anden venligere stemt. Det vil hjælpe vedkommende til at forstå at man ikke er forudindtaget imod ham, at man lægger mærke til de stærke og gode sider, såvel som til de svage, og ydermere at man har empati og forstår at det ikke er behageligt at modtage vejledning.

Hvis man vil mestre den kunst at retlede andre må man være opmærksom på hvordan man giver irettesættelsen. Medmindre forsyndelsen er meget alvorlig og den enten er begået med forsæt eller i ligegyldighed, er det bedst at gå lempeligt frem, med venlighed og mildhed. Der er visdom i det inspirerede råd: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ (Gal. 6:1) Ja, venlighed og mildhed gør det meget lettere for den anden at tage imod vejledning. Der kræves imidlertid også selvbeherskelse, for det er slet ikke nogen let sag at retlede en anden mildt, venligt og roligt.

Til den kunst at retlede andre hører også at man tager hensyn til hvem det er man skal retlede. De der har myndighed behøver ikke at undskylde sig når de med visdom og mildhed retleder dem de har i deres varetægt. Det hører med til ægtemænds, fædres, læreres og kristne hyrders pligter at irettesætte. Det er rigtigt at disse selv til tider kan træde fejl og har brug for at blive gjort opmærksom på det. Men dette bør naturligvis gøres meget respektfuldt.

Alle disse principper for retledning af andre kan med fordel anvendes af kristne forkyndere i deres arbejde med at forkynde og undervise. Man kunne sige at de har fået det hverv overdraget af Jehova Gud at retlede alle som de kommer i forbindelse med i deres tjeneste. Hvordan det? Jo, ved at de har fået befaling til at advare menneskehedens verden om denne tingenes ordnings forestående tilintetgørelse. For at udføre dette hverv effektivt, kræves det at man mestrer kunsten at retlede andre.

Det er derfor først og fremmest nødvendigt for dem at have nøjagtig viden, så de ved hvad de skal sige. De må også være i besiddelse af det rette motiv og give advarselen af godhed og kærlighed, selv om nogle måske ikke forstår og værdsætter det. De må tage hensyn til tid og sted og ikke insistere på at blive hørt når det ikke er belejligt for andre at lytte. De påtvinges heller ikke andre deres budskab når disse ikke værdsætter det der er helligt; de ’giver ikke hunde det hellige’. Samtidig giver de med mildhed og venlighed en grund for det håb der bor i dem. Ved således at mestre den kunst at retlede andre kan de nære håb om at gøre størst gavn i deres kristne tjeneste. — Matt. 7:6; 1 Pet. 3:15.

Spørgsmål fra læserne

● Hvis Abraham virkelig troede at han skulle ofre sin søn Isak, hvorfor sagde han da til sine trælle at han og Isak ville vende tilbage til dem? — E. M., U.S.A.

Jehova gav Abraham udtrykkelig befaling om at det var hans ønske at han skulle bringe sin elskede, søn Isak som offer. — 1 Mos. 22:2.

I tro drog Abraham med sin søn og to trælle af sted indtil de i det fjerne kunne se offerstedet. Så sagde Abraham til trællene: „Bliv her med æselet, medens jeg og drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder.“ — 1 Mos. 22:5.

Om Abraham til fulde forstod hvor sandt han talte i dette øjeblik, ved vi ikke. Men hans ord var næsten en profeti om det der skulle ske.

Nærede Abraham nogen tvivl om at Isak ville blive bragt som et offer? Nej, det var hans hensigt at adlyde Gud, og han troede fuldt og helt på Jehova og hans magt. Abraham ville derfor gøre som Gud havde sagt, selv om det betød at hans elskede søn måtte dø. Abraham vidste at både han og hans hustru Sara havde været så godt som døde med hensyn til deres forplantningsevne, og alligevel genopvakte Gud deres evne til at sætte børn i verden. Denne genoplivelse af deres forplantningsevne resulterede i Isak. — Hebr. 11:11, 12; Rom. 4:19-21.

Jehova havde allerede lovet Abraham at han ville gøre ham til et stort folk og at der igennem ham skulle komme en der ville blive til velsignelse for „alle jordens slægter“. Gud havde også fortalt Abraham hvad der skulle ske med hans „sæd“ eller „afkom“. (1 Mos. 12:1-3; 15:13-16) Gud talte ikke om afkom gennem nogen anden søn, for han havde udtrykkeligt sagt: „Efter Isak skal dit afkom nævnes.“ (1 Mos. 21:12) Hvis Isak blev ofret, så måtte Jehova genoprejse Isak hvis velsignelsen skulle komme gennem denne sæd. Troede Abraham at Jehova kunne gøre dette? Under inspiration har apostelen Paulus givet os svaret. Han sagde at Abraham „regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde“. (Hebr. 11:19) Følgelig nærede Abraham en tydelig forventning om at hvis Isak døde, ville Gud, når tiden var inde til det, genoprejse ham så Isak kunne frembringe den lovede sæd. Abrahams ord til trællene afspejler denne tillid.

● Hvad er den ’ene dåb’ der omtales i Efeserbrevet 4:5? Er det den samme dåb som den der omtales i Mattæus 28:19? — E. B., U.S.A.

Ja, det er i det væsentlige den samme dåb. Apostelen Paulus henviste til en vanddåb som var antagelig i Guds øjne da han skrev: „Ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader.“ — Ef. 4:4-6.

Da Paulus i år 55 befandt sig i Efesus skrev han til de kristne i Korint. Et af de punkter han understregede var at der ikke måtte findes splittelser iblandt dem på grund af at de tilsluttede sig ledende mænd, blandt andre den der havde døbt dem, som om de var hans disciple. De der blev døbt i Korint var ikke blevet døbt i Paulus’ eller Apollos’ eller Kefas’ navn; de var blevet døbt i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, således som Jesus havde befalet. — Matt. 28:19; 1 Kor. 1:10-16.

Cirka fem år senere, eller omkring år 61, skrev Paulus til sine elskede åndelige brødre i Efesus. Ligesom i hans brev til Korint var enheden også et af de vigtige punkter han understregede i dette brev. Han viste at adskillelsen mellem jøder og hedninger var blevet fjernet. Nu kunne alle troende i enhed nærme sig Jehova. De kunne alle få den hellige ånd og udgøre en del af det åndelige tempel, „en Guds bolig i Ånden“. — Ef. 2:13-22.

I sin videre behandling af spørgsmålet om enhed forklarede han at de sammen udgjorde et åndeligt legeme. De havde alle fået den hellige ånd. Med ånden som et pant på det der skulle komme havde de fået et himmelsk håb. (Ef. 4:4; 1 Kor. 12:13; 2 Kor. 5:5) De havde alle troet på den samme Herre, Jesus Kristus, og de viste alle tro på de samme guddommelige foranstaltninger så de kunne blive godkendt af Gud. — 1 Kor. 8:6; 2 Kor. 4:13.

Før Paulus nu siger at de var forenede ved at have én Gud og Fader, nævner han at de havde „én dåb“. Ja, det var sandt. Alle der blev kristne måtte underkaste sig vanddåben.

De fleste af dem der da var kristne var blevet døbt som disciple efter pinsedagen i år 33. Før den tid var nogle, som for eksempel apostlene der færdedes med Jesus, blevet døbt af Johannes Døber med det der dengang var en af Gud ordineret og antagelig dåb. Disse behøvede ikke senere at blive gendøbt. Da først den kristne menighed var blevet oprettet på pinsedagen i år 33, var Johannes’ dåb ikke længere acceptabel. De der fra dette tidspunkt skulle døbes på rette måde, måtte døbes „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“, sådan som Jesus havde sagt. — Matt. 28:19.

Dette spørgsmål om at være forenet ved en antagelig dåb havde en særlig betydning for de kristne i Efesus. Det var i denne by Paulus mødte nogle som ikke havde hørt om Jesu dåb. De var øjensynlig blevet døbt med „Johannes’ dåb“ efter at denne var ophørt med at være en antagelig dåb. De havde allerede hørt om Gud, så Paulus forklarede dem om Kristus og om den hellige ånd og derpå „lod de sig døbe i Herren Jesu navn“. (Ap. G. 19:2-6) På denne måde kunne de tjene Jehova sammen med alle de døbte kristne i Efesus og andre steder. Sandsynligvis var de fleste, om ikke alle, af de andre kristne i Efesus blevet døbt efter pinsedagen i år 33 som Jesu disciple.

Alle de kristne måtte underkaste sig en antagelig vanddåb; den havde de således tilfælles. Paulus kunne med rette bruge dette som et eksempel på den enhed der bør være blandt kristne.