Helligdage

Definition: Dage hvor arbejdspladser og skoler sædvanligvis er lukkede til minde om en begivenhed. De fejres desuden ofte med private eller offentlige festligheder, der af deltagerne betragtes som enten religiøse eller hovedsagelig verdslige.

Er julen en bibelsk fest?

Tidspunktet

Bogen Højtider og fester oplyser: „Datoen for Jesu fødsel kendes ikke. Omkring år 336 blev datoen af kirkens mænd fastlagt til d. 25. december. Der anføres flere mulige begrundelser herfor. . . . En anden forklaring er den, at man i Rom på d. 25. dec. holdt festen for den ubesejrede sol.“ — 1980, Kristian Jensen, s. 32.

Ifølge Lukas 2:8-11 lå hyrderne ude på marken om natten da Jesus blev født. Bogen La vie quotidienne en Palestine au temps de Jésus siger: „Hjordene opholdt sig . . . om vinteren . . . i fårehusene, og alene denne omstændighed viser at den traditionelle dato for julen, om vinteren, kun har ringe mulighed for at være rigtig, eftersom evangeliet siger at hyrderne var ude på markerne.“ — Paris, 1961, Henri Daniel-Rops, s. 280.

The Encyclopedia Americana siger: „Grunden til at julen blev henlagt til den 25. december ligger i det dunkle, men det er den almindelige opfattelse at dagen blev valgt så den faldt sammen med hedenske festligheder i anledning af ’solens genfødsel’, der fandt sted ved vintersolhverv når dagene begynder at længes. . . . De romerske saturnalier (en fest viet Saturn, agerbrugets gud, og solens fornyede kraft) fandt også sted ved den tid, og man mener at nogle juleskikke har deres rod i denne gamle hedenske fest.“ — 1977, bd. 6, s. 666.

New Catholic Encyclopedia siger: „Datoen for Kristi fødsel kendes ikke. Evangelierne angiver hverken dagen eller måneden . . . Ifølge den hypotese H. Usener er fremkommet med . . . og som accepteres af de fleste lærde i dag, blev Kristi fødsel henlagt til datoen for vintersolhverv (25. december efter den julianske kalender, 6. januar efter den ægyptiske), fordi hedenske Mithra-dyrkere på denne dag da solen begyndte at vende tilbage til de nordlige himmelstrøg, fejrede dies natalis Solis Invicti (dagen for den ubesejrede sols fødsel). Den 25. december år 274 havde Aurelian proklameret solguden som imperiets øverste beskytter og viet et tempel til ham på Marsmarken. Julens oprindelse stammer fra en tid da soltilbedelsen var særlig fremtrædende i Rom.“ — 1967, bd. III, s. 656.

Vismænd ledet af en stjerne

Disse vismænd var i virkeligheden astrologer eller stjernetydere fra østen. (Matt. 2:1, 2, NV; DD) Astrologien nyder ganske vist stor popularitet i dag, men Bibelen forbyder den med stærke ord. (Se side 356, under emnet „Skæbne“.) Ville Gud lede mennesker hvis profession han fordømte, til den nyfødte Jesus?

Mattæus 2:1-16 viser at stjernen først ledte astrologerne til kong Herodes og derefter til Jesus, og at Herodes siden forsøgte at få Jesus slået ihjel. Der nævnes intet om at andre end astrologerne så „stjernen“. Da de var draget bort, advarede Jehovas engel Josef om at flygte til Ægypten for at barnet kunne være i sikkerhed. Var denne „stjerne“ et tegn fra Gud, eller fra nogen som prøvede på at få Guds søn dræbt?

Læg mærke til at Bibelen ikke siger at de fandt spædbarnet Jesus i en krybbe, sådan som julebillederne sædvanligvis fremstiller det. Da astrologerne nåede frem, boede Jesus og hans forældre i et hus. Hvad angår Jesu alder på det tidspunkt, bør vi huske at Herodes på grundlag af hvad han havde erfaret fra astrologerne, lod alle drengebørn på to år og derunder dræbe i Betlehem og omegn. — Matt. 2:1, 11, 16.

Julegaver og julemanden

At give julegaver er ikke en skik der stammer fra astrologerne. Som nævnt ovenfor, nåede de ikke frem til Jesu fødsel. Desuden gav de ikke gaver til hinanden, men til den som rejsen gjaldt, Jesus, hvilket var almindeligt når man aflagde besøg hos folk af stand.

The Encyclopedia Americana siger: „Under saturnalierne . . . festedes der meget, og der blev udvekslet gaver.“ (1977, bd. 24, s. 299) Dette er betegnende for den ånd hvori julegaver ofte gives — en udveksling af gaver. At give gaver med en sådan indstilling bringer ikke virkelig lykke, fordi det strider imod kristne principper, som for eksempel dem der nævnes i Mattæus 6:3, 4 og Andet Korintherbrev 9:7. Naturligvis kan en kristen give gaver på andre tider af året, og gøre det så ofte han har lyst til.

Alt efter hvor man bor, får børnene at vide at gaverne kommer fra julemanden, Santa Claus, St. Nicholas, Father Christmas, Père Noël, Knecht Ruprecht, vismændene, julenissen eller en heks ved navn La Befana. (The World Book Encyclopedia, 1984, bd. 3, s. 414) Sådanne historier er naturligvis ikke sande. Indgyder det mon børnene respekt for sandheden at fortælle dem sådanne historier, og ærer det Jesus Kristus, der sagde at Gud skulle tilbedes i sandhed? — Joh. 4:23, 24.

Er der noget forkert i at deltage i fester der måske har en ikke-kristen baggrund, så længe det ikke gøres af religiøse grunde?

Ef. 5:10, 11: „Bliv ved med at forvisse jer om hvad der er velbehageligt for Herren; hold op med at være meddelagtige i de ufrugtbare gerninger som hører mørket til, men afslør dem endog hellere.“

2 Kor. 6:14-18: „Hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikke-troende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? . . . ’„Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre det urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’ ’„. . . og I skal være sønner og døtre for mig,“ siger Jehova, den Almægtige.’“ (Sand kærlighed til Jehova og et stærkt ønske om at behage ham vil give os styrke til at frigøre os fra ikke-kristne skikke selv om de muligvis tiltaler os følelsesmæssigt. Hvis man virkelig kender og elsker Jehova, bliver man ikke ulykkelig ved at afholde sig fra skikke der ærer falske guder eller fremmer noget som er forkert. Sand kærlighed får én til at glæde sig, ikke over uretfærdighed, men over sandheden. Se Første Korintherbrev 13:6.)

Jævnfør Anden Mosebog 32:4-10. Læg mærke til at israelitterne indførte en ægyptisk religiøs skik men gav den et nyt navn, idet de kaldte den en „højtid for Jehova“. Men Jehova straffede dem alvorligt for det. For os at se går vore dages forskellige helligdagsskikke kun nogle få hundrede år tilbage i tiden, og nogle af dem kan forekomme harmløse. Men Jehova har set de oprindelige hedenske religiøse skikke de er udsprunget af. Er det så ikke bedre at lade hans syn på sagen være afgørende for os?

Illustration: Lad os antage at en flok mennesker kommer til et hjem og siger at de vil fejre husets herres fødselsdag. Men han bryder sig ikke om fødselsdagsfester. Han bryder sig ikke om at se folk spise for meget, drikke sig fulde eller optræde løsagtigt. Men sådan opfører nogle i selskabet sig, og de har gaver med til alle og enhver undtagen ham! Ikke nok med det, men de har valgt en af hans fjenders fødselsdage til at fejre festen på. Hvordan ville sådan en mand føle sig til mode? Havde du lyst til at være med? Nøjagtig sådan forholder det sig med fejringen af julen.

Hvad er oprindelsen til de påskeskikke der overholdes i kristenheden?

Bogen Danske Højtidsskikke oplyser: „Ved Kristendommens Indførelse bestræbte de første kristne Konger i Norden, Mænd som Harald Blaatand og Olav Trygvesøn, sig for at lade de gamle hedenske Fester erstatte af i Tid nærliggende kristne Fester. Den hedenske Vaarfest skulde saaledes efter Kong Olav Trygvesøns Opfattelse passende kunne erstattes af den oldkristne Paaskefest. Det medførte, at den kristne Paaskefest optog ikke helt faa af den gamle hedenske Vaarfests Skikke og har ført dem med ned til vor egen Tid.“ — København, 1943, Hans Ellekilde, s. 39, 40.

Højtider og fester siger: „Til påsken knytter der sig også en række skikke og traditioner. Påskeægget er nok det mest kendte. . . . Der knytter sig sikkert førkristne traditioner til ægget som frugtbarhedsgivende, som sundhedsgivende og som noget, der skulle afværge noget ondt. . . . Der er knyttet nogle børnelege til påskeæggene. Omkring år 1700 fortælles f.eks., at børn lod de farvede æg trille ned ad en lille høj el.lign., man skulle så ’fange’ de andres æg ved at ramme dem, når de trillede ned.“ — 1980, Kristian Jensen, s. 34.

The Catholic Encyclopedia fortæller: „En hel del hedenske skikke hvormed man fejrede forårets tilbagevenden, blev knyttet til påsken. Ægget er et tegn på det tidlige forårs spirende liv. . . . Kaninen er et hedensk symbol og har altid været et tegn på frugtbarhed.“ — 1913, bd. V, s. 227.

Hvorfra stammer fastelavnsskikkene?

Gyldendals Tibinds Leksikon oplyser: „Fastelavn er imidlertid af førkristen oprindelse; den er en rest af gammel naturdyrkelse og afholdtes i anledning af vårens komme. . . . Ved hoffet og blandt borgerskabet fejredes fastelavn som karneval med maskebal.“ — 1977, bd. 3, s. 236.

Højtider og fester forklarer: „Piskning med fastelavnsris kan sikkert føres tilbage til hedensk tid som en frugtbarhedsritus. De grønne grene skulle give fornyet kraft. Vores ’Slå katten af tønden’ er jo en fredelig foreteelse med en tøjkat el.l. Der har oprindelig været en kat — en levende kat — i tønden. Katten kendes helt tilbage i det 4. århundrede i græsk-jødisk-egyptisk magi som et trolddomsvæsen. I den danske folketro kendes katten som et mistænkeligt dyr, der går heksens ærinde. Der har bag denne efter vor opfattelse brutale skik ligget dyb alvor, man har ønsket at beskytte sig selv og sin ejendom mod sygdom og ulykke og fremme væksten på markerne.“ — 1980, Kristian Jensen, s. 34.

Har kristne noget imod at fejre nytår?

The World Book Encyclopedia siger: „Den romerske hersker Julius Cæsar gjorde den 1. januar til nytårsdag i 46 f.v.t. Romerne viede denne dag til Janus, portenes, dørenes og begyndelsernes gud. Januar måned blev opkaldt efter Janus, der havde to ansigter — ét der så fremad og ét der så bagud.“ — 1984, bd. 14, s. 237.

Datoen såvel som skikkene der er forbundet med fejringen af nytår varierer fra land til land. Mange steder hører svir og drik til festlighederne. Men i Romerbrevet 13:13 får vi følgende råd: „Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed.“ (Se også Første Petersbrev 4:3, 4; Galaterbrevet 5:19-21.)

Hvad er baggrunden for helligdage til minde om „de dødes ånder“?

The Encyclopædia Britannica oplyser: „Allesjælesdag, den dag som den romersk-katolske kirke har sat til side til minde om de trofaste afdøde. Helligholdelsen er baseret på læren om at sjælene af de trofaste som ved døden ikke er blevet renset for tilgivelige synder, eller ikke har sonet tidligere overtrædelser, ikke selv kan opnå de saliges syn af Gud, og at de må hjælpes dertil ved bøn og ved messeofferet. . . . Visse almindelige opfattelser som er forbundet med allesjælesdag er af hedensk oprindelse og stammer fra en fjern og dunkel fortid. I landdistrikterne i mange katolske lande tror man således at de døde vender tilbage til deres tidligere hjem allesjælesnat og spiser af de levendes mad.“ — 1910, bd. I, s. 709.

Bogen The Worship of the Dead indeholder denne kommentar: „Alle oldtidsfolkenes gudelære er sammenvævet med begivenhederne i forbindelse med Vandfloden . . . Argumentets styrke ligger i at ikke blot folkeslag som har større eller mindre tilknytning til hinanden, men også folkeslag som er vidt adskilte, både geografisk og tidsmæssigt, holder en stor fest for de døde til minde om begivenheden. Denne fest holdes ydermere i alle tilfælde på eller omkring selve den dato da Vandfloden ifølge Moses’ beretning fandt sted, nemlig på den syttende dag i den anden måned — den måned der stort set svarer til vor november.“ (London, 1904, oberst J. Garnier, s. 4) Sådanne mindedage til ære for de døde kan altså i virkeligheden føres tilbage til at man har æret mennesker som Gud udslettede på Noas tid på grund af deres ondskab. — 1 Mos. 6:5-7; 7:11.

Helligdage hvor man ærer „de dødes ånder“ som om de levede et andet sted, er i modstrid med Bibelen, der siger at de døde er helt uden bevidsthed. — Præd. 9:5, 10; Sl. 146:4.

Angående oprindelsen til troen på sjælens udødelighed henvises til siderne 81, 82 under emnet „Døden“, og siderne 343, 344 under „Sjæl“.

Hvoraf kommer „moders dag“?

Encyclopædia Britannica oplyser: „En fest der kommer af moderdyrkelsen i det gamle Grækenland. En formel moderdyrkelse med ceremonier til ære for Kybele, eller Rhea, gudernes Store Moder, fandt sted den 15. marts overalt i Lilleasien.“ — 1959, bd. 15, s. 849.

Hvilke bibelske principper forklarer de kristnes syn på deltagelse i ceremonier til minde om et lands historiske begivenheder?

Joh. 18:36: „Jesus svarede [den romerske landshøvding]: ’Mit rige er ikke en del af denne verden.’“

Joh. 15:19: „Hvis I [Jesu disciple] var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“

1 Joh. 5:19: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (Jævnfør Johannes 14:30; Åbenbaringen 13:1, 2; Daniel 2:44.)

Andre lokale og nationale helligdage

Der findes mange sådanne helligdage, og de kan ikke alle behandles her. Men de historiske oplysninger der er anført ovenfor, viser hvad man må være opmærksom på i forbindelse med helligdage, og de bibelske principper der allerede er nævnt, giver rigelig vejledning til dem som først og fremmest ønsker at gøre hvad der behager Jehova Gud.