mens den i virkeligheden ser hen til „kejseren“, den nuværende ordnings regeringer, som sit håb?

For dit eget og dine nærmestes evige velfærds skyld opfordrer vi dig til at lære alt hvad Guds søns navn står for. Sæt hele din lid til at Gud står bag sin søns kongedømme, så vil du også ’vide, at du har evigt liv, du, som tror på Guds Søns navn’. — 1 Joh. 5:13.

Hvad ligger der bag de græske myter?

ZEUS, Apollon, Artemis, Afrodite — disse og andre navne på græske guder og gudinder vil de fleste nikke genkendende til. Mange vil også vide at de gamle grækeres mytologi tilskriver disse guder og gudinder alle mulige afskyelige gerninger. I skildringerne skændes de indbyrdes, bekæmper hverandre og sætter den ene op imod den anden. At myterne skulle have den ringeste forbindelse med virkeligheden, kan synes vanskeligt at forstå. Så mærkeligt det end lyder kaster Bibelen alligevel lys over den mulige, ja endda sandsynlige oprindelse til disse sagn.

Ifølge den sande historiske beretning der står at læse i Første Mosebog 6:1-13 tog nogle engle, gudssønner, ophold på jorden forud for vandfloden i Noas dage og begyndte at leve som ægtemænd sammen med tiltrækkende kvinder. Afkommet af disse forbindelser kaldtes „nefilim“ eller „omhuggere“, det vil sige „dem der får andre til at falde“. De bidrog umådeligt til den umoralitet og vold som herskede på jorden dengang.

Uden tvivl har Noa og hans familie, der overlevede Vandfloden, ladet oplysningerne om tilstandene før Vandfloden gå videre til deres efterkommere. Det er derfor værd at lægge mærke til at der i de myter som tilskrives de græske digtere Homer og Hesiod, er mindelser om den beretning vi finder i Bibelen. Naturligvis fremtræder disse myter meget forvanskede i sammenligning med Bibelens beretning.

De græske guder og gudinder er i Hesiods og Homers beskrivelser iklædt menneskeskikkelser af stor skønhed, selv om de ofte er gigantiske og overmenneskelige. De spiste, drak, sov, havde seksuelt samliv indbyrdes eller endda med mennesker, levede som familier, forførte, og øvede voldtægt. Skønt de antoges at være hellige og udødelige, kunne de give sig af med enhver tænkelig form for bedrag og forbrydelse. De kunne færdes blandt mennesker enten synligt eller usynligt.

I de græske sagn optræder der foruden de egentlige guder også halvguder eller heroer, der var af både guddommelig og menneskelig oprindelse. Halvguderne besad en overmenneskelig styrke men var dødelige (Herkules havde som den eneste af dem fået tilstået det fortrin at opnå udødelighed). Disse halvguder har altså en tydelig lighed med nefilim i Første Mosebogs beretning, mens guderne synes at svare til „gudssønnerne“ der forlod deres plads i himmelen.

Tegn på babylonisk indflydelse

Men hvordan kan det være at de græske myter giver et så forvansket billede af de ting som Bibelen åbenbart kort berører? De historiske kendsgerninger der