Guds langmodighed — en evig velsignelse for menneskene
„Kærligheden er langmodig.“ — 1 Kor. 13:4.
1. (a) Hvordan skildrer Bibelen Jehova? (b) Hvorfor er Jehova langmodig?
I HELE Bibelen lærer om Guds langmodighed. Jehova skildres i Bibelen som en mildhedens Gud, en Gud der hellere velsigner end straffer. Hans overbærenhed tilbageholder endog den fortjente straf for en begået synd. Jehovas langmodighed er i stand til at bære provokationer fra mennesker og engle. Salmisten kalder ham „langmodig og rig på miskundhed“. (Sl. 103:8) Jehova er langmodig fordi han er Gud og fordi han er kærlighed. „Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:16.
2. (a) Definér langmodighed. (b) Hvordan oversættes det hebraiske udtryk for „langmodig“ i nogle bibeloversættelser?
2 Langmodighed vil sige evnen til at finde sig i noget ubehageligt uden at blive irriteret eller ønske at gøre gengæld; det vil sige at være tolerant over for dem hvis opførsel eller tale udæsker og provokerer til vrede eller harme. Det græske udtryk der anvendes i Bibelen betyder ordret „langmodig“. Tre steder i De hebraiske Skrifter (2 Mos. 34:6; 4 Mos. 14:18; Sl. 86:15) oversætter New World Translation det hebraiske udtryk for „langmodig“, med „sen til vrede“, en mere ordret gengivelse af det hebraiske udtryk „langt ansigt eller lange næsebor, hvor vreden flammer op“. Den engelske King James-oversættelse bruger i disse tilfælde ordet „langmodig“, ligesom den danske bibeloversættelse. I Nehemias 9:17; Salme 103:8; 145:8; Joel 2:13; Jonas 4:2 og Nahum 1:3 bruger den danske oversættelse ordet „langmodig“, hvor New World Translation og King James-oversættelsen siger „sen til vrede“. De to udtryk, „langmodig“ og „sen til vrede“, har altså samme betydning.
3. Hvad vil det sige at være langmodig, og hvordan samstemmer dette med den bibelske betydning at ordet?
3 I Ordbog over det danske Sprog defineres „langmodig“ således: „som er i stand til længe (uden vrede) at finde sig i noget ubehageligt, pinefuldt olgn.; taalmodigt udholdende ell. ventende; især (ofte om Gud): som (paa grund af kærlighed, haab om bedring olgn.) længe bærer over med, finder sig i menneskers syndige, urigtige optræden, giver tid til bedring, (længe) tilbagekalder den fortjente straf ell. revselse; taalmodigt (og kærligt) overbærende.“ Denne definition svarer til den bibelske betydning af ordet, som indebærer at være sen til vrede, overbærende, tilbøjelig til at opsætte, det vil sige tillade den onde at følge sine egne veje, indtil Guds tid er inde til at handle.
4. Hvad betyder langmodighed ikke? Begrund svaret.
4 Langmodighed vil ikke sige at man sænker retfærdighedens standard når det gælder ret og uret. Dette understreges af profeten Moses, der skrev om Jehova: „Han er klippen, fuldkomment hans værk, thi alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig, retfærdig og sanddru er han.“ (5 Mos. 32:4) De der ringeagter Guds overbærenhed, er uvidende om det formål den tjener. De der forveksler den med svaghed eller med uretfærdighed eller ligegyldighed har ingen moralsk sans.
5. Hvorfor er langmodighed ikke pacifisme?
5 Guds langmodighed er heller ikke pacifisme. Den kan efterfølges og bliver efterfulgt af en tilintetgørende krig mod ondskab og uret. Det inspirerede ordsprog siger: „Misund ikke en voldsmand, græm dig aldrig over hans veje; thi den falske er [Jehova] en gru; mod retsindige er han fortrolig; i den gudløses hus er [Jehovas] forbandelse, men retfærdiges bolig velsigner han.“ (Ordsp. 3:31-33; 2 Mos. 20:5, 6) Jehova går ikke på kompromis med de onde, men han har langmodighed med dem, „da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“ og leve. — 2 Pet. 3:9; 1 Tim. 2:4; Ez. 3:17-21.
6. I hvilken forstand indebærer langmodighed mere end tålmodighed, og hvordan sås dette i forbindelse med Israel?
6 Langmodighed indebærer derfor mere end tålmodighed. Langmodighed vil ikke blot sige at man tålmodigt holder ud når man provokeres, men også at man nægter at opgive håbet om en bedring i det indbyrdes forhold. Det var en sådan langmodighed Jehova gav udtryk for, da han gennem profeten Esajas sagde til fortidens Israel: „Jeg udbredte dagen lang hænderne til et genstridigt folk, der vandrer en vej, som er ond, en vej efter egne tanker, et folk, som uden ophør krænker mig op i mit åsyn.“ Alligevel forkastede eller ødelagde Gud ikke dette folk. Hvorfor ikke? Profeten fortsætter: „Så siger [Jehova]: Som man, når der findes saft i druen, siger: ’Læg den ej øde, thi der er velsignelse deri!’ så gør jeg for mine tjeneres skyld for ikke at ødelægge alt. Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine bjerges arving; dem skal mine udvalgte arve, der skal mine tjenere bo; . . . Men I, som svigter [Jehova] og glemmer mit hellige bjerg, . . . jeg giver jer sværdet i vold, I skal alle knæle til slagtning, fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit mishag, valgte, hvad ej var min vilje.“ (Es. 65:2-12) Jehova viste således en særlig langmodighed til gavn for dem der ville være trofaste mod ham. Han lover at velsigne dem med en dyrebar arv; de onde, derimod, vil han til sidst overgive til tilintetgørelse.
Langmodig mod menneskene
7. Hvorfor er det godt for menneskene at Jehova er langmodig, og hvilken hensigt tjener Jehovas langmodighed?
7 Menneskene kan prise sig lykkelige over at Jehova er langmodig, en Gud der er sen til vrede. For hvor ville vi være, hvis han kun handlede med os efter hvad vi kunne tilkomme og fortjene? Hvis Jehova, efter de to første menneskers ulydighed, udelukkende havde handlet med dem på grundlag af retfærdighedens krav, ville menneskeslægten være blevet udryddet dengang. (1 Mos. 2:17) Det var kun Guds kærlighed og dens frugt „langmodighed“ der dengang forhindrede en fuldstændig katastrofe. Guds langmodighed tog sigte på hans navns herliggørelse ved hjælp af den lovede sæd. — 1 Mos. 3:15; Joh. 3:16; Gal. 5:22.
8. (a) Hvordan og hvorfor viste Jehova sin langmodighed før Vandfloden? (b) Hvilket betydningsfuldt formål tjente hans langmodighed?
8 Kort efter at menneskene var blevet drevet ud af Eden måtte Jehova atter vise sin overbærenhed mod menneskene. På Enosj’ tid begyndte menneskene at „påkalde [Jehovas] navn“ på en forsmædelig måde. (1 Mos. 4:26) Ondskaben tog til efterhånden som befolkningen voksede. Mennesker og engle trodsede Gud. Man nåede det punkt hvor „[menneskenes] hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. Den guddommelige beretning siger: „Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden.“ (1 Mos. 6:5-12) For jordens og for de få retsindiges skyld der levede på den (kun otte i alt), greb Gud ind over for ondskaben og tilintetgjorde de onde i Vandfloden. (1 Pet. 3:20; 1 Mos. 7:17-23) Grænsen for hans tålmodighed var nået. Alligevel tjente hans langmodighed et betydningsfuldt formål. Den retfærdiggjorde hans beslutning om at rense jorden. Ikke én af dem der overlevede Vandfloden tvivlede et øjeblik på det viselige i Jehovas mægtige indgriben. Guds langmodighed lod ingen tvivl tilbage om det berettigede i hans indgriben.
9. Hvordan var Jehovas langmodighed til velsignelse for menneskene efter Vandfloden, men hvordan så de på den?
9 Jehovas overbærenhed gav menneskene en frisk, ny start på jorden. Den tillod menneskeslægten at bestå. Vandfloden skulle have indgivet menneskene en uudslettelig frygt og ærbødighed for Jehova, deres frelser, men det gjorde den ikke. Efterkommerne af dem der overlevede Vandfloden forvekslede inden længe Guds langmodighed med ligegyldighed. Med salmistens ord sagde de i hjertet: „’Gud glemmer, han skjuler sit åsyn; han ser det aldrig.’ Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i hjertet, du hjemsøger ikke?“ (Sl. 10:11, 13; Præd. 8:11-13) Ondskaben nåede et andet højdepunkt på Abrahams tid.
10, 11. (a) Hvordan viste Jehova sin langmodighed i forbindelse med Sodoma og Gomorra? (b) Hvilket advarende eksempel er dette for os?
10 I Mamre bad Jehovas trofaste tjener Abraham indtrængende Gud om ikke at ødelægge Sodoma og Gomorra. Men Jehova hævdede at disse byer var blevet fordærvede i bund og grund. „Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svar,“ sagde Jehova til Abraham. (1 Mos. 18:20) Alligevel bad Abraham om at disse byer måtte blive bevaret. Hans ord viser at han ikke kunne tro at de var så fordærvede at de ikke kunne frelses. Han bad: „Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?“ (1 Mos. 18:23) Abraham mente at der stadig var nogle gode mennesker i Sodoma, og at det ikke ville være retfærdigt mod de retfærdige at ødelægge den. Han bad derfor Gud: „Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld, som findes derinde? Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme skæbne som de gudløse — det være langt fra dig! Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ — 1 Mos. 18:24, 25.
11 Da svarede Jehova Abraham: „Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve byen, vil jeg for deres skyld tilgive hele stedet!“ Men Abraham pressede yderligere på: Hvad nu hvis du kun finder femogfyrre, eller blot fyrre, eller tredive, eller tyve eller bare ti? Kun hvis der fandtes mindre end ti retfærdige i Sodoma, kunne Abraham øjensynligt gå med til at den ikke fortjente at blive bevaret. Der fandtes ikke ti retfærdige, kun fire. I vor tid mener mange at verden ikke er så fordærvet i moralsk og åndelig henseende som Jehovas vidner siger, og de taler forhåbningsfuldt om verden. Men Bibelen sammenligner den med Sodoma og Gomorra, hvori der ikke fandtes ti retfærdige den dag de skulle dømmes. Disse byer blev ødelagt med ild og svovl, hvilket bekræftes af Jesus Kristus og af arkæologien. Ifølge Guds ord vil denne verden også blive tilintetgjort. — 1 Mos. 18:26-33; 19:1-29; Luk. 17:29, 30; 2 Pet. 3:7.
12. Hvilket gavnligt formål tjente Jehovas langmodighed i forbindelse med disse byer?
12 Abraham klagede ikke da Sodoma og Gomorra gik op i flammer. Han begræd ikke ødelæggelsen af de mange værdier eller ynkedes over de menneskeliv der gik tabt dér. De ugudelige fik hvad de fortjente. Guds langmodighed forpligter, ja tvinger Guds tjenere til at være fuldstændig tilfredse med Guds retfærdighed når han hævder den. Den lader ingen tvivl tilbage i deres sind om at de onde blev retfærdigt behandlet, og om at Jehova i sandhed er en Gud der er sen til vrede og fuld af miskundhed og sandhed. Den hjælper dem yderligere til at forstå at „de retfærdiges frelse kommer fra [Jehova], deres tilflugt i nødens stund; [Jehova] hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres tilflugt.“ — Sl. 37:39, 40.
Guds langmodighed og Israel
13. Hvordan viste Jehova sin langmodighed over for fortidens Israel, men hvordan reagerede folket?
13 Intetsteds i Bibelen kommer Guds langmodighed så klart til udtryk som i den måde hvorpå han handlede med Israels folk i fortiden. Her var et folk som Jehova havde frelst fra trældommen i Ægypten, og som han gjorde til en mægtig nation. Han begunstigede det og gjorde det til sit særlige folk. I mange hundrede år lod han både timelige og åndelige velsignelser strømme ned over det. Han sendte endog sin enbårne søn til det. Selv om jøderne dømte hans søn til døden på marterpælen, havde Jehova i sin grænseløse barmhjertighed befalet at den gode nyhed først skulle forkyndes for dem. Ved sine profeter, apostle og tjenere formanede han dem indtrængende til at tage imod hans frelse gennem hans søn Jesus Kristus. Men langt de fleste ville ikke vide af den. De misforstod på en mærkelig måde hensigten med Guds godhed. Den burde have ført dem til omvendelse, som tilfældet var med et fåtal af dem, men i stedet bevirkede Guds godhed at langt de fleste blev irriterede over den og i deres utaknemmelighed begik skændige gerninger. De fik på en eller anden måde den opfattelse at Guds store barmhjertighed og langmodighed mod dem betød at han altid ville begunstige dem, hvor meget de end i deres utaknemmelighed gjorde oprør imod ham. Historien viser at de tog sørgeligt fejl. — Se Nehemias 9:4-35 og Apostlenes Gerninger 2:14-47; 7:51-53.
14, 15. (a) Var Jehovas langmodighed spildt? (b) Hvad viser dette os yderligere om Guds langmodighed?
14 Guds langmodighed var ikke spildt på jøderne. Den tjente sit formål. Den gav en rest mulighed for at omvende sig. Erkendelsen af Guds barmhjertighed tilskyndede og opmuntrede disse jøder til at vende om fra deres onde færd og gøre hvad der var ret. De fik således gavn af Guds gunst og ville senere blive hans åndelige sønner i det himmelske rige med Kristus som konge.
15 De jøder der forkastede Guds langmodighed led derimod tab. Deres tab betød vinding for de hedninger der nu fik mulighed for at blive medlemmer af det himmelske rige. Jødernes vedvarende genstridighed førte til at de mistede Jehovas gunst og dermed hans beskyttelse og velsignelse, hvilket viste sig i år 70, da Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner. Det gavner hverken jøde eller hedning at foragte Guds langmodighed. — Romerbrevet, kapitel 11.
Baggrunden for Guds overbærenhed
16. Hvad viser apostelen Paulus om grunden til at Jehova er langmodig?
16 Men hvorfor har Gud vist en sådan langmodighed? Er det blot for at frelse menneskene at han har udholdt deres hån og spot? Paulus, Jesu Kristi apostel, svarer: „Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt, som han også siger hos Hoseas: ’Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde „mit folk“, og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde „den elskede“; og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: „I er ikke mit folk“, dér skal de kaldes „den levende Guds børn“.’“ (Rom. 9:22-26) Med andre ord: Gud udtager ved sin langmodighed et folk for sit navn, og ved hjælp af dette folk herliggør han sit navn overalt på jorden. — 1 Kor. 3:9, 16, 17; 2 Kor. 6:16; Ap. G. 15:14.
17. Hvilke velsignelser for menneskene har Guds langmodighed udvirket?
17 De der tilhører dette folk bliver Jehovas vidner, og de får bemyndigelse til at forkynde vidt og bredt om deres Gud Jehovas fremragende egenskaber. Apostelen Peter skrev om dem: „I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft [fremragende egenskaber, NW], som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.“ (1 Pet. 2:9, 10) Guds barmhjertighed og langmodighed har gjort det muligt for dem at blive hans sønner, hans børn eller folk. „Men når vi er børn,“ skrev Paulus, „er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham. Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os.“ (Rom. 8:3, 4, 14-18; 2 Kor. 5:17; Gal. 6:15) Hvilken storslået fremtid der venter disse Guds børn, for de kommer til at udgøre det himmelske rige ved Kristus! De skal herske sammen med ham over jorden i tusind år og vil lade evige velsignelser tilflyde menneskene. Ved hjælp af dem vil Jehova, ifølge sit skrevne løfte, ære sine fødders skammel. (Es. 60:13) Vi ser således at baggrunden for Guds langmodighed er hans navns og ords ophøjelse ved Kristus og hans rige.
Jesu Kristi langmodighed — et eksempel for os
18. I hvis liv kom Jehovas langmodighed til udtryk på mønsterværdig måde, og hvordan skete det?
18 Jesus Kristus lagde på en mønsterværdig måde Jehovas langmodighed for dagen i sit liv. Apostelen Paulus skrev: „Vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [marterpælen, NW] uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.“ (Hebr. 12:2) Hvilken langmodighed Jesus viste over for de syge og fattige! Hvor langmodig var han ikke over for Pilatus og Herodes! For ikke at tale om den langmodighed han viste over for dem der pælfæstede ham, og han da sagde: „Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.“ (Luk. 23:34) Profeten Esajas skrev om Jesus Kristus: „Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes — han oplod ikke sin mund.“ (Es. 53:7) Han klagede eller knurrede ikke, men glædede sig mens han led, for han vidste hvilken glæde der ventede ham.
19. På hvilken måde er Jesu Kristi langmodighed et eksempel for os?
19 Jesus lærte hvordan man skulle lide og hvordan man kunne lide med sand værdighed. Med sit eksempel viste han sine efterfølgere hvordan de måtte bære over med deres medkristnes svagheder. Husk hvordan Jesus bar over med Peter, Tomas og de andre apostle, og hvordan han opbyggede dem efter sin opstandelse. (Joh. 20:24-29; 21:15-17) Han viste hvordan man må bære over med drukkenboltes, spedalskes og prostitueredes fejl og mangler. Han udholdt uvidende menneskers grovheder, ondsindede menneskers ondskab, og han gjorde det uden at beklage sig, uden at blive irriteret og uden at gøre gengæld. Hans eksempel er i sig selv en tilskyndelse til at efterligne ham.
20. Hvad kan vi lære ved at holde ud under lidelse?
20 Vi kan lære noget af vore lidelser, noget som selv det fuldkomne menneske Jesus måtte lære. Bibelen siger: „Han [Kristus] har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. Skønt han var Søn, lærte han lydighed af det, han led, og da han havde nået fuldendelsen, blev han ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham.“ (Hebr. 5:7-9) Alle der ønsker at blive frelst må lære en sådan lydighed. — 1 Sam. 15:22, 23.
Behov for Guds langmodighed i vor tid
21. Hvordan er Jehovas langmodighed kommet til udtryk i vor tid?
21 Jesus Kristus viste at der ville være behov for Guds langmodighed i vor tid da han sagde: „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: han skal skaffe dem ret i hast. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“ (Luk. 18:7, 8) Da Jehova Gud med sin kronede kongesøn kom til sit tempel for at dømme, fandt han at der var et stort behov for at vise langmodighed mod dem der hævdede at være kristne. De der var indviet til ham var påvirket af babylonisk religion. Deres klæder var plettede af religiøst hykleri og politiske kompromiser. Gud viste langmodighed og bar over med deres svagheder. Med tiden kom de oprigtige til at værdsætte Guds langmodighed, og de omvendte sig fra deres synder og bragte deres liv i harmoni med hans ord. Jehova velsignede dem derpå med den forret at blive hans vidner overalt på jorden. De fik betroet den herlige tjenestens skat at forkynde om Guds oprettede rige og om den krig der på Gud den Almægtiges store dag skal udkæmpes på det sted der hedder Harmagedon, en krig som hastigt nærmer sig. — Matt. 24:14; Åb. 16:16.
22. På hvilken måde har Jehovas langmodighed været til gavn for menneskene?
22 Guds langmodighed har i sandhed været til stor gavn. Den har bragt Jehova større ære. Den har givet menneskene en genløser og et fornyet håb om evigt liv. (Tit. 1:1, 2; 1 Joh. 2:25) Jehovas langmodighed har muliggjort et rige eller en regering bestående af mange åndelige sønner, der skal velsigne menneskene. I disse sidste dage har hans langmodighed ikke alene gjort det muligt at indsamle resten af Rigets arvinger, men den har også åbnet muligheden for at en stor skare kan tage imod Guds barmhjertighed og blive frelst. Desuden har den haft til følge at den sande tilbedelse er blevet genoprettet på jorden, så der nu findes et samfund af åndeligt rene mennesker der er indviet til at tjene Gud. Dette er underfuldt i vore øjne, for hvis det ikke havde været for Jehovas langmodighed ville intet menneske være blevet frelst. (Matt. 24:22) Men nu ser vi den dyrebare frugt af Guds langmodighed, idet der findes over en million der lovpriser ham. Jehovas langmodighed har i sandhed kastet glans over hans navn!
23. (a) Hvilken advarsel gives der i forbindelse med Guds langmodighed? (b) Hvad bør kristne altid tænke på, så de ikke forfejler hensigten med Guds langmodighed?
23 Med den gode nyhed følger der imidlertid et advarende ord om at vi hver især og som folk betragtet må passe på ikke at forfejle hensigten med Jehovas langmodighed. Apostelen Peter advarer os viseligt herom idet han siger: „[Jehova, NW] nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ Derefter tilføjer apostelen: „Men [Jehovas, NW] dag skal komme som en tyv.“ De onde vil blive tilintetgjort. Vi ønsker altid at blive mindet om og holde os dette for øje: Jehovas dag vil komme og de onde vil blive tilintetgjort. Da det nu forholder sig således, så lad os „betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje“. Lad os drage nytte af den. De der gør det, vil blive belønnet med evige velsignelser i Guds nye orden under Kristus, velsignelser der skyldes Guds langmodighed. — 2 Pet. 3:9-18; Gal. 6:9.