Spørgsmål fra læserne
● Kan Satan være skyld i nogle af de voldsomme uvejr og oversvømmelser der i de senere år har anrettet så alvorlige ødelæggelser på liv og ejendom? — U.S.A.
Bibelen omtaler ét tilfælde hvor Satan forårsagede et ødelæggende uvejr, nemlig det uvejr der dræbte den trofaste Jobs børn. (Job 1:12, 18, 19) Men vi kan ikke på grundlag af dette antage at Satan er direkte ansvarlig for alle ødelæggende uvejr. Hvorfor ikke? Fordi Satan i dette tilfælde havde Guds særlige tilladelse til at prøve Jobs integritet.
I virkeligheden er menneskene ofte selv skyld i såkaldte naturkatastrofer. Deres dårlige forvaltning at jordens ressourcer og deres indgreb i naturens kredsløb har indvirket på klimaet og vejrliget. I 1974-udgaven af Encyclopædia Britannica siges der: „Der er voksende vidnesbyrd om at industriens og andre aktiviteters udsendelse af store mængder varme, gas og partikler, i atmosfæren forårsager forandringer i klimaet og vejrliget.“ En stor del af de skader der sker ved oversvømmelser, sker fordi man har fældet træer som var med til at modvirke erosionen, og fordi man har anlagt byer på udsatte steder i lavtliggende områder eller på flodsletter. Mange, eksperter anbefaler at landene forbyder denne praksis hvorved mennesker har udsat sig selv for mange lidelser.
Det skal også bemærkes, at menneskene i almindelighed i deres levevis har valgt at ignorere Guds lov, med det resultat at Skaberen har overladt dem til sig selv. Derfor går det dem som hans uforanderlige lov siger: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Gal. 6:7.
Dog har Satan indirekte været ansvarlig for de ulykker der har ramt menneskene. Det er ham der har påvirket menneskene i en dårlig retning og fået dem til at handle selvisk og begærligt i en sådan grad at de har ødelagt deres eget miljø. Da apostelen Paulus skrev til de kristne i Efesus understregede han at de kristne ikke længere blev formet af denne dårlige indflydelse, idet han sagde: „Og jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I tidligere vandrede i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed, den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner.“ — Ef. 2:1, 2.
Satan omtales her som „herskeren over luftens myndighed“. Eftersom det vises at de kristne ikke længere er under hans indflydelse, forstår vi at den ’luft’ han hersker over, ikke kan være den bogstavelige atmosfære; for de kristne berøres jo, ligesom alle andre, af forstyrrelser i den bogstavelige atmosfære. Men de beherskes eller påvirkes ikke af „ondskabens åndemagter i det himmelske“, som Satan udøver myndighed over. (Ef. 6:12) „Luften“ er således det overjordiske domæne hvori disse „ondskabens åndemagter“ udøver deres virke. Og den „ånd“ der nu er virksom, ikke i de sande kristne, men i „ulydighedens sønner“, er den usynlige virkekraft som „herskeren“ — det vil sige Satan — råder over og som udgår fra ham og påvirker dem der, ligesom han, er ulydige mod Jehova Gud.
Det ses heraf at der ikke er nogen klare holdepunkter, hverken bibelske eller af anden art, for at hævde at nogle af de katastrofer der er indtruffet på grund af uvejr eller oversvømmelser i de senere år, direkte skyldes overnaturlige kræfter.
● Hvad mente apostelen Paulus da han skrev: „Når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet“?
Ordene forekommer i en sammenhæng hvor kærlighedens bedre vej beskrives. Vi læser: „Kærligheden svigter aldrig. Men hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet. Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til. For nu ser vi i uklart omrids ved hjælp af et metalspejl, men da vil det være ansigt til ansigt. Nu kender jeg delvis, men da vil jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.“ — 1 Kor. 13:8-12.
Paulus viste altså at de mirakuløse gaver til at profetere, have kundskab og tale i tunger ikke var permanente. De skulle ophøre. Og det gjorde de. Øjensynlig blev disse gaver kun givet videre til andre i overværelse af mindst én af de apostle som var udvalgt direkte af Jesus Kristus. (Apg. 2:1, 4, 14; 8:9-20; 10:44-46; 19:6) Så da disse apostle døde, ophørte videregivelsen af de mirakuløse gaver.
I betragtning af de mirakuløse gavers midlertidige natur tilskyndede Paulus de kristne i Korint til at følge kærlighedens vej, som skulle vare ved og som var langt bedre, og ikke regne de mirakuløse gaver for det højeste den kristne kunne opnå.
Skønt Paulus selv havde fået mirakuløse gaver i rigeligt mål, erkendte han at hans kundskab kun var delvis. (1 Kor. 13:1, 2; 14:18) Han måtte vente indtil „det fuldstændige“ kom, før han kunne forstå de åndelige ting fuldt ud. For hans eget vedkommende ville dette ikke ske mens han levede på jorden. Men når han opnåede sin himmelske belønning ville han til sidst se alle bibelprofetier opfyldt og opnå en fuldstændig kundskab om Jehovas vilje og hensigt som den åbenbares i Bibelen. Følgelig må ordene „når det fuldstændige kommer“ sigte til den tid da Bibelens profetier samt Guds vilje og hensigt forstås fuldt ud.
Det at „det fuldstændige kommer“ er ikke synonymt med opnåelsen af den himmelske belønning. Der er ikke noget i Bibelen som tyder på at Jesus Kristus åbenbarer alt for medlemmerne af sin brud straks når de kommer i himmelen. Jesus måtte selv vente på at hans Fader åbenbarede ham visse dele af sin hensigt. Mens Jesus var på jorden sagde han om den dag og time da Gud vil fuldbyrde sin vilje: „Om den dag eller timen ved ingen noget, hverken englene i himmelen eller Sønnen, kun Faderen.“ (Mark. 13:32) På samme måde vil de der bliver udødelige åndeskabninger i himmelen, ikke opnå fuldstændig kundskab før tiden er inde til at Gud vil åbenbare sin hensigt i fuldt omfang. Det samme gælder Guds hengivne tjenere på jorden.
Vi lever nu i den tid da „det fuldstændige“ snart vil komme. De forhold og begivenheder vi oplever som en opfyldelse af Bibelens profetier, bekræfter at Jesus Kristus fik kongemagt over menneskehedens verden i 1914. (Åb. 6:1-8) Med denne begivenhed blev Guds „hellige hemmelighed“ fuldbyrdet, i den forstand at ’det hemmelighedsfulde’ ved dette rige hermed blev fjernet. (Åb. 10:7; se også Mattæus 13:11; Lukas 8:10; Efeserbrevet 3:3-9; Kolossenserbrevet 1:26, 27; 2:2; 4:3; Første Timoteusbrev 3:16.) Fra og med dette tidspunkt har Guds folk opnået en stadig større åndelig kundskab og forståelse af profetien. Dette er i overensstemmelse med Daniel 12:4, hvor der siges: „Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal granske i den, og kundskaben skal blive stor.“ Med „det fuldstændige“ sigtes der altså til den fulde forståelse af Guds hensigt som den åbenbares i Bibelen. Eftersom det nu er tiden da der gives øget forståelse af Guds ord og da dets profetier opfyldes, må „det fuldstændige“ være nær.
● Hvorfor udtaler Jehovas vidner sig så fordømmende om andre trosretninger? Tror de ikke at der findes gode mennesker inden for alle religioner?
Når Jehovas kristne vidner udtaler sig om de forskellige religioner og trosretninger, er det ikke for at fordømme nogen. De søger blot at gøre kendt hvad Gud selv har ladet nedskrive i sit ord. Deres afsløring af religiøs vildfarelse og af kirkernes hykleri og blodskyld tjener til at hjælpe oprigtige mennesker til at forlade den falske religions verdensimperium, kaldet „Babylon den Store“, og dermed undgå en ugunstig dom fra Gud. Denne afsløring er i harmoni med den bibelske opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åb. 18:4, 5.
Når Jehovas kristne vidner påpeger hvordan den falske religion har syndet og svigtet, tjener det altså oprigtige menneskers evige interesse. Derved efterligner de også Jesus Kristus. Læg mærke til hvor stærke ord han brugte over for de jødiske religiøse ledere på grund af deres urette adfærd og praksis og deres falske lære: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition. I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.’“ (Matt. 15:6-8) „Tag jer i agt for de skriftlærde, som gerne vil gå rundt i lange klæder og kan lide at der hilses på dem på torvene og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de fornemste pladser ved aftensmåltiderne, og som opsluger enkernes huse og som et skalkeskjul siger lange bønner.“ (Luk. 20:46, 47) „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ (Matt. 23:4) „Således ser I [skriftlærde og farisæere] jo udvendig retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.“ — Matt. 23:28.
Ligesom deres forbillede, Jesus Kristus, henleder Jehovas vidner opmærksomheden på ubibelske traditioner og lærdomme, hykleriske handlinger og religiøs udbytning og undertrykkelse. Samtidig søger de, tilskyndet af dyb næstekærlighed, at vise alle hen til frelsens vej, en vej som indebærer at man må afbryde forbindelsen med „Babylon den Store“ for ikke at blive delagtig med det i dets synder og dets ulykkelige endeligt.