-
1. KorintherResearchguide
-
-
it-1 “Kanon, Bibelens” § 29
it-1 “Gaver fra Gud” § 15-21
it-1 “Inspiration” § 17
-
-
1. Korinther – Studienoter, kapitel 12Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
kraftige gerninger: Eller “mirakler”. Bogst.: “kraftgerningers virksomhed”. Det ser ud til at Paulus refererer til en bred vifte af overnaturlige gerninger der kan have indbefattet evnen til at oprejse folk fra de døde, at uddrive dæmoner og endda at slå modstandere med blindhed. Sådanne gerninger gjorde et stærkt indtryk på dem der så det, og det førte til at mange sluttede sig til den kristne menighed. – ApG 9:40, 42; 13:8-12; 19:11, 12, 20.
profetere: Egentlig kan man sige at alle kristne profeterede når de talte om opfyldelsen af nedskrevne profetier i Guds ord. (ApG 2:17, 18; se studienoter til ApG 2:17; 21:9 og Ordforklaring: “Profeti”; “Profet”). Men de der havde den mirakuløse gave som Paulus omtaler her, kunne også forudsige fremtidige begivenheder. For eksempel blev Agabos inspireret til at profetere om en stor hungersnød og forudsige at Paulus ville blive sat i fængsel fordi jøderne forfulgte ham. (ApG 11:27, 28; 21:10, 11) Sådanne profetier styrkede i høj grad menighederne. – 1Kt 14:3-5, 24, 25.
bedømme inspirerede udtalelser: Denne formulering, der bogstaveligt betyder “bedømmelse af ånder”, henviser til en mirakuløs forståelse af inspirerede udtalelser. Denne gave indbefattede sikkert evnen til at bedømme om en inspireret udtalelse var fra Gud, eller om den stammede fra en anden kilde. Denne evne var utvivlsomt med til at beskytte menigheden mod falske profeter. (2Kt 11:3, 4; 1Jo 4:1) Den har ligeledes hjulpet apostlene og de ældste i Jerusalem til at afgøre hvilke dele af Loven der stadig skulle betragtes som “nødvendige ting” der også gjaldt kristne. (ApG 15:19, 20, 28, 29) De kristne havde også brug for vejledning så de kunne vide hvilke breve og skrifter der skulle cirkulere mellem menighederne, og hvilke der med tiden skulle indlemmes i den bibelske kanon. For eksempel indikerede apostlen Peter at nogle af Paulus’ breve udgjorde en del af de inspirerede Skrifter da han skrev at “de uvidende og svage fordrejer disse ting [dvs. Paulus’ breve], ligesom de gør med resten af Skrifterne”. (2Pe 3:16) Vi kan være sikre på at processen med at udvælge hvilke bøger der skulle være en del af Bibelens kanon, blev ledet af Guds ånd, uden tvivl gennem de brødre der havde denne gave. – 2Ti 3:16; se Ordforklaring: “Kanon”; “Ånd”.
fremmede sprog: Gaven at kunne tale fremmede sprog gav en kristen mulighed for at fortælle den gode nyhed om Guds rige til nogle der talte et sprog han ikke kunne i forvejen. Takket være denne gave fra Gud blev de kristne i år 33 e.v.t. i stand til at forkynde “Guds storslåede gerninger” for de mange udenlandske tilrejsende der var kommet til Jerusalem for at fejre pinsen. (ApG 2:1-12) Paulus mindede senere korintherne om at denne gave skulle anvendes på en ordnet måde ved at det der blev sagt, blev oversat, og at de der talte fremmede sprog, skulle gøre det én ad gangen. – 1Kt 14:4, 5, 9, 27.
sprog: Eller “tungemål”. Se studienote til ApG 2:4.
oversætte det der bliver sagt: En kristen der havde fået denne mirakuløse gave, blev i stand til at oversætte noget der blev sagt på et sprog som han eller hun ikke kunne i forvejen. Denne gave var meget vigtig, da den der talte fremmede sprog, kun kunne opmuntre andre hvis man kunne forstå hvad der blev sagt. Paulus opfordrede dem der talte fremmede sprog, til at tie stille hvis der ikke var nogen til stede til at oversætte. På den måde kunne hele menigheden høre budskabet og blive opmuntret. – 1Kt 14:27, 28.
-