i distriktet trods faderens skriverier. I dag er de begge døbte, og en af dem har været i heltidstjenesten i flere år. Faderen har nu affundet sig med at sønnerne er Jehovas vidner.

Døve lærer også at prise Jehovas navn. I Italien var der en døv som koncentrerede sin tilværelse omkring sport, især målskydning. Han færdedes i sportsforeninger for døve og ville gerne kvalificere sig til De Olympiske Lege for handicappede.

I sin fritid læste han evangelierne, og tanken om at verdens ende var nær gjorde et stort indtryk på ham. En dag kom Jehovas vidner til døren og talte med hans kone, som på det tidspunkt ikke viste megen interesse. Hun tog dog imod bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, idet hun ville give den til sin mand, og aftalte at forkynderne skulle komme igen. Hvordan ville manden reagere på bogen?

„Jeg læste bogen på én aften og var glad for den,“ siger han. „Nu forstod jeg at den tro jeg tilhørte ikke var den Jesus lærte.“ Han sagde ja til et bibelstudium. „En måned senere,“ fortsætter han, „holdt jeg op med at dyrke sport, afleverede mine skydevåben og opgav ønsket om at komme til olympiaden. Jeg begyndte at komme til alle møderne men havde et problem. Jeg var jo døv og kunne ikke forstå hvad der blev sagt! Adskillige brødre var så venlige at nedskrive de ting der blev sagt, og det gjorde indtryk på mig. Men en måned senere følte jeg mig nedslået, for det var som om jeg var fuldstændig afhængig af dem, og jeg tænkte: ’Hvad nytter det?’ Men et bibelsk foredrag som blev holdt på den tid, fik mig til at tænke sagen igennem.

Taleren sagde at man måtte have nøjagtig kundskab for at ændre personlighed. Men hvorfra skulle jeg få den kundskab hvis jeg holdt op med at komme til møderne? Løsningen på mit problem måtte bestå i at en eller anden i menigheden lærte tegnsprog. Jeg besluttede mig til at sætte Jehova på prøve i overensstemmelse med Malakias 3:10. Og Jehova hørte min bøn. Nogle medlemmer af menigheden blev af organisationen indbudt til at overvære et kursus i tegnsprog. Den kærlighed Jehova og brødrene således viste mig blev afgørende, og jeg indviede mig og blev døbt. To gange har jeg kunnet tjene som hjælpepioner, takket være hjælpen fra brødre og søstre som oversatte mit tegnsprog for de mennesker vi besøgte. Jeg har også den glæde at lede et studium med min søn som ikke er døv men som jeg udmærket kan kommunikere med.“

Brødrene i Italien har haft mange velsignelser til trods for den katolske kirkes fjendtlige indstilling og forsøg på at lægge dem hindringer i vejen. Således organiserede sognepræsten i en by i Abruzzi-regionen en serie på tolv morgenbønner. Hvorfor? For at Jehovas Vidners arbejde ikke længere skulle vinde genklang hos de katolske sognebørn. Men hans bønner virkede som en boomerang, i lighed med hvad der skete i kong Balaks dage da Gud vendte Bileams forbandelser til velsignelser. (4 Mos., kap. 23) Rækken af nye højdepunkter i antallet af forkyndere i Italien, med 172.382 i august, er et vidnesbyrd herom.

I Spanien var Charo en lørdag netop blevet færdig i distriktet. Hun skulle på indkøb sammen med sin mand, men hun syntes lige hun skulle forkynde for endnu en person på vejen, og henvendte sig til en teenager ved navn Susana. Da den unge pige så traktaten Hvad tror Jehovas Vidner? var hun straks interesseret, for en måned tidligere havde hun fået en traktat magen til og havde siden forsøgt at komme i kontakt med Jehovas Vidner. Charo fik hendes adresse, og de aftalte at begynde på et bibelstudium. Til Charos overraskelse var adressen et kloster! Susana var blevet opdraget hos nonnerne efter at hendes forældre var blevet skilt. Det første studium blev holdt i klostergården, men bog og bibel måtte skjules hver gang en mistænksom nonne kom forbi. Dagen efter overværede Susana et kredsstævne, hvorefter hun begyndte at komme regelmæssigt til møderne. Efter at have studeret tre kapitler i ’Paradisbogen’ blev Susana bortvist fra klosteret og har siden da uhindret kunnet gøre fremskridt i sandheden.

En spansk broder ved navn Félix har i løbet af et års tid spredt mere end 1500 bøger og 1500 blade i sin hyrevogn! Hvordan? Han lægger stor vægt på at være venlig og ærlig over for alle sine passagerer og kræver kun det beløb der tilkommer ham. Derfor er hans kunder mere tilbøjelige til at lytte til ham når han fortæller dem om Guds ord.

Fra Holland skriver en 13-års pige: „Vi blev opfordret til at gå ud i tjenesten en time før bogstudiet. Ved den første dør traf jeg en pige på min egen alder. Hun lyttede opmærksomt og tog imod nogle blade. Næste dag i skolen så jeg denne pige i min klasse! Hun var ny, og vi blev straks venner. Efter et par uger tilbød jeg hende ’Paradisbogen’ og et bibelstudium. Hun sagde ja, og studiet går godt.“

Latinamerika

Om den første kristne menighed skrev disciplen Lukas: „Der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder.“ I dag ser man i Latinamerika en parallel hertil, idet retsindige mennesker strømmer til Guds organisation. — Apg. 5:14.

I Guatemala har kredstilsynsmændenes lysbilledforedrag „Millioner af mennesker oplæres af Jehova“ hjulpet mange til at værdsætte Jehovas organisation. Nogle af dem lever i bjergegne hvor brødrenes kristne neutralitet ofte sættes på prøve på grund af heftig guerillaaktivitet. I et område hvor der bor 65 forkyndere fordelt på små grupper, overværede i alt 1426 lysbilledforedraget.

En kredstilsynsmand beretter: „Vi arbejdede i nærheden af en militærlejr og bad om tilladelse til at vise lysbillederne for soldaterne. Den ansvarlige officer gav tilladelsen, og vi ankom samme aften med udstyret i en pickup. Da vi havde stillet fremviseren og kassettebåndoptageren op i messen, beordrede officeren alle soldaterne ind. Omkring 90 marcherede ind og stod vagt i gevær mens de roligt og opmærksomt fulgte med under hele foredraget. Vi takkede for deres opmærksomhed, gav nogle afsluttende kommentarer, og lod pickup’ens lad fungere som blad- og bogbord hvorfra en søster uddelte blade, brochurer og bøger til et anseligt antal soldater der gerne ville vide mere.“

Den 21. februar 1989 vendte 35 familier af Jehovas vidner tilbage fra en flygtningelejr i Mexico hvor de havde opholdt sig i mere end seks år. På grund af de mange massakrer var de i 1983 blevet tvunget til at forlade Guatemala. Ikke så få der havde studeret med Jehovas vidner, og andre interesserede som havde overværet møderne i lejren, vendte hjem sammen med brødrene. I alt seks busser fra De Forenede Nationer bragte flygtningene hjem. En velkomstkomité af brødre bød disse familier velkommen da de ankom til Huehuetenango i Guatemala. Regeringens flygtningeorganisation, CEAR, stod parat med stegt kylling, ris og tortilla. Brødrene havde ikke fået noget at spise i de ni timer busturen fra Mexico varede, så de havde god appetit og satte pris på måltidet.

De hjemvendte brødres åndelige tilstand var god. Afdelingskontorets udvalg nedsatte en nødhjælpskomité som sørgede for at der blev opført huse til sytten familier og at ni andre familier fik hjælp til at sætte deres hjem i stand. Der er også blevet sendt fødevareforsyninger, og Det Styrende Råd har kærligt sørget for de nødvendige midler.

I Venezuela bor størstedelen af befolkningen i den nordlige del af landet, ud mod Det Caraibiske Hav. Mod syd er store regnskovsområder beboet af indianerstammer. Siden 1987 har et specialpionerægtepar boet i byen Santa Elena de Uairén, tæt ved den brasilianske grænse. Parret har haft nogle interessante oplevelser i dette distrikt. De forskellige stammer har allerede kendskab til bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær!, og los maricures (høvdingerne) anmoder om den til deres undersåtter. Tre kartoner bøger blev sendt af sted, men det var langtfra nok. Én karton af disse bøger rækker kun til to dage. I Sampai-samfundet, to timers kørsel fra Santa Elena, har en indiansk skolelærer bedt specialpionererne om en karton ’Ungdomsbøger’ til eleverne. Hun har til hensigt at bruge denne bog i klassen i stedet for de religionsbøger man almindeligvis anvender.

I Argentina traf specialpioneren Susana fra hus til hus en dame som for nylig var tilflyttet. Hendes mand er bankdirektør og havde før flytningen fået et gaveabonnement på Vågn op! af en kollega. Damen sagde at et af de blade havde reddet et liv. Hvordan det?

Hun forklarede at hun, uden at vide at hun var gravid, havde fået taget en række røntgenbilleder. Da røntgenstråler kan beskadige et foster, anbefalede tyve forskellige læger hende at få foretaget en abort. De sagde at der var 95 procent risiko for at hendes barn ville blive vanskabt. Både læger og familie lagde pres på hende; men før hun tog den endelige beslutning ville hun tale med familiens præst. Hun forhørte sig om to præsters mening, og de fortalte hende begge at Gud ikke ville straffe hende hvis hun fik foretaget en abort. Svaret gjorde hende meget urolig, og hun henvendte sig i bøn til Gud for at få råd. Netop da kom posten med det nummer af Vågn op! som på forsiden havde overskriften „Fødsel eller abort?“ Hun udbrød: „Her er Guds svar på min bøn!“, og hun fik ikke foretaget nogen abort. Hvordan gik det så? „Takket være Vågn op! har jeg i dag en smuk og sund pige,“ sagde hun. „Vågn op! reddede min lille piges liv.“

Nordamerika og De Caraibiske Øer

Salmisten skrev: „Du har kronet året med din godhed.“ (Sl. 65:11) Ja, det har været et lykkeligt og velsignet år med stor aktivitet, som det fremgår af de følgende oplevelser.

En tildragelse i Canada viser hvor vigtigt det er at forældre ikke nøjes med at opstille regler for deres børn men underviser dem i Bibelens principper og i hvordan de kan anvende dem rigtigt. Da Terra var bare elleve år gammel og endnu ikke døbt, blev hun af en lærer sat på en uventet prøve. På det tidspunkt var Terra det eneste Jehovas vidne blandt skolens elever.

En formiddag lagde hun mærke til at læreren tog en af hendes skolekammerater med ud af klasseværelset et øjeblik. Kort efter bad læreren roligt, men uden at give nogen grund, Terra om at følge med til skoleinspektørens kontor. På kontoret lagde Terra mærke til at det canadiske flag var bredt ud over inspektørens skrivebord. Kun de tre var til stede: Hun selv, læreren og inspektøren.

Så gav læreren Terra ordre til at spytte på flaget. Han sagde at når hun ikke sang med på nationalsangen eller hilste flaget, var der heller ingen grund til at hun ikke skulle spytte på flaget når hun blev beordret til det. Terra var forbløffet over denne ordre, men nægtede at vanære landets symbol. Hun forklarede at Jehovas vidner respekterer flaget men ikke tilbeder det. Da læreren så at Terra holdt fast ved sit standpunkt, gik de begge tilbage til klasseværelset.

Læreren meddelte klassen at han netop havde foretaget en prøve. Han havde taget to elever, hver for sig, med til skoleinspektørens kontor og beordret dem til at spytte på flaget. Skønt den første elev tog del i patriotiske ceremonier, spyttede hun på flaget da hun blev bedt om det. I modsætning hertil havde Terra meget fine principper, forklarede læreren. Skønt hun ikke ville synge med på nationalsangen eller hilse flaget, nægtede hun at vanære det nationale symbol. Hun var den der viste den rette respekt, sagde læreren. Terras respektfulde opførsel var i sandhed til ære for Jehova og hans organisation!

I Den Dominikanske Republik tegnede en rejsende tilsynsmands hustru et abonnement hos en ung kvinde og oprettede et bibelstudium med hende. Studiet blev påbegyndt i besøgsugen og overdraget til en søster i menigheden. Ved det næste kredsstævne sørgede denne forkynder for at damen der blev studeret med, fik hilst på kredstilsynsmandens hustru. På det tidspunkt var hun allerede forkynder af den gode nyhed. Da de mødtes igen et halvt år senere, var den unge kvinde blevet døbt for flere måneder siden. Hun inviterede kredstilsynsmanden og hans hustru hjem til et måltid mad, så de kunne møde hendes mand, en kirurg, som nu var begyndt at studere. Nogen tid efter, da de alle mødtes igen ved områdestævnet, var den nye søsters mand, til kredstilsynsmandens og hans hustrus store glæde, også blevet døbt. Alt dette skete på halvandet år, fordi kredstilsynsmandens hustru satte noget i gang, en ansvarsbevidst forkynder i menigheden fulgte det op ved at styrke den retsindiges åndelige interesse, og Jehova lagde sin velsignelse til.

I De Forenede Stater er der i det forløbne år blevet gjort meget for at hjælpe de hørehæmmede og den fremmedsprogede befolkning. Der er blevet forkyndt på 20 sprog, inklusive tegnsprog. Der har været god fremgang i det spansksprogede distrikt. Sidste tjenesteår blev der oprettet 90 nye spansksprogede menigheder. I hele landet er der over 101.000 forkyndere i mere end 1150 spanske menigheder.

Bemærkelsesværdigt er det også at der er blevet fremstillet 35.811.861 bøger og bibler. Det er dobbelt så mange som det foregående år, og det er første gang siden 1938 at produktionen er blevet fordoblet på ét år! Lydbåndene har været stærkt efterspurgte. I 1989 blev der fremstillet 3.500.000 kassettebånd, hvilket vil sige 71 procent flere end året før. Det betyder at der siden vi begyndte at producere kassettebånd i april 1978, er blevet fremstillet i alt 36.715.613 eksemplarer. Blandt disse er båndene med vagttårnsartikler. Ved tjenesteårets begyndelse var der 29.559 som abonnerede på lydbåndene, men ved årets slutning var der 38.896 — en 31 procents forøgelse.

For at muliggøre trykningen af bladene på mange sprog samtidig, overføres teksten og de grafiske informationer til computerdisketter og billederne til film. Det betyder at det amerikanske afdelingskontor hver uge afsender 50 disketter og mellem 3000 og 3500 stykker film alene til bladene. Derved kan Vagttårnet trykkes samtidig på 45 sprog på de forskellige afdelingskontorers trykkerier rundt om i verden.

Øerne i Stillehavet

Apostelen Paulus forkyndte for konger. Også i dag får myndighedspersoner lejlighed til at stifte bekendtskab med den sande kristendoms ’Vej’. — Apg. 24:22; Rom. 13:1.

En specialpioner på Fijiøerne studerer Bibelen med en indflydelsesrig høvding hvis fader er informationsminister og hvis broder er direktør for Fijis nationalbank. For nylig var denne høvding delegeret ved et provinsrådsmøde, som blev overværet af højtstående høvdinger og ledet af Fijis præsident. På dagsordenen var et helligdagsdekret som blandt andet skulle begrænse al samfærdsel om søndagen og som er blevet en mærkesag for metodisterne.

Under mødet ønskede én af de delegerede at drøfte et forslag om at forbyde Jehovas Vidners virksomhed. Den høvding der studeres med, tog ordet og fortalte at han regelmæssigt fik bibelundervisning af et af Jehovas vidner som kom til hans hjem. „Nu begynder jeg at forstå hvad Jehovas vidner egentlig står for og hvad der tilskynder dem til at besøge os,“ sagde høvdingen. „Jeg har også lagt mærke til at Jehovas vidner har deres bibel med fra mandag til søndag, hvorimod vi metodister jo kun har vores med om søndagen. Jehovas vidner forklarer Bibelens profetier på en tydelig og specifik måde.“ Derefter spurgte han den delegerede som havde foreslået at Jehovas Vidner skulle forbydes: „Har du nogen sinde åbnet døren og hørt hvad Vidnerne har at sige?“

„Nej,“ svarede den delegerede. „Det er da tåbeligt at overveje et forbud mod en religion man aldrig har lyttet til,“ konstaterede høvdingen. Derefter stillede han et modforslag: „De af jer der har hørt på Jehovas vidner og som ønsker at lade dem fortsætte deres forkyndelse her i provinsen, bedes række hånden i vejret.“ Tyve af de tredive delegerede rakte hånden i vejret.

Papua-Ny Guinea er et land med store kontraster i levestandard og skikke. At forkynde i de større byer er som at forkynde i de fleste lande i Vesten, men i landsbyerne, hvor de gamle skikke stadig er fremherskende, er det noget helt andet. I et ledigt distrikt hvor befolkningen hovedsagelig er katolsk, blev brødrene rådet til at søge de lokale høvdingers tilladelse til at gå fra hus til hus, eftersom de har uindskrænket magt i landsbyerne. Hvad skete der da forkynderne kom til høvdingen i en af landsbyerne?

Den broder der ledte gruppen fortæller: „Vi parkerede bilerne uden for landsbyen, hvorefter tre af os gik ind og spurgte efter høvdingens hus. Vi blev ført til et hus i midten af landsbyen, hvor vi blev præsenteret for høvdingen og hans familie. Han gjorde et magtfuldt indtryk med sit store hvide hår og en holdning der sømmer sig for en høvding. Han var kultiveret og talte flydende engelsk. Han lod alle brødrene og søstrene i gruppen bringe ind i landsbyen, hvorefter han bad os alle tage plads mens nogle unge mænd blev sendt rundt for at give alle landsbyens beboere besked på at lytte til os. I de følgende to og en halv time besøgte vi to og to alle husene. De fleste inviterede os indenfor, og mange tog imod læsestof. Da alle husstandene var blevet besøgt, bad høvdingen os igen om at tage plads over for ham. Han fortalte at han ikke længere troede på det katolikkerne lærer, idet han mente at kristenhedens kirker havde hjernevasket landsbyens beboere. Venligt indbød han os til at komme igen. Han mente at han nok ville få læst og påskrevet af den lokale katolske præst, men det bekymrede ham overhovedet ikke.“

Mesterhjernen er en gættekonkurrence i New Zealands fjernsyn. De fire konkurrerende deltagere får hver stillet spørgsmål om et bestemt emne som de selv har valgt og derefter om deres almenviden. En deltager i denne konkurrence, en jurist, valgte emnet „Jehovas Vidners historie og lære“, og fjernsynsstationen bad derfor afdelingskontoret om at udarbejde og fremsende 30 spørgsmål til programmet.

I løbet af ugen op til udsendelsen blev programmet anmeldt flere gange, og hver gang blev navnet Jehova præsenteret på skærmen for titusinder af seere. Under selve programmet blev der svaret på spørgsmål som:

Hvilken farve og hvilken form havde det mærke der kendetegnede Jehovas Vidner i de nazistiske koncentrationslejre?

I hvilket kommunistisk land var 94.000 Jehovas vidner til stævne i august 1985?

Andre spørgsmål handlede om Vagttårnets Bibelskole Gilead, Selskabets præsidenter, vort syn på korset og på Harmagedon, og de bibelske grunde til skilsmisse.

Afdelingskontoret skriver: „Vi glæder os over at der blev aflagt et godt vidnesbyrd, både over for seerne og over for fjernsynets medarbejdere, der måtte sætte sig ind i spørgsmålene, og over for teknikerne.“

Lande hvor arbejdet er forbudt

„Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer,“ sagde Herren Jesus. I vore dage giver denne forfølgelse sig udslag i forbud mod vores arbejde i 36 lande. — Joh. 15:20.

I Afrika skred man i løbet af året ind over for vores virksomhed i adskillige lande. I et af disse lande skriver afdelingskontoret: „En gruppe maskinbevæbnede soldater klatrede over hegnet omkring vores byggegrund, overmandede vagten og åbnede porten til ejendommen, som de lige siden har holdt besat og bruger som øvelsesplads for nye rekrutter. Trods adskillige breve til myndighederne og henvendelser ad diplomatisk vej, har alle forsøg på at få ejendommen og de dér opmagasinerede publikationer tilbage, hidtil været forgæves. Fire måneder efter beslaglæggelsen fremsatte formanden for retsudvalget sammen med justitsministeren et forslag om at lukke alle dette forbudte trossamfunds centre og retsforfølge enhver som blev fundet i færd med at forkynde. Fem måneder senere sammenkaldte samme formand for retsudvalget repræsentanter for alle trossamfund til et møde. Ved dette møde fordømte han specielt Jehovas vidner og kaldte dem rene dæmoner.“

Alligevel fortsætter brødrene frygtløst i vidnegerningen. For eksempel havde alle myndighederne i et bestemt område modtaget et kommuniké hvori man beklagede sig over Jehovas vidners forøgede aktivitet og mindede embedsmændene om forbudet. På trods heraf besluttede kredstilsynsmanden i området sig til, sammen med en af de lokale brødre, at besøge borgmesteren. Før de tog af sted bad de inderligt til Jehova. Da borgmesteren ikke var hjemme gik de til hans kontor og forklarede hvem de var. Til deres overraskelse lukkede han kontoret og inviterede dem med hjem. Brødrene vidste at han for nylig havde mistet sin kone, så de trøstede ham ud fra Bibelen. Borgmesteren spurgte dem hvorfor de blev ved med at forkynde skønt de vidste at det var forbudt. De besvarede hans spørgsmål ud fra Bibelen, og han tog imod en bog og fem brochurer.

I et land i Asien har arbejdet været forbudt i tretten år. I det forløbne tjenesteår har der været tiltagende modstand. Ikke desto mindre er forkyndertallet steget med ti procent, og der har været en ny rekord i antallet af bibelstudier.

I dette land begyndte en officershustru at studere Bibelen, og hun og hendes fem børn begyndte snart at komme til møderne. Manden begyndte at lægge store hindringer i vejen — for eksempel slog han hende med sit uniformsbælte — men hun gjorde alt hvad hun kunne for at indrette sit liv efter Bibelens principper skønt den bitre modstand fortsatte. Til sidst gjorde hendes udholdenhed og gode kristne adfærd et dybt indtryk på manden. Han er nu pensioneret og studerer Bibelen med en af brødrene.

Trods forbud i en række lande og de begrænsninger der følger med, har Jehova rigt velsignet sit folks bestræbelser og vist at hans arm ikke er for kort. Der bliver sørget for fårene, og i erkendelse af det eneste sande håb slutter mange nye sig til hjorden. — Sl. 18:2.

[Fodnote]

[Oversigt på side 18]

Områdestævnerne i Polen i 1989

BY DATOER TILHØRERE DØBTE

Poznań 4.-6. august 40.442 1.525

Katowice 4.-6. august 65.710 2.663

Warszawa 11.-13. august 60.366 1.905

I ALT 166.518 6.093

[Oversigt på side 34-41]

RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 1989

(Se publikationen)

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

POLEN

Poznań

Warszawa

Katowice

[Illustration på side 6]

Sidste tjenesteår blev der døbt 263.855 nye disciple

[Illustrationer på side 13]

Ved stævnet „Gudhengivenhed“ i Italien blev den nye bog „Unge spørger — Svar der duer“ frigivet, og her viser nogle unge stolt deres nye bøger frem

Frigivelsen af bogen „Bibelen — Guds ord eller menneskers?“ ved et stævne i De Forenede Stater

[Illustrationer på side 19]

Sla̧ski Stadion i Chorzów nær Katowice var fyldt til bristepunktet. Ved dette stævne blev 2663 døbt

[Illustrationer på side 20]

Delegerede fra Østeuropa glædede sig over at være til stede ved stævnet i Poznań, hvor brochuren „Skal man tro på treenigheden?“ blev frigivet på polsk

[Illustrationer på side 21]

Stadion i Warszawa var tæt pakket med deltagere fra 28 lande. Dele af programmet blev oversat samtidigt til 16 sprog. Her ses den franske tolkegruppe

[Illustration på side 22]

Den første europæiske klasse i Skolen for Udnævnte Tjenere afsluttede kurset den 18. juni 1989 i Wien

[Illustrationer på side 23]

I De Forenede Stater var den tredje klasse i Skolen for Udnævnte Tjenere færdig med kurset den 13. november 1988, og den fjerde den 11. juni 1989

[Illustration på side 27]

Kontorer og boliger på afdelingskontoret på Mauritius. Der er en rigssal i den ene ende af ejendommen

[Illustrationer på side 28]

Fire bygninger omgivet af frodige tropiske haver udgør Selskabets 8900 kvadratmeter store ejendom i El Salvador. Bygningerne indeholder en ny reception og forhal, en spisesal med plads til 200, og værelser til 72 betelmedarbejdere

[Illustrationer på side 29]

Afdelingskontoret i Peru har fået nyt lagerlokale, ny rigssal, og 36 nye værelser, så der nu er i alt 58. Receptionen ses til højre

[Illustrationer på side 30]

Den nye otteetages boligfløj på det japanske afdelingskontor har et etageareal på 8980 kvadratmeter og 128 værelser til betelmedarbejdere. Receptionen ses til højre. Den nye trykkeribygning har et etageareal på 22.600 kvadratmeter