Unge spørger:

Hvem kan jeg tale med når jeg har problemer?

„MODER finder 11-årig søn hængt.“ Er det ikke forfærdeligt at læse overskrifter som denne i avisen? Tænk engang hvilke uløste problemer drengen har været tynget af, så ung han var. Efter forlydende er der hvert år omkring 2000 unge mennesker i alderen mellem ti og nitten der begår selvmord i USA — dobbelt så mange som for ti år siden. Og måske er der op imod 50 gange så mange der forsøger det samme.

„Det var egentlig ikke fordi jeg gerne ville dø,“ indrømmer en 16-årig pige der alvorligt havde overvejet at begå selvmord. „Jeg ville bare gerne slippe af med mine sorger og begynde helt forfra.“ Det er de færreste unge der går i selvmordstanker. Men man må se i øjnene at mange lider under et følelsesmæssigt pres der kan være så voldsomt at livet ikke føles værd at leve. Et belastet eller ødelagt forhold til andre (deriblandt forældre), vanskeligheder i skolen og den vægt der lægges på seksuel frihed er kun nogle få af deres problemer. Hvem taler du med når du har problemer som du ikke selv kan løse?

Skal jeg tale med mine jævnaldrende venner?

Da man foretog en undersøgelse blandt 14-årige skoleelever viste det sig at de foretrækker at betro sig til andre i denne rækkefølge: (1) Venner af samme køn, (2) forældre, (3) venner af det modsatte køn, (4) skolerådgivere og (5) lærere. Som bogen Adolescence: Transition From Childhood to Maturity [Ungdommen: Overgangen fra barndom til modenhed] bemærker: „Det ser altså ud til at unge ofte søger hjælp og vejledning hos deres venner, der måske er lige så pinefuldt uvidende som de selv, eller endda hos brevkasseredaktører, hvis svar måske er helt utilstrækkelige i den enkeltes særlige situation.“

En 13-årig dreng ved navn Anthony henvendte sig til sine venner fordi han havde et problem. Som de fleste unge ville han gerne accepteres, men han følte sig underlegen i forholdet til sine jævnaldrende. Han ville gerne gøre indtryk på andre ved at klæde sig smart, men problemet var at han manglede penge. Han snakkede med sine venner om det. Hvilket råd kunne de give? De lærte ham at stjæle i butikker og overfalde andre med kniv. Da Anthony var femten havde han været arresteret fire gange og havde afsonet en fængselsstraf.

Hvordan er det gået dig når du har bedt dine jævnaldrende om råd? Har du, ligesom Anthony, bare fået flere problemer ud af det? På Bibelens tid begik en søn af den vise kong Salomon en lignende fejltagelse. Da Rehabeam efterfulgte sin fader, Salomon, på tronen, bønfaldt folket ham om at lette deres byrder for dem. Først rådførte Rehabeam sig med de ældre mænd, der rådede ham til at give agt på folkets klage. Men i stedet for at følge deres råd, rådførte han sig med „de unge, der var vokset op sammen med ham“. De sagde til kongen at han skulle sige: ’Jeg vil være endnu hårdere!’ Resultatet blev en opstand der splittede Israels land i to dele. — 1 Kongebog 12:8-17.

Rehabeam lærte ad erfaringens hårde vej at råd der ikke er baseret på erfaring og visdom kan føre mange triste konsekvenser med sig. Men hvem kan man så henvende sig til? Hvem er der som forstår én og kan give gode råd?

Tal med dine forældre

Når man spørger Susan om hvordan hun bar sig ad med at få råd og vejledning da hun havde problemer som ung, svarer hun uden tøven: „Ved at tale med mine forældre! Jeg kan ikke mindes en eneste gang hvor jeg har bedt en af mine venner om råd. Jeg har altid fået et svar uanset hvad jeg spurgte min mor og far om, selv da jeg var lille.“ Kommunikation med forældrene var en livsform for Susan.

Måske betragter du dette nære forhold inden for familien som urealistisk. Nogle mener at det kan være temmelig risikabelt at bede forældre om råd, for hvis man ikke følger det, bliver de måske vrede. „Hvis jeg nogen sinde prøvede at snakke med min mor om sex,“ klagede 14-årige Betsy, „ville hun straks tro at jeg selv havde prøvet det, og ikke bare spurgte om det.“ Ifølge en undersøgelse der er foretaget i 1981 giver de fleste teenagere udtryk for et ønske om at deres forældre ville lytte til deres forklaring før de traf en afgørelse.

For eksempel var 16-årige Petrina dybt fortvivlet over at nogle af hendes venner talte ondt om hende bag hendes ryg. „Jeg vågnede tit klokken seks om morgenen og lå og græd fordi det var så svært,“ siger Petrina. „Men jeg regnede ikke med at mor kunne forstå det. Og jeg ville ikke bebyrde hende med mine problemer.“

Men Petrina blev snart klar over at hun ikke selv kunne løse sit problem, og betroede sig til sin moder. „Det føltes som om jeg var blevet hjulpet af med en tung, tung byrde,“ fortsætter Petrina. „Mor lyttede, og hun vidste præcis hvordan problemet skulle løses. Da det hele var bragt i orden gik det op for mig at mens det var et stort problem for mig, havde hun prøvet det før. Hendes erfaring var lige hvad jeg havde brug for.“

Hvis du gerne vil lære at lave mad, at spille på et musikinstrument eller betjene en kompliceret maskine, vil du så ikke henvende dig til en erfaren lærer? Hvor meget mere skulle dette så ikke gælde i livets mere indviklede anliggender? Husk at dine forældres store erfaring kan hjælpe dig til at løse dine problemer.

Ja, dine forældre kan hjælpe dig. Hvem kender dig bedre end de gør? Hvem andre ved så meget om dine stærke sider og kender samtidig dine svagheder? Hvem kan støtte dig når du forsøger at følge et godt råd?

Sandt nok er ikke alle forældre lige taktfulde når et problem skal drøftes. Det skyldes tit at kommunikationen har været mangelfuld i et stykke tid før et problem pludselig opstår og skal løses. Gør derfor hvad du kan for at forbedre kommunikationen. ’Giv dit hjerte’ til din moder eller fader. Betro dig til dem når som helst det er muligt. Resultatet vil blive et nært og godt forhold der vil hjælpe dig til at klare små problemer med lethed og løse alvorlige problemer i en atmosfære af forståelse og kærlighed. — Ordsprogene 23:26.

Søg hjælp der er baseret på Bibelen

„Pludselig blev der vendt op og ned på hele min verden,“ siger Kay. Da hun var atten blev hendes forældre skilt, og kort tid efter blev hendes eneste broder i en alder af nitten år dræbt ved en tragisk bilulykke. To måneder senere fik hun at vide at hendes fader var ved at dø af kræft. Da Kay tog hen for at besøge ham, blev hendes moder jaloux og låste hende ude af huset — uden tøj eller ejendele. Hvem kunne hun henvende sig til?

I nogen tid havde Kay været et af Jehovas vidner og havde været glad for den oprigtige omsorg menighedens ældste havde vist hende i de problemfyldte år der var gået. Uden tøven ringede hun til en af disse ældste og forklarede hvilken situation hun stod i. Han og hans kone åbnede deres hjem for hende og indrettede kælderen så hun kunne bo der. Kay boede hos dem i mere end et år.

„Den følelsesmæssige smerte var så voldsom at jeg somme tider tænkte: ’Hvad skal jeg dog gøre? Er der overhovedet nogen grund til at leve længere?’“ fortæller Kay. Ældstebroderen og hans kone hjalp hende imidlertid til ud fra Bibelen at se at hun måtte holde fast ved sine høje moralske normer i stedet for at styrte sig ud i vilde fester og seksuel umoralitet for at flygte fra den følelsesmæssige smerte. Deres vejledning hjalp, for nu er Kay lykkeligt gift og har det godt.

Måske synes du det er pinligt at tale med andre om visse meget personlige problemer. Sådan følte 18-årige Arlene. „Jeg havde det med at fantasere om drenge. Der var praktisk talt ingen der viste mig opmærksomhed, og jeg længtes sådan efter at en mand skulle holde af mig,“ indrømmer Arlene. „Men jeg kunne godt se hvad det kunne føre til — fem af mine seks søstre havde børn uden for ægteskab. Og alligevel skammede jeg mig over at tale med andre om mine stærke følelser.“ En af menighedens ældste lagde imidlertid mærke til at hun så ud til at have et stort problem, og han tog initiativet til at tale med hende om det. Han viste omsorg. Sammen med sin kone drøftede han Bibelen med hende en gang om ugen, og med denne hjælp lykkedes det hende at overvinde sine følelser.

Når Arlene i dag tænker tilbage på den tid, undrer det hende at hun ikke selv tog skridt til at få hjælp. „Er nogen iblandt jer [åndeligt] syg? Lad ham tilkalde menighedens ældste,“ tilskynder Bibelen. (Jakob 5:14) Arlene følte sig imidlertid uværdig og var derfor bange for at henvende sig til de ældste. Nu lyder hendes råd til andre unge med lignende følelser: „I skal ikke føle at de ikke interesserer sig for jer — for det gør de!“ Hvor ville Arlene være i dag hvis hun ikke havde fået hjælp ud fra Bibelen? Hun svarer: „Jeg ville stadig være sammen med mine gamle veninder, og jeg ville være gravid nu.“

Ja, Gud har omsorg for unge — også for dig! Han har kærligt gjort det muligt for unge at få hjælp både inden for familieordningen og i den kristne menighed. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med den hjælp der er til rådighed inden for menighedsordningen i den lokale rigssal, indbyder vi dig til at gøre det. Ja, dér finder du mennesker du kan tale med når du har problemer. Lær af egen erfaring hvilken lettelse en sådan hjælp kan give.

„Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20, NW

[Illustration på side 15]

Hvis du skulle lære at spille violin, ville du så bede en af dine jævnaldrende om at lære dig det?

Fra bitterhed til kærlighed til Gud

I DEN del af Paris hvor vi bor, tårner 30-etages boligblokke sig op over andre på kun den halve højde. I sammenligning med sådanne bygninger er jeg meget lille, en kvinde på 1,2 meters højde.

Man har fortalt mig at jeg, da jeg blev født i 1942, var det største spædbarn der var blevet født i familien, men ulykkeligvis også det svageste. Min moder bemærkede at jeg lignede en dukke med forvredne arme, så da jeg var otte dage gammel tog hun mig med til læge. Han stillede diagnosen Lobsteins sygdom,a noget der betød at jeg ville komme til at tilbringe hele livet som invalid. Som man kunne forvente, brækkede jeg benene talrige gange. De misdannedes og voksede kun lidt. Jeg var ude af stand til at gå.

Til trods for min tilstand blev jeg tilmeldt en almindelig skole der havde tre særlige klasser for handicappede børn. Jeg blev kørt derhen hver morgen og bragt hjem igen om aftenen. Da jeg fyldte fjorten, forlod jeg skolen for at flytte ind på et parisisk plejecenter som blev drevet af nogle nonner. Dér blev jeg i adskillige år, for en meget fremtrædende knoglespecialist, professor Jean Ducroquet, praktiserede her. Det er ham jeg kan takke for en af mine største glæder: at jeg kan gå en smule. Men inden det kom så langt, måtte jeg underkaste mig adskillige operationer og tilbringe lange måneder i bandage, ude af stand til at røre mig, efterfulgt af en tilsyneladende endeløs og smertefuld rekonvalescens. Efterhånden som jeg voksede op, forstod jeg at jeg ikke var som de andre, og at jeg ikke kunne opleve de samme glæder som de. Hvad mere var, jeg kunne ikke se nogen løsning på problemet.