Onsdag den 14. januar
Giv Jehova den ære hans navn fortjener. – Sl. 96:8.
Bibelen viser at Jehova er en stor og majestætisk Gud. Kort efter at israelitterne var blevet befriet fra slaveriet i Egypten, gav han dem en demonstration af sin magt og herlighed. Se det for dig: Millioner af israelitter samles ved foden af Sinajs Bjerg for at høre et budskab fra Gud. En mørk sky indhyller bjerget. Pludselig ryster jorden under israelitternes fødder på grund af et kraftigt jordskælv og måske også et vulkanudbrud. Der kommer lyn og torden og en øredøvende lyd af horn. (2. Mos. 19:16-18; 24:17; Sl. 68:8) Forestil dig hvor stort et indtryk det har gjort på israelitterne da Jehova gav dem den her smagsprøve på sin enorme magt. En måde vi kan give Jehova ære på i dag, er ved at fortælle andre om hans enorme magt og hans vidunderlige egenskaber og ved at anerkende at det er Jehova der giver os styrken til at udrette det vi gør. – Esa. 26:12. w25.01 2 § 2-3
Torsdag den 15. januar
Jehova har sendt mig. – 4. Mos. 16:28.
På et tidspunkt under israelitternes rejse til det lovede land var der nogle fremtrædende mænd der gjorde oprør mod Moses. De sagde: “Hele folket [ikke kun Moses] er faktisk helligt, ja, alle sammen, og Jehova er midt iblandt dem.” (4. Mos. 16:1-3) Det var rigtigt nok at hele folket var helligt i Jehovas øjne, men Jehova havde altså udvalgt Moses til at lede sit folk. Så når oprørerne kritiserede Moses, var det i virkeligheden Jehova de kritiserede. De fokuserede ikke på det Jehova ønskede, de fokuserede på det de selv ønskede – større magt og anerkendelse. Jehova udryddede dem der gik foran i oprøret, og de mange tusind der stillede sig på deres side. (4. Mos. 16:30-35, 41, 49) Der er ingen tvivl om at Jehova også i dag er imod dem der ikke har respekt for hans organisation. w24.07 11 § 11
Fredag den 16. januar
Synet handler om noget der først vil ske til en fastsat tid. – Hab. 2:3.
Vi lever i en tid hvor de fleste afviser, og endda gør nar af, Bibelens advarsel om afslutningen på den her verdensordning. (2. Pet. 3:3, 4) Selvom der er mange ting vi ikke ved, har vi brug for en stærk tro på at afslutningen kommer lige til tiden, og at Jehova vil tage sig af os. Vi må også styrke vores tro på at Jehova bruger “den trofaste og kloge træl” til at lede os i dag. (Matt. 24:45) Når den store trængsel bryder ud, vil vi sikkert få nogle specifikke instruktioner der kan redde vores liv. Så vi må bruge tiden nu på at styrke vores tillid til dem der fører an i Jehovas organisation. Hvis vi ikke har tillid til vejledningen og følger den nu, vil det være svært for os at følge den vejledning der kommer under den store trængsel. w24.09 11 § 11-12