Brudgommen og bruden stifter familie
1. Hvorfor er det umuligt for en mand at drage den rette omsorg for en familie når han er i krig?
DET er en vidunderlig opgave men også et stort ansvar at opdrage børn. Det kræver omsorg, stadig opmærksomhed, megen kærlighed, tugt og irettesættelse, og det forudsætter at familien holder sammen og er fælles om adspredelser. Når en mand er i krig har han derfor næppe tid til at stifte familie. Dette anerkendes sædvanligvis af de forskellige regeringer som fritager de mænd der har familie, fra militærtjeneste, medmindre nationens sikkerhed trues. Når en nygift mand vender tilbage fra krigen er han lykkelig over at være sammen med sin brud og hun med ham. Deres store lykke skyldes at de nu kan stifte hjem og begynde at opfylde ægteskabets egentlige formål — at få børn. Det er Guds foranstaltning. Vi mennesker kan være taknemmelige over at Gud har forordnet det således, for det er gennem denne ordning vi har fået livet.
2. Hvad er Guds hensigt med menneskene, og hvordan har han skildret dette?
2 For at vi kan forstå Jehovas hensigt med os har Gud brugt netop dette forhold til at skildre hvad han vil gøre for menneskene. Han elsker os og ønsker at vi skal leve, ikke blot nogle få korte år hvoraf de fleste er fyldt med trængsler og lidelser, men evigt, under lykkelige forhold. I sit ord omtaler han gentagne gange at han har sendt Messias, sin enbårne søn Jesus Kristus, som det middel hvorved menneskene kan opnå livet. Den måde hvorpå han vil lade menneskene her på jorden få gavn af denne foranstaltning har han skildret ved hjælp af det let forståelige billede med en brudgom og en brud der stifter familie.
3. Hvem er brudgommen, og hvem er bruden?
3 Jesus Kristus er brudgommen. (Joh. 3:28, 29) Han er åndelig, udødelig, og er i himmelen. (1 Pet. 3:18; 1 Tim. 6:14-16) Hvem er hans brud? Bibelen siger at den kristne menighed er hans brud. (Kol. 1:18) Bruden er naturligvis ikke en enkelt kvinde; hun består af flere personer, er en organisation af mennesker. En brud der skal ægte en åndelig brudgom må være åndelig, og det er bruden i dette tilfælde; bruden er Guds Israel eller det åndelige Israel, der består af Guds åndsavlede sønner. Denne sammensatte brudeskare omtales også som den „lille hjord“ som Gud vil give Riget (Luk. 12:32), og medlemmerne skal være konger og præster sammen med Kristus. (Åb. 20:4, 6) At de er en „lille hjord“ stemmer overens med Bibelens udtalelse om at de kun udgør 144.000. (Åb. 14:1) Brudgommen og bruden tilhører den store himmelske Faders, Jehova Guds, familie. Eftersom medlemmerne af den sammensatte brud har ægtet Sønnen, har de hver især ægtemandens navn, Kristi navn, og ligeledes hans Faders navn, skrevet på deres pander.
En kamp for at beskytte bruden og familienavnet
4. Hvad må Brudgommen gøre før han og hans brud stifter familie? Hvorfor?
4 Brudgommen og hans brud er interesseret i at opfostre en familie der er værdig til at bære Faderens, Jehovas, herlige navn, og som lydigt og fuldt ud respekterer familienavnet. Det er for dette familienavns skyld og for at beskytte sin brud at Brudgommen må udkæmpe en krig før han fuldt ud kan nyde freden og udelt hellige sig sin familie. Denne krig udkæmpes mod Faderens fjender, der anføres af hans værste modstander, Satan Djævelen. I sit forsøg på at ødelægge bruden eller besmitte hende moralsk eller åndeligt, så hun ikke ville være egnet til at ægte den himmelske brudgom, har Satan brugt mennesker som var imod den sande kristendom. Det er grunden til at Brudgommen udkæmper Harmagedonslaget, hvori han fuldstændig knuser alle sine jordiske fjender; derpå besejrer han Satan og hans onde dæmoner. Bibelen fortæller at følgen af denne handling er at jorden og himmelen flyr og at der ikke findes nogen plads for dem mere. (Åb. 20:11) Dermed er enhver hindring for fuldstændig fred fjernet, og der findes ikke længere noget der kan true bruden. Brudgommen har nu skabt de gunstigste forhold for sin brud: „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere.“ — Åb. 21:1.
5. (a) Hvornår begynder bruden og Brudgommen at stifte familie? (b) Hvad er den „ny himmel“ og den „ny jord“?
5 Når Satans og hans dæmoners gamle himmel er borte, og det samme er tilfældet med Satans ånd, det vil sige verdens ånd der øver sin onde indflydelse på menneskene for at få dem til at handle ondt, vil en ny regering, nemlig Jesus Kristus og hans 144.000 medkonger og præster, have det fulde herredømme. Bibelen hjælper os til at fastsætte det tidspunkt da Brudgommen og hans brud begynder at stifte familie, idet den fortæller at denne regering skal herske i tusind år. (Åb. 20:4) Dette lykkelige tidspunkt indtræffer ved begyndelsen af Kristi tusindårsrige. Den „ny jord“ som denne regering skal herske over, er ikke en ny jordklode i universet, lige så lidt som den „ny himmel“ skal erstatte Guds himmel. Det er den ordning der for evigt erstatter den gamle, fordærvede, jordiske ordning under Satan, ligesom de nye himle for evigt erstatter Satans gamle himle, der har fordærvet og behersket menneskesamfundet. Den „ny jord“ er et fuldstændig retfærdigt, nyt jordisk menneskesamfund. Det symbolske „hav“ som består af de urolige, oprørske og gudløse folkeslag som Djævelens redskab, det symbolske dyr, for længe siden steg op af, vil være borte. (Åb. 13:1, 2; Es. 57:20) De bogstavelige have vil stadig være der. Men hvordan vil et sådant retfærdigt, nyt jordisk samfund blive skabt? Det så apostelen Johannes i sit syn:
Det ny Jerusalem kommer ned fra himmelen
6. Hvad er det „ny Jerusalem“, og i hvilken forstand kommer det ned fra himmelen?
6 „Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.“ (Åb. 21:2) Dette er et meget lykkeligt tidspunkt for Brudgommen, det tidspunkt da han sammen med sin brud skal begynde sin herlige, tusindårige regering. Det er naturligvis også et lykkeligt tidspunkt for bruden, og hun beskrives som prægtigt smykket til lejligheden. Hun sammenlignes med en by, Jerusalem, som under kong Salomons herlige regering var en by af betagende skønhed, højt beliggende på Zions bjerg med dets prægtige tempel der kunne ses langt borte, funklende i sollyset — et vidnesbyrd om den sande tilbedelse af Jehova Gud. En by bruges ofte i Bibelen som et symbol på en organisation. Denne brud er en organisation der er knyttet sammen i fuldstændig enhed, i kærlighed til Brudgommen og hans Fader, Jehova; hun er fuldt beredt til tjeneste, „rede som en brud, smykket for sin brudgom“, og villig til at gøre hvad hendes mand byder. Sammen vender de nu med glæde deres opmærksomhed mod jorden, for de tjener som den nye regeringsstad, den nye regeringsorganisation. De er Abrahams fuldtallige sæd ved hjælp af hvilken „alle jordens nationer i sandhed [skal] velsigne sig“. — 1 Mos. 22:18, NW; Åb. 3:12.
7. Hvem et brudens og Brudgommens børn, og hvordan bliver de det?
7 Hvordan kan de der til den tid lever på jorden og som har et vist mål af liv fordi de er Adams afkom, blive Brudgommens og hans bruds børn? Hvem er de børn de får? De der lever på jorden er ganske vist levende idet de har overlevet Harmagedonslaget, men de er ikke fuldkomne; de er stadig præget af den synd de har arvet fra Adam, og med tiden ville de dø. Harmagedon har gjort det af med deres fjender, men har ikke forandret deres legemer. De har behov for virkeligt liv. I stedet for at være den syndige Adams børn må de blive ’Evigheds-Faderens’, Jesu Kristi, børn. (Es. 9:6) Det betyder at der forestår bruden og Brudgommen et stort arbejde, for det er deres ansvar at vise disse mennesker stor kærlighed og omsorg og give dem virkeligt liv. Dertil kommer at der er millioner som ikke er i live. De er døde og uden eksistens. Disse døde udgør en del af de jordiske nationer og slægter som Abrahams sæd også skal velsigne, og de må derfor bringes tilbage; de må atter stå på denne jord så de kan få lejlighed til at blive brudens og Brudgommens børn og for altid være medlemmer af familien. (1 Mos. 12:3) Hvordan vil bruden og Brudgommen udvirke alt dette? Johannes fik dette spørgsmål besvaret i sit syn:
Brudgommens familie
8. (a) Hvordan vil Guds bolig da være hos menneskene? (b) Hvordan vil forholdet være når de tusind år er til ende?
8 „Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: ’Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.’“ (Åb. 21:3) Det er på denne måde det vil foregå. Gud, den store livets kilde, tager ikke personligt bolig hos menneskene på jorden så han kommer i direkte kontakt med dem; selv de der udgør bruden havde ikke Gud personligt boende hos sig mens de levede på jorden. Jesus Kristus tjente som mellemmand mellem Gud og mennesker til gavn for de 144.000, bruden. Tiden er nu kommet da de øvrige af menneskene skal blive helt forligt med Gud. (1 Tim. 2:5, 6; 2 Kor. 5:20) Mens de bliver forligt med Gud, bor Gud kun repræsentativt hos dem, idet han med forventning ser frem til det tidspunkt da Kristi tusindårige styre er til ende. Til den tid vil alle lydige mennesker på jorden være bragt ind i Brudgommens familie, den brudgom der er „Guds lam, som bærer verdens synd“, og til den tid vil de have opelsket hans retfærdige egenskaber i sig. I stedet for de nedværdigende egenskaber de har arvet fra deres stamfader, „det første menneske, Adam“, vil de lægge de egenskaber der er karakteristiske for Jesus Kristus, „den sidste Adam“, for dagen. (1 Kor. 15:45) På grund af deres tro på Guds lams udgydte blod og deres lydighed mod Kristus som Evigheds-Fader, vil hans fuldkomne offer virke til gavn for dem og føre dem frem til livet, i modsætning til den nedarvede synd fra Adam, som har ført til deres død. — Joh. 1:29, 36; Rom. 5:12.
9. Hvilken opgave har bruden og Brudgommen i forbindelse med at Gud bor blandt sit folk?
9 I fortidens Israel blev det inderste rum i tabernaklet i ørkenen kaldt det allerhelligste, og dér boede Gud repræsentativt hos sit folk. Lyset mellem keruberne over pagtens ark og skyen der stod over tabernaklet var vidnesbyrd om at Jehovas kærlige opmærksomhed var rettet mod dem. Vi husker at brudeskaren på 144.000 udgør et åndeligt hus, et åndeligt tempel, med Jesus Kristus som hovedhjørnestenen, et sted hvor Jehova Gud „kan bo ved ånd“. (1 Pet. 2:5; Ef. 2:19-22, NW) Ligesom ægtemanden er familiens grundvold, er Kristus sin bruds hovedstøtte. At de kommer ned fra himmelen betyder at de vender deres opmærksomhed, deres virksomhed og magt mod denne jord og mod dem der lever på den, og Gud tager således bolig hos menneskene ved hjælp af denne tempelskare. Den er det tilbedelsescenter som alle mennesker må komme til, ligesom tabernaklet (og senere templet) i fortidens Israel var center for tilbedelsen dér. På denne måde vil menneskene blive forligt med Gud og virkelig blive „hans folk“.
10. Beskriv resultaterne af at menneskene bliver forligt med Gud gennem Brudgommen og bruden.
10 Hvad bliver resultatet efterhånden som menneskene mere og mere nærmer sig den fuldstændige forligelse med Gud? Johannes siger: „Og han [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ (Åb. 21:4) Hvilken vidunderlig, forfriskende, styrkende og livgivende ordning for menneskene! Når de viser lydighed, og når Kristus og hans brud kærligt hjælper dem til at gøre åndelige fremskridt og anvender genløsningen til gavn for dem så deres legemer helbredes, vil der være mindre og mindre pine og mindre og mindre grund til tårer. Døden vil ikke være mere. Når der ikke længere fødes børn, vil den død der er nedarvet fra Adam ikke længere spredes. Når de der lever på jorden er blevet fuldkomne, vil den adamitiske synd ikke længere virke i dem. Den død de fik som en arv fra Adam vil være fuldstændig fjernet og ikke eksistere mere. — Rom. 5:12, 18, 19.
11. Hvornår og hvorfor vil der ikke mere være kirkegårde?
11 Grave og kirkegårde har været forbundet med megen sorg. Det virker forstemmende blot at se en grav, endsige en kirkegård. Ligesom døden vil Hades, menneskehedens fælles grav, forsvinde. Det sker når opstandelsen af dem der er i gravene har fundet sted, og når ingen derefter går i graven som følge af Adams synd. Så vil det i sandhed kunne siges at „det, som var før, er nu forsvundet“.
En forsikring fra ham der ufejlbarligt gennemfører sin hensigt
12. Hvordan kan vi stole på Guds løfter om bedre forhold i betragtning af de forfærdelige tilstande der nu råder?
12 Jehova forstår at det er svært for menneskene under de nuværende forhold at forestille sig sådanne ønskværdige tilstande. Det synes alt for godt til at være sandt. Men er de nuværende forhold under Satan, Guds store fjende, på den anden side ikke alt for frygtelige til at være sande? Og har Guds ord ikke forudsagt vor tid? Gud siger selv at han vil lade alle disse gode ting ske. Det er umuligt for ham at lyve. (Hebr. 6:18) Johannes skriver: „Og han, som sad på tronen, sagde: ’Se, jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.’“ (Åb. 21:5) Kærligt og forstående giver Jehova os denne yderligere forsikring i sit eget navn. Han er den trofaste og sande Gud, og hans søn, Brudgommen, gav sit liv for at menneskene kunne leve. Det der mest af alt ligger Sønnen på sinde er at indfri disse Guds løfter og bevise at de er sande.
13. Forklar hvordan Gud for 1900 år siden kunne sige: „De er opfyldt.“
13 At det Gud har sat sig for vil ske, er så sikkert at han kalder sig den der „forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. Han kunne endog sige at han var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, selv om disse mænd var døde, for „han er ikke Gud for døde, men for levende“. Samtidig med at Jehova befalede Johannes at nedskrive det syn han gav ham, sagde han: „De er opfyldt,“ for det er sikkert det vil ske. — Es. 46:10; Matt. 22:32; Åb. 21:6; Rom. 4:17.
14. Hvilken forsikring ligger der i at Gud kalder sig selv „Alfa og Omega“?
14 Tror du at alt dette vil ske? Gud, som endnu en gang vil vise at han betragter det der ikke er som om det var, siger tålmodigt: „Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.“ I det græske sprog, som apostelen Johannes brugte, begynder alfabetet med bogstavet alfa og slutter med bogstavet omega. Jehova fortæller os altså her at når han påbegynder noget, vil han også, eftersom han er den Almægtige og den der gennemfører sin hensigt, bringe det til en lykkelig afslutning. Ingen eller intet kan få ham til at lade noget uafsluttet. — Åb. 21:6; 1:8; 22:13.
15. Forklar Jehovas udtalelse: „Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.“
15 Eftersom hans løfte hviler på en så solid grundvold kan vi tillidsfuldt tage imod hans indbydelse: „Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.“ (Åb. 21:6) Salme 36:10 siger, henvendt til Jehova: „Hos dig er livets kilde.“ Ethvert menneske der tørster efter fuldkomment, lykkeligt liv i al evighed, må modtage det fra den store livets kilde, Jehova Gud, som er det Alfa hvormed alt godt begynder. Den tørstige kan ikke købe dette livgivende, livsopretholdende vand for guld, sølv eller materielle ting. Jehova Gud giver det uforskyldt, gratis, men kun på sine egne betingelser. Man må således have dette livets vand gennem hans søn Jesus Kristus.
16. Til hvem og hvorfor giver Jehova sin ottende og sidste formaning til trofasthed i Åbenbaringen?
16 Derpå taler Gud til den rest af de 144.000 åndelige Guds arvinger, Jesu Kristi medarvinger, der endnu findes på jorden. I sin ottende og sidste formaning til trofasthed i Åbenbaringen siger Jehova: „Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.“ (Åb. 21:7; 2:7, 11, 17, 26; 3:5, 12, 21) For at sikre sig denne himmelske arv må resten af de 144.000 sejre over denne onde verden ligesom Jesus Kristus, Guds ypperste søn, gjorde. (Joh. 16:33; Åb. 3:21) De må blive ved at sejre over verden ved at bevare deres integritet i forholdet til Gud, og bevare deres åndelige og moralske renhed som en trolovet brud, indtil denne onde ordning om kort tid rammes af sin brændende tilintetgørelse, og de sejrende træder ind i den nye orden.
Ikke alle bliver Brudgommens børn
17. Vil alle på jorden blive børn af Brudgommen og hans brud? Forklar.
17 Bliver alle mennesker på jorden automatisk brudens og Brudgommens børn, og til sidst en del af Jehova Guds store, evige familie? Nej. Johannes beskriver dernæst dem der ikke bliver det: „Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene [dem som øver spiritisme, NW] og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (Åb. 21:8) De der øver sådanne ting har ikke sejret over verden, for de øver jo netop verdens gerninger, kødets gerninger. De øver de samme gerninger som menneskenes syndige stamfader, Adam, og efterligner Babylon den Store, der er „moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. Morderne, de utugtige (det vil sige dem der begår kønslig umoralitet), de der følger Babylon den Store ved at øve spiritisme, trolddom og magi, afgudsdyrkerne, deriblandt dem der tilbeder det symbolske „dyr“ og dets nutidige „billede“, og løgnerne som efterligner Djævelen, „løgnens fader“ — sejrer ikke over verden; de vil blive tilintetgjort i Harmagedon. På den nye jord vil de der øver sådanne gerninger ligeledes blive betragtet som afskyelige, og de vil ikke få lov til fortsat at leve. — Joh. 8:44; Åb. 17:5, 6; 18:23, 24.
18. (a) Hvilken død erfarer de oprørske? (b) Hvad er „ildsøen“?
18 Selv om kilden med livets vand er tilgængelig for disse mennesker afviser de den og nægter at drikke af den, og derfor mister de livet. Den død de dør vil ikke være den adamitiske død, men en død der skyldes deres forsætlige oprør og ondskab. Det vil være en evig død, symboliseret ved „søen, som brænder med ild og svovl“, den anden død. (Åb. 21:8) Der findes ikke nogen såkaldt „bevidst tilværelse efter døden“, hvor en imaginær, udødelig menneskesjæl pines med ild og svovl i al evighed. Den anden død er en død hvorfra der ikke er nogen opstandelse. Jesus har nøglerne til den adamitiske død, men der findes ingen nøgler til den anden død. (Åb. 1:18) Den anden død er helt forskellig fra den adamitiske død, for dragen, den gamle slange, Satan Djævelen, dør ikke den adamitiske død, men han bliver kastet i „den anden død“, den symbolske ildsø, og det bliver „dyret“ og „den falske profet“ også. Selv den adamitiske død og Hades eller Sheol kastes i „den anden død“. „Ildsøen“ symboliserer derfor at nogen eller noget tilintetgøres for evigt. Det er den adamitiske død, ikke „den anden død“, der ikke skal være mere. De der kastes i den anden død vil forblive der altid, uden at blive genløst.
19. (a) Hvorfor vil Brudgommen og bruden ikke føle sorg over dem der ikke ønsker at blive medlemmer af deres familie? (b) Hvad vil Brudgommen og bruden blandt andet gøre for deres familie i de tusind år, og hvis familie vil de der lever på jorden til sidst blive en del af?
19 Brudgommen og bruden vil ikke føle sorg over sådanne skabningers død, for de har vist at de har den samme onde ånd som Satan, og der vil ikke blive udgydt nogen tårer fordi de forsvinder fra jordens flade. Når bruden og Brudgommen i tusindårsriget helliger sig deres børn, vil de også vejlede dem under opbygningen af det skønneste af alle hjem, nemlig det jordiske paradis. Når de tusind år er til ende, og de uværdige er tilintetgjort i „ildsøen“, vil der være en umådelig stor familie på mange milliarder der alle har opnået evigt liv og som lever lykkeligt på den paradisiske jord. (Sl. 37:10, 11; Rom. 8:21) Guds formål med sin elskede og trofaste søns ægteskab vil da være lykkeligt opfyldt. Menneskene vil være bragt ind i den himmelske Faders familie som „Guds børn“.