Kapitel 7
Et lykkeligt hjem beredes til menneskene
1. Hvad har Jehova givet mennesket som hjem, og hvordan bør vi betragte dette hjem? (Hebræerne 3:4)
HVIS nogen byggede og indrettede et dejligt hus i skønne omgivelser og forærede dig det kvit og frit, ville du sikkert være ham meget taknemmelig. Da har du også grund til at takke den der har udtænkt og frembragt Jorden, for Bibelen siger at Jehova, „himlens og jordens skaber“, har givet jorden „til menneskenes børn“. (Salme 115:15, 16) Hvilken storslået gave! Når vi læser hvordan Jehova Gud beredte jorden som bolig for menneskene, kan vi ikke andet end beundre den visdom og magt han udfoldede som den guddommelige Arkitekt og Bygmester.
„I BEGYNDELSEN“
2. Hvad vidner fortsat om Guds storslåede skaberevne? (Salme 8:4, 5)
2 Vender vi os til de allerførste ord i Bibelen, læser vi: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Det er uden tvivl milliarder af år siden Gud udførte denne vældige skabelsesakt, og uanset videnskabsmændenes indbyrdes modstridende teorier om hvordan universet er blevet til, vidner den prægtige himmel og den skønne jord stadig om Guds storslåede skaberevne.
3. Hvordan åbenbarede Gud sin visdom da han forsynede jorden med vand i mængde? (Salme 104:1, 5, 6)
3 Da Jehova sammensatte de stoffer der forekommer i universet, røbede han en forbløffende visdom og fremsynethed. Tag blot vandet — som findes i store mængder på jorden. I modsætning til andre væsker har vandet den usædvanlige egenskab at det bliver lettere når dets temperatur kommer ned i nærheden af frysepunktet, med det resultat at det altid vil stige op til overfladen og lægge sig som et beskyttende lag is oven på søer og damme. Hvis is var tungere end vand, ville hele jorden for længe siden være blevet en „fryseboks“ hvor intet liv kunne overleve. Vi bruger vand som opløsningsmiddel, til overrisling, som energikilde — ja, to tredjedele af vort eget legeme består af vand. Vi kunne simpelt hen ikke leve uden vand. Den vise Skaber forudså alt dette da han dækkede jorden med et ’verdensdyb’. — 1 Mosebog 1:2.
4. Hvordan er jordens stilling i forhold til solen og månen et udtryk for Guds visdom? (Job 26:7, 14)
4 Jordens stilling i forhold til de øvrige himmellegemer har også stor betydning. Gud sørgede under skabelsen for at jordens akse kom til at hælde i en vinkel på 231/2 grad, så hver halvkugle skiftevis under jordens årlige rejse omkring solen kommer til at opleve forår, sommer, efterår og vinter. Jorden har netop den rigtige afstand fra solen til at livet på den kan opretholdes. Hvis den var meget tættere ved solen, ville her blive alt for varmt; hvis den var meget længere borte, ville her blive alt for koldt. Månen er anbragt sådan at dens tiltrækningskraft uden at volde skade forårsager tidevandets moderate bevægelser ved vore kyster. Når vi tænker over disse ting, ledes vi uvilkårligt til at prise Gud „for hans vældige gerninger“. — Salme 150:1, 2.
SKABELSESDAGE
5, 6. Hvordan kan vi slutte os til skabelsesdagenes længde? (Hebræerne 4:3-5)
5 I utallige tidsaldre var jorden hyllet i mørke, og intet liv rørte sig på den. „Men Guds Ånd svævede over vandene.“ (1 Mosebog 1:1, 2) Hvad ville det medføre?
6 Her begynder de syv skabelsesdage. Hvor lange var disse „dage“? Meget længere end fireogtyve timer! Bibelen fortæller at „én dag er for Jehova som tusind år“. (2 Peter 3:8) Men skabelsesdagene må være endnu længere. Hvordan ved vi det? Jo, Første Mosebog 2:2 siger at Gud, efter at han havde været i færd med at skabe i seks „dage“, „gav sig til at hvile på den syvende dag fra hele sit værk som han havde frembragt“ (NW), og Bibelen viser at Jehovas hviledag endnu ikke er afsluttet. Apostelen Paulus skriver nemlig at de kristne ved tro og lydighed skulle ’gøre deres yderste for at gå ind til den hvile’. (Hebræerne 4:9-11) Bibelens tidsregning viser at der nu er gået næsten seks tusind år siden Gud begyndte at „hvile“ fra sine skabelseshandlinger på jorden. Umiddelbart foran os ligger Kristi tusindårige herredømme, hvorefter Guds hensigt — at jorden skulle opfyldes med en lykkelig menneskeslægt — vil være gennemført. Hermed ender Guds hviledag. Dette vidner om at ’hviledagen’ må have en længde af syv tusind år. (1 Mosebog 1:28; Åbenbaringen 20:4) Det er rimeligt at antage at hver af de forudgående seks skabelsesdage har haft en tilsvarende længde. Det var i løbet af disse lange tidsperioder at Jehova trinvis beredte jorden som bolig for menneskene. Når vi i det følgende undersøger hvordan han gjorde dette, vil vi erfare at salmisten havde fuldstændig ret da han skrev: „Hvor store er dine gerninger, [Jehova], dine tanker såre dybe!“ — Salme 92:6.
„DER BLIVE LYS“
7. Hvordan blev der lys? (Esajas 45:7)
7 For tusinder af år siden sagde Jehova: „Der blive lys!“ Dette markerede begyndelsen til den første skabelsesdag. Da denne lange dag var forbi, havde Gud sørget for at lyset fra solen kunne trænge igennem og skinne på „verdensdybet“ som omgav jorden. Der var ikke længere et tykt tæppe af mørke som hindrede adskillelsen mellem dag og nat. I dagslyset ville mennesket til sin tid kunne arbejde og nyde jordens skønhed, og om natten ville det kunne hvile sig og samle nye kræfter. — 1 Mosebog 1:3-5.
„DER BLIVE EN HVÆLVING“
8. Hvordan udviste Jehova fremsynethed da han dannede „hvælvingen“?
8 På den anden skabelsesdag skilte Gud vandene ad, så en del af vandet blev på jordens overflade mens en anden del blev udspændt som en stor baldakin omkring jordkloden. Hvælvingen mellem disse to store vandsamlinger kaldte han „himmel“. Her tilvejebragte han atmosfæren med nøjagtig den rette blanding af luftarter, hovedsagelig kvælstof og ilt, til at de planter, dyr og mennesker han senere ville frembringe, kunne opretholde livet. Med den sammensætning Gud gav atmosfæren ville det blive behageligt at leve på jorden; samtidig ville atmosfæren tjene som en beskyttelse mod meteorer og farlig stråling fra verdensrummet. I sandhed en viis og kærlig Skaber! — 1 Mosebog 1:6-8.
LANDJORDEN, HAVENE OG VEGETATIONEN FREMBRINGES
9. Hvad havde Gud i tanke da han frembragte „det faste land“ og ’havet’? (Esajas 45:18)
9 Guds ånd eller aktive kraft fortsatte med at bevæge sig frem og tilbage over jordens flade. Nu, på den tredje skabelsesdag, begyndte Gud at lade det faste land dukke frem af „vandet under hvælvingen“. Der skete uden tvivl store naturomvæltninger idet landmasser blev presset op, mens vandet samlede sig i de havbassiner der dannedes. Dette var endnu et udtryk for Guds visdom og kærlighed. Når landdyrene og menneskene blev skabt, kunne de bo på det faste land. Havene kunne vrimle med havdyr, og de store oceaner ville have en modererende virkning på klimaet på jorden, idet de ville hindre alt for store temperaturudsving. — 1 Mosebog 1:9, 10.
10. (a) Hvad viste sig for første gang på den tredje dag, og i hvilke former? (b) Hvordan ville dette blive til gavn for menneskene? (1 Mosebog 1:29, 30; Salme 104:14)
10 Men der skulle ske mere på den tredje dag. For første gang skulle livet vise sig. Bibelen fortæller:
„Derpå sagde Gud: ’Jorden lade fremspire grønne urter, der bærer frø, og frugttræer, der bærer frugt med kerne, på jorden!“ — (1 Mosebog 1:11)
Gud frembragte nu forunderligt opbyggede celler og gav dem evne til at formere sig i overensstemmelse med en „arbejdstegning“ der var nedlagt i hver enkelt celle. Nogle arter blev til statelige træer som kunne kaste skygge og holde på muldjorden. Andre blev til mindre træer og buske som bar frugter og bær, der, sammen med grøntsagerne, udgjorde en velsmagende variation af fødemidler. Gud frembragte også et væld af smukke blomster til at pryde jorden. Hver planteart kunne kun formere sig efter sin egen „art“, men med mange variationsmuligheder i form og farve — hvilket de smukke varieteter af roser vidner om. — 1 Mosebog 1:12, 13.
11. Hvordan sørgede Gud for at jorden kunne frembringe føde? (Jeremias 10:12)
11 I alle grønne plantedele har Gud nedlagt et stof der kaldes klorofyl. I dette komplicerede stof foregår der under indflydelse af solens lys en kemisk reaktion hvorved kuldioxyd fra luften og vand fra jorden omdannes til visse sukkerarter, mens der samtidig afgives ilt som fornyr luften. Hvert år fremstiller planterne på hele jorden så meget som 150 milliarder tons sukker. Dette sukker forbruges af planterne selv til deres vækst og omdannes derved til de forskellige fødemidler vi spiser. Den energi der opretholder alt levende på jorden, stammer altså fra denne mirakuløse proces der omfatter sollyset, vandet og luften, en proces hvis hemmelighed mennesket stadig ikke kender! Det er sandt som der siges: „Hvor mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt!“ — Salme 104:24.
LYSGIVERE PÅ HIMMELEN
12. (a) Hvorfor er der ingen modsigelse mellem Første Mosebog 1:1 og 1:16? (b) Hvad skete der åbenbart på den fjerde dag? (Salme 136:1, 7-9)
12 På den fjerde dag gjorde Gud „de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne“. (1 Mosebog 1:14-19) Havde Gud da ikke allerede skabt disse himmellegemer „i begyndelsen“? Jo, det havde han. Men læg mærke til at der også bruges forskellige udsagnsord: „skabte“ (hebraisk: baraʹ) i Første Mosebog 1:1 og „gjorde“ (hebraisk: ‛asah) i Første Mosebog 1:16. Det der åbenbart skete på den fjerde dag, var at solens, månens og stjernernes omrids nu for første gang kunne skimtes fra jordens overflade, muligvis fordi atmosfæren var blevet renere. En strålende sol tjente nu som lysgiver til at lyse om dagen og sørge for en behagelig varme. Og månen? Rumforskere har givet udtryk for at over 50 procent af månens overflade består af glaspartikler som er uhyre velegnede til at tilbagekaste solens stråler. Hver gang vi beundrer et landskab en måneklar aften, kan vi tænke på den kærlighed og visdom Gud lagde for dagen da han frembragte dette ’mindre lys’ til at skinne om natten.
13. (a) Hvad kunne mennesket holde regnskab med ved hjælp af de lysende himmellegemer? (Prædikeren 3:1) (b) Hvorfor nævnes ’aftenen’ før ’morgenen’? (Ordsprogene 4:18)
13 Senere kunne mennesket ved hjælp af disse lysgivere holde regnskab med tiden. Men enhver tidsmåler som mennesket konstruerede, ville altid være ringere end og skulle indstilles efter de himmellegemer som den store Tidsberegner, Jehova Gud, havde sat i bevægelse efter en nøjagtig tidsplan, til menneskets gavn. På den fjerde skabelsesdag begyndte Guds værk, ligesom på de øvrige dage, om ’aftenen’, hvor tingene endnu kun sås i utydeligt omrids, og fortsatte til om ’morgenen’, hvor alt kunne ses i hele sin strålende pragt.
14. Hvorfor har vi grund til at være taknemmelige for alt hvad Gud har gjort? (Åbenbaringen 4:11)
14 Da Gud havde fuldendt sit store værk på henholdsvis den tredje og den fjerde dag, så han „at det var godt“. (1 Mosebog 1:12, 18) Men der forestod endnu to begivenhedsrige skabelsesdage samt en hviledag. Den mægtige Skaber ville træffe flere kærlige forberedelser til at mennesket kunne bo på jorden og blive lykkeligt der. Det bør vi være taknemmelige for, ligesom kong David, der sagde:
„Mange undere gjorde du, [Jehova] min Gud, og mange tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.“ — Salme 40:6.
[Illustration på side 63]
Skaberen har indrettet planterne sådan at de kan fremstille næring ved hjælp af sollyset, vandet og luften