Kristen gæstfrihed i en splittet verden
„Vi er derfor skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ — 3 Johannes 8.
1. Hvilke gaver har Jehova Gud givet sine jordiske skabninger?
„DER [er] ikke under solen . . . noget bedre for mennesket end at spise og drikke og fryde sig, og at dette ledsager det i dets møje de levedage som den sande Gud giver det under solen.“ (Prædikeren 8:15) Med disse ord fortæller den hebraiske samler af menigheden at Jehova Gud ikke blot ønsker at hans jordiske skabninger skal glæde sig og være lykkelige. Han sørger også for at det er muligt for dem. I hele menneskehedens historie ser man vidnesbyrd om at folk overalt på jorden har ønsket at nyde tilværelsen og more sig.
2. (a) Hvordan er folk gået til yderligheder? (b) Hvad har det medført?
2 Vi lever i dag i et hedonistisk samfund hvor folk går meget op i fornøjelser og underholdning. Som Bibelen har forudsagt, er de fleste „egenkærlige“ og „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:1-4) Det var selvfølgelig ikke Jehova Guds hensigt at det skulle nå dertil. Når jaget efter fornøjelser bliver et mål i sig selv, eller når man udelukkende søger at behage sig selv, bliver man aldrig virkelig tilfreds, og ’alt bliver tomhed og jag efter vind’. (Prædikeren 1:14; 2:11) Det er derfor verden er fyldt med ensomme og frustrerede mennesker, hvilket er roden til mange samfundsproblemer. (Ordsprogene 18:1) Folk bliver mistænksomme over for hinanden, og der opstår racemæssige, etniske, sociale og økonomiske skel.
3. Hvordan kan vi opnå sand glæde og tilfredshed?
3 Alt kunne være meget anderledes hvis folk i stedet efterlignede Jehovas måde at behandle andre på og var venlige, gavmilde og gæstfri over for hinanden. Han har fortalt os at man ikke opnår sand lykke ved at forsøge at tilfredsstille sine egne ønsker, men ved at efterleve følgende princip: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) For at opnå sand glæde og tilfredshed må vi fjerne de skranker og splittelser der virker hæmmende. Vi må have omsorg for dem vi tjener Jehova sammen med. Det er vigtigt at vi følger vejledningen: „Vi er derfor skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ (3 Johannes 8) At vise gæstfrihed over for dem der har særlige behov, i det omfang vore omstændigheder tillader det, virker positivt på to måder. Det gavner både den der viser gæstfrihed, og den der vises gæstfrihed. Hvem kunne have brug for at blive ’taget gæstfrit imod’?
„Se til faderløse og enker“
4. Hvilke forandringer i familiemønstret berører også nogle blandt Jehovas folk?
4 I dag er kernefamilier og lykkelige ægteskaber en sjældenhed. De stigende skilsmissetal og det voksende antal ugifte mødre har ændret det traditionelle familiemønster drastisk. Som følge heraf kommer mange af dem der i de senere år er blevet Jehovas vidner, fra opløste familier. De er måske skilt eller separeret fra deres ægtefælle, eller lever i eneforsørgerfamilier. Som Jesus forudsagde, har den lære han fremholdt, desuden skabt splittelser i mange familier. — Mattæus 10:34-37; Lukas 12:51-53.
5. Hvad kan ifølge Jesus opmuntre dem der har ikketroende familiemedlemmer?
5 Det er hjertevarmende at se nye tage et fast standpunkt for sandheden, og vi styrker dem ofte ved at minde dem om Jesu opmuntrende løfte: „Jeg siger jer som sandt er: Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ — Markus 10:29, 30.
6. Hvordan kan vi være ’brødre, søstre, mødre og børn’ for de „faderløse og enker“ vi har iblandt os?
6 Hvem er disse „brødre og søstre og mødre og børn“? Det at vi ser over hundrede mennesker i en rigssal der kalder hinanden brødre og søstre, er ikke ensbetydende med at vi automatisk føler at det er vore brødre, søstre, mødre og børn. Overvej engang følgende: Disciplen Jakob minder os om at hvis Jehova skal kunne acceptere vor tilbedelse, må vi ’se til faderløse og enker i deres trængsel og holde os uplettede af verden’. (Jakob 1:27) Det betyder at vi ikke må føle os overlegne på grund af økonomisk eller social status og lukke vor inderlige medfølelses dør for „faderløse og enker“. Vi må derimod tage initiativet til at vise gæstfrihed og være sammen med dem.
7. (a) Hvad er hovedformålet med at vise „faderløse og enker“ gæstfrihed? (b) Hvem er sikkert også i stand til at vise kristen gæstfrihed?
7 At vise gæstfrihed over for „faderløse og enker“ er ikke altid ensbetydende med at man må kompensere for det de mangler materielt. De der lever i en eneforsørgerfamilie eller en religiøst delt husstand, er ikke nødvendigvis hårdt spændt for økonomisk. Men det er meget værdifuldt at kunne opleve sundt samvær i en familieatmosfære og glæde sig over at være sammen med forskellige aldersgrupper og tale om noget åndeligt opbyggende. Når man husker at det ikke er traktementet, men den kærlige samhørighedsfølelse det kommer an på, vil selv „faderløse og enker“ måske en gang imellem kunne vise gæstfrihed over for deres medkristne. — Jævnfør Første Kongebog 17:8-16.
Er der fremmede iblandt os?
8. Hvilken forandring oplever man i mange af Jehovas Vidners menigheder?
8 Vi lever i en tid hvor mange flytter fra deres eget land til et andet. „Over 100 millioner mennesker verden over lever i lande hvor de ikke er statsborgere, og 23 millioner er blevet tvunget til at flytte til et andet sted i deres eget land,“ meddeler World Press Review. En direkte følge heraf har været at der i mange områder, især i større byer, findes menigheder af Jehovas Vidner der før hovedsagelig bestod af brødre og søstre af én race eller nationalitet, men som nu består af forkyndere fra forskellige dele af verden. Måske oplever du også dette dér hvor du bor. Hvordan bør vi i givet fald betragte dem som verden kalder „udlændinge“ og „fremmede“, folk hvis sprog, skikke og livsform måske er anderledes end vores?
9. Hvilken faldgrube kunne vi falde i hvad angår vort syn på „udlændinge“ og „fremmede“ der kommer ind i den kristne menighed?
9 Vi må ikke lade fremmedfjendske tendenser få os til at føle at vi på en eller anden måde er bedre end dem. Eller at vi har gjort os mere fortjent til den forret det er at have lært sandheden at kende, end nogle der kommer fra et andet land og som måske har en ikkekristen baggrund. Vi vil heller ikke føle at disse nye har mindre ret til at benytte vore rigssale eller stævnefaciliteter. Apostelen Paulus måtte minde nogle af sin tids jødiske kristne der havde en sådan holdning, om at der i virkeligheden ikke er nogen der har fortjent at blive frelst; det er udelukkende på grund af Guds ufortjente godhed at det i det hele taget er muligt for nogen at blive frelst. (Romerne 3:9-12, 23, 24) Vi bør glæde os over at Guds ufortjente godhed nu når ud til mange der måske ikke tidligere har haft mulighed for at høre den gode nyhed. (1 Timoteus 2:4) Hvordan kan vi vise at vi har ægte kærlighed til disse?
10. Hvordan kan vi vise ægte gæstfrihed over for de „fremmede“ iblandt os?
10 Vi kan følge Paulus’ råd: „I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til ære for Gud.“ (Romerne 15:7) Vi må forstå at folk fra andre lande og med en anden baggrund ofte er ugunstigt stillet, og vi må derfor vise dem venlighed og omsorg når det står i vor magt. Vi bør acceptere dem og behandle hver enkelt ’som en indfødt iblandt os’ og ’elske dem som os selv’. (3 Mosebog 19:34) Det er måske ikke let, men det vil lykkes os hvis vi husker vejledningen: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:2.
Del med de hellige
11, 12. Hvordan blev der vist nogle af Jehovas tjenere særlig omsorg (a) i fortidens Israel (b) i det første århundrede?
11 Andre der fortjener at blive vist omsorg og gæstfrihed, er de modne kristne der slider i det for at hjælpe os åndeligt. I fortidens Israel indførte Jehova særlige forordninger for præsterne og levitterne. (4 Mosebog 18:25-29) I det første århundrede blev de kristne også tilskyndet til at tage sig af dem der havde særlige tjenesteopgaver. Når vi læser Tredje Johannesbrev 5-8, får vi et indtryk af det nære kærlighedens bånd der knyttede de første kristne sammen.
12 Den aldrende apostel Johannes satte stor pris på den venlighed og gæstfrihed Gajus havde vist nogle rejsende brødre der havde fået til opgave at besøge menigheden. Disse brødre, deriblandt Demetrius, der åbenbart overbragte brevet, kendte ikke Gajus fra tidligere. Men de rejsende blev modtaget gæstfrit, da det var „for [Guds] navns skyld at de drog ud“. Johannes siger derfor: „Vi er . . . skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ — 3 Johannes 1, 7, 8.
13. Hvem i dag fortjener at blive ’taget gæstfrit imod’?
13 Der er i dag mange inden for Jehovas organisation der gør en stor indsats til gavn for hele brodersamfundet. Det gælder for eksempel de rejsende tilsynsmænd, der uge efter uge bruger deres tid og kræfter på at opbygge menighederne; det gælder missionærerne, der forlader familie og venner for at forkynde i fremmede lande; det gælder dem der tjener på betelhjem og afdelingskontorer og som frivilligt stiller deres arbejdskraft til rådighed for at fremme det verdensomspændende forkyndelsesarbejde; og det gælder pionererne, der bruger størsteparten af deres tid og kræfter i forkyndelsen. Alle disse slider i det, ikke for at opnå ære eller for egen vindings skyld, men af kærlighed til det kristne brodersamfund og til Jehova. Vi bør efterligne dem på grund af deres helhjertede tjeneste og ’tage gæstfrit imod dem’, for det fortjener de.
14. (a) I hvilken forstand bliver vi bedre kristne når vi tager gæstfrit imod trofaste tjenere for Jehova? (b) Hvorfor sagde Jesus at Maria havde valgt „den gode del“?
14 Når vi ’tager gæstfrit imod sådanne’, bliver vi, som Johannes understreger, „medarbejdere for sandheden“. Vi bliver også i en vis forstand bedre kristne, for dét at være kristen indebærer nemlig at man gør godt mod sine trosfæller. (Ordsprogene 3:27, 28; 1 Johannes 3:18) Det lønner sig også på en anden måde. Da Maria og Marta modtog Jesus i deres hjem, ville Marta gerne være en god værtinde og tilberede „mange ting“ til Jesus. Maria viste gæstfrihed på en anden måde. Hun „satte sig ved Herrens fødder og blev ved med at lytte til hans ord“, og Jesus roste hende for at have valgt „den gode del“. (Lukas 10:38-42) Når vi tilbringer en aften i selskab med nogle der har mange års erfaring i sandheden, er det ofte det vi har talt om, der har gjort aftenen til noget særligt. — Romerne 1:11, 12.
Ved særlige lejligheder
15. Ved hvilke særlige lejligheder vælger Jehovas folk i mange tilfælde at glæde sig sammen?
15 Kristne følger ikke de skikke der er almindelige i verden, og de fejrer ikke helligdage. Men der er andre lejligheder hvor de kommer sammen for at glæde sig over hinandens selskab. Jesus overværede for eksempel et bryllup i Kana og bidrog til festlighederne ved her at udføre sit første mirakel. (Johannes 2:1-11) Også i dag er der særlige lejligheder hvor Jehovas folk kommer sammen for at glæde sig, og passende festlighed er med til at gøre sådanne begivenheder til noget særligt. Men hvad er „passende“?
16. Hvilke retningslinjer har vi for hvad der er god adfærd ved festlige lejligheder?
16 Ud fra vort studium af Bibelen har vi lært hvad der er passende adfærd for kristne, og vi følger denne adfærd til hver en tid. (Romerne 13:12-14; Galaterne 5:19-21; Efeserne 5:3-5) Selskabelige sammenkomster, hvad enten det er i forbindelse med et bryllup eller en anden begivenhed, giver os ikke frihed til at tilsidesætte kristne normer eller gøre noget som vi normalt ikke ville gøre; vi er heller ikke forpligtede til at følge alle de skikke der er almindelige i det land hvor vi bor. Mange af disse skikke har tilknytning til falsk religion eller overtro, og andre indebærer en adfærd der er helt uacceptabel for kristne. — 1 Peter 4:3, 4.
17. (a) Hvad viser at bryllupsfesten i Kana var velorganiseret, og at der blev ført passende tilsyn? (b) Hvad viser at Jesus billigede det der foregik ved den lejlighed?
17 Når vi læser Johannes 2:1-11, er det ikke svært at se at der har været tale om en stor fest med ret mange gæster. Men Jesus og hans disciple var indbudt; de dumpede ikke bare ind selv om nogle af dem sandsynligvis var i familie med værten. Vi lægger også mærke til at der var tjenere og en skaffer der førte tilsyn med hvad der blev serveret og hvad der foregik. Det viser at der var det rette tilsyn med festen, og at den var velorganiseret. Beretningen slutter med at sige at Jesus „gjorde sin herlighed kendt“ ved det mirakel han udførte. Ville han have valgt at udføre sit første mirakel ved denne lejlighed hvis der havde været tale om en vild og larmende fest? Bestemt ikke.
18. Hvad må vi være meget opmærksomme på i forbindelse med alle sammenkomster?
18 Hvad må vi have i tanke når vi vælger at invitere gæster? Vi må huske at hensigten med at vise andre gæstfrihed er at vi alle „kan blive medarbejdere for sandheden“. Det er ikke tilstrækkeligt at kalde en sammenkomst for en „JV-fest“. Man kan spørge sig selv: Er det virkelig en fest der vidner om hvad vi er og hvad vi tror? Vi bør aldrig betragte sådanne fester som en lejlighed til at se hvor langt vi kan gå med hensyn til at efterligne verden og give os af med „kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af“. (1 Johannes 2:15, 16) De fester vi holder, bør derimod afspejle at vi er Jehovas vidner, og vi må sikre os at det vi gør, er til ære for Jehova. — Mattæus 5:16; 1 Korinther 10:31-33.
’Vær gæstfri uden knurren’
19. Hvorfor må vi være „gæstfri mod hinanden uden knurren“?
19 Efterhånden som tilstandene i verden bliver værre og værre og folk bliver stadig mere splittede, må vi gøre alt hvad vi kan, for at styrke de bånd der knytter sande kristne sammen. (Kolossenserne 3:14) Vi må derfor følge Peters tilskyndelse til at have „inderlig kærlighed til hinanden“. Dernæst specificerer han hvordan dette kan komme til udtryk: „Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.“ (1 Peter 4:7-9) Er vi villige til at tage initiativet til at vise gæstfrihed over for vore brødre og gøre en indsats for at være venlige og hjælpsomme? Eller knurrer vi når der viser sig en sådan lejlighed? I givet fald går vi glip af den glæde det medfører at gøre godt. — Ordsprogene 3:27; Apostelgerninger 20:35.
20. Hvilke velsignelser venter der os hvis vi viser gæstfrihed i vore dages splittede verden?
20 Det medfører utallige velsignelser at arbejde nært sammen med vore medkristne og at være venlige og gæstfri over for hinanden. (Mattæus 10:40-42) Jehova har lovet dem der gør dette, at han vil ’slå sit telt op over dem, og at de ikke skal sulte mere eller tørste mere’. At være i Jehovas telt vil sige at man er under hans beskyttelse og nyder hans gæstfrihed. (Åbenbaringen 7:15, 16; Esajas 25:6) I nær fremtid vil vi kunne glæde os over Jehovas gæstfrihed for evigt. — Salme 27:4; 61:3, 4.
Spørgsmål til repetition
■ Hvad må vi ikke overse hvis vi gerne vil opnå sand glæde og tilfredshed?
■ Hvem kan betegnes som „faderløse og enker“, og hvordan kan vi ’se til dem’?
■ Hvordan bør vi betragte de „udlændinge“ og „fremmede“ vi har iblandt os?
■ Hvem i dag fortjener at blive vist gæstfrihed?
■ Hvordan kan festlige sammenkomster afspejle sand gæstfrihed?
[Illustration på side 16, 17]
Ved festlige lejligheder kan vi være gæstfri over for fremmede, faderløse, heltidstjenere og andre