-
Romerne – Studienoter, kapitel 3Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
et forsoningsoffer: Det græske ord hilasterion, der her er gengivet med “et forsoningsoffer”, og det beslægtede ord hilasmos, der er gengivet med “et sonoffer” i 1Jo 2:2 og 4:10, kan hentyde til en måde at formilde, eller tilfredsstille, på. I Bibelen bruges disse udtryk om genoprettelsen af et godt forhold mellem Gud og mennesker. Da Adam blev skabt som en jordisk “søn af Gud”, havde han et fredeligt forhold til sin Skaber. (Lu 3:38) Men da han gjorde oprør mod Gud og syndede, gav han afkald på det gode forhold og sit fuldkomne liv. Han solgte også sine efterkommere til slaveri under synd og død. (Ro 5:12) Guds fuldkomne retfærdighed krævede et fuldstændigt tilsvarende offer for at menneskers forhold til Gud igen kunne blive godt. (2Mo 21:23-25; 5Mo 19:21) Da Jesus ofrede sit fuldkomne liv som menneske, tilfredsstillede hans offer Jehovas krav til retfærdighed fordi hans offer udgjorde et retfærdigt grundlag for tilgivelse af synder. Som følge af det kunne Gud være “retfærdig ... når han erklærer den [der har arvet synden] som tror på Jesus, retfærdig”. (Ro 3:26) Jesus’ offer gjorde det muligt for mennesker at søge og igen få et fredeligt forhold til Jehova. (Ef 1:7) I He 9:4, 5 bliver det græske ord hilasterion brugt om låget på den kiste der blev kaldt “pagtens ark”, og er oversat med “sonedækket”, eller som der står i fodnoten: “forsoningens hus”.
overbærenhed: Eller “tolerance”. Se studienote til Ro 2:4.
tilgav synder der var blevet begået i fortiden: Jehova begyndte at tilgive synder allerede før Jesus gav sit liv som en løsesum for at købe Adams efterkommere fri fra ufuldkommenhed, synd og død. Det blev muligt fra det øjeblik hvor Jehova begyndte at åbenbare sin hensigt om at sørge for et “afkom” der skulle redde troende mennesker. (1Mo 3:15; 22:18; Esa 53:5, 6, 10-12; Mt 20:28; Ga 3:19) I Gud den Almægtiges øjne var løsesummen så godt som betalt; han havde fuldstændig tillid til at hans Søn ville være villig til at ofre sit liv. (Sl 40:6-8; He 10:7-10) Intet ville nogensinde kunne hindre Gud i at gennemføre sin hensigt. (4Mo 23:19; Esa 46:10; Tit 1:2) Gud kunne altså tilgive angrende syndere samtidig med at hans retfærdighed forblev intakt. (5Mo 32:4; Sl 32:1, 2, 5; Esa 1:18) Han kunne også erklære trofaste mennesker retfærdige i relativ forstand uden at gå på kompromis med sine normer for retfærdighed. (1Mo 15:1, 6; Eze 14:14; Mt 23:35; Jak 2:23-25) Desuden havde Jesus mens han var på jorden som Guds repræsentant, myndighed til at tilgive synder før løsesummen var betalt, ved at bruge værdien af sit fremtidige offer til gavn for mennesker der havde tro. – Mt 9:2-6; Lu 7:36-50; He 2:9; se Ordforklaring: “Løsesum”, “Retfærdighed”.
-