-
1. Thessaloniker – Studienoter, kapitel 2Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen (Studieudgave)
-
-
vi … var adskilt fra jer: Eller “vi … var berøvet jer”. Paulus anvender her et græsk udsagnsord (aporfanizo) som er beslægtet med det udtryk der i Jak 1:27 er gengivet med “forældreløse” (flertal af orfanos). Udtrykket i det her vers kan bogstaveligt oversættes “blevet gjort forældreløse”. Men det blev også brugt i bredere forstand om det at miste nogen i døden, som for eksempel når forældre mister et barn. I vers 7 og 11 i det her kapitel sammenligner Paulus sig selv med en ammende mor og med en far. Så det kan være at han har brugt udtrykket i verset for at vise at han og hans medarbejdere havde det som forældre der havde mistet deres børn – så stor var den sorg de følte over ikke at være sammen med deres elskede åndelige familie i Thessalonika. Her er endnu et eksempel på at Paulus bruger billeder fra familielivet for at beskrive sit forhold til sine trosfæller. – Se studienoter til 1Ts 2:7, 11.
for en kort tid: Paulus bruger her et idiom der kun forekommer denne ene gang i De Kristne Græske Skrifter. Det kan bogstaveligt gengives “hen imod en fastsat tid på en time”. Hans pointe ser ud til at være at selvom han lige havde set sine trosfæller i Thessalonika – måske bare nogle få måneder tidligere – længtes han efter at se dem igen. På den måde forsikrede han dem om at det ikke var med hans gode vilje at de var adskilt, og at han ville gøre alt hvad han kunne, for at se dem igen. Og for at trøste dem sendte han Timotheus. – 1Ts 3:1, 2.
-