ikke begrænset til en særlig klasse, men alle omvendte kunne forkynde evangeliet for de vantro, og enhver kristen, som havde gaven, kunne bede og undervise og formane menigheden.“ Desuden kommer bemyndigelsen til at forkynde fra den almægtige Gud, og eftersom der ikke er personsanseelse hos Gud, bemyndiger han alle til at forkynde. (Ap. G. 10:34, 35) Kristus Jesus anerkendte dette: „Herrens [Jehovas, NW] ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed.“ (Luk. 4:18) Sandheden ville frigøre lægfolket for præsteskabet. Denne sandhed forkyndte alle de første kristne: „Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.“ Sande kristne skulle altså tale, ikke blot sidde stille. — Joh. 17:18; Ap. G. 1:8.

Stik imod hvad Catholic Encyclopedia siger, skulle „de trofaste i almindelighed“ forkynde. De halvfjerds, Jesus udsendte, var ikke præster. Mens de hørte på det, udtalte Jesus: „Jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.“ (Luk. 10:21) Det arrangement, der er godkendt af Gud, kan ikke være et system med præsteskab og lægfolk.

Udgydelsen af den hellige ånd førte til, at kristendommen havde fremgang. Menigheden voksede fra 3000 Ordets tjenere til 5000. (Ap. G. 2:41; 4:4) Disse „trofaste i almindelighed“ var så sandelig ikke bare tilhørere ved en gudstjeneste, men de var alle Ordets tjenere! „Alle [de 5000], undtagen apostlene, spredtes [ved en forfølgelse] over Judæas og Samarias egne. De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ (Ap. G. 8:1, 4) Hvad var desuden Kristi hensigt med at give „mennesker som gaver“? Var det ikke for, at disse mennesker skulle oplære andre til at forkynde? „Han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning.“ — Ef. 4:8 (NW), 11, 12.

Da Paulus skrev: „Prædik Ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt“, var dette råd på ingen måde begrænset til Timoteus. Apostelen forklarede: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (2 Tim. 4:2; 2:2) De „trofaste i almindelighed“ skulle prædike Ordet!

Falske kristne er tilskuere. Sande kristne er „et skuespil for verden“, fordi de forkynder og ikke bare ser til. Paulus opfordrede alle til at efterligne ham i denne henseende. (1 Kor. 4:9, 16) Derfor kan den sande tilbedelse af Jehova ikke være en „balkon-religion“, hvor tilbederne ser til, mens andre gør arbejdet. Men hver sand kristen må frimodigt udføre sin del af forkyndelsen af det gode budskab, mens denne gamle verden stadig står, for „verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang“ i Harmagedon. — 1 Kor. 7:31; 1 Joh. 2:17.

Det vil sige, at en ny verden er nær. (2 Pet. 3:13) Hvem vil leve og opleve den? Kun usande kristne. Foregivne kristne er der mange af nu, men de vil kun leve til Harmagedon. Jesus sagde om hveden (de sande kristne) og rajgræsset (foregivne kristne): „Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten.“ „Høsten er verdens ende; og høstfolkene er engle.“ (Matt. 13:30, 39) Det „rajgræs“, som kristenheden har frembragt under sit ubibelske system med præsteskab og lægfolk, vil blive kastet i den brændende ildovn, ødelæggelsen i Harmagedon. Og Satan Djævelen, den store forfalsker og foregivne suveræn, vil blive styrtet i dødens afgrund. (Åb. 20:1-3) Et nyt skue viser sig da for vore øjne: en ny verden, hvor død, smerte og sorg er forsvundet. (Åb. 21:1-5) Kun de sande kristne vil leve i denne fuldkomne nye verden og glæde sig over den!

Spørgsmål fra læserne

● Ifølge 1 Mosebog 7:2 blev det pålagt Noa: „Af alle rene dyr skal du tage syv par, han og hun.“ Det vil sige fjorten individer af hver dyreart, men andre oversættelser siger: „Af alle rene dyr skal du tage syv, han og hun“, altså kun syv individer af hver art. Hvad er rigtigt? — C. M., de Forenede Stater.

Det oprindelige hebraiske udtryk læses ordret „syv syv“. Ved talangivelser og opdelinger brugte hebræerne ofte at gentage vedkommende talord. Harpers Introductory Hebrew Method and Manual siger på side 176 om 1 Mosebog 7:2, 9: „Ord gentages ofte for at angive talmæssige forhold.“ Under overskriften „Talordenes sætningslære“ viser Gesenius’ Hebrew Grammar (anden amerikanske udgave) på side 409 også, at en måde at angive mængde på, er at gentage talordet. De to ens talord skal ikke lægges sammen, men angiver blot eet antal.

I 2 Samuel 21:20 læser vi om en kæmpe, der havde seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. Den hebraiske tekst gentager talordet seks, men der menes ikke, at han havde seks par, altså tolv, fingre på hver hånd, eller at han havde seks par, lig tolv, tæer på hver fod. Talordet gentages, fordi det drejer sig om angivelsen af en mængde, og det sker ved gentagelse. På samme måde tales der i 4 Mosebog 13:2 og Josua 3:12 om, at der blev udtaget een mand af hver stamme, og på hebraisk står der ordret „een mand een mand“, altså en gentagelse, der angiver een mængde, for der menes ikke, at der skulle udtages to mænd fra enhver stamme. Når 4 Mosebog 34:18 giver befaling til at udtage een øverste af hver stamme, siges der på hebraisk ordret „een øverste een øverste“, hvilket angiver, at der skulle udtages een øverste, ikke to.