Hvorfor de store omvæltninger for verdens regeringer siden 1914?

 1. (a) Hvad er der sket med verdens regeringer siden året 1914? (b) Hvad har historieforskere og andre udtalt om året 1914?

I VOR tid oplever vi at institutioner som syntes urokkelige synker i grus eller radikalt ændrer deres principper og opbygning for at undgå at gå fuldstændig til grunde. Betragt blot kolonistyrets tilbagegang og den uro og ustabilitet som de socialistiske og kommunistiske tidevandsbølger har fremkaldt. Mennesker som nøje har fulgt historiens gang og udviklingen i verden har bemærket at vendepunktet i menneskenes forhold, især med hensyn til de regeringer de har over sig, markeres af året 1914. Udtalelser som „vendepunktet i vor tid“, et „skel i historien“, „fra ’den gyldne tidsalder’ ind i en vulkansk epoke“, „det sidste ’normale’ år i historien var 1913“, „lige siden 1914 har verden som i en rus vaklet af sted mod katastrofen“, gælder alle sammen året 1914.a

 2. Er det muligt at få svar på hvorfor disse radikale forandringer har fundet sted, og kan man finde nogen trøst i et sådant svar?

² Der ville kun være liden trøst at hente i disse ord dersom Jehova, al trøsts Gud, ikke har givet os et fyldestgørende svar på hvad årsagen til disse omvæltninger er, hvad hensigten med dem er, og hvad det endelige resultat vil blive. Det er ikke blot for den historiske interesses skyld at Gud har sørget for at beretningen om Juda rige og dets sørgelige endeligt er blevet bevaret. Han har gjort det for at vi kan få et nøjagtigt svar på ovennævnte spørgsmål og have en pålidelig rettesnor i en tid da alt andet er usikkert.

 3. (a) Hvordan kan man sige at Davids trone var „[Jehovas] trone“? (b) Skulle verdensherredømmet for evigt udøves fra Davids trone i Jerusalem?

³ Gud handlede med Juda for at fremstille ting der skulle finde sted i langt større målestok. Han oprejste Davids trone i Jerusalem, og den blev kaldt „[Jehovas] trone“. Men denne trone var kun et billede på noget større eftersom universets suveræne Hersker, Gud selv, ikke tager sæde på nogen jordisk trone. Den var et vidnesbyrd om at en der var langt større end David engang for bestandig skulle sætte sig på verdensherredømmets trone. Dette bekræftes af Davids egne profetier om det kommende rige. — Sl. 110:1, 2; Luk. 20:41-44; Ap. G. 2:32-36.

 4. (a) Hvis det var Jehova der havde rejst Davids trone i Jerusalem, hvorfor skulle den da omstyrtes? (b) Hvordan reagerede henholdsvis Guds fjender og hans venner på at Jerusalem var faldet? (c) Hvordan gav de jødiske fanger i Babylon som længtes efter Guds regering udtryk for deres sorg?

⁴ Jehova Gud holdt verdensherredømmet i sin hånd. Så længe Judas konger var trofaste kunne ingen regering i verden styrte dem. Men den tid kom da Jehova besluttede at lade Juda rige omstyrte fordi dets færd var ond ligesom de hedenske nationers og det ikke længere genspejlede hans herredømmes retfærdige egenskaber. Dette bragte naturligvis forsmædelse over Guds navn og gav tilsyneladende nationerne en grund til at håne ham. (Ez. 36:20) De som virkelig ønskede at være underlagt Jehovas retfærdige herredømme var sønderknuste af sorg over den forsmædelse der var overgået Juda og over at Gud havde tilladt Babylon at føre Judas indbyggere i fangenskab. En af deres digtere gav udtryk for deres bedrøvelse med følgende ord:

„Ved Babels floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. Vi hængte vore harper i landets pile. Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore bødler bad os være glade: ’Syng os af Zions sange!’ Hvor kan vi synge [Jehovas] sange på fremmed grund? Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! Min tunge hænge ved ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste glæde! . . . Du Babels datter, du ødelægger [du som skal plyndres, NW]! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod klippen!“ — Sl. 137:1-9.

Verdensrigernes march

 5. (a) Hvordan kunne den salmist som vi lige har citeret sige at Babylon skulle plyndres? (b) Hvordan skildrede Gud verdensrigernes march? (c) Skulle det gamle Babylon falde for Guds riges hånd? (d) Hvilken verdensmagt var den eneste der skulle stå til evig tid, og under hvilket symbol fremstilledes den i Daniel 2:44, 45?

⁵ Disse jøder vidste fra Esajas’ og Jeremias’ profetier at Babylon ville blive omstyrtet. (Es. 47:1-3; Jer. 51:1-4) De profetier Daniel fremsatte åbenbarede flere enkeltheder. Daniel var en af de unge jødiske fanger der blev ført i landflygtighed sammen med kong Jojakin i året 617 f.v.t. Efter tre års særlig uddannelse blev Daniel og tre af hans venner af Nebukadnezar fundet særdeles egnede til at tjene som hans rådgivere. (Dan. 1:1-21) Det var i Nebukadnezars tolvte regeringsår, eller i 614 f.v.t. I det andet år efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., hvilket var Nebukadnezars tyvende år som konge i Babylon men hans andet år som verdenshersker, havde han en drøm der var en profeti fra Gud. (Dan. 2:1) I drømmen så han en uhyre billedstøtte hvis hoved var af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne af jern og ler. Daniel, som tydede drømmen, forklarede at hovedet som var af guld repræsenterede Nebukadnezar (og hans dynasti) i stillingen som verdenshersker, men han sagde også: „Efter dig skal der komme et andet rige, ringere end dit.“ (Dan. 2:37-39) Det var tydeligt at Babylon skulle falde, men ikke for Guds rige, som ifølge profetien skulle ramme billedstøttens fødder og knuse hele billedstøtten. Babylons fald skulle forårsages af en verdensmagt der repræsenteredes ved billedstøttens bryst og arme og som skulle efterfølge Babylon som verdensmagt. Alle disse verdensmagter, fire i alt efter Babylon, skulle ikke for evigt sidde inde med herredømmet, men skulle efterfølges af et rige som aldrig skulle gå til grunde, det rige som Himmelens Gud ville oprette.b Daniel sagde:

„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld. En stor Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske herefter; og drømmen er sand og tydningen troværdig.“ — Dan. 2:44, 45.

 6. Hvilken anden betydningsfuld drøm havde Nebukadnezar og hvad var formålet med drømmen?

⁶ Har universets suveræne Hersker, som holder vor tid og dens begivenheder i sin hånd, givet nogen oplysninger som fastsætter tidspunktet for denne begivenhed, der skal ryste verden? Ja, takket være Jehova, al trøsts Gud, indeholder Bibelen en tydelig åbenbaring herom. Profeten Daniel beretter om endnu en drøm Nebukadnezar havde, i hvilken han så et vældigt træ som en engel fra himmelen fik befaling til at fælde. Stubben blev derefter bundet med en kæde eller med bånd af jern og kobber og måtte ligge hen mellem markens græs indtil „syv tider“ var gået hen over den. „Hans menneskehjerte skal fratages ham og et dyrehjerte gives ham, og syv tider skal gå hen over ham.“ Hvad var formålet hermed? „For at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil.“ — Dan. 4:1-18.

Jehova holder verdensherredømmet i sin hånd

 7. (a) Hvem var træet et symbol på? (b) Hvordan ved vi at træet, som repræsenterede Babylons konge, var et symbol på verdensherredømmet? (c) Hvordan skulle drømmen gå i opfyldelse på Nebukadnezar?

⁷ Hvem var træet et symbol på? På Nebukadnezar! Som Daniel sagde: „Det er dig selv, o konge, som er blevet stor og mægtig, hvis storhed er vokset, så den når himmelen, og hvis herredømme rækker til jordens ende.“ På det tidspunkt da Nebukadnezar havde sin drøm sad han inde med verdensherredømmet og havde tjent som Jehovas redskab, det „bæger“ der indeholdt Jehovas dom. Repræsenteret ved denne den tredje verdensmagts konge stod træet derfor som et symbol på verdensherredømmet. Til støtte for denne forklaring kan anføres ordene i Daniel 4:26: „Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit.“ Han skulle bortstødes fra sin trone, bo blandt markens dyr og spise græs som kvæget. Men som træets stub skulle hans kongedømme holdes i beredskab til ham indtil han havde tilbragt „syv tider“ på marken og spist græs som kvæget. Så ville han få sin forstand igen og ville blive tvunget til at indrømme at den højeste Gud er den øverste Herre og at han giver herredømmet over menneskene til hvem han vil.

 8. (a) Hvilken begivenhed et år senere udløste drømmens opfyldelse? (b) Hvilket vanvid blev kongen nu grebet af, og i hvor lang tid? (c) Hvad sagde han om den højeste Gud da han fik sin forstand igen?

⁸ Disse ord gik i opfyldelse på kong Nebukadnezar et år senere. En dag da han pralede af hvad han havde udrettet i Babylon forkyndte en røst fra himmelen at drømmen om træet nu skulle gå i opfyldelse på ham. Han blev grebet af et vanvid hvis symptomer leder tanken hen på sygdommen lykantropi. I stedet for at sidde på sin trone gik han ud på marken for at spise græs. Hans trone blev ikke ranet fra ham i mellemtiden, men blev ved Guds magt bevaret til ham indtil han vendte tilbage efter de „syv tiders“ forløb, det vil sige syv bogstavelige år. Efter at han var genindsat på tronen anerkendte han Gud som universets Suveræn og sagde: „[Hans] herredømme er evigt, og [hans] rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ Endvidere sagde han: „Han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ — Dan. 4:19-37.

 9. (a) Var det Guds rige der oprettedes da Nebukadnezar atter indsattes i sit kongedømme? Forklar nærmere. (b) Hvilke bygningsværker opførte han, og tjente de til støtte for Babylons religion?

⁹ Det var ikke Guds rige der oprettedes da Nebukadnezar atter fik overdraget kongemagt, for han havde aldrig tilbedt den sande Gud. Han tilbad babyloniske afguder, som vi ser af hans forsøg på at tvinge Daniels tre gudfrygtige venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, til at tilbede den store guldbilledstøtte han havde rejst på Durasletten. Da de holdt fast ved Jehova som den Højeste og ikke ville bøje sig for billedstøtten, kastede han dem i den gloende ovn, men da opdagede han at Jehova er den Højeste, for han beskyttede sine tre trofaste tjenere. (Daniels bog, kapitel 3) Nebukadnezar byggede aldrig nogen sinde et tempel for Jehova Gud, heller ikke efter de syv års vanvid. Derimod byggede han fireoghalvtreds templer i Babylon for alle denne bys falske guder. Alle disse guder var dog ikke andet end personificeringer af guden Bels og hans søn Marduks eller Merodaks forskellige egenskaber. Han lod også vældige bygningsværker opføre. Han gjorde Babylon til oldtidens vidunderby, og for at tilfredsstille sin mediske dronnings længsel efter sit hjemland byggede han de berømte Hængende Haver, der blev regnet som et af verdens syv underværker.

Juda rige aldrig genrejst

10. (a) Hvordan havde Jehova før året 607 f.v.t. forbilledligt udøvet sit suveræne herredømme? (b) Hvem overgik verdensherredømmet til i 607 f.v.t.? (c) Udøvede Gud atter sit suveræne herredømme gennem Juda da Jerusalem genrejstes i 537 f.v.t.? Forklar nærmere. (d) Hvordan viste de forsamlede levitter 152 år efter Jerusalems ødelæggelse at verdensherredømmet stadig udøvedes af hedningeriger?

¹⁰ Fra det øjeblik pagten om Riget var blevet indgået med David og hans efterkommere havde der på tronen i Jerusalem siddet en konge med gudgiven ret til at herske, og derfor havde Juda rige stået hedningenationerne i vejen og hindret dem i at bemægtige sig det fuldstændige verdensherredømme. Men da Juda rige omstyrtedes og befolkningen førtes i landflygtighed i 607 f.v.t., overgik verdensherredømmet, forbilledligt repræsenteret ved Juda rige, til hedenske herskere, begyndende med Nebukadnezar. Juda rige genrejstes ikke efter syv års forløb, og heller ikke da de judæiske fanger fik deres frihed og vendte tilbage fra Babylon i 537 f.v.t. På dette tidspunkt var Juda rige nemlig underlagt en ny hedningemagt, Persien, som havde efterfulgt Babylon som verdensmagt og som i Nebukadnezars drøm om billedstøtten, berettet i Daniels bog, kapitel 2, havde været repræsenteret ved brystet og armene af sølv og som kom efter hovedet af guld. Jøderne selv erkendte dette og gav udtryk for det 152 år efter at babylonierne havde ødelagt Jerusalem, nemlig i året 455 f.v.t. I en offentlig bøn til Jehova Gud udtalte levitterne, der sammen med folket stod ved det genopbyggede tempel:

„Da de ikke ville høre, gav du dem til pris for hedningefolkene. Dog har du i din store barmhjertighed ikke helt tilintetgjort dem eller forladt dem, thi du er en nådig og barmhjertig Gud! . . . Se, derfor er vi nu trælle; i det land, du gav vore fædre, for at de skulle nyde dets frugter og rigdom, er vi trælle; dets rige afgrøde tilfalder de konger, du for vore synders skyld har givet magten over os, og de gør, hvad de lyster, med vore kroppe og vort kvæg. Vi er i stor nød!“ — Neh. 9:4, 5, 30-37.

11. (a) Hvordan viste Jesus at „hedningernes tider“ varede ved på hans tid? (b) Hvordan kan man sige at Jerusalem blev ’nedtrådt’ når det stadig eksisterede på den tid?

¹¹ Den lange tidsperiode i hvilken hedningerne skulle sidde inde med verdensherredømmet kaldes i Bibelen for „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“. (NW) Over fem hundrede år efter at jøderne var vendt tilbage fra Babylon til Jerusalem sagde Jesus: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Luk. 21:24) Selv om Jerusalem stadig eksisterede på dette tidspunkt var ingen konge af Davids slægt blevet genindsat på tronen. Jøderne var underlagt den sjette verdensmagt, romerriget, og senere, nemlig i året 70 e.v.t., skulle nationen ødelægges helt af denne verdensmagt. Så man kan sandelig sige at retten til kongedømmet, repræsenteret ved Jerusalem, blev nedtrådt og at nationen var i hedenske herskeres hænder.

12. (a) Hvoraf fremgår det at profetien om de „syv tider“ må have en større opfyldelse? (b) Hvad skulle der ske efter de „syv tiders“ udløb?

¹² Nebukadnezar, der var hedning og aldrig kom til at tilbede Jehova Gud, var ikke selv af nogen betydning, og skønt hans rige blev givet tilbage til ham efter syv års forløb var det ikke for hans skyld det profetiske drama hvori han deltog, opførtes. Juda rige var også blot et forbilledligt rige, og det blev aldrig genrejst. Profetien om de „syv tider“ må derfor have en større og mere betydningsfuld opfyldelse, det vil sige at de „syv tider“ må have en større, mere udvidet, betydning og at Guds rige ved udløbet af disse „tider“ ville blive genoprettet og overdraget til Silo. Hvor langt et tidsrum strækker en symbolsk „tid“ og de „syv tider“ sig over?

„Hedningernes tider“ — hvor langt et tidsrum

13. (a) Hvor lang er Bibelens symbolske eller profetiske „tid“? (b) Hvordan bekræftes dette af Åbenbaringens bog?

¹³ Længden af et jødisk eller et babylonisk år kunne variere lige fra 354 dage til 385 dage, men Bibelens symbolske eller profetiske „tid“ eller år omfatter altid 360 dage. Syv sådanne år omfattede altså 7×360 = 2520 dage. Dette bekræftes af en udtalelse i Åbenbaringens bog 12:6, 14, hvor der siges at „én tid og to tider og en halv tid“, eller tre og en halv tid, er det samme som 1260 dage. Når vi dividerer 1260 med tre og en halv (3,5), får vi tre hundrede og tres (360) dage, hvilket altså udgør en „tid“ eller et år.

14. Hvilken regel anvender vi for at finde frem til længden af de „syv tider“ i opfyldelsen, og hvad støtter denne antagelse?

¹⁴ Med hensyn til den større tidsperiode som disse 2520 dage var et billede på, finder vi regelen „for hvert år giver jeg dig en dag“ i en profeti af Ezekiel, en af profeten Daniels samtidige. Det er interessant at bemærke at der også i forbindelse med Ezekiels profeti er tale om „bånd“, der i dette tilfælde er lagt på ham. En anden profeti af Daniel, nemlig profetien om de „halvfjerdsindstyve uger“, der tager sigte på Messias’ første komme, anvender ifølge flere bibelfortolkere den samme regel. — Ez. 4:6; Dan. 9:24, 25. Se også 4 Mosebog 14:34, der omtaler en periode i hvilken jøderne fik Guds straf eller mishag at føle.

15. (a) Hvor langt et tidsrum strækker de „syv tider“ sig over i virkeligheden? (b) Hvordan ved vi at årene i opfyldelsen ikke er på 360 dage men skal regnes som hele solår?

¹⁵ De 2520 dage som de „syv tider“ omfattede skulle derfor i opfyldelsen strække sig over 2520 år. Disse år skulle i opfyldelsen ikke være på 360 dage, men skulle være fulde kalenderår. Vi må huske at den jødiske kalender, som var baseret på måneåret, var afpasset således at den kom til at stemme med solåret. Det jødiske år kunne derfor kaldes et „sol-måneår“ eller et „bundet måneår“. Dage eller måneder blev med mellemrum indskudt for at udligne den forskel på cirka elleve dage der er mellem et måneår og et solår. På denne måde faldt årstiderne altid på samme sted i kalenderen,c og den jødiske kalender stemte således næsten overens med den nu almindeligt brugte gregorianske kalender. De 2520 år skal altså regnes som solår.

16. (a) Hvilken begivenhed skal de 2520 år regnes fra? (b) Hvorfor kan man sige at „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ da begyndte?

¹⁶ Disse 2520 år skal regnes fra 607 f.v.t. da Gud bragte verdensherredømmet repræsenteret ved hans forbilledlige rige på jorden til ophør. Jehova brugte da Nebukadnezar som sit redskab til at ødelægge Jerusalem og templet dér og til at fordrive kong Zedekias fra „[Jehovas] trone“ og føre ham i landflygtighed. Derefter fik frygten for kaldæerne de fattige der var tilbage i landet til at flygte til Ægypten, og hermed var Judas land lagt øde, uden hersker eller statholder som kunne stille sig i vejen for verdensherskerne. Nebukadnezar „fældede“ her det „træ“ der repræsenterede verdensherredømmet, der nu overgik til Babylon. Landet var således lagt fuldstændig øde i den syvende månemåned i året 607 f.v.t. Først da begyndte nedtrædningen af Jerusalem, der repræsenterede Guds rige, og dermed også „hedningernes tider“, „nationernes fastsatte tider“. Nu herskede hedningerne uindskrænket over hele jorden, uden indblanding fra Guds riges side. Ydermere handlede de hedenske verdensmagter som vilde dyr, i lighed med Nebukadnezar i de „syv tider“ han var slået af vanvid.

17. (a) Hvornår skulle de „syv tider“ ende? (b) Hvad markerede dette tidspunkt?

¹⁷ Regner man fra den syvende månemåned (tisjri) i 607 f.v.t., skulle de 2520 år ende i midten af tisjri måned (eller omkring 1. oktober) i året 1914 e.v.t. Dette år er et uforglemmeligt år, for da udbrød den første verdenskrig, og den hedenske tingenes ordning har aldrig været den samme siden da.

18. (a) Hvad skildrede det at træets stub blev ladt tilbage i jorden? (b) Hvad var båndene af kobber og jern der var lagt om træstubben et billede på? (c) Hvad betød det at disse bånd blev fjernet?

¹⁸ I drømmen om træet var dets stub blevet ladt tilbage i jorden som et tegn på at Jehova ikke havde opgivet sin pagt om et rige i Davids slægt og ikke for bestandig havde givet slip på sit universelle herredømme. Stærke bånd af kobber og jern blev lagt om stubben som et symbol på Jehovas betvingende magt; han måtte så at sige lægge bånd på sig selv for ikke at tage herredømmet og sætte sin konge på tronen under de „syv tider“ i hvilken han ville tillade hedningenationerne at herske. I 1914 var tiden inde til at fjerne disse bånd så den symbolske træstub kunne spire igen ved at Jehova udøvede sin suveræne magt, overtog sit universelle herredømme og oprettede sit teokratiske rige. — Åb. 11:15-18; Luk. 21:24.

Silos indsættelse ryster nationerne

19. (a) Overtog Jehova atter verdensherredømmet da Nebukadnezar blev genindsat på sin trone efter at han havde været grebet af vanvid? (b) Hvad var forskellen i 1914? (c) Hvem er Silo, og hvordan har han anerkendt Jehovas suveræne herredømme? (d) Har hedningenationerne anerkendt dette herredømme?

¹⁹ Da Nebukadnezar blev genindsat på sin trone overtog Gud ikke verdensherredømmet igen men fik Nebukadnezar til at erkende at Jehova er den Højeste og har retten til at herske over menneskene. Men den regering der oprettedes i 1914 var ikke et midlertidigt eller forbilledligt rige. Det var det virkelige rige som nu var overdraget Silo, den hvem Riget tilhørte. Han er en efterkommer af David og har den juridiske ret til kongedømmet ifølge Jehovas pagt med David om et evigt rige. Siden 1914 har Silo ligesom Nebukadnezar offentligt anerkendt Jehova som „Himmelens konge“. På jorden fortsatte hedningenationerne imidlertid deres dyriske færd, som var mere ødelæggende end nogen sinde. — 1 Mos. 49:10; Ez. 21:27.

20. (a) Hvorfor begyndte Kristus ikke at regere i sit rige og at udøve herredømmet over verden da han steg til himmelen? (b) Hvad er følgen blevet af at han er begyndt at herske midt iblandt sine fjender, og hvad bør alle nu gøre? (c) Hvad vil ’stenen som ikke er revet løs fra klippen ved menneskehænder’ gøre? (d) Hvad betyder da de nuværende urolige tilstande i verden?

²⁰ Jehova havde indbudt denne Silo, Jesus Kristus, da han blev oprejst for nitten hundrede år siden, til at sætte sig ved hans højre hånd i himmelen indtil tiden var inde til at lægge alle Silos fjender som en skammel for hans fødder. Efter at være blevet indsat på tronen og efter at have overtaget verdensherredømmet i 1914 hersker han nu midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2) Hans fjender, som er fast besluttede på at bevare deres eget politiske herredømme og uretmæssigt søger at beholde verdensherredømmet, vil ikke give op uden kamp. Men de oplever en rystelse uden lige. Kristus lader nu i hele verden det budskab forkynde at Jehova Gud atter har overtaget sit suveræne herredømme og at hans rige er blevet oprettet. Han opfordrer alle til at anerkende dette rige, for det er allerede revet løs fra klippen, „ikke ved menneskehænder“, og bevæger sig nu mod verdens regeringers store billedstøtte for at knuse og tilintetgøre den i Harmagedonkrigen. Dette vil for evigt fjerne enhver mulighed for indblanding fra hedningerigernes side. Når Gud udøver sit suveræne herredømme gennem sit rige betyder det at alle verdens dyriske og undertrykkende regeringer vil blive fjernet og at menneskene for evigt vil have en regering som er sund og tilregnelig og som vil velsigne dem med liv og fred til evig tid. For alle som elsker retfærdighed er det en trøst og beroligelse at komme til forståelse af hvad udviklingen i verdensforholdene betyder, samt at se at de nuværende urolige tilstande er tegn på at Gud udøver sit suveræne herredømme gennem det oprettede rige under Kristus og at ufuldkomne menneskers politiske herredømme står over for at skulle ophøre. Med hensyn til profetier der giver yderligere forsikring om at Gud til sin fastsatte tid vil udøve det fuldstændige herredømme i hele verden henviser vi til de følgende numre af dette blad.

[Fodnoter]