Pæl

I nogle nationer brugte man en opretstående pæl til at henrette folk på og/eller til at udstille et lig på som advarsel til andre eller for at ydmyge en person offentligt. Assyrerne, der var berygtet for deres brutale krigsførelse, spiddede deres fanger på pæle der blev stukket gennem underlivet og op i brystet. Under den jødiske lov blev personer der gjorde sig skyldige i alvorlige forbrydelser som blasfemi eller afgudsdyrkelse, først dræbt ved stening eller på anden måde, og derefter blev deres lig hængt op på pæle, eller på træer, som advarende eksempler for andre. (5Mo 21:22, 23; 2Sa 21:6, 9) Romerne bandt nogle gange bare et offer til en pæl, hvor han kunne leve i flere dage før han døde på grund af smerter, tørst, sult og solens hede. I andre tilfælde, som da Jesus blev henrettet, naglede de den anklagedes hænder og fødder til en pæl. (Lu 24:20; Joh 19:14-16; 20:25; ApG 2:23, 36) – Se TORTURPÆL.