Unge spørger:
Hvorfor er pornografi skadelig?
„PORNOGRAFI findes alle vegne. Man går ned ad gaden — og dér ligger det åbenlyst i kioskernes vinduer,“ siger 19-årige Ronald. „Nogle af vore lærere havde pornografiske blade med i skolen og sad og læste i dem ved katederet mens de ventede på den næste klasse.“ Ja, ivrige læsere af pornografi findes blandt mennesker i enhver alder, af enhver baggrund og med enhver uddannelse.
„Der er i øjeblikket atten millioner amerikanere — dobbelt så mange som for femten år siden — der regelmæssigt læser ’bløde’ [pornografiske] blade,“ afslører et populært blad. Måske har du også følt dig fristet til at kigge på erotisk litteratur, billeder, tegneserier eller film. Er det virkelig rigtigt at det er skadeligt? Lad os begynde med at finde ud af hvorfor det er så populært.
Hvorfor den store interesse for pornografi?
For at sikre menneskeslægtens fortsatte beståen skabte Gud os med en stærk kønsdrift, og det var hans hensigt at denne drift på ærefuld måde skulle tilfredsstilles inden for ægteskabet. (1 Mosebog 1:28) Når man kommer i puberteten, opstår der mange spørgsmål om sex, og mange modstridende følelser dukker op i sindet. Nogle vender sig til pornografi for at tilfredsstille deres nysgerrighed angående de nye følelser der er vågnet.
Hvilken virkning har pornografi? „Da jeg læste pornoblade og kiggede på billederne syntes jeg det var meget spændende!“ indrømmer Mark. Denne unge mand afslører hvad der er den egentlige grund til at pornografi er så utrolig populært — det kan virke stærkt stimulerende på den seksuelle lystfølelse. Ordet „pornografi“ stammer fra det græske ord pornographos, der betyder ’noget som prostituerede har skrevet’. Det drejede sig i fortiden om skrifter der beskrev prostitueredes seksuelle aktiviteter, uden tvivl for at vække læsernes lidenskab. Mark fortsætter: „Jeg glædede mig til hver gang der kom nye numre af bladene, for jeg blev ikke nær så ophidset af at læse de gamle numre en gang til. Det virker vanedannende.“ Men behøver det at betyde at det er en skadelig vane?
Hvordan det påvirker dig nu
En 15-årig pige så en pornofilm sammen med sine venner. Bagefter væmmedes hun: „Jeg kunne ikke lide det fordi det gjorde noget der er så smukt og personligt til noget billigt og afskyeligt.“ Ja, pornografiens budskab er tydeligt: „Sex er udelukkende beregnet på at man selv kan opnå tilfredsstillelse.“ Dette budskab er endnu mere iøjnefaldende i nutidens pornografi, der er gennemsyret af voldtægt og anden sadistisk vold for den seksuelle nydelses skyld.
De der ser pornofilm eller læser pornohæfter opdager hurtigt at „mildere“ former (’blød’ porno) ikke længere virker så stimulerende på dem. De finder så frem til billeder eller film der er endnu værre. Det kan føre til at man får et meget forsimplet syn på andre. Som adjunkt ved New Yorks universitet Ernest van den Haag skriver: „Pornografi indbyder os til at opfatte andre udelukkende som kød, som noget der kan udnyttes for vor egen fornøjelses skyld.“
Bibelen fortæller at nogle „på grund af deres hjertes ufølsomhed“ endog havde „mistet al moralsk sans“ og „[gav] sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed“. (Efeserne 4:18, 19) Det var ikke noget der skete fra den ene dag til den anden. Man benyttede dengang det græske ord for „ufølsomhed“ til at beskrive hvordan en brækket knogle langsomt heles. Først dannes der gradvis et tyndt klæbrigt stof der indeholder kalk, på brudfladerne; dernæst udfyldes mellemrummet, og med tiden stivner stoffet og bliver hårdt som sten. Det var noget tilsvarende der skete med dem der beskrives i Bibelen. Langsomt — lidt efter lidt — stivnede deres hjerter indtil de var hårde og ufølsomme. Kunne du tænke dig at det skulle ske med dit hjerte?
Hvordan det påvirker dit fremtidige ægteskab
Hvad enten dine fremtidsplaner indbefatter ægteskab eller ej, giver pornografi et fordrejet billede af sex, et billede der præges af overdrivelser. Der kunne ske det at man begyndte at begære pornografiens fantasioplevelser og blev utilfreds med sin egen ægtefælle. Hvorfor? Fordi det virkelige liv er anderledes. En ung kvinde, der ivrigt læste pornografi før hun blev gift, siger i den forbindelse: „At jeg læste pornografi gav mig lyst til at gøre de unormale ting der blev skildret i bøgerne, sammen med min mand. Det førte til stadige skuffelser, og vores samliv gik næsten i stå.“
I en undersøgelse der blev foretaget i 1981 blandt flere hundrede unge kvinder hvis mænd læste pornografi, søgte man at få svar på hvordan det påvirkede deres indbyrdes forhold. Næsten halvdelen svarede at det gav alvorlige problemer. Det ødelagde endog nogle ægteskaber og forlovelser. En ung gift kvindes kommentar var typisk for mange: „[Min mands] behov for og trang til seksuel udløsning ved hjælp af pornografi kan kun give mig det indtryk at jeg er utilstrækkelig . . . jeg ville ønske at jeg var en kvinde der kunne tilfredsstille ham, men han foretrækker plastic og papir, og hans trang har ødelagt noget i mig. . . . Pornografi er . . . det modsatte af kærlighed . . . Det er modbydeligt, ondt og ødelæggende.“ Ja, råt seksuelt begær der får næring af pornografi, er lige så lidt et tegn på kærlighed som brutalitet er et tegn på styrke. En ung gift mand indrømmer: „Pornografi fik mig til at være selvisk; jeg var kun opsat på selv at få tilfredsstillelse.“ Der er imidlertid et endnu mere betydningsfuldt aspekt at tage i betragtning for unge.
Venskab med Gud
Stadig flere unge ønsker at have et nært venskab med Gud. Det sætter dem i stand til at hæve deres tanker over fantasierne om sex. De forsøger derfor at efterleve det bibelske råd: „’Hold op med at røre det urene’; ’og jeg vil tage imod jer.’ ’Og jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,’ siger Jehova, den Almægtige.“ Dette opmuntrende løfte får unge til at tage bibelskribentens ord til sig: „Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd.“ — 2 Korinter 6:17 til 7:1.
Læser man pornografi, modarbejder man direkte en sådan bestræbelse. Nogle kristne unge som tidligere læste pornografi, har forklaret at det havde en sløvende virkning på deres samvittighed selv om de kun en gang imellem læste et pornohæfte. Det førte til masturbation og endog utugt. En ung gift mand bekender: „Erotiske billeder vender hele tiden tilbage. Man må kæmpe for at få dem væk.“ — Kolossenserne 3:5.
Hvordan bryder man vanen?
„Det sker tit at mine øjne falder på noget pornografi så jeg tvinges til at se det; men jeg behøver jo ikke at lade øjnene hvile på det,“ bemærker Darryl. Lad være med at se derhen hvor det er åbenlyst udstillet eller lade dig overtale til at få det af klassekammerater.
Men det er ikke nok at man bare lader være med at læse pornografi. „Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt,“ tilskyndede apostelen Paulus, „dette skal I fortsat have i tanke.“ (Filipperne 4:8) Koncentrér dig om disse ting. Det er ikke let! Men opbyggende læsestof, som for eksempel dette blad, der giver dig større respekt for Gud og andre, vil gøre det lettere ’fortsat at have dette i tanke’, og det vil styrke din beslutning. Det vil kunne give dig et endnu nærmere venskab med Gud.
Det kan være meget svært at gøre sig fri af en trang til pornografi, men fortvivl ikke. Bliv aldrig træt af at bede vores medfølende himmelske Fader om hjælp. Bed om hans tilgivelse hvis du en gang imellem kommer til at „falde i“. „Som en fader forbarmer sig over sine børn,“ skrev bibelskribenten David, „forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Salme 103:13, 14) Men den der har dette problem må selv gøre noget. Som den 18-årige Karen sagde: „Som ufuldkomment menneske er det svært nok for mig at forsøge at holde mit sind rettet mod ting der er rene og rosværdige. Ville det ikke være endnu sværere hvis jeg læste pornografi?“
De der sætter pris på at have en god samvittighed og et nært forhold til Gud og andre, føler ligesom apostelen Paulus, hvis ord The Living Bible gengiver som følger: „Som en atlet straffer jeg mit legeme, behandler det hårdt, opøver det til at gøre hvad det skal, ikke hvad det gerne vil. Ellers er jeg bange for at . . . jeg måske selv vil blive erklæret uegnet.“ — 1 Korinter 9:27.
[Illustration på side 16]
Det du læser kan påvirke dit hjerte