-
Matthæus – Studienoter, kapitel 13Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
tømrerens søn: Det græske ord tekton, der gengives med “tømrer”, er en almindelig betegnelse for en håndværker eller kunsthåndværker. Når det henviser til en der arbejder i træ, kan det betyde en der er i byggebranchen, en der fremstiller møbler, eller en der laver andre genstande af træ. Justinus Martyr, der levede i det andet århundrede, sagde om Jesus at ‘da han var blandt menneskene, arbejdede han som tømrer og fremstillede plove og åg’. Gamle bibeloversættelser på oldtidssprog støtter også tanken om en der arbejder i træ. Jesus var både kendt som “tømrerens søn” og som “tømreren”. (Mr 6:3) Åbenbart lærte Jesus tømrerfaget af sin adoptivfar, Josef. Drenge kom som regel i lære når de var mellem 12 og 15 år gamle, og oplæringen ville strække sig over mange år.
brødre: Det græske ord adelfos kan i Bibelen henvise til et åndeligt bånd, men her bruges det om Jesus’ halvbrødre, Josef og Marias yngre sønner. Nogle der mener at Maria forblev jomfru efter at hun havde født Jesus, hævder at adelfos i dette tilfælde henviser til fætre. Men De Kristne Græske Skrifter bruger et specifikt udtryk når der er tale om en “fætter” (græsk: anepsios i Kol 4:10), og et andet udtryk for “Paulus’ nevø”, hans søsters søn (ApG 23:16). Og i Lu 21:16 finder vi flertalsformen af de græske ord adelfos og syggenes (gengivet med “brødre, slægtninge”). Disse eksempler viser at udtryk der beskriver familierelationer, ikke bliver brugt løst eller i flæng i De Kristne Græske Skrifter.
Jakob: Denne halvbror til Jesus er højst sandsynligt den samme Jakob som er omtalt i ApG 12:17 (se studienote) og Ga 1:19, og som skrev den bog i Bibelen der har dette navn. – Jak 1:1.
Judas: Denne halvbror til Jesus er tydeligvis den Judas (græsk: Ioudas) der skrev den bog i Bibelen der har dette navn. – Jud 1.
-