Kapitel 36
Den store by lægges øde
Tolvte syn — Åbenbaringen 18:1–19:10
Emne: Babylon den Stores fald og ødelæggelse; bekendtgørelsen af Lammets bryllup
Tiden for opfyldelsen: Fra 1919 til efter den store trængsel
1. Hvad vil være begyndelsen til den store trængsel?
PLUDSELIG, chokerende, forfærdende — sådan vil Babylon den Stores undergang blive! Det vil blive en af historiens største katastrofer, ja, det vil være begyndelsen til „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Mattæus 24:21.
2. Hvilket imperium er blevet stående, selv om politiske riger er blevet opbygget og gået til grunde?
2 Den falske religion har lang tid bag sig. Den har eksisteret uden afbrydelse siden den blodtørstige Nimrods tid, han der var i opposition til Jehova og satte folk til at bygge Babelstårnet. Da Jehova forvirrede disse oprøreres sprog og spredte dem ud over jorden, tog de Babylons falske religion med sig. (1 Mosebog 10:8-10; 11:4-9) Siden er politiske riger blevet opbygget og gået til grunde, men den babyloniske religion er blevet stående. Den har antaget mange former og skikkelser og er blevet til et religiøst verdensimperium, det forudsagte store Babylon. Den mest fremtrædende del af dette store Babylon er kristenheden, som blev til ved en sammensmeltning af gamle babyloniske lærdomme og falsk kristen lære. Eftersom det store Babylon har eksisteret i så lang tid, har mange svært ved at tro at det nogen sinde vil blive ødelagt.
3. Hvordan bekræfter Åbenbaringen at den falske religion vil lide undergang?
3 Det er derfor meget passende at Åbenbaringen bekræfter den falske religions undergang ved at give os to detaljerede beskrivelser af det store Babylons fald og de efterfølgende begivenheder der fører til dets fuldstændige tilintetgørelse. Vi har allerede set den falske religion skildret som en stor skøge der til sidst bliver lagt øde af sine fordums elskere fra den politiske verden. (Åbenbaringen 17:1, 15, 16) Nu skal vi, i et andet syn, se den skildret som en by, det religiøse modstykke til fortidens Babylon.
Babylon den Store falder
4. (a) Hvilket syn ser Johannes nu? (b) Hvordan kan vi se hvem engelen er, og hvorfor er det passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald?
4 Johannes fortsætter sin beretning med ordene: „Efter dette så jeg en anden engel stige ned fra himmelen; han havde stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med stærk røst idet han sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.’“ (Åbenbaringen 18:1, 2a) Det er anden gang Johannes hører en engel bekendtgøre dette. (Se Åbenbaringen 14:8.) Denne gang bliver budskabets betydning imidlertid understreget af den himmelske engels storhed, for hans herlighed oplyser hele jorden! Hvem kan han være? Århundreder tidligere nævnte profeten Ezekiel i beskrivelsen af et himmelsk syn at „jorden lyste på grund af [Jehovas] herlighed“. (Ezekiel 43:2) Den eneste engel som har en herlighed der kan sammenlignes med Jehovas må være Herren Jesus, som er „[Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) I 1914 blev Jesus indsat som konge i himmelen, og siden da har han udøvet myndighed over jorden som Jehovas medkonge og meddommer. Det er derfor passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald.
5. (a) Hvem gør engelen brug af til at forkynde Babylon den Stores fald? (b) Hvordan gik det kristenheden da dommen begyndte med dem der bekendte sig til at være „Guds hus“?
5 Hvem benytter han til at forkynde denne forbløffende nyhed for menneskene? Det selv samme folk som blev sat i frihed som følge af dette fald, nemlig Johannesskaren, de sidste af de salvede som er tilbage på jorden. Fra 1914 til 1918 gennemgik de mange lidelser for Babylon den Stores hånd, men i 1918 begyndte Herren Jehova og „[Abrahams]pagtens sendebud“, Jesus Kristus, at dømme „Guds hus“, dem der bekendte sig som kristne. Derved blev den frafaldne kristenhed stillet til doms. (Malakias 3:1; 1 Peter 4:17) Den enorme blodskyld den havde pådraget sig under den første verdenskrig, dens meddelagtighed i forfølgelsen af Jehovas trofaste vidner, og dens babyloniske lærdomme — intet af dette tjente til gunst for den. Der var heller ingen andre dele af Babylon den Store som kunne opnå Guds godkendelse. — Jævnfør Esajas 13:1-9.
6. Hvordan kan det siges at Babylon den Store var faldet i 1919?
6 I 1919 var Babylon den Store derfor faldet, så Guds folk kunne blive udfriet og, så at sige på én dag, blive ført tilbage til sit land med åndelig velstand. (Esajas 66:8) På det tidspunkt havde Jehova Gud og Jesus Kristus, den større Darius og den større Kyros, ledet begivenhederne på en sådan måde at den falske religion ikke længere kunne fastholde Jehovas tjenere. Den kunne ikke længere forhindre dem i at tjene Jehova og gøre kendt for alle som ville høre, at det skøgelignende store Babylon var dømt og at Jehovas suverænitet snart ville blive hævdet! — Esajas 45:1-4; Daniel 5:30, 31.
7. (a) Hvordan betragtede Jehova det store Babylon, selv om det ikke blev udslettet i 1919? (b) Hvordan berørte Babylon den Stores fald Jehovas folk?
7 Det er sandt at Babylon den Store ikke blev ødelagt i 1919 — lige så lidt som oldtidsbyen Babylon blev ødelagt i 539 f.v.t. da den faldt for perserkongen Kyros’ hære. Men set med Jehovas øjne var denne religiøse organisation faldet. Den var juridisk set dødsdømt og ventede blot på henrettelsen; derfor kunne den falske religion ikke længere holde Jehovas tjenere i fangenskab. (Jævnfør Lukas 9:59, 60.) De blev udfriet, så de kunne tjene som Herrens trofaste og kloge træl og tilvejebringe åndelig mad i rette tid. De havde selv fået en positiv dom og blev sat til igen at være travlt optaget i Jehovas gerning. — Mattæus 24:45-47; 25:21, 23; Apostelgerninger 1:8.
8. Hvilken begivenhed giver vægteren meddelelse om i Esajas 21:8, 9, og hvem er denne vægter et forbillede på?
8 For over to tusind år siden lod Jehova andre profeter forudsige denne skelsættende begivenhed. Esajas talte for eksempel om en vægter der „råbte ... som en løve: ’På vagttårnet, Jehova, står jeg dagen lang, og på min vagt stiller jeg mig hver eneste nat.’“ Og hvad fik denne vægter at se, som han forkyndte modigt som en løve? Dette: „Hun er faldet! Babylon er faldet, og alle de udskårne billeder af hendes guder har [Jehova] knust og kastet til jorden!“ (Esajas 21:8, 9) Denne vægter er et udmærket billede på den årvågne Johannesskare i dag, der ved hjælp af bladet Vagttårnet og andre teokratiske publikationer udbreder budskabet om at Babylon er faldet.
En nedgangstid for Babylon den Store
9, 10. (a) Hvordan er det siden den første verdenskrig gået tilbage med den babyloniske religions indflydelse? (b) Hvordan beskriver den mægtige engel Babylon den Stores faldne tilstand?
9 Det gamle Babylons fald i 539 f.v.t. indledte en lang nedgangstid som endte med byens fuldstændige ødelæggelse. I lighed med dette er det siden den første verdenskrig gået stærkt tilbage for den babyloniske religions indflydelse overalt i verden. I Japan blev den shintoistiske kejserdyrkelse forbudt efter den anden verdenskrig. I Kina kontrollerer den kommunistiske regering al religiøs virksomhed. I det protestantiske Nordeuropa har de fleste mennesker mistet interessen for religion. Og den romersk-katolske kirke er på det seneste blevet svækket af indre splittelser og meningsforskelle i hele sit verdensomspændende domæne. — Jævnfør Markus 3:24-26.
10 Hele denne udvikling skal uden tvivl ses som et udtryk for at ’Eufratfloden er ved at tørre bort’ som en forberedelse til det kommende militaristiske angreb på Babylon den Store. Denne ’udtørring’ afspejles også i pavens meddelelse i oktober 1986 om at kirken må „vende tilbage til tiggeriet“ — på grund af sit kæmpestore underskud. (Åbenbaringen 16:12) Navnlig siden 1919 er Babylon den Store blevet afsløret for offentlighedens øjne som en åndelig ødemark, netop som den mægtige engel her bekendtgør: „Og hun er blevet bolig for dæmoner og skjulested for enhver uren dunst og skjulested for enhver uren og hadet fugl!“ (Åbenbaringen 18:2b) Inden længe vil det rent bogstaveligt blive en sådan ødemark — lige så øde som Babylons ruiner i nutidens Irak. — Se også Jeremias 50:25-28.
11. I hvilken forstand er Babylon den Store blevet „bolig for dæmoner“ og ’skjulested for urene dunster og urene fugle’?
11 Ordet „dæmoner“ i denne passage kan uden tvivl føres tilbage til udtrykket „bukkelignende dæmoner“ (se‛īrīmʹ) i Esajas’ beskrivelse af Babylons fald: „Dér skal de tørre egnes dyr lægge sig, og husene skal fyldes med hornugler. Og dér skal strudsene tage bolig, og dér vil bukkelignende dæmoner springe omkring.“ (Esajas 13:21) Det hentyder sandsynligvis ikke til bogstavelige dæmoner, men snarere til langhårede ørkendyr hvis udseende fik dem der så dem, til at tænke på dæmoner. At der i Babylon den Stores ruiner billedligt findes sådanne dyr, foruden stillestående, giftig luft („enhver uren dunst“) og urene fugle, er et udtryk for dets åndeligt døde tilstand. Det kan ikke stille menneskene noget som helst liv i udsigt. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1, 2.
12. Hvordan svarer Babylon den Stores tilstand til profetien i Jeremias 50?
12 Dets tilstand svarer også til det der siges i Jeremias’ profeti: „’Sværd imod kaldæerne,’ lyder Jehovas udsagn, ’og imod Babylons indbyggere og imod dets fyrster og imod dets vismænd. ... Tørke over dets vande, og de tørres bort. For det er et land med billedstøtter, og på grund af skrækkelige syner handler de forrykt. Derfor vil de tørre egnes dyr bo deri sammen med hylende dyr; også strudsene skal bo der; og det vil aldrig mere blive beboet, og det vil heller aldrig selv tage bolig dér, generation efter generation.’“ Billeddyrkelse og fremsigelse af de samme bønner igen og igen kan ikke redde Babylon den Store fra en gengældelse som svarer til det der skete da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. — Jeremias 50:35-40.
Hendes lidenskabsvækkende vin
13. (a) Hvordan henleder den mægtige engel opmærksomheden på omfanget af Babylon den Stores skøgevæsen? (b) Hvilken form for umoralitet som trivedes i det gamle Babylon, findes også inden for Babylon den Store?
13 Den mægtige engel henleder dernæst opmærksomheden på det vældige omfang af Babylon den Stores skøgevæsen: „For på grund af hendes utugts lidenskabsvækkende vina er alle nationerne faldet som ofre, og jordens konger har begået utugt med hende, og jordens rejsende købmænd er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt.“ (Åbenbaringen 18:3) Den store skøge har lært alle nationerne at begå urene religiøse handlinger. I det gamle Babylon skulle enhver kvinde, ifølge den græske historieskriver Herodot, mindst én gang i sit liv tilbyde sig som prostitueret ved et tempel. Den dag i dag er frastødende seksuelt fordærv skildret i de krigsskadede skulpturer i Angkor Vat i Kampuchea og ligeledes i templerne i Khajuraho i Indien, hvor hinduguden Vishnu ses omgivet af afskyvækkende erotiske scener. De afsløringer af umoralitet der i 1987 og igen i 1988 rystede tv-evangelismens verden i De Forenede Stater, og den åbne indrømmelse af at mange præster praktiserer homoseksualitet, understreger at selv kristenheden tolererer chokerende, bogstavelig utugt. Imidlertid er alle nationerne faldet som ofre for en endnu alvorligere form for utugt.
14-16. (a) Hvilket illegitimt forhold mellem religion og politik udviklede sig i det fascistiske Italien? (b) Hvilke udtalelser blev fremsat af biskopper i den romersk-katolske kirke da Italien invaderede Abessinien?
14 Vi har allerede været inde på det åndeligt umoralske forhold mellem religion og politik som bragte Hitler til magten i Nazityskland. Andre lande har også lidt under at religionen har blandet sig i verdslige anliggender. I det fascistiske Italien blev Lateranforliget den 11. februar 1929 underskrevet af Mussolini og kardinal Gasparri, hvorved Vatikanstaden blev en suveræn stat. Pave Pius XI hævdede at han havde „givet Italien tilbage til Gud, og Gud tilbage til Italien“. Var det sandt? Overvej hvad der skete seks år senere. Den 3. oktober 1935 gik Italien ind i Abessinien under påskud af at det var „et barbarisk land der stadig praktiserer slaveri“. Men hvem var i virkeligheden barbarisk? Fordømte den katolske kirke Mussolinis barbari? Mens paven selv formulerede sig tvetydigt, holdt hans biskopper sig ikke tilbage fra at velsigne deres italienske „fædrelands“ væbnede styrker. I bogen The Vatican in the Age of the Dictators fortæller Anthony Rhodes:
15 „I sit hyrdebrev den 19. oktober [1935] skrev biskoppen af Udine [Italien]: ’Det er hverken betimeligt eller passende at vi udtaler os om det rigtige eller det forkerte i sagen. Vor pligt som italienere, og endnu mere som kristne, er at bidrage til vore værns fremgang.’ Biskoppen af Padova skrev den 21. oktober: ’I de vanskelige timer vi gennemgår, beder vi jer have tro på vore statsmænd og væbnede styrker.’ Den 24. oktober indviede biskoppen af Cremona et antal regimentsfaner og sagde: ’Gud velsigne disse soldater der, på afrikansk jord, vil erobre nye og frugtbare områder for den italienske genius og derved bringe dem den romerske og kristne kultur. Måtte Italien igen stå som den kristne læremester for hele verden.’“
16 Abessinien blev overfaldet, med den katolske gejstligheds velsignelse. Kunne nogen af disse gejstlige rettelig hævde at de, ligesom apostelen Paulus, var ’rene for alles blod’? — Apostelgerninger 20:26.
17. Hvordan har Spanien lidt under at dets præster ikke har ’smedet deres sværd til plovjern’?
17 Til Tyskland, Italien og Abessinien kan føjes endnu et land der er faldet som offer for Babylon den Stores utugt — nemlig Spanien. Borgerkrigen i dette land fra 1936 til 1939 blev delvis udløst af at den demokratiske regering tog skridt til at begrænse den romersk-katolske kirkes enorme magt. Da krigen var under opsejling beskrev den katolske, fascistiske leder af oprørsstyrkerne, Francisco Franco, sig selv som „den kristne generalissimus for det hellige korstog“, en titel han senere opgav. Flere hundrede tusind spaniere døde under kampene. Ud over dette myrdede Francos nationalister, ifølge et forsigtigt skøn, 40.000 af folkefrontens medlemmer, mens disse myrdede 8000 af kirkens folk — munke, præster, nonner og novicer. Borgerkrigens rædsler og tragedier understreger visdommen i Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Hvor afskyvækkende at kristenheden lader sig involvere i en sådan blodsudgydelse! Dens gejstlige har i sandhed undladt at „smede deres sværd til plovjern“! — Esajas 2:4.
Rejsende købmænd
18. Hvem er „jordens rejsende købmænd“?
18 Hvem er „jordens rejsende købmænd“? I dag vil vi nok kalde dem forretningsfolk, erhvervsgiganter, finansfyrster. Det vil ikke sige at det er forkert at drive en lovlig forretning. Bibelen indeholder gode råd til forretningsfolk, idet den advarer mod uærlighed, havesyge og lignende. (Ordsprogene 11:1; Zakarias 7:9, 10; Jakob 5:1-5) Den største vinding er „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“. (1 Timoteus 6:6, 17-19) Satans verden følger imidlertid ikke sådanne retfærdige principper. Tværtimod trives korruptionen, både inden for religion, inden for politik — og på højt plan i erhvervslivet. Fra tid til anden afsløres skandaler i nyhedsmedierne, som for eksempel underslæb begået af højtstående regeringsembedsmænd, eller illegal våbenhandel.
19. Hvilken omstændighed i forbindelse med verdensøkonomien er med til at forklare hvorfor jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen?
19 Den internationale handel med våben beløber sig til over 6.000.000.000.000 kroner om året, mens hundredmillioner af mennesker savner de mest elementære livsfornødenheder. Dette er i sig selv slemt nok. Men rustningsindustrien synes endog at være et hovedgrundlag for verdensøkonomien. Den 11. april 1987 oplyste en artikel i Londonbladet Spectator: „Selv om man kun medregner direkte involverede industrier, drejer det sig om cirka 400.000 arbejdspladser i USA og 750.000 i Europa. Men samtidig med at våbenfabrikationens sociale og økonomiske rolle er vokset, er spørgsmålet om hvorvidt producenterne selv har et tilstrækkeligt forsvar, pudsigt nok gledet i baggrunden.“ Der tjenes store penge på salg af bomber og andre våben over hele jorden, også til potentielle fjender. Men en dag kan bomberne komme retur i en holocaust som udsletter dem der har solgt dem. Hvilket paradoks! Læg hertil den svindel der er knyttet til våbenindustrien. Alene i De Forenede Stater, oplyser Spectator, „mister Pentagon hvert år af uforklarlige grunde våben og udrustning til en værdi af 900 millioner dollars“, eller 6 milliarder kroner. Det er intet under at jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen!
20. Hvilket eksempel viser at religionen er dybt involveret i uhæderlige forretningsmetoder?
20 Som forudsagt af den herlige engel, har religionen været dybt involveret i sådanne uhæderlige forretningsmetoder. Tag for eksempel Vatikanets rolle i forbindelse med den italienske Banco Ambrosianos krak i 1982. Sagen er siden trukket i langdrag. Det store spørgsmål er stadig hvor pengene er blevet af. I februar 1987 udstedte byretten i Milano arrestordrer mod tre af Vatikanets gejstlige, deriblandt en amerikansk ærkebiskop, som blev tiltalt for meddelagtighed i svigagtig fallit, men Vatikanet nægtede at udlevere dem til retsforfølgelse. I juli 1987 blev arrestordrerne trods voldsomme protester annulleret af Italiens øverste appelret på grundlag af en gammel traktat mellem Vatikanet og Italiens regering.
21. Hvordan ved vi at Jesus ikke havde noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder, men hvad ser vi i forbindelse med den babyloniske religion i dag?
21 Havde Jesus noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder? Nej. Han havde ingen besiddelser, for han sagde at han ’ikke havde noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. En rig ung leder fik dette råd af ham: „Sælg alt hvad du har og del det ud til de fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“ Det var et godt råd, for det kunne befri ham for enhver bekymring vedrørende forretningsanliggender. (Lukas 9:58; 18:22) I modsætning til dette har den babyloniske religion ofte usmagelige forbindelser til forretningsverdenen. For eksempel meddelte avisen Albany Times Union i 1987 at den økonomiske administrator af det katolske ærkebispedømme Miami i Florida havde indrømmet at kirken ejede aktier i firmaer der fremstiller kernevåben, cigaretter og spillefilm som er uegnede for børn.
„Gå ud fra hende, mit folk“
22. (a) Hvad siger en stemme fra himmelen? (b) Hvad førte til at Guds folk kunne glæde sig i 537 f.v.t. og igen i 1919?
22 Det næste Johannes skriver, viser at det profetiske mønster får endnu en opfyldelse: „Og jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: ’Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.’“ (Åbenbaringen 18:4) I De Hebraiske Skrifters profetier om det gamle Babylons fald henvender Jehova denne befaling til sit folk: „Flygt fra Babylon.“ (Jeremias 50:8, 13) I lighed med dette bliver Guds folk nu opfordret til at flygte fordi Babylon den Store snart skal ødelægges. I 537 f.v.t. vakte udsigten til at slippe ud af Babylon stor glæde blandt de trofaste israelitter. På samme måde gav udfrielsen af Guds tjenere fra det babyloniske fangenskab i 1919 anledning til stor glæde iblandt dem. (Åbenbaringen 11:11, 12) Og siden har millioner andre fulgt befalingen om at flygte.
23. Hvordan understreger stemmen fra himmelen at det er vigtigt at flygte fra Babylon den Store?
23 Er det virkelig så vigtigt at flygte fra Babylon den Store — at melde sig ud af verdens religiøse samfund og skille sig helt ud fra dem? Ja, det er det, for vi må anlægge Guds syn på dette ældgamle religiøse misfoster, Babylon den Store. Han kalder det rent ud den store skøge. Stemmen fra himmelen siger nu videre til Johannes om denne skøge: „For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. Betal hende som hun har betalt, og gør dobbelt så meget imod hende, ja dobbelt af det hun har gjort; i det bæger hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt så meget af blandingen til hende. I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg. For i sit hjerte bliver hun ved med at sige: ’Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.’ Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:5-8.
24. (a) For at undgå hvad må Guds folk flygte fra Babylon den Store? (b) Hvilke synder bliver de der ikke flygter fra Babylon den Store, meddelagtige i?
24 Det er stærke ord! Det er derfor nødvendigt at handle. Jeremias tilskyndede i fortiden israelitterne til at handle, idet han sagde: „Flygt fra Babylon ... For dette er tiden for Jehovas hævn. Han gengælder det efter fortjeneste. Gå ud fra hende, mit folk, og lad hver enkelt bringe sin sjæl i sikkerhed for Jehovas brændende vrede.“ (Jeremias 51:6, 45) På samme måde advarer stemmen fra himmelen i dag Guds tjenere om at flygte fra Babylon den Store for at de ikke skal få del i dets plager. Jehovas domsplager over denne verden, herunder Babylon den Store, er nu ved at blive forkyndt. (Åbenbaringen 8:1–9:21; 16:1-21) Guds tjenere må skille sig ud fra den falske religion hvis de ikke selv vil rammes af disse plager og til sidst lide døden sammen med skøgen. Desuden ville de, ved at forblive i denne skøgeorganisation, blive delagtige med hende i hendes synder. De ville blive lige så skyldige som hende i åndelig utugt og i udgydelsen af blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 18:24; jævnfør Efeserbrevet 5:11; Første Timoteusbrev 5:22.
25. I hvilken forstand forlod Guds folk det gamle Babylon?
25 Men hvordan går Guds folk ud fra Babylon den Store? I forbindelse med fortidens Babylon måtte jøderne rent bogstaveligt forlade byen for at rejse tilbage til det forjættede land. Men det var ikke det hele. Esajas sagde profetisk til israelitterne: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Esajas 52:11) Ja, de måtte forlade alle den babyloniske religions urene skikke og handlinger som kunne besmitte deres tilbedelse af Jehova.
26. Hvad måtte de kristne i Korinth gøre for at adlyde ordene: ’Gå ud fra dem og hold op med at røre det urene’?
26 Apostelen Paulus citerede Esajas’ ord i sit brev til korintherne, hvor han skrev: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? ... ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ De korinthiske kristne behøvede ikke at forlade Korinth for at adlyde denne befaling. Men de måtte rent bogstaveligt undgå den falske religions urene templer, og de måtte i åndelig henseende tage afstand fra afgudsdyrkernes urene handlinger. I 1919 begyndte Guds tjenere at flygte fra Babylon den Store på denne måde, idet de rensede sig for enhver rest af urene lærdomme og skikke. Derved blev de i stand til at tjene Gud som hans rene folk. — 2 Korinther 6:14-17; 1 Johannes 3:3.
27. Hvilke paralleller er der mellem dommen over det gamle Babylon og dommen over Babylon den Store?
27 Det gamle Babylons fald og senere ødelæggelse var en straf for dets synder. „For dommen over det er nået til himmelen.“ (Jeremias 51:9) På samme måde har Babylon den Stores synder „hobet sig op, helt op til himmelen“, så de påkalder sig Jehovas opmærksomhed. Det har gjort sig skyldigt i uretfærdighed, afgudsdyrkelse, umoralitet, undertrykkelse, røveri og mord. Det gamle Babylons fald indtraf delvis som en hævn for de ting det havde øvet mod Jehovas tempel og hans sande tilbedere. (Jeremias 50:8, 14; 51:11, 35, 36) Babylon den Stores fald og senere tilintetgørelse indtræffer ligeledes som en hævn for de ting det gennem århundreder har øvet mod de sande tilbedere. Dets endelige tilintetgørelse vil indtræffe på begyndelsen af „hævnens dag fra vor Gud“. — Esajas 34:8, 10; 61:2; Jeremias 50:28.
28. Hvilken norm for retfærdighed anvender Jehova over for Babylon den Store, og hvorfor?
28 Hvis en israelit stjal noget fra sin landsmand, måtte han ifølge Moseloven betale mindst det dobbelte tilbage i erstatning. (2 Mosebog 22:1, 4, 7, 9) Ved Babylon den Stores tilintetgørelse vil Jehova følge en tilsvarende norm for retfærdighed. Det store Babylon vil få dobbelt så meget igen som det selv har givet ud. Der vil ikke være nogen barmhjertighed, for det har ikke selv vist sine ofre nogen barmhjertighed. Det har snyltet på jordens folkeslag for selv at kunne leve i „skamløs overdådighed“. Nu vil det komme til at opleve pine og sorg. Det gamle Babylon følte sig sikker, og sagde pralende ved sig selv: „Jeg kommer ikke til at sidde som enke, og jeg kommer ikke til at kende til barnløshed.“ (Esajas 47:8, 9, 11) Babylon den Store føler sig også sikker. Men dets ødelæggelse, der er bestemt af Jehova, som er stærk, vil indtræffe hurtigt, som „på én dag“!
[Fodnote]
a Fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen.
[Ramme på side 263]
„Jordens konger har begået utugt med hende“
I begyndelsen af 1800-tallet smuglede europæiske købmænd store mængder opium ind i Kina. I marts 1839 forsøgte de kinesiske myndigheder at standse den illegale handel ved at beslaglægge det britiske opiumslager på 20.000 kasser. Dette medførte stærke spændinger mellem England og Kina. Mens forholdet mellem de to lande forværredes, opfordrede protestantiske missionærer, med erklæringer som denne, England til at gribe til våben:
„Hvor disse vanskeligheder dog glæder mit hjerte, for jeg tror at de vil vække den engelske regerings vrede og at Gud med sin magt vil nedbryde de skranker der forhindrer Kristi evangelium i at trænge ind i Kina.“ — Henrietta Shuck, baptistmissionær.
Til sidst udbrød der krig — den krig der i dag er kendt under navnet Opiumskrigen. Flere missionærer erklærede helhjertet England deres støtte med udtalelser som disse:
„Jeg er nødsaget til at betragte den nuværende tingenes tilstand, ikke så meget som et anliggende der drejer sig om opium eller engelske interesser, men som Forsynets store plan hvorved menneskets ondskab bringes til at tjene Hans hensigt, at vise Kina barmhjertighed ved at nedbryde den mur det har rejst omkring sig.“ — Peter Parker, kongregationalistisk missionær.
En anden kongregationalistisk missionær, Samuel W. Williams, tilføjede: „Guds hånd er synlig i alt hvad der på bemærkelsesværdig vis har fundet sted, og vi tvivler ikke på at han som sagde at han kom for at bringe sværd på jorden, er kommet her, og dét for at bringe hastig undergang over sine fjender og for at oprette sit eget rige. Han vil omstyrte og omstyrte indtil han har grundfæstet Fredsfyrsten.“
Om den grufulde nedslagtning af kinesiske borgere skrev missionæren J. Lewis Shuck: „Jeg betragter sådanne scener ... som Herrens direkte middel til at rydde det affald af vejen som hæmmer den Guddommelige Sandheds fremtrængen.“
Den kongregationalistiske missionær Elijah C. Bridgman tilføjede: „Gud har ofte gjort brug af den borgerlige magts stærke arm for at berede vejen for sit rige ... Redskabet i disse store øjeblikke er menneskeligt; den styrende kraft er guddommelig. Den store statholder over alle nationerne har benyttet England til at tugte og ydmyge Kina.“ — Citaterne er taget fra „Ends and Means“, 1974, en afhandling af Stuart Creighton Miller, offentliggjort i The Missionary Enterprise in China and America (en Harvard-studie udgivet af John K. Fairbank).
[Ramme på side 264]
„Jordens rejsende købmænd er blevet rige“
„Mellem 1929 og udbruddet af den anden verdenskrig anbragte [Bernadino] Nogara [Vatikanets økonomiske administrator] Vatikan-kapital og Vatikan-folk inden for forskellige områder af italiensk økonomi — især inden for elkraft, telekommunikation, kredit- og bankvæsen, små jernbaneselskaber, og produktionen af landbrugsredskaber, cement og kunstige tekstilfibre. Mange af disse investeringer gav et godt udbytte.
Nogara gjorde det af med en række firmaer, deriblandt La Società Italiana della Viscosa, La Supertessile, La Società Meridionale Industrie Tessili og La Cisaraion. Han slog dem sammen til én virksomhed, som han kaldte CISA-Viscosa og stillede under ledelse af baron Francesco Maria Oddasso, en af Vatikanets mest betroede lægfolk, hvorefter det lykkedes ham at få den nye virksomhed absorberet af Italiens største tekstilfabrik, SNIA-Viscosa. Vatikanets interesser i SNIA-Viscosa blev større og større, og med tiden overtog Vatikanet kontrollen — derom vidner den omstændighed at baron Oddasso senere blev vicedirektør.
På denne måde trængte Nogara ind i tekstilindustrien. Han trængte ind i andre industrier på andre måder, for han havde mange kort i ærmet. Denne uselviske mand ... bidrog sandsynligvis mere til at bringe liv i italiensk økonomi end nogen anden forretningsmand i Italiens historie ... Det lykkedes aldrig Benito Mussolini at opbygge det imperium han drømte om, men han gjorde det muligt for Vatikanet og Bernadino Nogara at opbygge et herredømme af en anden art.“ — The Vatican Empire af Nino Lo Bello, side 71-73.
Dette er blot ét eksempel på det nære samarbejde mellem jordens købmænd og Babylon den Store. Det er intet under at disse købmænd vil sørge når deres forretningspartner ikke findes mere!
[Illustration på side 259]
Da menneskene spredtes ud over jorden tog de den babyloniske religion med sig
[Illustrationer på side 261]
Ligesom en vægter forkynder Johannesskaren at Babylon er faldet
[Illustration på side 266]
Det gamle Babylons ruiner er et varsel om Babylon den Stores kommende tilintetgørelse