-
Er jeg moden til at gifte mig?Vågn op! – 1984 | 22. februar
-
-
Unge spørger:
Er jeg moden til at gifte mig?
● „Råd til personer der står for at gifte sig — LAD VÆRE.“ — Henry Mayhew: Mr. Punch’s Almanac
● „Et lykkeligt ægteskab har i sig alle venskabets glæder, alle sansernes og fornuftens nydelser og i virkeligheden alt hvad der gør livet sødt.“ — Joseph Addison, engelsk essayforfatter
DET kan man kalde meningsforskelle! Hvad statistikkerne imidlertid viser, er at der for dem der gifter sig kun er 50 procents chance for at opnå „alt hvad der gør livet sødt“. I De forenede Stater skønnes det for eksempel at over halvdelen af ægteskaberne ender i skilsmisse, separation (eller faktisk adskillelse) eller som „kærlighedsløse ægteskaber“ — hvor et par blot stædigt holder sammen på et ellers ynkeligt forhold.
I virkeligheden forholder det sig sådan at det ikke er ægteskabet, men menneskene, der er noget i vejen med. Hvordan kan man da vide om man er moden til at gifte sig?
Selvransagelse
At sige ja til hinanden er et alvorligt skridt at tage, for ægteskabsløftet svarer til et helligt løfte man aflægger til Gud. Bibelen omtaler nogle der tankeløst eller forhastet, måske efter en pludselig indskydelse, aflægger et højtideligt løfte til Gud om at gøre noget bestemt, og „først efter løftet [tænker] sig om“. (Ordsprogene 10:25) Fordi de ikke har ’tænkt sig om’, eller ransaget sig selv, før de aflagde løftet, opdager de måske at det indbefatter mere end de i skyndingen havde regnet med. Men nu kan de ikke løbe fra det!
På samme måde har nogle kastet sig ud i ægteskabet uden først at „tænke sig om“. Men hvor meget hører der med til at „tænke sig om“? Først bør man kaste et så grundigt blik som muligt på sit eget hjerte og sind. Hvad er ens mål i livet? Hvordan vil disse mål blive berørt af et ægteskab? Det er noget man skal tænke alvorligt over så tidligt som muligt, fordi ægteskabets forpligtelser praktisk taget kan afskære én fra bestemte livsmål eller karrierer.
Tænk også over hvorfor du gerne vil giftes. Er det for at slippe bort fra dårlige forhold i hjemmet eller i skolen? En ung pige betroede sin forlovede følgende: „Jeg glæder mig sådan til at blive gift, for så behøver jeg aldrig mere at træffe beslutninger!“ Ægteskabet medfører ikke et mindre men derimod et større ansvar.
Lev op til det din rolle kræver
Mange unge glemmer også at „tænke sig om“ og gøre sig klart hvad rollen som henholdsvis ægtemand og hustru kræver af dem. For eksempel siger Sally, en typisk teenagehustru, om sin mand: „Nu hvor vi er gift, virker han kun interesseret i mig når han ønsker sex. Han synes at det er lige så vigtigt at være sammen med kammeraterne som med mig. . . . Jeg troede jeg skulle være hans eneste ene, men dér blev jeg vel nok narret!“ Havde hendes mand indset at det at være ægtemand betød at han måtte aflægge rollen som ugift?
Eller tænk på den 19-årige nygifte kone der skrev: „Jeg vil hellere se TV og sove end gøre rent og lave mad. Jeg er flov når min mands forældre kommer på besøg, for de holder deres hjem pænt, mens der altid er rod hos mig. Jeg er også elendig til at lave mad.“ Havde hun forstået at en hustru også må være husmoder?
Bibelen giver imidlertid klare retningslinjer for ægtemænd og hustruer. Værdien af disse principper bevidnes rigeligt af de utallige lykkelige familier der lever efter dem. I rammen på denne side kan du finde nogle bibelske principper for ægteskabet. Overvej dem og tænk imens: ’Er jeg indstillet på at leve op til dette?’
Er du moden?
„Ægteskabet kræver at man virkelig går ind for det,“ fastslår Vicky, der giftede sig da hun og hendes mand var teenagere. „Det er ikke nogen leg. Festen er snart forbi; så bliver det hverdag, og så er det ikke let.“ Hendes mand, Mark, tilføjer: „Jeg husker at jeg måtte op klokken 6 om morgenen da jeg havde mit første arbejde. Jeg tænkte igen og igen: ’Det er vel nok hårdt. Bliver det mon nogen sinde lettere?’ Og når jeg kom hjem, syntes jeg ikke at Vicky forstod hvad jeg måtte igennem.“
For unge kan sådanne problemer se ud som uoverstigelige bjerge. Men modne mennesker ser anderledes på det. De har sandsynligvis allerede ’besteget nogle bjerge’ og er følelsesmæssigt udrustet til at magte sådanne problemer. Har du virkelig „aflagt de træk der hører den mindreårige til“ og er blevet ’fuldvoksen i forstandsevner’? (1 Korinter 13:11; 14:20) „Det følelsesmæssigt modne menneske er ikke optaget af sig selv men optaget af andre; det er i stand til at påtage sig ansvaret for såvel andres som sit eget velbefindende,“ siger Lloyd Saxton i bogen The Individual, Marriage, and the Family [Individ, ægteskab og familie]. „Det følelsesmæssigt umodne menneske er tilbøjeligt til at lade sin opførsel afhænge af andre (og også til at give andre skylden for det som det ikke klarer) . . . Det bliver aldrig modent i etisk henseende og sætter heller aldrig andres rettigheder eller behov før den umiddelbare tilfredsstillelse af egne sanser.“
Om man er moden eller ikke vil tydeligst vise sig i hvordan man kommer ud af det med andre — særlig dem man bor sammen med. For eksempel er det vigtigt at lære hvordan man undgår at gøre en anden fortræd eller skade sit forhold til vedkommende når man er uenig med ham eller hende. Det er noget der kræver modenhed, og kræver at man er godt inde i „hvordan [man] bør svare enhver især“. — Kolossenserne 4:6.
Behovet for åndelig modenhed
„Ynde er svig og skønhed skin; en kvinde, som frygter [Jehova], skal roses.“ (Ordsprogene 31:30) Det samme gælder den mand der frygter Jehova.
„Det var dét at jeg havde lært hvad Jehova ønsker af mig og var kommet til at elske ham og betragte ham som min ven, der gjorde forskellen i mit andet ægteskab,“ fastslår Maureen, hvis teenageægteskab gik i stykker og endte med skilsmisse.a Med Jehovas Vidners hjælp studerede Maureen Bibelen og begyndte at opbygge sit forhold til Gud.
Med tiden lykkedes det hende at opdyrke de egenskaber en god hustru har. Da hun var 26, giftede hun sig igen, og denne gang havde hun ledt efter en der havde de samme livsmål og den samme kærlighed til Gud og hans ord som hun selv. Efter at have været lykkeligt gift i to år siger hun: „Nu ønsker jeg at gøre alt hvad jeg kan for at ægteskabet skal gå godt. I mit første ægteskab tænkte jeg at hvis det ikke gik godt, kunne vi jo altid blive skilt. Nu har jeg slet ikke den indstilling. Jeg husker hvad Bibelen siger til mig og beder Jehova om styrke, og vi synes virkelig det fungerer!“
Hvis du tænker på at gifte dig, hvorfor da ikke bede et modent, lykkeligt ægtepar fortælle dig om de mener du virkelig er moden til det? Ægteskabet kan både være en kilde til den største lykke og til den bitreste sorg. Hvis du beslutter dig til at gifte dig, hvad vil det da give dig — sorg eller glæde? Meget afhænger af hvilken slags menneske du er eller er villig til at være.
[Fodnote]
a Hendes beretning kan læses i artiklen „Teenageægteskab — sorg eller glæde?“ i Vågn op! for 8. februar 1984.
[Ramme/illustration på side 17]
Bibelens råd til ægtemænd
● Sørg for din husstand. — 1 Timoteus 5:8.
Er du villig til at bestride et arbejde, selv hvis det betyder at du skal tidligt op og arbejde hårdt og længe dag efter dag?
● Elsk fortsat din hustru ligesom Messias elskede menigheden og gav sig selv hen for den. — Efeserne 5:25.
Er du villig til at sætte din kones interesser og ønsker over dine egne, forudsat de ikke strider imod Guds lov?
● „Heller ikke Messias var sig selv til behag.“ — Romerne 15:3.
Er du villig til at ofre af din frihed og give afkald på noget du holder af?
● Vis hende ære som et svagere kar. — 1 Peter 3:7.
Vil du ’sætte hende højt’, ære hende, når du er presset eller hun er i dårligt humør?
Kan du indrette dig efter hendes sarte følelsesmæssige sammensætning, der nogle gange påvirkes af hendes månedlige cyklus?
● Yd din hustru hvad der tilkommer hende. — 1 Korinter 7:3.
At yde hende alt „hvad der tilkommer hende“ betyder ikke blot fysisk forening men også opmærksomhed og ømhed. Har du opdyrket tilstrækkelig selvbeherskelse, så du ikke blot tænker på din egen tilfredsstillelse?
Bibelens råd til hustruer
● Hustruen skal have dyb respekt for sin mand. — Efeserne 5:33.
Vil du blive ved med at respektere din mand selv om han skuffer dig eller begår fejl?
Vil du føje dig under hans ledelse selv om du ikke er enig i hans beslutninger, så længe det ikke strider imod Guds love?
● Vær huslig. — Titus 2:5.
Er du indstillet på at lave mad og holde hjemmet og familiens tøj rent? Gør du det allerede hjemme hos dig selv?
Har du de færdigheder og den flid der skal til for at være en god husmoder? — Ordsprogene 31:27.
● Elsk din mand og dine børn. — Titus 2:4.
Er du indstillet på kun at søge din mands opmærksomhed og ikke lægge an på andre mænd?
Kan du elske dit barn selv når det har vækket dig midt om natten?
● Yd manden hvad der tilkommer ham. — 1 Korinter 7:3.
Vil du være imødekommende over for din mands tilnærmelser selv når du helst vil være fri? Vil du afstå fra at udnytte din kvindelige tiltrækning til altid at få din vilje?
-
-
Giver højere løn større skilsmisserisiko?Vågn op! – 1984 | 22. februar
-
-
Giver højere løn større skilsmisserisiko?
Udearbejdende kvinder har større risiko for at opleve en skilsmisse jo højere løn de får, meddeles det fra USAs folkeregister. Blandt kvinder der tjener over 450.000 kroner om året, er skilsmissetallene fire gange større end for gennemsnittet af amerikanske kvinder. Blandt dem der tjener 225.000 kroner om året, er skilsmissetallene dobbelt så store som gennemsnittet.
-