2:1

pinsedagen: Det græske ord pentekoste (der betyder “50. [dag]”) bliver i De Kristne Græske Skrifter anvendt som betegnelse for det der i De Hebraiske Skrifter kaldes “festen for indhøstningen” (2Mo 23:16) og ‘ugefesten’ (2Mo 34:22). Denne højtid fandt sted ved afslutningen af en syv uger lang høstperiode der indbefattede byghøsten og begyndelsen af hvedehøsten. Pinsen blev fejret på den 50. dag efter den 16. nisan, den dag hvor et neg fra den første afgrøde af byghøsten var blevet ofret til Jehova. (3Mo 23:15, 16) Ifølge den jødiske kalender faldt højtiden på den 6. sivan. (Se Tillæg B15). Instruktionerne for denne højtid findes i 3Mo 23:15-21; 4Mo 28:26-31 og 5Mo 16:9-12. Et stort antal jøder og proselytter fra fjerntliggende lande rejste til Jerusalem for at fejre pinsen. Højtiden skulle fremme en gæstfri og venlig indstilling over for andre, uanset deres baggrund eller sociale status – hvad enten de var frie, trælle, fattige, faderløse børn, enker, levitter eller udlændinge. (5Mo 16:10, 11) Pinsedagen år 33 i Jerusalem var derfor det ideelle tidspunkt for oprettelsen af den kristne menighed, der havde til opgave at vidne for alle mennesker “om Guds storslåede gerninger”. (ApG 1:8; 2:11) Ifølge den jødiske overlevering svarer pinsedagen til det tidspunkt da Loven blev givet ved Sinajs Bjerg og Israel blev Guds udvalgte folk. Det var i begyndelsen af den tredje måned (sivan) at israelitterne samledes ved Sinajs Bjerg og modtog Loven. (2Mo 19:1) Ligesom Moses var blevet brugt som mellemmand til at føre Israel ind i Lovpagten, tjente Jesus Kristus nu som Mellemmand for det åndelige Israel og førte denne nye nation ind i den nye pagt.