Spørgsmål fra læserne

● I det fjerde bud, som er nedfældet i 2 Mosebog 20:11, hedder det: „Thi i seks dage gjorde HERREN [Jehova] himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han.“ Er 1 Mosebog 1:1 ikke medregnet i de „seks dage“, i betragtning af at ’HERREN [Jehova] gjorde himmelen og jorden’ i løbet af de „seks dage“? — W. B., De forenede Stater.

Nej, sådan kan vi ikke ræsonnere. Den „dag“ som omtales i 1 Mosebog 2:4 (NW) og de „seks dage“ der nævnes i 2 Mosebog 20:11, omfattende hele skabelsesperioden fra det tidspunkt Jehova Gud skabte lys på jorden, inkluderer ikke tidsperioden forud herfor i hvilken jorden allerede eksisterede og i løbet af hvilken den var formløs og øde, endnu indhyllet i det mørke som dækkede de brusende vandes overflade.

Vi må ikke glemme at Gud i denne skabelsesuge virkelig skabte en himmel. Det er den himmel som beskrives i beretningen om den anden dag i 1 Mosebog 1:6-8. Det er under denne himmel at 1Mo 1 vers 20 siger de vingede skabninger flyver. Det var på denne himmel at solen, månen og stjernerne udenfor blev synlige den fjerde dag. Jorden blev ligeledes gjort eller skabt inden for denne skabelsesperiode i den forstand at den blev ladt til syne over de brusende vande den tredje dag. (1 Mos. 1:9, 10) ’Den himmel og den jord’ er det altså der hentydes til både i 1 Mosebog 2:4 og 2 Mosebog 20:11.

● Hvordan kan den tilsyneladende modsigelse mellem 1 Samuel 31:4 og 2 Samuel 1:10 forklares? — L. G., Frankrig.

Beretningen i 1 Samuel 31:4 lyder: „Da sagde Saul til sin våbendrager: ’Drag dit sværd og gennembor mig, for at ikke disse uomskårne skal komme og gennembore mig og mishandle mig?’ Men våbendrageren ville ikke, thi han gøs tilbage derfor. Da tog Saul sværdet og styrtede sig i det.“ I 2 Samuel 1:10 har vi en amalekits ord henvendt til David. Amalekitten påstod at han havde dræbt kong Saul på dennes opfordring: „Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, thi jeg så, at han ikke kunne leve, når han faldt om.“

En lille smule nærmere eftertanke vil gøre det hele klart. På den ene side har vi den inspirerede beretning, efter al sandsynlighed af profeterne Natan og Gad, der fortæller hvordan kong Saul døde. De meddeler det som en kendsgerning. På den anden side har vi en hednings, en ukendt ung amalekits påstand, der modsiger den guddommelige beretning. Er der nogen grund til at betvivle de inspirerede nedskriveres beretning? Nej, det er der ikke. Er der nogen grund til at betvivle den hedenske ynglings ord? Ja, det er der, for det er rimeligt at slutte at han forsøgte at indsmigre sig hos kong David ved at stille sig an som den der havde dræbt en mand der i mange år havde stræbt David efter livet. Det han sagde var derfor en overlagt løgn. Men i stedet for at vinde Davids gunst, vækkede den unge mand Davids vrede i en sådan grad at denne beordrede ham hugget ned fordi han havde dræbt Jehovas salvede. — 2 Sam. 1:15, 16.

● Hvordan kan 5 Mosebog 24:16, som siger: „Børn skal ikke lide døden for fædres skyld,“ bringes til at harmonere med at frugten af Davids og Batsebas utugtige forhold døde som følge af deres synd, som det tilkendegives i 2 Samuel 12:14? — J. B., De forenede Stater.

Loven, som den er nedtegnet i 5 Mosebog 24:16, viser at fædre ikke skulle lide døden for deres sønners skyld og at sønner ikke skulle lide døden for deres fædres skyld. Under menneskers håndhævelse af retfærdigheden skulle enhver dø som følge af sin egen synd, og ikke drage uskyldige slægtninge med sig i døden. I dette særlige tilfælde med David og Batseba havde ingen af dem ret til barnet, og derfor var der ikke noget uretfærdigt i at det blev dem frataget. Barnet havde desuden ikke, uomskåret og uden navn som det var, nået at udvikle et personlighedsmønster eller en bevidsthed så det kunne begribe livet. Ydermere kunne Batseba være blevet stenet til døde som ægteskabsbryderske, og i det tilfælde ville barnet også være gået til grunde. Men, som det tidligere er kommet frem i Vagttårnet, David blev vist barmhjertighed fordi Jehova havde indgået en pagt om riget med ham. Ikke desto mindre ville Jehova vise sit mishag og lod barnet dø, hvilket var et meget hårdt slag for kong David. To lignende tilfælde i Davids liv er blevet nedskrevet: Det ene var i forbindelse med Uzzas død, han som prøvede at støtte pagtens ark; det andet var tilintetgørelsen af titusinder af israelitter som følge af at kong David anmassende og stolt bestemte sig til at holde mandtal over Israel. (1 Krøn. 15:13; 21:1-27) Beretninger som disse berømmer Jehova Guds overhøjhed og understreger følgende ord: „Han [Gud] handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ — Dan. 4:35.