Søg Jehovas ære
„Men evighedernes konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!“ — 1 Tim. 1:17.
1. Hvordan er det alene muligt at komme til at se den personlige ære i det rette perspektiv?
HVILKEN værdi har personlig ære, hvis Jehovas navn ikke æres? Hvad stort er der ved en verdslig ære der ignorerer Jehovas principper? Kun ved at ære Jehova, evighedernes Konge, og Kilden til al sand ære og herlighed, kan skabningen se den personlige ære i det rette perspektiv. Når man ærer Jehova, vil man ikke søge at skabe sig selv et navn. Nej, man vil have samme sind som Guds loyale søn, Kristus Jesus, der erklærede: „Jeg ærer min Fader, . . . Selv søger jeg ikke min egen ære . . . Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære.“ (Joh. 8:49-54) Personlig og verdslig ære er kun tomhed. Den sande ære finder man i ydmygt at vidne om den store Gud Jehovas navn og rige. „Dem, som ærer mig, vil jeg ære.“ — 1 Sam. 2:30.
2, 3. Hvad viser historien om menneskers syn på den personlige ære?
2 Ned igennem tiden har det jordiske menneske stræbt efter berømmelse og et udødeligt navn. Beretninger om heltegerninger er blevet en del af de fleste nationers folkeminder. Mange steder på jorden har man lagt stor vægt på det at redde æren. Således talte man om el valor Espanol i det gamle Spanien og die Ehre i middelalderens Tyskland. I nogle lande rensede man sig for en personlig fornærmelse ved at duellere på kårde eller pistol, og for dem der var uøvede i brugen af disse våben var det så godt som selvmord. Men det betød at man havde reddet æren eller „bevaret ansigtet“. Ifølge Websters New International Dictionary betyder sidstnævnte udtryk „at bevare sin værdighed eller anseelse i andres øjne“. — Side 2223, spalte 2.
3 I orienten er selvmord længe blevet betragtet som et middel til at rense sit navn. Det klassiske eksempel herpå er fortællingen om de syvogfyrre ronin (herreløse riddere), der levede i Tokyo i begyndelsen af 1700-tallet. Disse hævnede deres herre ved i nattens mørke at dræbe den hofembedsmand der havde forårsaget deres herres død. Imidlertid faldt de derved i unåde hos Japans hersker. De kunne kun redde æren ved at øve seppuku (opsprætning af maven), og det gjorde de, alle syvogfyrre på én gang. Således vandt de sig et navn der indtil denne dag er blevet æret i sang, dans og ved valfarter til deres grav.
4. Hvor udbredt er æresfølelsen i vor tid?
4 Denne overdrevne æresfølelse eksisterer også i dette tyvende århundrede. Forretningsmanden i østen begår stadig hellere selvmord end udsætter sig for den vanære ikke at kunne betale sin gæld ved årets slutning. Over hele jorden er der dem der nærer stolthed på grund af deres høje uddannelse, deres fornemme familie eller sociale stilling, og som er slaver af etikettens regler. Mange lader sig lede af tanker som „Hvad mon folk vil sige til det?“ I vesten giver denne stolthed og æresfølelse sig ofte udslag i at mennesker lever over evne for at kunne følge med moden og anskaffe sig den sidste nye bilmodel og det sidste nye udstyr til hjemmet. Ærligheden må undertiden ofres for at man kan „holde trit med naboen“.
5. Hvad er denne stolthed over egen ære i virkeligheden, og hvad fører den til?
5 Men hvad er nu alt dette? Det er i virkeligheden uberettiget stolthed over egen ære. Det vil sige at et menneske søger at omgive sig med et skær af agtværdighed, af at være et menneske af betydning, uanset kendsgerningerne. Det er en overdreven trang til at have „et navn“, om det så skal ske på bekostning af principperne. Det er at udgive sig for noget man ikke er og så forsøge at bevare skinnet. Dette overdrevne begær efter at opnå ære og berømmelse, uden at skænke Jehovas ære en tanke, har ført til at mennesker lever på en løgn og taler løgn. Det har medført forbrydelser og megen ulykke. Når det forekommer i den kristne menighed bringer det skabningens forhold til Skaberen i fare og kan medføre tab af det evige liv. Som den bibelske beretning viser, hører bestræbelser for at redde æren ikke hjemme blandt Guds folk.
Bestræbelser for at redde æren
6. Hvor søgte mennesker for første gang at redde æren, og hvad gjorde de?
6 For næsten 6000 år siden indførte den listige slange, Djævelen, i Edens paradis et forkert syn på den personlige ære. Kvinden Eva blev „grundigt bedraget“, idet hun forledtes til at tro at hun kunne skabe sig et navn der kom på højde med Guds. Hendes mand Adam overtrådte Guds bud sammen med hende. (1 Mos. 3:4-6; 1 Tim. 2:14, NW) Fyldt af skam over deres synd søgte det skyldige par nu at redde æren. De lavede sig klæder og skjulte sig for Jehova mellem havens træer. Da Jehova gik i rette med dem prøvede manden at redde æren ved at skyde skylden på kvinden, og kvinden skød på sin side skylden på slangen. Imidlertid kunne de ved dette forsøg på at redde deres ære ikke komme uden om det guddommelige princip. Med rette udtalte Jehova dommen over dem, i overensstemmelse med sin tidligere udtalte lov. Deres undskyldninger frelste dem ikke fra den forsmædelse at blive udvist af Edens have, ej heller fra den evige død i jordens støv. — 1 Mos. 2:17; 3:7-19.
7. Hvordan prøvede Satan at redde æren, og hvilket bevis har vi på at det ikke lykkedes for ham?
7 Men hvad skete der med den listige slange, Satan Djævelen? Bibelens beretning viser at Gud vil knuse ham og udslette ham ved hjælp af sin kvindes sæd, Kristus Jesus. (1 Mos. 3:15) I mellemtiden har Satan prøvet at redde æren ved at fremsætte den stolte påstand at han, efter først at have fået Eva og derefter Adam til at undlade at tjene Jehova, nu kunne få hele menneskeheden til at vende sig bort fra Gud. Jehova har til fulde besvaret denne udfordring gennem sine trofaste vidner i fortiden, heriblandt Job, gennem sin fuldkomne søn Kristus Jesus og gennem sine trofaste kristne vidner. (Job 1:6-12; 2:1-10; Hebr. 11:1–12:2) Satan har på sin side frembragt en „sæd“ af stolte og oprørske mennesker, der har solet sig i deres egen ære og berømmelse samtidig med at de har ignoreret Jehovas navn.
8. Hvad har begæret efter ære fostret, sådan som et af de tidligste eksempler viser?
8 Fra de tidligste tider har dette begær efter personlig ære fostret vold og uærlighed. Da Adams førstefødte søn Kain fandt at hans offer ikke blev antaget af Jehova søgte han oprejsning ved at rydde sin broder Abel af vejen. Da Jehova spurgte Kain: „Hvor er din broder Abel?“ løj Kain, idet han svarede med foragt: „Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min broder?“ Hans stolthed og ærekærhed medførte kun Jehovas forbandelse og til sidst den evige død. — 1 Mos. 4:3-16.
9, 10, Hvordan blev menneskers forsøg på at skabe sig et navn gjort til skamme (a) på Noas tid, og (b) efter Vandfloden?
9 Mindre end seksten hundrede år efter oprøret i Eden var jorden fuld af stolte og gudvanærende mennesker, samt af det bastardafkom der var avlet ved menneskedøtrenes forbindelse med onde ånder; det var „kæmperne på jorden“, „heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage“. „Og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. Da sagde Gud til Noa: ’Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.’“ Dette stolte verdenssamfund bevarede for en tid skinnet mens det selvtilfreds gjorde nar af Noa, hans forkyndelse og hans bådebyggeri, men det måtte lide den vanære at gå til grunde som en verden af ugudelige. — 1 Mos. 6:4, 12, 13; 2 Pet. 3:5-7.
10 Efter Vandfloden indgav Satan atter ufuldkomne mennesker ønsket om at skabe sig et navn fremfor at søge Jehovas ære. Noas sønnnesønnesøn Nimrod „var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova“. Menneskene rejste østpå og kom til en dalslette i Sinear. „De sagde nu: ’Kom! Lad os bygge os en by, og også et tårn med toppen i himlene, og lad os skabe os et berømt navn, at vi ikke skal spredes over hele jordens flade!’“ Hvad indbragte deres „berømte navn“ dem nu? For at hævde sit eget navn forvirrede Jehova deres sprog og spredte dem over hele jordens flade. — 1 Mos. 10:8, 9; 11:1-9, NW.
11, 12. Hvordan demonstrerede Jehova over for Ægyptens farao det frugtesløse i at søge ære og berømmelse?
11 Mere end otte hundrede år efter Vandfloden sendte Jehova Moses til Ægypten for at udfri Israels folk. Da Moses fremførte sit ærinde for Farao, udtalte Ægyptens stolte hersker: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham?“ Jehova ydmygede Farao ved at sende en række ødelæggende plager over Ægypten. Under disse plager sagde Jehova til Farao: „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ Det er af samme grund Jehova har ladet denne onde verdens gud, Satan Djævelen, blive i live indtil denne dag. — 2 Mos. 5:2; 9:16.
12 Jehova viste Farao sin magt ved at ihjelslå Ægyptens førstefødte og føre sit eget folk sikkert gennem Det røde Havs delte vande. I et sidste forsøg på at redde sin nationale ære og stolthed satte Farao efter dem med hele sin hær, helt ud mellem vandene der stod som en mur på begge sider. Jehova havde profeteret hvordan det ville gå: „Se, jeg vil forhærde ægypternes hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans krigsmagt, på hans vogne og ryttere, og ægypterne skal kende, at jeg er [Jehova], når jeg forherliger mig på Farao, hans vogne og ryttere.“ (2 Mos. 14:17, 18) Vandene slog sammen om ægypterne, og hermed endte Ægyptens storhed og betydning som verdensmagt. Mennesker og nationer der ophøjer sig selv og søger deres egen ære og berømmelse er i sandhed små og ubetydelige når Skaberen Jehova Gud viser sig i sin herlighed!
13. Kan nationerne, verdensherskerne eller kristenhedens præsteskab redde æren ind for Jehova? Hvad viser Bibelens beretning?
13 Fra Ægyptens dage til nu har det ene verdensrige efter det andet rejst sig og søgt ære og berømmelse, for blot at gå til grunde igen. Bibelen beskriver nogle af disse rigers kortvarige berømmelse, og Bibelens profetier har også i detaljer skildret det sidste verdensriges opkomst og fald. (Daniels bog, kapitlerne 7, 8 og 11) Ingen af vor tids frygtindgydende atommagter vil være i stand til at redde æren når Jehova eksekverer dommen over dem i Harmagedon. Kristenhedens stolte præsteskab vil sammen med „hjordens ypperste“ ligeledes gå til grunde i en vanærende død. — Jer. 25:32-36.
Bevar din ære ind for Jehova
14, 15. (a) Hvad må retfærdselskende mennesker være på vagt overfor? (b) Hvad kan vi lære af beretningerne om Job og Moses?
14 Retfærdselskende mennesker må til stadighed være på vagt at de ikke besmittes af denne verdens stolte ånd. Selv trofaste Guds tjenere er kommet til kort heri og har først vundet fodfæste igen efter en irettesættelse. Som vi har set prøvede Job at retfærdiggøre sig under sin prøve. Det var grunden til Elihus retfærdige vrede: „På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud.“ Kun ved at give agt på Guds underværker og tage imod irettesættelse bevarede Job en ærefuld stilling ind for Jehova. — Job 32:2; 36:3, 22-26.
15 Guds tjener Moses prøvede at redde æren over for Israel. Dette skete da han ved et mirakel fik vand til at strømme ud af klippen ved Meriba, men gjorde det i vrede uden at give Jehova ære. Skønt han angrede og genvandt sin ærefulde stilling som profet for Guds folk, kostede dette fejltrin ham at han ikke fik lov til at føre Israel ind i det forjættede land. — 4 Mos. 20:9-13.
16. Hvorfor modtog Peter to gange en irettesættelse?
16 Ved to lejligheder begik Peter den samme fejl, idet han søgte at redde sin egen ære. Da Jesus var blevet arresteret og Peter fulgte efter ham til ypperstepræstens gård, søgte han tre gange at skjule hvem han var ved at benægte at han var en af Jesu disciple. (Luk. 22:54-62) Nogle år senere blev Paulus brugt til at irettesætte Peter fordi han hyklede for de jødiske kristne som kom til Antiokia fra Jakob. For et syns skyld trak han sig tilbage fra ikke-jøderne og undlod at komme sammen med dem. (Gal. 2:11-14) I begge tilfælde fik Peter en irettesættelse. Han måtte lære af smertelig erfaring.
17. I hvilken henseende bør kristne have et godt navn?
17 Samtidig med at kristne skal undgå at søge personlig ære, skal de sørge for at bevare et omdømme der er til ære for Gud. Tilsynsmænd bør have „godt lov blandt dem, som er udenfor“. (1 Tim. 3:7) Alle de øvrige forkyndere bør ligeledes have et godt navn og være kendt for deres ærlighed, gode opførsel og omsorg for familien, idet de stræber efter „det, der er godt i alle menneskers øjne“. (Rom. 12:17) Det vil ikke sige at de giver sig selv en oppudsning udvendig, sådan som farisæerne på Jesu tid gjorde, for ’udvortes at se retfærdige ud for mennesker’. (Matt. 23:27, 28) De lægger disse gode egenskaber for dagen for at de med ære kan repræsentere Jehova, idet de i hele deres daglige levevis retter sig efter hans hellige vilje. „Og vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry; men som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende.“ — 2 Kor. 6:3, 4.
18. Hvilken indstilling bør de kristne lægge for dagen i menigheden?
18 Inden for menigheden bør de kristne forkyndere ligeledes ære Jehova ved at være oprigtigt taknemmelige for enhver foranstaltning der træffes, så de „kan vokse op til frelse“. (1 Pet. 2:1-3) De må ikke lade personlig stolthed eller ærekærhed ’udslukke ånden’. De bør lægge sig Paulus’ formaning på sinde: „Prøv alt, hold fast ved det gode! Hold jer fra det onde i enhver skikkelse!“ — 1 Tess. 5:19, 21, 22.
19. Hvilken indstilling er undertiden blevet bragt ind i menigheden fra den gamle verden, og hvad har det medført?
19 Nogle har prøvet at bringe en indstilling fra den gamle verden med sig ind i menigheden. For eksempel skammer de sig over at blive vejledt eller irettesat, idet de glemmer at tugt er et af Guds principper og er nødvendig når man skal vokse til åndelig modenhed. (Ordsp. 4:13) De holder sig borte under zonetjenerens besøg, vil ikke tage imod taleopgaver og undlader at deltage i den skriftlige repetition ved den teokratiske skole. Nogle umodne er endog gået så vidt som til at snyde under den skriftlige repetition, til at give falske oplysninger på deres tjenesterapport og til på anden måde at foregive at være noget de ikke var over for tjenerne i Jehovas organisation. De kan ikke bedrage Jehova eller hans organisation, og til sidst vil de befinde sig i samme situation som Ananias og Safira, fordi ’det ikke er mennesker de har løjet for, men Gud’. — Ap. G. 5:1-11.
20. Hvad har nogle mænd vanskeligt ved, og hvilket godt råd giver Bibelen dem?
20 I lande hvor kvinderne gør alt det grovere arbejde synes nogle mænd at det ligger under deres værdighed at gå fra hus til hus med Bibelen. Andre finder det vanskeligt som udnævnte tjenere i menigheden at gøre noget for søstrene. Sådanne brødre bør opelske ydmyghed ved at komme sammen med Guds folk fremfor at søge at redde æren ved at trække sig ud af den organisation som de véd er Guds sandhedsords vogter. „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ — Mika 6:8.
21. Nævn eksempler der viser hvor den kristne ikke kan slække på de guddommelige principper på grund af stolthed eller frygt.
21 Det sker at kristne principper kolliderer med kejserens krav eller med sæd og skik i det lokale samfund. Skal den kristne nu bevare skinnet over for verden ved at bøje sig for kejserens krav og krænke sin neutralitet som kristen? Skal han bevare skinnet over for folk i byen ved at deltage i en hedensk begravelsesceremoni, ved at dekorere sit hus med hedenske symboler på helligdage eller ved på anden måde at rette sig efter verdens skikke? Har han lov til at gribe til uærlighed for at kunne holde en overdådig bryllupsfest og således bevare sin ære i verdens øjne? Har han lov til at leve i kammeratægteskab eller føre et umoralsk liv fordi han ikke har råd til at holde en dyr bryllupsfest, hvilket folk kræver hvis han skal hævde sig iblandt dem? På alle disse spørgsmål svarer Bibelen med et kraftigt nej! — Ap. G. 4:18-20; 5:29; 15:29.
Ære og den nye personlighed
22. (a) Hvad er der ikke plads for i den kristne menighed? (b) Hvorfor bør vi være åbne og ærlige over for hverandre, og hvordan kan det lade sig gøre?
22 I den kristne menighed er der ikke plads for mennesker der søger personlig ære, som søger at opretholde et ydre skin eller dækker sig under en løgn. Det er måske almindeligt i den kærlighedsløse, ulykkelige verden vi har skilt os ud fra. Imidlertid siger apostelen til os: „Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse.“ Dyb kærlighed til Jehova og taknemmelighed mod ham for al hans godhed vil sammen med kærlighed til vore medkristne bevirke at vi er åbne og ærlige over for hverandre og ikke nærer frygt for mennesker. (Ef. 4:17, 18; 1 Joh. 4:17, 18; 2 Tim. 1:7, 8) Som apostelen siger videre: „Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ — Ef. 4:25.
23. (a) Hvad har de kristne sagt sig løs fra? (b) Hvordan går skamfølelse og bestræbelser for at redde æren hånd i hånd? (c) Hvad skal den kristne ikke gøre hvis han begår en synd? Hvad skal han gøre?
23 I Jehovas nye verdens samfund er der ikke plads for denne verdens forkerte indstillinger. „Det er grunden til at vi nu, da vi har denne tjeneste efter den barmhjertighed der er blevet vist os, ikke opfører os upassende, men har frasagt os de lyssky ting som man må skamme sig over, og ikke går underfundigt til værks, heller ikke forfalsker Guds ord, men ved at gøre sandheden åbenbar anbefaler os til hvert menneskes samvittighed for Guds åsyn.“ (2 Kor. 4:1, 2, NW) De der vandrer med Gud har sagt sig løs fra denne verdens lyssky handlinger og underfundighed og står frimodigt op for sandheden. De nærer ikke bestandig en følelse af skam, som kræver at de stadig må bestræbe sig for at bevare skinnet. Sådanne bestræbelser udspringer af stolthed og frygt og har ikke deres rod i Bibelens principper. De går hånd i hånd med skamfølelsen, som de søger at overvinde uanset hvad det koster, blot det får personen til at tage sig rigtig ud i andres øjne. Selv hvis en kristen begår en synd, bør han ikke søge at bevare skinnet ved at skjule sin skam. Han bør bekende sin synd for Jehova og atter træde lige spor med sine fødder. „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Joh. 1:9; 2:1, 2; Sl. 32:1, 5.
24. Hvordan kan vi frigøre os fra den ærekære verdens underfundige tankegang?
24 Ydmyghed, kristen kærlighed og dyb værdsættelse og forståelse af vort forhold til Jehova vil bevare os på retfærdighedens sti. Det er netop hvad apostelen indtrængende beder os om: at „vandre det kald værdigt hvormed I blev kaldet, med al sindets ydmyghed og mildhed, med langmodighed, og affinde jer med hverandre i kærlighed“. Gennem menigheden har Kristus skænket „gaver i mennesker“ som skal undervise og oplære alle der får del i Jehovas ufortjente godhed gennem hans søn. Lad os med glæde tage imod denne oplæring og skride frem til fuld kristen modenhed sammen med Jehovas organisation, sådan at vi ikke længere er „spædbørn der drives som af bølger og kastes hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers bedrageriske kunstgreb, ved underfundighed i at finde på vildfarelse. Men lad os idet vi taler sandheden, i kærlighed i alt vokse op til ham som er hovedet, Kristus“. (Ef. 4:1, 2, 8, 11-16, NW) Alle der er blevet besmittet af denne gamle verdens underfundighed må forny deres sind ved at lade sig fylde med den nøjagtige kundskab om Guds vilje for at de kan „vandre Herren værdigt“. — Rom. 12:1, 2; Kol. 1:9-12.
25. Hvordan kan vi iføre os den nye personlighed, og hvad har det til følge?
25 Det vil sige at man må iføre sig den kristne personlighed, den nye personlighed, der er helt anderledes end den gamle verdens personlighed med dens fordærvede tankegang. Derfor formaner apostelen os til at „aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skal fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed“. (Ef. 4:22-24, NW) Hvis vi har iført os den nye personlighed ved flittigt studium af Guds ord og ved at rette os efter det, da vil Guds ånd være den kraft der driver vort sind. Således vil vi søge altid at være til ære for Jehovas store navn som hans vidner, og aldrig stræbe efter egen ære, efter at få et navn blandt mennesker eller i stolthed at bevare et ydre skin. — Matt. 5:16; Luk. 16:15.
26. Hvilke forsøg har satan gjort på at redde æren, og hvad vil han til sidst erfare?
26 Ærgerrighedens „stolte øjne“ er Jehova en gru. (Ordsp. 6:16-19) Denne ærgerrighed sås først hos Satan Djævelen, idet han prøvede at skabe sig et stort navn, større end Jehovas, og rejse sin trone „over Guds stjerner“. Han blændedes af sin egen skønhed og glans. (Es. 14:12-14; Ez. 28:17) Nu da han står over for sin tilintetgørelse i Harmagedon følger han ondsindet devisen „hersk eller ødelæg“. Desperat planlægger han endnu et forsøg på at redde sin ære, idet han søger at styrte hele menneskeheden ned i atomkrigens afgrund. Han ansporer verdens ledende mænd til at forberede hele menneskehedens selvmord. Men hans plan vil ikke lykkes! Trods nationernes vrede vil Jehova kæmpe for sit folk og udfri det og ødelægge dem der lægger jorden øde. (Joel 3:5; Åb. 11:18) Satan vil blive slængt bort i vanære „som et usseligt foster, . . . som et nedtrådt ådsel . . . fordi du ødte dit land“. — Es. 14:19, 20.
27. (a) Hvilken pligt overgår alle andre? (b) Hvem kan siges at være lykkelige? (c) Hvilken herlig dag er nu for hånden?
27 De der overlever det store slag vil være dem der i lighed med den trofaste Job, Kristus Jesus og resten ikke giver slip på deres uangribelighed, end ikke under Satans sidste svære angreb på den nye verdens samfund af Jehovas vidner. (Ez. 38:14-16) Det vil være dem der forstår at der, uanset hvad æren kræver, er en pligt der overgår alle jordiske forpligtelser, nemlig pligten til at ære den store livets Giver, ham der satte jorden i sin bane i verdensrummet og skabte mennesket på den. (Ap. G. 17:24-28; Sl. 36:10) Som universets øverste Suveræn kræver han absolut hengivenhed af sine fornuftbegavede skabninger, og denne hengivenhed skulle vi med glæde vise ham. (5 Mos. 5:9, 10, NW) Lykkelige er vi hvis vi søger Jehovas ære fremfor noget andet, idet vi fryder os over at hans store navn i overensstemmelse med hans storslåede hensigt nu for evigt skal ophøjes ved en underfuld gerning som kun han er i stand til at øve. Velsignet være den dag da hans uforlignelige navn vil være ophøjet „over himlen“, og hele jorden vil være fuld af „kundskab om [Jehovas] herlighed“! — Sl. 57:6; Hab. 2:14.