Hvordan mennesker har søgt at nærme sig livets kilde

„Han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til ham og finde ham.“ — Ap. G. 17:26, 27.

 1. (a) Hvad har gudfrygtige mennesker grundet over siden Adams synd? (b) Hvorfor har Jehova forekommet menneskene at være så langt borte?

LIGE siden vore første forældre blev drevet ud af Guds have, ud på den uopdyrkede jord, har gudfrygtige mænd og kvinder grundet over hvordan de kunne nærme sig den store livets kilde. Det der har optaget gudhengivne mennesker, har først og fremmest været hvordan de igen kunne nærme sig deres store Skaber og glæde sig over det nære forhold til ham som Adam oprindelig havde. De har på en eller anden måde forstået den sandhed som en af Guds profeter senere udtrykte: „Dit [Jehovas] rene blik afskyr ondt, du tåler ej synet af kvide.“ Mindet om de keruber der blev sat ved den østlige indgang til Edens have med det „glimtende flammesværd“, ville længe være en påmindelse til mennesket om at kun rene og ubesmittede skabninger trygt kan nærme sig ham. Moses mindede senere Israels folk om dette idet han sagde: „[Jehova] din Gud er en fortærende ild, en nidkær Gud!“ Det faldne menneskes ufuldkommenhed og urenhed gør det tjenligt til Jehovas retfærdige dødsdoms ødelæggende ild. Hvordan kunne det nogen sinde trygt nærme sig den Højestes „evige bål“? — Hab. 1:13; 1 Mos. 3:24; 5 Mos. 4:24; Es. 33:14.

 2. Hvad gjorde Jehova ved det forhold at menneskene var kommet så langt bort fra ham?

² Overladt til sig selv kunne mennesket aldrig have fundet en acceptabel måde at nærme sig Skaberen på. Men lykkeligvis er det ikke blevet overladt til sig selv. Jehova har vist sin store medfølelse med sine handicappede skabninger ved at han har forudsagt retfærdighedens endelige sejr, og ved at han samtidig har sørget for en måde hvorpå mennesket kunne bevare forbindelsen med ham. I Eden havde der været den „skærmende kerub“, som uden tvivl havde et vist ansvar i forbindelse med at beskytte og fremme den sande tilbedelses interesser på jorden. Gud vedblev nu med at benytte himmelske sendebud og gav således mangfoldige beviser på at han gør „sine engle . . . til vinde og sine tjenere til ildslue“. — 1 Mos. 3:15; Ez. 28:14; Hebr. 1:7.

 3. Hvilke eksempler har vi på at Jehova har sørget for en forbindelse mellem sig og de ufuldkomne mennesker der søger ham?

³ Da Moses blev udvalgt til at være Israels hersker og befrier, skete det således ved at en engel viste sig for ham i en brændende tornebusk. Da Gideon af Gud blev udvalgt til at være befrier og dommer, fik engelen ild til at slå op af klippen og mirakuløst fortære det offer der var bragt. Det himmelske sendebud der viste sig for Samsons forældre for at bekendtgøre at de skulle få en højst usædvanlig søn, steg, efter at have fortalt den gode nyhed, op i flammen fra det alter hvorpå Manoa og hans hustru bragte Jehova et brændoffer. På Lots tid var det engle der reddede denne gudfrygtige mand og hans døtre, da den brændende tilintetgørelse ramte byerne i området. Dette er blot nogle få eksempler på hvordan Gud har sørget for at gudfrygtige mennesker kunne have forbindelse med ham.

 4. På hvilke forskellige måder har Jehova brugt himmelske engle som sendebud til retfærdselskende mennesker?

⁴ Bibelens nøjagtige beretning viser at englene har tjent på mange forskellige måder i forbindelse med menneskene og deres tilbedelse af Gud. De har overbragt menneskene Guds ord og vejledt dem om det (Luk. 1:19); de er trådt frem for Gud på menneskenes vegne (Matt. 18:10); de har nøje overvåget de guddommelige interesser her på jorden og har holdt den suveræne Hersker underrettet om udviklingen. (Dan. 10:12-14; Zak. 1:10) I forskellige syner har de vist sig for udvalgte mennesker, enten under et kompakt symbol af fire livsvæsener eller levende skabninger (NW) eller som utallige myriader, forsamlede i himlenes himle foran evighedens Konge, som de tilbeder og hylder med lovprisninger. (Dan. 7:10; Åb. 4:6-8) Vi kan være Jehova meget taknemmelige for at menneskeheden ikke er blevet afskåret fra al forbindelse med ham.

 5. Hvordan viste Jehova at han godkendte en retfærdig patriarkalsk ordning blandt menneskene?

⁵ Den vigtige opgave englene har som forbindelsesled mellem Gud og mennesker, samtidig med at de beskytter det syndige menneske mod at blive ramt direkte af Guds strenge retfærdighed, blev uden tvivl indprentet Jakob da han i sin drøm så en stor stige der nåede fra jorden til himmelen og som engle steg op og ned ad. Jakob var blot en af de trofaste patriarker eller familieoverhoveder som Jehova åbenbarede sin vilje og hensigt ved hjælp af himmelske sendebud. Dette viser i sandhed at den gamle patriarkalske ordning, ved hjælp af hvilken menneskene skulle spredes familievis ud over hele jorden og således befolke den, havde Jehovas godkendelse. Under denne ordning blev familiefaderen eller stammeoverhovedet familiens eller stammens fyrste og præst og den der havde ansvaret for at Jehovas principper for et retfærdigt styre og en ren tilbedelse blev fulgt. Som fyrste og præst ville ethvert familieoverhoved der var værdigt til det, føre an med hensyn til at øve ret og skel i overensstemmelse med Guds retfærdige eksempel og med hensyn til at bevare den rene tilbedelse, bringe ofre for familien, og i al almindelighed tjene som Guds repræsentant over for familien og virke som mellemmand mellem den og Gud.

 6. Nævn nogle af de grundlæggende betydninger af det hebraiske ord der er oversat „præst“.

⁶ Det kan ikke med sikkerhed siges hvorfra det hebraiske ord khohenʹ, som er oversat „præst“, stammer. Én bibelforsker mener således at khohenʹ indebærer tanken om „at træde i en andens sted eller at handle som mellemmand for en anden“. Ordet gengives med „præst“, og i nogle forbindelser med „stedfortræder, ypperste eller embedsmand“. (2 Sam. 8:18; 1 Krøn. 18:17) Et beslægtet arabisk ord betyder „at nærme sig, at komme nær, at have fortrolig adgang til“. Et lignende babylonisk ord har betydningen „votiv-, som bringer hyldest til guddommen“. En anden autoritet hævder at ordet „præst eller anfører var en titel som ofte blev brugt om fyrster og konger, om noget eller nogen der var viet til guddommen“. Noa, Sem, Abraham, Jakob, Job og Amram er blot nogle få af de gamle patriarker der trofast varetog deres hverv som overhoveder for deres respektive familier, og som samtidig værnede om den rene tilbedelses interesser, men Bibelen benævner dem ikke med titlen „præst“, khohenʹ (hebraisk) eller hiereusʹ (græsk).

Selvbestaltede og selvrådige herskere

 7. Nævn nogle af de måder hvorpå Nimrod arbejdede i modstrid med Jehovas vilje.

⁷ Der var imidlertid nogle som i høj grad udnyttede og misbrugte stillingen som det religiøse overhoved under den patriarkalske ordning, og som gjorde sig uegnede til virkeligt at repræsentere den hellige og kærlige Skaber. De benyttede sig af stillingen til at ophøje sig selv og til at efterlade sig hvad de mente var et uforgængeligt minde om deres personlige ry. Nimrod var en af de første der fulgte Djævelens eksempel og som søgte at drage sine medmenneskers tilbedelse og tjeneste bort fra Gud, mod sig selv. Af beretningen fremgår det at han ikke var den førstefødte og det er derfor højst sandsynligt at han tilranede sig en myndighed og position der rettelig tilhørte Kusj’ ældre sønner. Hans foragt for den patriarkalske ordning fremgår af at han angreb og underlagde sig de omliggende familier og stammer og samlede folk i tæt beboede bysamfund som det var let at herske over. — 1 Mos. 10:7-12.

 8. Hvilke forhold i Assyrien og Babylonien viser at man fulgte Nimrods eksempel?

⁸ Nimrod lod hånt om Guds hensigt med menneskene og oprettede et religiøst-politisk diktatur med sig selv som statsoverhoved. Følgende uddrag af et historisk værk viser hvordan han og hans efterfølgere førte deres ærgerrige mål ud i livet: „Teorien om ’kongernes guddommelige ret’ blev holdt strengt i hævd i Babylonien og Assyrien. Når monarkerne omtaler sig selv som udpeget af denne eller hin gud til at være landets hersker, var det ikke blot en talemåde. Kongen var guddommens stedfortræder på jorden, hans repræsentant, som nød guddommelig gunst og som havde gudernes fortrolighed. I gammel tid var de præstelige funktioner uløseligt knyttet til kongemagten. Assyriens ældste konger kaldte sig ’Assurs præster’.“a

 9. Hvordan viser Ægyptens historie at man ikke havde det rette patriarkalske styre?

⁹ Nimrods adfærd blev eksemplet for ærgerrige mænd i alle de familier der senere spredtes i alle retninger fra Babylon dengang Jehova forvirrede tårnbyggernes sprog. (1 Mos. 11:5-8) Om faraonerne læser vi: „I Ægypten forblev kongen den eneste repræsentant mellem guder og mennesker. Selv da der opstod et præsteskab og der til stadighed blev bragt guderne ofre for menneskene, optrådte præsterne ikke som mellemmænd, for de repræsenterede blot kongen. . . . Det var udelukkende i kongens navn præsterne bragte ofre, nærmede sig guderne og optrådte som formidlere mellem mennesket og gud.“b

10, 11. Fulgte andre lande Nimrods eksempel?

¹⁰ I forbindelse med inkaernes gamle rige i det land vi nu kender som Peru, henviser forskerne til vidnesbyrd om at deres dynasti trådte i stedet for en tidligere ordning hvor man troede på eksistensen af et højeste Væsen, en Skaber af alle ting. Den nye ordning „var grundlagt på kongefamiliens særlige interesser og havde hovedsagelig til hensigt at støtte dens fordringer og autoritet. Herved tiltog den sig en stærkere og mere omfattende magt end den de fleste af østens mægtigste aristokratier besad“.c „Præsteskabet var et kompliceret hierarki, hvis overhoved var inkarigets kejser, der var så guddommelig at alene hans søster var tilstrækkelig hellig til at blive hans hustru. De vigtigste stillinger under kejseren var besat af den kongelige inkafamilies medlemmer.“d

¹¹ Indiens historie viser det samme forfald, den samme afvigelse fra den patriarkalske ordning. I sin beskrivelse af den herskende kaste udtaler en historiker at „den alene er kvalificeret til at forestå religiøse ceremonier, og uden den kan forbindelsen mellem mennesket og guderne ikke opretholdes. Fra sin fødsel er brahmaneren et overmåde helligt væsen; han er bestemt til en højere rang end andre mennesker, og forskellen mellem ham og dem må give sig udslag i alle hans handlinger og vaner livet igennem. Han er alle klassernes naturlige herre“.e

12. Hvad opkastede selviske herskere sig til?

¹² Man lægger således mærke til at selviske mennesker overalt på jorden, i stedet for at virke som mellemmænd, har virket som en skranke mellem Gud og mennesker og har erklæret at kun ved deres forbøn og efter deres forgodtbefindende kunne mennesker opnå himmelens gunst. Ved hjælp af mystiske religiøse kræfter har de kunnet oprette og udøve et undertrykkende herredømme over folket. Historien er fyldt med beretninger om den nød og elendighed som disse selvbestaltede herskere, der gav sig ud for at være retfærdighedens tjenere, bragte over deres trælbundne undersåtter.

Trofaste patriarker

13. Levede Noa op til de krav Gud stillede til patriarkalske præster? Forklar.

¹³ Det er velgørende efter dette at læse beretningen om de trofaste patriarker der varetog deres ansvar på en måde som var til ære for Gud og til velsignelse for menneskene. Tag for eksempel Noa. Ved hans fødsel var det blevet profeteret om ham at han skulle skaffe sin familie trøst, og senere begivenheder viste at denne profeti var sand. Han søgte Gud så nidkært at Jehova fandt stor behag i ham. Han viste at han var ivrig efter at opnå Guds retfærdighed. I modsætning til Nimrods onde adfærd handlede han udadleligt over for sine medmennesker, og han vandrede ydmygt med Gud. Han var en retfærdighedens forkynder for sine samtidige og viste således at menneskehedens velfærd virkelig lå ham på sinde. Selv om han blev ignoreret og latterliggjort af de fleste, oplevede han den velsignelse at se sin egen familie give agt på den undervisning han havde givet, og sammen med ham overleve den verdensomfattende katastrofe. Da han var kommet ud af den beskyttende ark varetog han trofast sit hverv som præst ved at føre an i tilbedelsen og i taknemmelighed bringe Jehova et offer for sig selv og sin familie. — 2 Pet. 2:5; 1 Mos. 8:20.

14. Hvordan viser Abrahams handlemåde at han som familieoverhoved var ivrig efter at gøre Jehovas vilje?

¹⁴ Abrahams historie viser at han var et fremtrædende familieoverhoved der, skønt han ikke var den førstefødte søn, havde en klar erkendelse af sit religiøse ansvar, især fra det tidspunkt da han efter sin fader Taras død førte sin husstand ind i det land som Gud havde omtalt for ham. Da Jehova over for Abraham bekræftede pagten om at hans afkom skulle tage hans udlændigheds land i eje, fik Abraham befaling til at virke som præst idet han skulle lægge de dræbte offerdyr på en bestemt måde. (1 Mos. 15:9-18) Da han i sin høje alderdom ved Guds mirakuløse indgriben havde fået den søn og arving der var forjættet ham, og senere fik befaling til at ofre denne eneste søn, ser vi ham atter virke som familiepræst. På alle sine rejser byggede han altre for at tilbede Jehova idet han offentligt påkaldte sin Guds hellige navn så folkene i Kana’ans land fik at høre om den sande Gud. Han belærte også trofast sin husstand om at ære og elske den højeste Gud. Tænk også på hvordan han virkede som mellemmand dengang han gik i forbøn hos Jehova for de eventuelle retfærdige indbyggere i den onde by Sodoma nær Gomorra. — 1 Mos. 12:8; 13:18; 18:19, 22-32.

15. Hvilken slags præst var Melkizedek?

¹⁵ Dernæst har vi beretningen om Melkizedek. Bibelen fortæller ikke noget om hans stamtavle eller om hvor længe han levede eller hvor han døde. Men han er den første i Bibelen der kaldes „præst“, ja han kaldes „Gud den Allerhøjestes præst“, og af det kan vi slutte at han i kongeriget Salem loyalt opretholdt tilbedelsen af den sande Gud og holdt sig adskilt fra de omboende hedenske kana’anæeres urene, nedværdigende religiøse skikke. Han drog ud for at møde og velsigne den sejrende Abraham da denne vendte tilbage efter at have befriet Lot. Der er ingen tvivl om at det var Jehova der ledede ham til at gøre det, og som et udtryk for at Abraham også forstod situationen på denne måde, gav denne patriark gavmildt Salems præstekonge en tiendedel af hele det bytte han havde taget fra det besejrede forbund af konger fra nord. — 1 Mos. 14:18-20.

16, 17. Hvorfor fandt Jehova behag i Isak og Jakob?

¹⁶ Isak og Jakob holdt begge fast ved Abrahams lære idet de hver især i deres generation viste loyalitet mod den ’salvelse’, den bemyndigelse, Gud gav dem til at have en vis andel i forberedelsen og frembringelsen af en sæd eller hellig nation der til sidst skulle arve det forjættede land. Som Jehovas særlige repræsentanter blev de til stadighed ledet og beskyttet af ham. Bibelen beretter om hvordan Guds øjne hvilede på dem: „Han [tillod] ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!’“ (Sl. 105:14, 15) De for deres del holdt sig strengt til det der var Guds vilje med dem, nemlig at de forblev midlertidige indbyggere i landet, i modsætning til Kana’ans begærlige og materialistiske indbyggere, som havde taget landet i besiddelse uden ret til det. Som familieoverhoveder fremmede de den sande tilbedelse i deres husstande. Overalt hvor de kom hen genspejlede de på en højst rosværdig måde den Gud de tilbad.

¹⁷ I sin ungdom beskrives Jakob som „en fredsommelig [dadelfri, NW] mand, en mand, som boede i telt“. (1 Mos. 25:27) At han, skønt han ikke var den førstefødte søn, satte Jehovas velsignelse og gunst meget højt og samtidig var klar over den fuldstændige ligegyldighed hans broder Esau viste i denne henseende, fremgår af den handel han sluttede for at komme i besiddelse af førstefødselsretten. Materielle fordele betød ikke så meget for ham som det dyrebare privilegium og ansvar den trofaste Isaks arving rettelig ville få overdraget. Jakobs dybe værdsættelse af den beskyttelse og omsorg Jehova havde vist ham i alle hans trængsler, tilskyndede ham til at aflægge det løfte at han til stadighed ville give en tiendedel af al sin indtægt til den sande tilbedelse. (1 Mos. 28:22) Blandt de særlige bekendtgørelser Gud kundgjorde gennem denne trofaste repræsentant, var de betydningsfulde velsignelser Jakob udtalte over sine sønner lige før sin død. — 1 Mos. 49:1-28.

18. Hvordan gjorde Ruben sig uegnet til at opnå førstefødselsrettens privilegier, og med hvilket resultat?

¹⁸ Ifølge patriarkalsk sædvane skulle Jakobs førstefødte søn, Ruben, have arvet førstefødselsretten i Israel. Ruben gjorde sig imidlertid uegnet til at opnå denne forret da han bedrev utugt med sin faders medhustru, moderen til nogle af hans brødre. Han viste således stor ringeagt for det hellige familieforhold inden for sin faders husstand. Han var derfor uegnet til, som arving til førstefødselsretten, at sætte det rette eksempel. (1 Mos. 49:4) Førstefødselsrettens dobbelte del gik derfor senere til Josef, herskermagten til Juda og præstedømmet til Levis hus. Da Rubens efterkommere, Datan og Abiram, på Moses’ tid forsøgte at tilegne sig den forspildte ret til at herske, greb Jehova hurtigt ind for at hævde det ord han havde udtalt gennem Jakob. Disse rubenitter måtte bøde med livet fordi de havde vovet at udfordre Jehovas ret til at ydmyge dem der mishager ham og ophøje dem der behager ham. — Fjerde Mosebog, kapitel 16.

19. Hvilken slutning må vi, på grundlag af Jobs erfaringer, drage med hensyn til Job?

¹⁹ Blandt de sande tilbedere af Gud indtager Job en fremtrædende plads. Hans tålmodighed og gudsfrygt blev i sandhed sat på prøve da han blev ramt af en række ulykker som efterlod ham barnløs, venneløs og hjemsøgt af en yderst smertefuld sygdom. Over for sin familie og sine bekendte priste han Guds gode egenskaber uden nogen sinde at anklage Ham fordi Han tillod at han blev ramt så frygteligt. Ulig fortidens og nutidens vantro præster anklagede han ikke Gud for at handle uret fordi han tillod det onde. Selv mens han var en rig mand havde han altid sine børns forhold til Gud i tanke, idet han flittigt havde bragt ofre for dem, for, som han selv sagde: „Måske har mine sønner syndet og forbandet Gud i deres hjerte.“ (Job 1:5) Da han blev udsat for sine modstanderes fornærmelser, forsvarede han Jehovas navn og retfærdighed. Da Job til sidst blev helbredt og udfriet fra alle sine trængsler, afhang hans skarpe kritikeres liv af hans bøn om at Gud ville tage imod de ofre de bragte som udtryk for deres anger. Jobs sidste tid viser tydeligt at han havde behaget Jehova i sin tjeneste som præst og familieoverhoved. — Job 42:8, 12.

20. Hvilke begivenheder i Moses’ liv beviser at han trofast fremmede Guds hensigter?

²⁰ I den høje alder af firs år blev Moses af Jehovas engel bemyndiget til at virke som profet, befrier, hersker, mellemmand og præst for Israels folk. (Sl. 99:6) Hans første opgave bestod i at føre dette forbilledlige folk ud af Ægyptens trældom. Som mellemmand mellem de stivnakkede israelitter og Jehova måtte han gang på gang træde til for at afværge den tilintetgørelse som Jehova overvejede at ramme det ulydige og utaknemmelige folk med. (2 Mos. 32:10-14; 4 Mos. 14:11-19) I denne egenskab formidlede han også Guds pagt med folket før der endnu var truffet en ordning om et nationalt præsteskab. Som en pålidelig budbringer overbragte han hele Guds råd til folket og fastholdt at det måtte rette sig efter de guddommelige krav. Han gav sig selv villigt i arbejdet som udøvende dommer i israelitternes vældige lejr. Han var nidkær med hensyn til at forsvare den sande tilbedelse og hurtig til at gribe ind over for dem der fordærvede den. Beretningen om ham viser at der, trods hele det ansvar han måtte røgte og alle de gudgivne privilegier han nød, ikke fandtes mindste antydning af selvisk ærgerrighed hos ham. Han kunne stadig kaldes „sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden“. — 2 Mos. 18:17, 18; 32:32; 4 Mos. 12:3.

21. Hvilket valg stod Moses over for, og hvordan valgte han det rette?

²¹ Vi må huske at Moses ved Faraos hof var blevet oplært i al Ægyptens visdom. Han havde haft lejlighed til at iagttage dette lands præster og været vidne til alle deres intriger for at beherske folket og berige sig selv, samtidig med at de altid fremstillede den tyranniske hersker som gudernes yndling. Selv om personlig ærgerrighed kunne have bragt Moses rigdom og magt i Ægypten, valgte han at gøre sig til ét med Jehovas folk og bære den hån og spot der må være blevet rettet mod et folk hvis Gud ikke engang havde givet det et land. De ægyptiske spottere havde ingen anelse om hvad der ventede dem og deres stolte land. — Hebr. 11:24-26.

22. Hvilke spørgsmål trængte til at blive besvaret, selv om Jehova ved hjælp af engle bevarede forbindelsen med mennesker der elskede retfærdighed, og hvilket håb fandtes der om at mennesker engang kunne nærme sig Gud?

²² Forbindelsen med Skaberen ved hjælp af himmelske sendebud var en gunst der indtil Moses’ tid var begrænset til nogle få gudfrygtige familier. Mens dette tjente til at bevare troen på en stor og gavmild Gud, var der alligevel mange ubesvarede spørgsmål. Hvordan kunne ufuldkomne mennesker blive forligt med deres fuldkomne Skaber? Ville den skranke der var mellem dem og Gud, og som fuldkomne engle og loyale, men ufuldkomne patriarker ikke havde været i stand til at fjerne, nogen sinde blive ryddet af vejen? Hvordan kunne syndens og dødens trældom fjernes? Skulle de kommende slægtled blot, ligesom græsset, skyde op, eksistere en kort tid, og så dø? De trofaste familieoverhoveder må selv ofte have grundet over disse spørgsmål når de betragtede nattehimmelen og fattede lidt af Guds umådelige skaberværk. Men de måtte blot tålmodigt vente indtil Jehova skridt for skridt åbenbarede sine hensigter for dem. Han havde i forvejen givet sine tjenere besked om den store vandflod, om ødelæggelsen af Sodoma og om udfrielsen fra Ægypten. De havde virkelig en Gud der kunne og ville opfylde sit ord. Dette var i sandhed et tilstrækkeligt grundlag for deres håb om at Han til sin tid ville åbenbare hvordan de kunne nærme sig ham og opnå liv og fred med ham!

[Fodnoter]

[Illustration på side 390]

I en drøm så Jakob hvordan engle virker som forbindelsesled mellem Gud og mennesker

[Illustration på side 392]

Noa ledede sin familie i tilbedelse