Hvordan det hele begyndte

STRATTON i OHIO, USA, er en lille landsby med egen borgmester og knap 300 indbyggere. Den ligger i nærheden af Ohiofloden som adskiller Ohio fra West Virginia. Dette lille samfund blev pludselig midtpunkt for en kontrovers da byens myndigheder i 1999 ved hjælp af en vedtægt forsøgte at tvinge både Jehovas Vidner og andre til at indhente en tilladelse før de besøgte den lokale befolkning med deres budskab.

Hvorfor har det stor betydning? Som det fremgår af det følgende, vil en sådan vedtægt fra myndighedernes side i realiteten begrænse ytringsfriheden både for Jehovas Vidner og alle andre borgere i USA.

Hvordan opstod konflikten?

Strattons indbyggere var i årevis blevet besøgt af lokale forkyndere fra Wellsville menighed af Jehovas Vidner, som siden 1979 havde haft problemer med nogle få lokale embedsmænd angående deres hus til hus-forkyndelse. I begyndelsen af 1990’erne var en gruppe Jehovas Vidner blevet jaget ud af byen af en lokal politimand som sagde: „Jeg er fuldstændig ligeglad med jeres rettigheder.“

I 1998 spidsede situationen til da det kom til en personlig konfrontation mellem Strattons borgmester og fire kvindelige Jehovas vidner. Efter at have aflagt besøg hos nogle indbyggere som tidligere havde vist interesse for bibelske drøftelser, var de fire vidner på vej ud af landsbyen igen. Ifølge den ene af kvinderne sagde borgmesteren at han ville have sat dem i fængsel hvis de var mænd.

Årsagen til den seneste konflikt var følgende vedtægt udfærdiget af de lokale myndigheder: „Bestemmelse angående uindbudt salg og henvendelse ved folks døre.“ Vedtægten krævede at alle der ønskede at udføre dør til dør-arbejde, først skulle indhente en gratis tilladelse hertil hos borgmesteren. Jehovas Vidner mente at denne vedtægt var en krænkelse af ytringsfriheden, religionsfriheden og pressefriheden. Da de lokale myndigheder nægtede at lempe håndhævelsen af vedtægten, anlagde vidnerne sag ved den føderale domstol.

Den 27. juli 1999 blev der afholdt høring for en dommer ved den lokale domstol i Southern District of Ohio. Dommeren gav myndighederne medhold i at deres krav om en formel tilladelse til at gå fra hus til hus ikke stred mod forfatningen. Den 20. februar 2001 stadfæstede appelretten denne afgørelse.

For at få spørgsmålet endeligt afklaret anmodede Watchtower Bible and Tract Society of New York sammen med Wellsville menighed af Jehovas Vidner om at få sagen prøvet ved USA’s højesteret.

[Kort/illustration på side 3]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Los Angeles

New York

OHIO

Stratton

Højesteret indvilliger i at prøve sagen

I DE SENERE ÅR har USA’s højesteret årligt sagt ja til at prøve 80-90 sager ud af mere end 7000 begæringer om anketilladelse — det vil sige lidt over 1 procent.

I maj 2001 sendte Jehovas Vidner deres begæring om anketilladelse til Højesteret med spørgsmålet: „Anses forkyndere der er optaget af den bibelsk begrundede, århundredgamle praksis med at udbrede deres religiøse tro fra dør til dør, ifølge forfatningen for at være i samme kategori som omrejsende sælgere og underlagt det omtalte myndighedskrav om en formel tilladelse til at tale om Bibelen eller tilbyde bibelske publikationer vederlagsfrit?“

Den 15. oktober 2001 blev Watchtowers juridiske afdeling i USA underrettet om at USA’s højesteret havde sagt ja til at prøve sagen Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc., et al. mod Village of Stratton et al.

Retten begrænsede sin prøvelse af sagen til et specifikt spørgsmål angående ytringsfriheden, nemlig hvorvidt den beskyttelse af ytringsfriheden som forfatningens første tillægsartikel indeholder, omfatter folks ret til at tale med andre uden først at skulle legitimere sig over for en offentlig myndighed.

Nu skulle sagen videre til den mundtlige procedure hvor de ni dommere fra USA’s højesteret ville være til stede. Vidnerne, henholdsvis byen Stratton, ville blive repræsenteret af hver sit hold advokater. Hvilket forløb ville sagen få i dette forum?

[Ramme på side 5]

HVAD ER DEN FØRSTE TILLÆGSARTIKEL?

„TILLÆGSARTIKEL 1 (FASTSÆTTELSE AF EN BESTEMT RELIGION; RELIGIONSFRIHED, YTRINGSFRIHED, PRESSEFRIHED, FORSAMLINGSFRIHED, FRIHED TIL AT ANMODE REGERINGSMAGTEN OM AT RÅDE BOD PÅ KLAGEMÅL) Kongressen må ikke vedtage nogen lov, som fastsætter en bestemt religion, som forbyder den fri religionsudøvelse, eller som beskærer tale- og pressefriheden eller folkets ret til at forsamles fredeligt og til at anmode regeringsmagten om at råde bod på klagemål.“ — USA’s forfatning.

„Den første tillægsartikel er grundlaget for den demokratiske proces i De Forenede Stater. Den første tillægsartikel forbyder kongressen at vedtage love som begrænser ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden samt retten til retlig efterprøvelse af klagemål. Mange betragter ytringsfriheden som den vigtigste frihedsrettighed, og som grundlaget for alle andre former for frihed. Den første tillægsartikel forbyder også kongressen at vedtage love som fastsætter en statskirke eller love som begrænser religionsfriheden.“ (The World Book Encyclopedia) I sagen Cantwell mod Connecticut, 310 U.S. 296 (1940), blev der interessant nok truffet en skelsættende afgørelse som berørte Jehovas Vidner. USA’s højesteret afsagde kendelse om at garantierne i den første tillægsartikel ikke kun forbyder „Kongressen“ [Den føderale lovgivende forsamling i USA], men også lokale myndigheder at vedtage love som i strid med forfatningen krænker de rettigheder der er omtalt i den første tillægsartikel.

[Illustrationer på side 5]

Det involverede spørgsmål har betydning for forskellige former for dør til dør-aktivitet

[Kildeangivelse på side 4]

Foto af Franz Jantzen, Collection of the Supreme Court of the United States

Den første hurdle — Mundtlig procedure for Højesteret

DEN MUNDTLIGE PROCEDURE i nærværelse af USA’s højesteretspræsident, William Rehnquist, og de otte øvrige højesteretsdommere blev fastsat til den 26. februar 2002. Jehovas Vidners interesser blev varetaget af et hold på fire advokater.

Jehovas Vidners ordførende advokat begyndte sin mundtlige procedure på denne interessante måde: „Det er lørdag formiddag, klokken er 11.00, i landsbyen Stratton. [Derpå bankede han tre gange på talerstolen.] ’God morgen. På baggrund af den seneste tids begivenheder gør jeg en særlig indsats for at besøge folk og fortælle dem om noget langt bedre, som profeten Esajas i sin tid talte om. Det er den gode nyhed som Jesus forkyndte, den gode nyhed om Guds rige.’“

Han fortsatte: „Det er strafbart at gå fra dør til dør i landsbyen Stratton med det budskab, medmindre man først har indhentet myndighedernes tilladelse til det.“

’Beder I ikke om penge?’

Dommer Stephen G. Breyer stillede nogle spørgsmål som var relevante for Jehovas Vidner. Han spurgte: „Er det sandt at Deres klienter ikke beder om penge, ikke så meget som en penny, og at de ikke sælger bibler eller noget andet; at alt hvad de gør, er at sige: ’Jeg vil gerne tale med dig om religion’?“

Jehovas Vidners advokat svarede: „Høje dommer, det står helt fast at Jehovas Vidner ikke har bedt om penge i landsbyen Stratton. Det samme gælder i andre områder. Nogle gange omtaler de muligheden for at give frivillige bidrag. . . . Vi anmoder ikke om bidrag. Vi ønsker blot at tale med folk om Bibelen.“

Er det nødvendigt med en tilladelse?

Dommer Antonin Scalia spurgte: „Efter Deres mening bør man altså ikke være forpligtet til at gå til borgmesteren og bede om tilladelse til at tale med en nabo om et interessant emne?“ Jehovas Vidners advokat svarede: „Vi mener ikke at denne domstol bør stadfæste en lokal myndigheds regulativ om at man som borger skal have en tilladelse før man må tale med en anden borger på dennes bopæl.“

Andre argumenter, ændret holdning

Nu skulle byen Stratton forelægge sin sag. Den ordførende advokat for byen gjorde rede for Strattons vedtægt på følgende måde: „I sine bestræbelser for at beskytte borgernes privatliv og forebygge kriminalitet gør Stratton brug af sin politimyndighed. Vedtægten om dørsalg og henvendelse ved folks døre kræver blot at man lader sig registrere og bærer en tilladelse mens man går fra dør til dør.“

Dommer Scalia gik med det samme til sagens kerne med spørgsmålet: „Har I kendskab til nogen anden højesteretssag som overhovedet har omtalt en så omfattende vedtægt angående henvendelse ved folks døre, ikke for at indsamle penge, ikke for at sælge varer, men blot for at sige: ’Jeg vil gerne tale med dig om Jesus Kristus’, eller: ’Jeg vil gerne tale med dig om beskyttelse af miljøet?’ Har vi haft sådan en sag?“

Dommer Scalia fortsatte: „Jeg har ikke kendskab til at sådanne sager har været forelagt retten i de sidste to hundrede år.“ Højesteretspræsident Rehnquist replicerede vittigt: „Så længe har du jo slet ikke været her.“ Flere af de tilstedeværende lo. Dommer Scalia gik videre i sin argumentation: „Rækkevidden af det vi drøfter her, er ny for mig.“

En god idé?

Dommer Anthony M. Kennedy spurgte lidt spidst: „Synes De det er en god idé at jeg er nødt til at bede myndighederne om en tilladelse før jeg går lidt ned ad vejen hvor jeg ikke kender folk, og siger: ’Jeg vil gerne tale med jer om renovationen; om vores kongresmedlem’, eller noget lignende? Skal jeg spørge myndighederne før jeg kan gøre det?’“ Og han tilføjede: „Det er utroligt.“

Dommer Sandra Day O’Connor brød ind og spurgte: „Hvad med børn der er ude at rasle ved dørene? Skal de have en tilladelse til det?“ Både dommer O’Connor og dommer Scalia fortsatte ræsonnementet i samme spor. Dommer O’Connor kom med et andet argument: „Hvad med at låne en kop sukker hos naboen? Skal jeg have en tilladelse før jeg kan gå hen for at låne en kop sukker af naboen?“

Er Jehovas Vidner dørsælgere?

Dommer David H. Souter spurgte: „Hvorfor er Jehovas Vidner omfattet af denne vedtægt? Er de dørsælgere, pengeindsamlere eller omrejsende handelsmænd der tilbyder varer eller serviceydelser? Hører de til nogle af de kategorier?“ Strattons ordførende advokat citerede vedtægten meget detaljeret og tilføjede at den lavere retsinstans havde defineret Jehovas Vidner som dørsælgere. Dommer Souters svar lød: „Hvis Deres definition af dørsælgere inkluderer Jehovas Vidner, er det en meget vidtrækkende definition.“

Dommer Breyer citerede en ordbogs definition af en dørsælger for at vise at beskrivelsen ikke passer på Jehovas Vidner. Han tilføjede: „Ikke et eneste sted i Deres procesindlæg har jeg læst noget om hvad formålet er med at kræve at disse mennesker [Jehovas Vidner], som ikke er interesserede i penge, i at sælge noget eller i at hverve stemmer, skal henvende sig på rådhuset og blive registreret. Hvad er byens formål?“

Er retten til kommunikation en særrettighed?

Byens advokat forklarede at „hensigten er at forebygge irritation hos boligejerne“. Han præciserede yderligere at det var for at beskytte beboerne mod svindlere og andre kriminelle. Dommer Scalia citerede fra vedtægten for at vise at borgmesteren kan forlange at få yderligere oplysninger om den der ønsker at blive registreret og den pågældendes formål med registreringen „for helt præcist at kunne afgøre hvad den ønskede tilladelse skal bruges til“. Han tilføjede skarpt: „Skulle retten til at gå rundt og overbevise sine medmennesker om det ene eller det andet være en særrettighed? Det virker helt urimeligt!“

Dommer Scalia fortsatte: „Skal man virkelig forlange at alle, før de ringer på en dørklokke, skal have taget deres fingeraftryk på rådhuset? Er en lille risiko for at der skulle ske noget kriminelt, tilstrækkeligt som argument for at alle som ønsker at ringe på folks døre, skal registreres på rådhuset? Selvfølgelig er den ikke det.“

En beskyttelse af beboerne?

Da byens advokats 20 minutter var udløbet, gav han ordet til den ledende advokat for staten Ohio. Han fremførte at vedtægten beskyttede beboerne mod at få besøg af en fremmed, „helt sikkert en uindbudt person som befinder sig her på min ejendom . . . og jeg finder det berettiget at indbyggerne siger: ’Vi er bekymrede over den slags aktiviteter.’“

Dommer Scalia kommenterede: „Landsbyen siger altså at disse mennesker (Jehovas Vidner) skal registreres hos borgmesteren for at få lov til at ringe på, selv hos dem som gerne vil have besøg af Jehovas Vidner, folk som sidder alene og gerne vil tale med andre om hvad som helst.“

„En særdeles rimelig begrænsning“

Under proceduren fremførte dommer Scalia et stærkt argument: „Vi kan alle være enige om at de tryggeste samfund hvad kriminalitet angår, findes i de totalitære diktaturstater. Det er velkendt at de næsten ikke har nogen kriminalitet. En af omkostningerne ved frihed er at den i nogen grad øger risikoen for kriminalitet. Spørgsmålet er om denne vedtægt vil kunne forhindre så mange ulovlige aktiviteter at det berettiger at man af den grund begrænser retten til at ringe på folks døre.“ Hertil svarede staten Ohios advokat at der var tale om „en særdeles rimelig begrænsning“. Dommer Scalia svarede at den var så ’rimelig’ at „vi ikke kan finde en eneste sag om en lokal myndighed der nogen sinde har vedtaget en bestemmelse af den art. Sådan en vedtægt kan man vist ikke kalde rimelig.“

Til sidst måtte den ledende advokat indrømme: „Jeg ville være tilbageholdende over for et decideret forbud mod at ringe eller banke på folks døre.“ Og med den bemærkning afsluttede han sin argumentation.

Under sit afsluttende indlæg påpegede Jehovas Vidners advokat at vedtægten ikke omtaler nogen måde hvorpå man kan få verificeret folks oplysninger. „Jeg kan henvende mig på landsbyens rådhus og sige at jeg er den og den, få udleveret en tilladelse og derefter gå fra hus til hus.“ Han pegede også på at vedtægten giver borgmesteren myndighed til at nægte at udstede en tilladelse til en person der hævder at han ikke er medlem af nogen organisation. Advokaten fortsatte: „Efter vores mening vil der helt klart være tale om en skønsmæssig vurdering,“ og tilføjede: „Med al respekt vil jeg gerne sige at vores [Jehovas Vidners] aktivitet i høj grad er dækket af bestemmelserne i den første tillægsartikel.“

Kort efter afsluttede højesteretspræsident Rehnquist den mundtlige procedure med ordene: „Sagen forelægges [Højesteret].“ Hele den mundtlige procedure havde varet lidt over en time. Hvor stor betydning denne time havde, viste sig senere i kendelsen, som blev afsagt i juni.

[Illustrationer på side 6]

Højesteretspræsident Rehnquist

Dommer Breyer

Dommer Scalia

[Kildeangivelser]

Rehnquist: Collection, The Supreme Court Historical Society/Dane Penland; Breyer: Collection, The Supreme Court Historical Society/Richard Strauss; Scalia: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Lavenburg

[Illustrationer på side 7]

Dommer Souter

Dommer Kennedy

Dommer O’Connor

[Kildeangivelser]

Kennedy: Collection, The Supreme Court Historical Society/Robin Reid; O’Connor: Collection, The Supreme Court Historical Society/Richard Strauss; Souter: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Bailey

[Illustration på side 8]

Retslokalets interiør

[Kildeangivelse]

Foto af Franz Jantzen, Collection of the Supreme Court of the United States

Højesteretsafgørelse til gunst for ytringsfriheden

HØJESTERET offentliggjorde kendelsens præmisser den 17. juni 2002. Hvordan lød rettens afgørelse? Det fremgik af flere avisoverskrifter. The New York Times skrev: „Retten afviser begrænsning af Jehovas Vidners husbesøg.“ I The Columbus Dispatch fra Ohio stod der: „Højesteret ugyldiggør krav om tilladelse.“ Clevelandavisen The Plain Dealer skrev ganske enkelt: „Rådhusets godkendelse ikke nødvendig før henvendelse ved folks døre.“ I USA Today, på en side med kommentarer over for lederartiklen, kunne man læse: „Ytringsfriheden vinder.“

De lavere instansers afgørelser som gik imod Jehovas Vidner, blev omstødt med otte stemmer mod én. Kendelsens præmisser, som fyldte 18 sider, var skrevet af dommer John Paul Stevens. Afgørelsen var en overvældende bekræftelse af den beskyttelse den amerikanske forfatnings første tillægsartikel giver Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Højesteret skrev i præmisserne at Jehovas Vidner ikke havde søgt om tilladelse, da de mener at „deres bemyndigelse til at forkynde findes i Bibelen“. Retten citerede dernæst et udsagn i Jehovas Vidners procesindlæg: „At anmode myndighederne om en tilladelse til at forkynde betragter vi næsten som en fornærmelse mod Gud.“

I kendelsens præmisser hed det: „I over 50 år har Højesteret omstødt vedtægter der begrænser husbesøg og uddeling af pjecer. Det er ikke nogen tilfældighed at de fleste af disse sager, som har handlet om rettighederne i den første tillægsartikel, er blevet bragt for retten af Jehovas Vidner. Det skyldes at deres religion påbyder dem at besøge folk fra dør til dør. Som vi skrev i sagen Murdock mod Pennsylvania, . . . (1943), gør Jehovas Vidner ’krav på at følge Paulus’ eksempel, idet de underviser „offentligt og i Husene“. Apostelgerninger 20:20. De tager Bibelens påbud: „Gaar ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen!“ bogstaveligt. Markus 16:15. De mener at de derved adlyder Guds bud.’“

I præmisserne blev der igen citeret fra sagen i 1943: „En sådan religiøs aktivitet har en lige så høj status under den første tillægsartikel som tilbedelse i en kirkebygning og forkyndelse fra en prædikestol. Den har samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og udbredte former for trosudøvelse.“ Der blev desuden citeret fra en sag i 1939: „At pålægge censur ved at kræve en særlig tilladelse der umuliggør den frie og uhindrede uddeling af skrifter, er et udfald mod selve de forfatningsmæssige garantier.“ — Kursiveret af dem.

Dernæst blev der i præmisserne fremsat en bemærkelsesværdig udtalelse: „Disse sager viser at Jehovas Vidners bestræbelser for at modsætte sig begrænsninger af ytringsfriheden ikke alene har været en kamp for deres egne rettigheder.“ Man gjorde opmærksom på at Jehovas Vidner „ikke er den eneste del af befolkningen som risikerer at blive bragt til tavshed af bestemmelser som den byen Strattons myndighed har vedtaget.“

I kendelsens præmisser stod der endvidere at vedtægten „er en fornærmelse — ikke blot mod de værdier der beskyttes af den første tillægsartikel, men også mod forestillingen om hvad et frit samfund er — at man i forbindelse med almindelige, daglige samtaler først skal informere myndighederne om sit ønske om at tale med andre og dernæst indhente tilladelse til at gøre det. . . . En lov der kræver en særlig tilladelse til at ytre sig på den måde, er en drastisk afvigelse fra vores nationale arv og forfatningsmæssige tradition.“ Præmisserne beskrev derefter „den skadelige virkning et sådant krav om tilladelse kunne få“.

Faren for kriminalitet

Hvad med det synspunkt at tilladelsen er en sikkerhedsforanstaltning mod indbrudstyve og andre kriminelle? Retten påpegede: „Vi erkender at frygten for kriminalitet er berettiget, men de foreliggende præcedenstilfælde viser klart at der skal være balance mellem denne bekymring og den virkning en eventuel vedtægt eller bestemmelse kan få på de rettigheder som den første tillægsartikel garanterer.“

Kendelsens præmisser fortsatte: „Det synes usandsynligt at kriminelle skulle undlade at banke på folks døre og tale med dem om ting som ikke er omfattet af vedtægten, bare fordi de ikke har en tilladelse til det. De kunne for eksempel spørge om vej eller bede om lov til at låne telefonen. . . . De kunne også lade sig registrere under falsk navn på en person med en ren straffeattest.“

Med henvisning til kendelser der blev afsagt i 1940’erne, skrev retten: „Retorikken i præmisserne i tiden under Anden Verdenskrig som gentagne gange sparede sagsøgernes [Vagttårnsselskabets] trosfæller for snæversynet retsforfølgelse, afspejlede Højesterets vurdering af den første tillægsartikels rettigheder som er aktuelle i denne sag.“

Hvordan lød Højesterets endelige afgørelse? „Thi bestemmes: Appeldomstolens afgørelse omstødes, og sagen hjemvises til retsforhandlinger i overensstemmelse med nærværende kendelses præmisser.“

Konklusionen på sagen blev altså, som der stod i Chicago Sun-Times, at „Højesteret støtter Jehovas Vidner“, hvilket skete med et flertal på otte mod én.

Hvad med fremtiden?

Hvordan betragter Jehovas Vidner i den nærliggende Wellsville menighed denne sejr ved Højesteret? Der er bestemt ingen grund til at prale på Strattons indbyggeres bekostning. Jehovas Vidner bærer ikke nag til landsbyens beboere. Et af de lokale Jehovas Vidner, Gregory Kuhar, siger: „Vi havde helst været foruden denne retssag. Men vedtægten var simpelt hen malplaceret. Det vi gjorde, kom ikke kun os til gavn; det kom alle til gavn.“

Kendsgerningerne viser at de lokale Jehovas Vidner havde gjort en bevidst indsats for ikke at provokere indbyggerne i landsbyen. Et Jehovas vidne ved navn Gene Koontz beretter: „Sidste gang vi forkyndte i Stratton, var den 7. marts 1998 — altså for over fire år siden.“ Han tilføjer: „Jeg fik personligt at vide at jeg ville blive arresteret. Vi har i de forløbne år hørt om mange tilfælde hvor politiet har truet med at arrestere os. Når vi bad om at se vedtægten på tryk, fik vi aldrig noget svar.“

Koontz fortsætter: „Vi vil helst have et godt forhold til vores naboer. Hvis nogen ikke ønsker at få besøg af os, respekterer vi deres beslutning. Men nogle er venlige og vil gerne tale med os om Bibelen.“

Gregory Kuhar siger: „Vi har ikke ført denne retssag for at genere Strattons indbyggere. Vi ønskede blot juridisk at få stadfæstet vores forfatningssikrede ytringsfrihed.“

Han fortsætter: „Vi håber at vi med tiden kan vende tilbage til Stratton. Når vi vender tilbage, vil jeg med glæde være den første der banker på hos en af byens indbyggere. Ifølge Jesu befaling skal vi jo vende tilbage.“

Udfaldet af sagen „Watchtower mod Village of Stratton“ har fået vidtrækkende konsekvenser. Efter at have fået kendskab til Højesterets afgørelse har en række lokale myndighedspersoner i USA erkendt at lokale vedtægter ikke længere kan bruges som begrundelse for at begrænse Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Indtil nu er problemer vedrørende hus til hus-forkyndelse blevet løst i omkring 90 lokalsamfund.

[Ramme på side 9]

„JEHOVAS VIDNER HAR GJORT DET IGEN“

Charles C. Haynes, forsker og leder af undervisningsprogrammer ved The First Amendment Center, skrev ovennævnte ord på Microsoft National Broadcasting Corporations websted under titlen „Trosfriheden“. Haynes fortsatte: „I sidste uge vandt [Jehovas Vidner] sejr i USA’s højesteret for 48. gang — en helt usædvanlig række af sager som i væsentlig grad har øget den beskyttelse den første tillægsartikel giver alle amerikanere.“ Derefter skrev han advarende: „Husk: Hvis myndighederne kan begrænse ét trossamfunds frihed, har de magt til at begrænse friheden for andre trossamfund — eller alle trossamfund. . . . Folk har selvfølgelig ret til at lade være med at lytte — og til at lukke deres døre. Men det offentlige skal ikke have bemyndigelse til at afgøre hvem der må banke på hos folk. Et stort bifald til Højesteret!“

Haynes sluttede: „Vi står alle i taknemmelighedsgæld til Jehovas Vidner. Uanset hvor mange gange de bliver hånet, jaget ud af byen og endog overfaldet, bliver de ved med at kæmpe for deres (og dermed vores) religionsfrihed. Og når de vinder, vinder vi alle.“

[Ramme/illustrationer på side 10, 11]

HVAD SAGDE PRESSEN OM HØJESTERETSAFGØRELSEN?

■ „Højesteret støtter Jehovas Vidner; Forkyndelse fra dør til dør kræver ikke tilladelse

I deres gerning med at banke på folks døre har [Vidnerne] altid ment at Gud stod bag dem. Nu har de også USA’s højesteret i ryggen.“ — Chicago Sun-Times, den 18. juni 2002.

■ „Ytringsfriheden vinder

Næste gang nogle Jehovas Vidner forstyrrer dig i middagsmaden, kan du overveje om ikke du burde takke dem. Tro mod deres religiøse principper har dette ukonventionelle trossamfund med næsten 1 million medlemmer [i USA] sikkert gjort mere end nogen anden organisation for at sikre ytringsfriheden for den enkelte amerikaner. . . .

At appellere til Højesteret er ikke noget nyt for Jehovas Vidner. Gennem 65 år har de i over en snes sager kæmpet effektivt mod flertallets tyranni.“ — USA TODAY, den 18. juni 2002.

■ „Dør til dør-besøg en forfatningsmæssig ret. Kendelsen var en sejr for Jehovas Vidner

USA’s højesteret afsagde i mandags en kendelse som fastslår at politikere, religiøse grupper, pigespejdere og andre har en forfatningsmæssig ret til at gå fra dør til dør og tale deres sag uden først at indhente tilladelse hos de lokale myndigheder.“ — San Francisco Chronicle, den 18. juni 2002.

■ „Højesteret: Man kan ikke hindre Jehovas Vidner og pigespejdere i at banke på døren

WASHINGTON — I dag slog Højesteret fast at forfatningen beskytter missionærers, politikeres og andres ret til at banke på folks døre uden først at have indhentet tilladelse til det hos de lokale myndigheder. . . .

Med otte stemmer mod én konkluderede Højesteret at ytringsfriheden der garanteres i den første tillægsartikel, omfatter retten til at komme direkte til folks døre med et budskab.“ — Star Tribune, Minneapolis, den 18. juni 2002.

[Illustration på side 9]

Dommer Stevens

[Kildeangivelse]

Stevens: Collection, The Supreme Court Historical Society/Joseph Bailey