Isak og Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1 Mos. 32:28) De talte det samme sprog, hebraisk. De havde fælles forordninger, skikke og traditioner. De havde den samme regering og var underkastet de samme love. Heller ikke engang under de fyrretyve års vandring skiltes de som nomader, men holdt sammen. Til sidst fik de den lovede arv i eje, bosatte sig i et land de kunne kalde deres eget og som strakte sig til nøje fastlagte grænser — de udgjorde en nation i ordets fulde forstand.

¹⁰ Et folk behøver ikke at opfylde hver eneste af de foran nævnte betingelser for at kunne kalde sig en nation. Det kødelige Israel opfyldte imidlertid dem alle. Men gælder det også den kristne kirke? Kan man virkelig kalde dette nye redskab en nation? Det spørgsmål vil vi undersøge i næste nummer af Vagttårnet.

Kærlighedens Gud

BIBELEN kalder Jehova for kærlighedens Gud. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. Og Moses sagde om Jehova at han er en Gud som er „barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed“. — 2 Kor. 13:11; 1 Joh. 4:8; 2 Mos. 34:6.

Men nogle mennesker indvender: En kærlig Gud ville aldrig forlange at hans tjenere skulle gøre det som Jehova krævede af Abraham. Han ville aldrig kræve at en mand skulle bringe sin eneste søn som et brændoffer. Sådan er der nogle mennesker der mener. Hvad mener du? Får denne beretning dig til at nære en stærkere kærlighed til Jehova, eller får den dig til at vende dig bort fra ham?

Man vil høste varig gavn af at værdsætte alt hvad Gud siger og gør. Denne hændelse skulle derfor ikke få os til at vende os bort fra Gud. Den skulle derimod få os til at ønske at forstå den bedre, således at den kan knytte os stærkere til Gud i kærlighed. Hvis vi har det rette syn på det Jehova krævede af Abraham, vil vor tro på Jehova som Livgiver styrkes, og vi vil se hvor stor kærlighed han nærer til menneskeheden.

Bibelens beretning siger at Jehova gav Abraham følgende befaling: „Tag din søn, Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig! . . . Da de nåede det sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et alter og lagde brændet til rette; så bandt han sin søn Isak og lagde ham på alteret oven på brændet. Og Abraham greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn. Da råbte [Jehovas] engel til ham fra Himmelen: ’Abraham, Abraham!’ Han svarede: ’Se, her er jeg!’ Da sagde engelen: ’Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!’“ — 1 Mos. 22:1-14.

Men hvorfor fordrede Jehova at Abraham skulle ofre sin søn, og hvorfor er denne beretning blevet bevaret i Bibelen? Apostelen Paulus henledte sine medkristnes opmærksomhed på denne hændelse for at opmuntre dem til at være lige så trofaste som Abraham. Endvidere erindrede han dem om at Jehova havde lovet Abraham at der skulle udgå et stort folk fra den søn som han havde fået ved et mirakel. Paulus citerede løftets ord: „Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig.“ (Hebr. 11:17, 18; 1 Mos. 12:2, 3; 15:18; 21:12) Men hvorledes kunne der blive et stort folk hvis Isak døde? Det var umuligt. Og alligevel bød Gud Abraham dræbe Isak. Var Gud ikke temmelig inkonsekvent? Hvordan reagerede Abraham?

Bibelen melder intet om hvad der rørte sig i Abraham da han drog hen til offerstedet. Den siger intet om hvad Abraham følte da han bandt sin søn, lagde ham på alteret og løftede kniven for at dræbe ham. Man kan kun forestille sig at Abraham må have været smerteligt berørt! Og dog fremhæver Paulus at Abraham var tillidsfuld. Havde Jehova ikke lovet at gøre sønnen Isak til en stor nation? Jo! Dette løfte kunne Gud kun holde ved at oprejse Isak, ikke sandt? Jo, og Abraham „regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde“; han regnede ikke med at Isak ville opstå i den nye verden, men på et tidspunkt Gud valgte for at løftet om Isak kunne blive opfyldt. — Hebr. 11:19.

Hvordan virkede det på de jødiske kristne at Paulus omtalte denne hændelse? Var den dem en anstødssten og fik den dem til at vende sig bort fra Jehova? Slet ikke. De styrkedes i deres tro og opildnedes til at tjene den store Livgiver, Jehova. De lærte af beretningen at det er vigtigere at adlyde Guds lov end det er at bevare sit liv, hvilket også Jesus havde fremhævet: „Den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det.“ — Luk. 9:24.

Abrahams eksempel lærer os sandelig at have tro og tillid til Jehova! Selv når en kristen står ansigt til ansigt med døden eller, endnu værre, hvis en af hans kære står over for døden, kan han stole på Jehova, for Jehova vil holde ham oppe. Det er derfor Paulus tilskynder os til at have Abrahams eksempel for øje. Efterfølg det. Vi bør have den samme tro som han, for det vil skænke os Jehovas velbehag og et evigt liv i den nye verden. — Hebr. 11:6.

Jehova gav imidlertid ikke Abraham befaling til at ofre sin søn blot for at prøve hans tro. Nej, der lå mere bagved. Han fremstillede et profetisk billede der skulle vise, ikke hvad jordiske forældre skal gøre med deres børn, men hvad han selv ville gøre for den troende menneskeheds skyld. Det blev illustreret så levende at det ville røre forældres hjerter og lade dem forstå at det ikke var en ubetydelig ting Gud gjorde. Det rette syn på Guds handling fremgår af Johannes 3:16: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ Hvor stor var Guds kærlighed så? Så stor at mennesker i dag gyser ved tanken om at de skulle ofre lige så meget som Gud.

Men var det nu af kærlighed at Jehova bragte sin søn Jesus som et offer? Ja det var, for milliarder af mennesker ville dø hvis ikke der blev truffet en foranstaltning til at befri dem for syndens og dødens fordømmelse. For at de kunne blive frelst måtte der ifølge Guds retfærdige lov betales en løsesum. (5 Mos. 19:21; Sl. 51:7; 49:8, 9) I stedet for at lade menneskeheden i stikken ofrede Jehova det kosteligste han ejede, sin enbårne søn, for at redde mennesker fra den visse død. Hvem kunne have bragt så stort et offer og vist en større kærlighed? Hvis et menneske efterlignede den kærlighed Jehova her viste, mon det så ikke ville blive genstand for hyldest og ære?

Hvis for eksempel mange menneskeliv truedes af en ildebrand eller af en oversvømmelse og en far og hans søn havde mulighed for at undsætte dem, ville man da ikke betegne det som en kærlighedsgerning hvis de to forsøgte at frelse deres venner og medmennesker? Og ville man ikke sige at sønnen havde udført en heltedåd dersom han satte sit eget liv til for at frelse flere hundrede menneskeliv? Selvfølgelig ville man det. At Gud ofrede sin søn er naturligvis af langt større værdi. Men dertil kommer at sønnen ikke mistede sit liv for bestandig. Jehova gav sin søn livet tilbage, idet han oprejste ham fra de døde, ganske som Abraham havde fuld tillid til at Jehova ville oprejse Isak.

Hvad skal dette profetiske drama med Abraham lære os? Det skal lære os at vi bør efterligne Abraham, der uden vaklen adlød den store Livgiver. Han er vor Skaber, og selv om lydighed imod hans lov skulle koste os livet, kan vi have tillid til at han har magt til at give os livet tilbage. I særdeleshed skulle hændelsen ikke få os til at vende Jehova ryggen. Den skulle tilskynde os til at elske ham højere end nogen sinde, fordi han på en let begribelig måde har hjulpet os til at forstå hvad han har gjort for vor skyld.