’Vælt dine gerninger på Jehova’
„Vælt dine gerninger på [Jehova], så skal dine planer lykkes.“ — Ordsp. 16:3.
1. Hvad trænger kristne til, og hvem erkendte det i sin tid?
NOGET af det folk allermest trænger til i vor tid er opmuntring. Alle føler sig nedtrykte af og til på grund af denne verdens pres og fordi de føler at de ikke slår til. De kristne er ingen undtagelse. „For at vi sammen kan opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min,“ skrev apostelen Paulus, og lod dermed forstå hvad der var hensigten med hans besøg i en af menighederne. (Rom. 1:12) Når kristne mænd fra Jerusalem rejste til andre byer „opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem“. (Apg. 15:32; 20:1) Dette er et godt mønster at følge for ældste og rejsende tilsynsmænd i dag. — Se også Filipperbrevet 2:1.
2. Hvad råder Bibelen os til at gøre når vi står over for en vanskelig opgave eller et problem?
2 Til tider kæmper du måske med et problem eller en opgave der forekommer dig som et uoverstigeligt bjerg. Eller du kommer ud for nogle meget uheldige forhold i din tilværelse. Hvad er der at gøre? Bliv ikke modløs og giv ikke op, men vend dig til „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Kor. 1:3, 4) Ja „vælt dine gerninger på [Jehova], så skal dine planer lykkes“. — Ordsp. 16:3.
3. Hvad vil det sige at ’vælte sine gerninger på Jehova’?
3 Men hvad vil det sige at ’vælte sine gerninger på Jehova’? Det vil sige at man vælter byrden fra sine egne skuldre over på hans. De planer eller ønsker du har i den forbindelse må naturligvis være rette, gode og i harmoni med Guds sandhedsord; de må ikke være dikteret af selvhævdelse, hævntørst og lignende. Men fremfor at du tynges af den følelse at byrden hviler på dig, skulle du lægge alt frem for Jehova og lægge sagen helt i hans hånd. I kraft af bøn og ved at følge den bibelske vejledning så godt du formår, kan du derpå se hen til at Jehova vil gøre hvad du beder ham om. — Jak. 1:2, 5; Matt. 7:7, 8.
Vækst og velstand kommer fra Gud
4. Hvorfor er det så vigtigt at den kristne husker at ’vælte sine gerninger på Jehova’?
4 Det er meget vigtigt at den kristne ’vælter sine gerninger på Jehova’. Hvis man ikke gør det, begynder man måske at stole for meget på sig selv, at tænke på sin egen betydning eller dygtighed, selv om det måske ikke er bevidst. Hvis man tilsyneladende har held med sine planer tager man måske æren for det selv, for blot senere at finde ud af at „heldet“ kun var midlertidigt eller flygtigt. Man ærer ikke Gud på den måde og er heller ikke til virkelig hjælp for andre mennesker, for „dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves, dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves“. — Sl. 127:1.
5. Hvordan påpegede apostelen Paulus det forkerte i at forherlige sig selv eller andre mennesker?
5 Apostelen Paulus understregede dette princip da han skrev til den kristne menighed i Korint. Mange af medlemmerne i denne menighed så op til eller forherligede ærgerrige mænd. (2 Kor. 11:4, 5, 13) Nogle kan også have tillagt Paulus og Apollos for stor betydning. (1 Kor. 1:12) Men Paulus benyttede sig selv, Apollos og Kefas som eksempler for at vise hvor forkert det er at ophøje sig selv eller at se hen til sig selv eller til noget som helst andet menneske. (1 Kor. 4:6) Han sagde: „Hvad skulde da Apollos, og hvad skulde Paulus være andet end tjenende Redskaber, ved hvem I er blevet troende, hver efter de Gaver, som Herren nu har givet ham? Jeg plantede og Apollos vandede, men det var Gud, der gav Vækst; saa den, der planter, ham er det ikke, det kommer an paa, den, der vander, heller ikke, men kun Gud, som giver Væksten.“ — 1 Kor. 3:5-7, Den nye Pagts Breve, oversat at Axel Sørensen.
6. Hvad bliver følgen hvis en kristen ikke ’vælter sine gerninger på Jehova’?
6 Paulus fortsætter nu, og siger at korinterne måske nok havde arbejdet hårdt for at bygge på den rette grundvold, det vil sige Jesus Kristus, men at de, hvis de undlod at bygge rigtigt — ikke ’væltede deres gerninger på Jehova’ og altså ikke satte deres lid til at han skulle få det til at lykkes — til deres skam ville opdage at de havde bygget noget som var værdiløst, noget som ikke ville kunne stå for Guds prøve. — 1 Kor. 3:10-15.
7. Hvorfor må den kristne være vågen for at han ikke kun stoler på sig selv, eller selv tager æren for alt?
7 Når kristne skal være så opmærksomme på dette, er det fordi mennesket i almindelighed er tilbøjeligt til at stole på sig selv, selv at tage æren for alt, og at handle uafhængigt. Kort tid efter vandfloden i Noas dage sagde Gud: „Menneskehjertets tilbøjelighed er slet fra ungdommen af.“ (1 Mos. 8:21, NW) Denne tilbøjelighed har vi alle sammen arvet efter Adam, der gjorde sig uafhængig, så han kunne handle på egen hånd, i overensstemmelse med de afgørelser han selv traf. I virkeligheden kom han under Djævelens herredømme. — 1 Mos. 3:5.
Ophøj Guds navn, og ikke dig selv
8. Hvad bør først og fremmest være motivet når vi gør noget?
8 Guds navn og Guds søns navn må helliges ved alt hvad den kristne foretager sig. Det betyder at formålet med alt hvad vi gør må være at Guds suverænitet, retfærdighed, barmhjertighed og andre gode egenskaber skal lovprises og gøres kendt. (1 Pet. 3:15) Hvis vi ikke bestræber os for dette, vil hverken vi eller andre få æren af det der udrettes, for resultatet bliver dårligt. Dette belyses af en situation der opstod da israelitterne var blevet bosat i det forjættede land, en situation som Gud har ladet berette om i Bibelen.
9. Hvad erfarede israelitterne da de ’væltede deres gerninger på Jehova’?
9 På den tid var den trofaste profet Samuel dommer i Israel. Folket havde vaklet mellem tilbedelsen af Jehova og tilbedelsen af andre guder, og derfor havde de måttet lide meget for deres fjenders hånd. Samuel ledede dem imidlertid i den rigtige retning; han opfordrede dem til at skaffe sig af med de falske guder i deres midte. De adlød og begyndte at tjene Jehova alene. Fordi de på denne måde ’væltede deres gerninger på Jehova’, fik de lov til at vinde en afgørende sejr over deres bitre fjender, filisterne. — 1 Sam. 7:3, 4, 10-14.
10, 11. Hvordan undlod israelitterne at ophøje Jehova og at sætte deres lid til ham, selv efter at han havde ledet dem på denne gode måde?
10 Selv om de altså havde erfaret at de ikke kunne klare sig selv og at de var fuldstændig afhængige af Jehova hvis det skulle gå dem godt, forlangte de dog senere at få en konge, nemlig da Samuel var blevet gammel. De sagde: „Sæt . . . en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det!“ Da Samuel vendte sig i bøn til Jehova fik han dette svar: „Det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ — 1 Sam. 8:4-7.
11 Samuel advarede dem nu om den undertrykkelse de ville blive udsat for når et menneske skulle herske som konge over dem; men de svarede: „Nej, en konge vil vi have over os, vi vil have det som alle de andre folk; vor konge skal dømme os og drage ud i spidsen for os og føre vore krige!“ — 1 Sam. 8:10-20.
12. Hvad blev resultatet fordi de ikke ’væltede deres gerninger på Jehova’?
12 Israelitterne havde afsløret hvad der boede dybt i deres hjerte; de så hen til at mennesker skulle få deres planer til at lykkes. De havde ikke tro nok til at ’vælte deres gerninger på Jehova’. Kort tid efter gav Gud sit mishag til kende ved at sende regn netop på den dag da de skulle høste deres hvede. (1 Sam. 12:17, 18) Siden hen havde israelitterne det hårdt under deres kongers herredømme; kun under nogle få trofaste konger som David, Josias og Ezekias, havde de det godt. De måtte tage følgerne af ikke at anerkende at Jehova var deres virkelige konge.
Læg alt i Guds hånd
13. Hvordan skal vi gribe tingene an uanset hvad vi foretager os?
13 Af dette eksempel kan vi se at vi som kristne må tage Jehova i betragtning i alt hvad vi beskæftiger os med og hver gang vi stilles over for et problem. Det vi først af alt må have i tanke er Jehovas vilje og Jehovas navn. Har vi det, kan vi lægge sagen frem for ham og vide at det ligger i hans hånd at lade vore planer lykkes. Hvis tingene ordner sig, er det Gud der får æren. Og hvis resultatet bliver anderledes end vi havde tænkt, kan vi stadig være forvissede om at det han gør eller tillader vil være til bedste for os. — Rom. 8:28.
14. Hvad er der galt hvis en kristen mener at han har udrettet noget i kraft af sin egen dygtighed eller opfindsomhed?
14 I verden er der ofte en direkte sammenhæng mellem et menneskes succes og dets dygtighed og opfindsomhed; derfor tager folk selv æren for hvad de udretter. Men sådan er det ikke i tjenesten for Gud. Hvis det nemlig var sådan, kunne et menneskes forhold til Gud måles efter dets dygtighed eller personlighed. I virkeligheden er det den der stoler mindst på sin personlighed eller dygtighed der bliver velsignet af Gud. Apostelen sagde: „Vi har denne kostbarhed i lerkar, for at den kraft som er ud over det normale, må være Guds og ikke fra os selv.“ (2 Kor. 4:7; se også Andet Korinterbrev 12:9.) Kristne må til enhver tid passe på ikke at henfalde til det ufuldkomne køds naturlige tendens og glemme at de kun er Guds „tjenende Redskaber“, som planter og vander sæden, mens det er „Gud, som giver Væksten“. — 1 Kor. 3:6, 7, Den nye Pagts Breve, oversat af Axel Sørensen.
15. Hvordan kan det siges at de resultater man har i tjenesten for Gud hviler på det samme princip som vort legemes funktion?
15 Det Gud lægger til når vi tjener ham, kan sammenlignes med vort legemes funktion. De organer Gud har udstyret os med, fungerer uden at vi er os deres virkemåde bevidst. Vi kan kun til dels forklare hvordan de virker. Det samme gælder de urter og grøntsager vi dyrker. De vokser op ved en ubetydelig anstrengelse fra vor side — ja til tider helt uden at vi gør noget — og dog indeholder de en masse vigtige næringsstoffer. Det er solen, regnen, jordbunden og frøene det kommer mest an på. Vort liv er således fuldstændig afhængigt af hvad Gud skænker. Det er ham der gør stort set alt arbejdet. Vor tjeneste for ham hviler på det samme princip. Som apostelen Peter siger: „Når nogen tjener, så lad ham tjene som afhængig af den styrke Gud skænker, således at Gud i alle ting kan blive herliggjort gennem Jesus Kristus.“ — 1 Pet. 4:11; se også Mattæus 6:25-31.
Abrahams gode eksempel
16. Hvordan måtte Abraham ’vælte sine gerninger på Jehova’ i forbindelse med den lovede sæd?
16 Abraham var en af dem der uforbeholdent ’væltede sine gerninger på Jehova’. Det eneste han havde at holde sig til, var Jehovas løfte om at han skulle blive til et stort folk og at alle jordens slægter skulle velsignes ved ham. (1 Mos. 12:2, 3) Apostelen Paulus henleder vores opmærksomhed på Abrahams tro, idet han siger:
„(Han [Abraham] er fader til os alle, som der står skrevet: ’Jeg har sat dig som fader til mange nationer.’) Det skete for øjnene at Ham han havde tro på, ja for Gud, som gør de døde levende og benævner det der ikke er, som om det var. Skønt uden for håb troede han dog, på grundlag af håb, for at han kunne blive fader til mange nationer, i overensstemmelse med hvad der var blevet sagt: ’Således skal din sæd være.’ Og uden at blive svag i troen betragtede han sit eget legeme som nu allerede var så godt som dødt, da han var omkring et hundrede år gammel, og det at Saras moderliv var dødt. Men på grund af Guds løfte vaklede han ikke af mangel på tro, men fik kraft ved sin tro, idet han gav Gud ære og var fuldt ud overbevist om at det Gud havde lovet, var han også i stand til at gøre. Derfor ’blev det tilregnet ham til retfærdighed’.“ — Rom. 4:16-22.
17. Hvordan væltede Abraham sine gerninger på Jehova da det blev forlangt at han skulle ofre Isak, gennem hvem sæden skulle komme?
17 Abraham vidste at Gud måtte gribe ind, hvis han og hans hustru Sara skulle sætte en søn i verden. Han vidste at han selv stod fuldstændig magtesløs. Men det fik ham ikke til at opgive håbet. Da han fik en søn vidste han at det skyldtes at Jehova ved et mirakel havde genoplivet hans og Saras forplantningsevner. Dette styrkede yderligere hans tro. Nu vidste han bestemt at det var igennem denne søn at sæden skulle komme. Hvad gjorde han så da Gud forlangte at han skulle ofre denne søn? Det må have fået Abraham til i høj grad at undre sig. ’Det er for meget forlangt,’ kunne han have tænkt, men det gjorde han ikke. Nej, Abraham lagde sit liv fuldstændig i Jehovas hænder. Som det fortælles i Hebræerbrevet i Bibelen:
„Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, ja, han som med glæde havde taget imod løfterne søgte at ofre sin enestefødte, skønt der var sagt til ham: ’Det der skal kaldes „din sæd“, skal komme gennem Isak.’ Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde.“ — Hebr. 11:17-19.
Gud kan få det til at lykkes for dig
18, 19. Hvorfor bør vi, i betragtning af det vi her har drøftet, gribe vanskelige opgaver og problemer an med mod og tillid?
18 Hvordan kan nogen af os, efter at have læst en sådan beretning, på noget tidspunkt mene at vi skal stole på vor egen kraft, stilling eller dygtighed når vi skal udrette noget i tjenesten for Gud? Det er til styrke og opmuntring for os at vide at vi ikke behøver at bekymre os for udfaldet, ligegyldigt hvor vanskelig en opgave eller hvor stort et problem vi står over for, hvis vi ubetinget stoler på Jehova og adlyder ham, som Abraham gjorde det. Det kan dreje sig om hvordan vi skaffer vores familie de daglige fornødenheder. For en kvinde der er blevet alene med sine børn kan det være det problem at hun har svært ved at overkomme at opdrage børnene i „Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Nogle kan også have svært ved at skaffe sig tid til tjenesten på arbejdsmarken. For nogle er det frygten for at gå fra hus til hus og for at skulle undervise folk i Bibelen. Men husk at ’du har styrke til alt ved ham som giver dig kraft’. (Fil. 4:13) Husk på at Jehova Gud og Jesus Kristus står ved din side. Du kan holde ud ’som så du den usynlige’, som Moses gjorde det da han stod over for den kæmpemæssige opgave at skulle føre omkring tre millioner israelitiske trælle ud af Ægypten og gennem en øde ørken — en opgave der fuldstændig overstiger et menneskes formåen. (Hebr. 11:27-29) Moses måtte ’kaste hele sin byrde på Jehova’ — og så gjorde Jehova arbejdet. Vore problemer kan næppe være større end dem Moses stod over for.
19 Det er derfor Bibelen råder os til at ’bede uophørligt’ og at være „vedholdende i bønnen“. På den måde kan vi ’vælte vore gerninger på Jehova’ og hele tiden se hen til at han skal få vore planer til at lykkes. (1 Tess. 5:17; Rom. 12:12) I lighed med Jesus vil vi således hellige Jehovas navn og anerkende at det i virkeligheden er ham der frembringer de resultater vi opnår, idet vi giver ham æren og prisen for det der bliver udrettet.
„[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ — Ordsp. 18:10.
[Illustrationer på side 20, 21]
Gud får vore organer til at fungere og han får urter og grøntsager til at gro, alt sammen uden at vi gør ret meget
Det er også Gud der giver den åndelige vækst