Spørgsmål fra læserne

● Hovedartiklen i Vagttaarnet for 15. december 1954 fortalte om et Jehovas vidne, der ikke talte til et andet vidne i samme menighed, og at dette gik for sig år efter år på grund af en personlig uoverensstemmelse, og det blev fremhævet, at dette viste mangel på sand næstekærlighed. Kunne det imidlertid ikke være et tilfælde af en rigtig anvendelse af det råd, der gives i Mattæus 18:15-17? — A. M., Canada.

Nej! Vi kan næppe betragte dette skriftsted som tilrådende en sådan tidsrøvende fremgangsmåde, der måske ville medføre, at to medlemmer af menigheden ikke talte sammen og undgik hinanden blot på grund af en eller anden mindre personlig uoverensstemmelse eller misforståelse. Det ville være stridende mod kravet om kærlighed.

Mattæus 18:15-17 lyder: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at „enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn“. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“

Hvor kan vi tro, at denne tekst betyder, at vi skulle bære nag og ikke tale sammen i dage eller uger eller år, når det udtrykkeligt siges os: „Lad ikke solen gå ned over jeres vrede,“ „men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre“? Kærlighed „bærer ikke nag“. „Hav inderlig kærlighed til hverandre; thi kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ Og Jesus sagde: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed. Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen.“ Jehovas ord ville næppe give et sådant råd, som ville tillade, at mange personlige gnidninger og stridigheder fortsatte i en menighed, og derved spolere dens enhed og fylde den med indre strid. — Ef. 4:26, 32; 1 Kor. 13:5; 1 Pet. 4:8; Matt. 5:7, 22-24.

Jehova vil bevare enheden og den kærlige ånd inden for sin menighed, og han vil sørge for, at enhver, som fortsat ville forstyrre enigheden og skabe splid, bliver udstødt. Der er lejligheder, hvor medlemmer af en menighed må lade være med at tale til og komme sammen med hinanden, men årsagerne hertil må være meget alvorlige — mere alvorlige end blot og bar personlig uenighed uden betydning for menigheden. Brødrene skulle skille sig ud fra dem, som ikke opførte sig ordentligt og skabte strid og gjorde oprør mod sandheden. En menighed skulle udstøde urene fra sin midte: „I . . . skal [ikke] have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver.“ (1 Kor. 5:11; Ap. G. 19:9; 2 Tess. 3:6) For sådanne alvorlige forseelser vil brødrene sætte de skyldige uden for fællesskabet og behandle dem som „en hedning“, men ikke for ubetydelige personlige uoverensstemmelser. Sådanne mindre ting skulle tilgives, dækkes af kærlighed, barmhjertigt glemmes og ikke få lov at forårsage, at nogen bærer nag eller lader solen gå ned over sin vrede.

Vi må derfor betragte den synd, der omtales i Mattæus 18:15-17, som en alvorlig synd, der må bringes til ophør, og hvis det ikke er muligt, må den, der synder således, sættes uden for menighedens fællesskab. Hvis modne brødre i menigheden ikke kan bringe den, der synder, til at indse sin alvorlige fejl og få ham til at ophøre med at handle forkert, er sagen af en sådan betydning, at den må bringes for menighedens tremandsudvalg, for at menigheden kan tage affære. Hvis udvalget ikke kan få synderen til at angre og forbedre sig, må han sættes uden for menighedens fællesskab, for at den kristne menigheds renhed og enhed kan bevares. Hvis den, der handler forkert, er tilstrækkelig slet til at blive undgået af een broder, fortjener han en sådan behandling af hele menigheden. Hvis det ikke er så alvorligt, skulle sagen ordnes og alle forenes i kærlighed og i tjenesten, uden at nogen tåbelige personlige stridigheder fortsatte inden for menigheden. Hvis teksten blot omtalte en personlig sag, der ikke indebar nogen alvorlig synd, og som resulterede i, at den ene ikke talte til den anden, men at begge forblev i menigheden, ville Jesus sikkert ikke have sagt, at den første skulle betragte den anden som en slet og ret udenforstående, som „en hedning og en tolder“. De måtte stadigvæk vedkende sig hinanden, ikke som udenforstående, men som brødre i menigheden, selv om de ikke talte med hinanden. Den endelige bedømmelse af den ikke-angrende synder er alt for streng til, at der kan menes andet og mindre end en udstødelse, og eftersom der ikke er nogen forskrift, der bemyndiger de enkelte til at sætte andre i menigheden uden for fællesskabet i form af, hvad der kunne kaldes en personlig udstødelse, må udstødelsen betyde, at det er et menighedsanliggende.

Jesus var så sandt ikke kommet for at lægge grundvolden til en menighed splittet af indre, personlige stridigheder og med en anstrengt og spændt atmosfære. Dette skriftsted kan derfor ikke bruges som begrundelse for, at de enkelte medlemmer afslår at tale til hinanden inden for den kristne menighed, og det standpunkt, Vagttaarnet som omtalt af spørgeren indtager til denne sag, forbliver usvækket.

● Hvad er grunden til, at datoen for Adams skabelse er forandret først fra 4028 f. Kr. til 4026 f. Kr. og nu i den nye bog „New Heavens send a New Earth“ til 4025 f. Kr.?

På grund af den omfattende interesse for Bibelens kronologi giver vi her en del flere oplysninger om emnet end egentlig nødvendigt for spørgsmålets besvarelse.

Bibelens kronologi udgør et interessant studium, hvorved de profetiske og historiske begivenheder, der omtales i Bibelen, placeres i den rigtige rækkefølge på tidens strøm. Der er problemer i forbindelse med Bibelens kronologi, som enten kun kan løses på det tidspunkt, da Jehovas respektive profetier opfyldes, eller ved forøget bibelkundskab eller arkæologiske fund, eller ved at der fremkommer bedre bibeloversættelser, som gør beretningerne fra grundsproget klarere for os. Det må indrømmes, at der endnu er adskillige vanskelige kronologiske problemer i Bibelen — dog af mere underordnet betydning — som endnu ikke er blevet løst. Vagttaarnets Selskab har imidlertid i det store og hele bestræbt sig for at gøre sine trosfæller delagtige i de nyeste tilgængelige oplysninger på det bibelkronologiske område i forbindelse med de internationale historiske og profetiske begivenheder, der er berettet i Skrifterne.

Pålidelig bibelkronologi kræver fastsættelse af visse absolut sikre data. Absolutte data er fastslåede tidspunkter, udgangspunkter, som falder sammen med beviste verdslige historiske data, og fra hvilke man ved enten at regne frem eller tilbage med sikkerhed kan finde frem til en række bibelske data. Hvad Bibelens Græske Skrifter angår, har vi som absolut dato den 19. august år 14 e. Kr.a efter den julianske kalender (eller den 17. august efter den gregorianske kalender), da kejser Augustus døde og blev efterfulgt af kejser Tiberius som Roms næste kejser. Dette er en stadfæstet dato i den romerske historie. Når der derfor står skrevet i Lukas 3:1-3: „I kejser Tiberius’ femtende regeringsår“, ved vi med sikkerhed, at Johannes’ gerning, som der her henvises til, må være begyndt i foråret 29 e. Kr., og endvidere, at Jesu gerning, som fulgte omtrent seks måneder efter Johannes’, må være begyndt i efteråret 29 e. Kr.

Et andet eksempel på en absolut ubestridelig dato i de Græske Skrifter er den 14. nisan år 33 e. Kr., datoen for Jesu pælfæstelse. Johannes 19:31 viser afgjort, at Jesus døde på det, vi kalder en fredag, fordi den næste dag (den 15. nisan), som der blev sagt, var en stor sabbatsdag, hvilket betød, at to lovbefalede sabbater faldt på een og samme lørdag, nemlig 1) den sædvanlige ugentlige sabbatsdag ifølge 2 Mosebog 20:10 og 2) den 15. nisan, som ifølge Mose Lov (3 Mos. 23:6, 7) altid skulle være en særlig hviledag, ligegyldigt hvilken ugedag den faldt på. En sådan dobbelt sabbat, som faldt nøjagtig inden for samme fire og tyve timer, indtræffer kun med adskillige års mellemrum og slår således fast, at Jesus i overensstemmelse med Skriftens beretning døde en fredag eftermiddag.

Nøjagtige astronomiske tabeller, der angiver måneformørkelser så langt tilbage som til 1207 f. Kr., lægger tillige grundlag for en sådan absolut tidsangivelse. Disse tabeller beviser,b at en måneformørkelse fandt sted fredag den 3. april år 33 e. Kr. efter den julianske kalender (eller den 1. april i henhold til vor nuværende gregorianske kalender) seks minutter over kl. 3 om eftermiddagen, Greenwich-tid. Da en måneformørkelse altid er ensbetydende med en fuldmåne, og en fuldmåne altid indtræffer den 14. nisan, slår dette fredag den 1. april år 33 e. Kr. (den gregorianske kalender) fast som den absolutte dato for Jesu pælfæstelse.

Endnu et tredje eksempel på en absolut dato eller tidsangivelse i forbindelse med Bibelens Græske Skrifter. I slutningen af det nittende århundrede opdagede arkæologer en betydningsfuld inskription i Delphi i Grækenland. Oversat til dansk står der bl.a.: „Kejser Claudius [romersk kejser 41-54 e. Kr.], Pontifex Maximus, tribunernes øverste for 12. gang [12. år som kejser] . . . hilser byen Delphi . . . som Lucius Junius Gallio, min ven og statholder i Akaja, skrev . . .“c Kejser Claudius’ 12. regeringsår må være begyndelsen af år 52 e. Kr., eftersom ordenstallet tolvte betyder elleve hele år og nogle måneder; elleve år plus de ekstra måneder må tælles fra år 41 e. Kr., da han begyndte at herske, og resultatet bliver da år 52 e. Kr. Den ovenfor omtalte Gallio er den romerske dommer, som påhørte anklagen mod Paulus i Korint, hovedstaden i den sydlige provins af Grækenland, der var kendt som Akaja. I Bibelen står der berettet: „Men medens Gallio var statholder i Akaja, rejste jøderne sig alle som een imod Paulus og førte ham for domstolen.“ — Ap. G. 18:12.

Det indtryk, man får af bogen Apostlenes Gerninger, er, at Gallio først var ankommet til Korint kort før det tidspunkt, da jøderne bragte Paulus for ham. Da Dio Cassius omtaler et dekret fra Claudius, der krævede, at de nye embedsmænd skulle afrejse fra Rom til deres respektive provinser den 1. juni,d må Gallio være begyndt som statholder i Korint omkring 1. juli år 51 e. Kr. Det fastslår det nøjagtige tidspunkt for Paulus’ sidste tid i Korint til sommeren 51 e. Kr., og dette absolutte tidspunkt gør det muligt at fastslå kronologien for hele Paulus’ opsigtsvækkende tjeneste og for det meste af bogen Apostlenes Gerninger.

Den fremtrædende absolutte dato i Bibelens Hebraiske Skrifter for tiden før Kristus er tidspunktet for Babylons fald som hovedstad for den tredje verdensmagt ved Kyros’, kongen af Persiens, hånd den 13. oktober 539 f. Kr. efter den julianske kalender (eller den 7. oktober efter vor nuværende gregorianske kalender), en begivenhed, der omtales i Esajas 45:1. Denne dato er absolut på grund af arkæologiske opdagelser og ved udtydning af den berømte Nabunids Krønike, som selv giver en dato for Babylons fald, en dato, eksperter har tydet som den 13. oktober 539 f. Kr. ifølge romernes julianske kalender.e

På grundlag af denne kendte dato bliver vi hurtigt i stand til at forstå Ezra 1:1 og også til at forstå, at 537 f. Kr. må være det år, da kong Kyros udstedte dekretet om jødernes tilbagevenden til Palæstina, og at templet begyndte at blive genopbygget om efteråret samme år, nemlig 537 f. Kr. Hvorledes udregnes dette? I Assyrien, Babylon og Persien var det således, at det år, en konge besteg tronen, sædvanligvis blev kaldt kongens tronbestigelsesår, og det var først fra den første dag i den første måned i det derpå følgende år, at kongen begyndte at regne begivenhederne i sit første regeringsår.f Som Persiens hersker regnede Kyros sine regeringsår fra forår til forår eller fra nisan til nisan. Tiden fra oktober 539 f. Kr. til foråret 538 f. Kr. ville være hans tronbestigelsesår som hersker over den fjerde verdensmagt efter Babylons fald som den tredje verdensmagt. Hans første regeringsår som „konge over Babylon og alle jordens riger“ løb derfor tilnærmelsesvis fra april 538 f. Kr. til april 537 f. Kr. Det kan tilføjes, at man har fundet en lertavle dateret således, at den omregnet til vor tidsregning angiver den fjerde april 538 f. Kr. som tidspunktet for Kyros’ første regeringsår.g Kyros’ dekret om jødernes tilbagevenden må derfor være blevet udstedt før april 537 f. Kr., og dette ville give jøderne rigelig tid til at rejse tilbage til Jerusalem i efteråret 537 f. Kr. og genopbygge alteret som det første skridt ved genopbygningen af templet. — Se Ezra 3:1, 2.

Fra 1877 og til og med udgivelsen af „The Truth Shall Make You Free“ i 1943 (dansk: „Sandheden skal frigøre jer“) anså Jehovas vidner 536 f. Kr. for at være det år, jøderne vendte tilbage til Palæstina, idet de støttede deres beregninger for Babylons fald på historiske beretninger, der var unøjagtige og ikke i overensstemmelse med nyere arkæologiske beviser. Dette medførte, at de af Jeremias omtalte halvfjerds års ødelæggelse af Jerusalem regnedes fra 536 f. Kr. tilbage til 606 f. Kr. i stedet for det mere korrekte, som vi nu kender, fra 537 f. Kr. til 607 f. Kr. (2 Krøn. 36:21; Jer. 25:12; Zak. 1:12) Med den ovenfor omtalte absolutte dato for Babylons fald kan året 607 f. Kr. med afgjort sikkerhed fastslås som tidspunktet for Jerusalems fald, da kong Nebukadnezar ved at tage Jerusalems sidste hersker, Zedekias, til fange gjorde ende på det regerende davidiske dynasti.h Dette fører os frem til det betydningsfulde nutidsårstal 1914 som afslutningen på de „syv tider“ på 2520 års hedensk herredømme siden Jerusalems første fald i 607 f. Kr. (Dan. 4:9-16; Luk. 21:24) Denne korrektion på eet år, der forrykkede Jerusalems fald til 607 f. Kr., blev bekendtgjort i bogen „The Kingdom Is at Hand“ (dansk: „Riget er nær“), der udkom i 1944, i fodnoten på side 161 (danske udgave) og også i Vagttaarnet 1952, side 236.

Det synes, som om der hersker unødvendig bekymring angående tidspunktet for Adams skabelse, og nogle spørger: Hvad er grunden til, at tidspunktet for Adams skabelse først forandres fra 4028 f. Kr. til 4026 f. Kr. og nu for nylig i bogen „New Heavens and a New Earth“ til 4025 f. Kr.? Lad os undersøge den udvikling, der er sket inden for bibelkronologien, og som har uberettiget de ovenfor omtalte rettelser, efterhånden som der er kommet større lys over Guds ord. — Ordsp. 4:18.

Under de forberedende studier til bogen „The Kingdom Is at Hand“ (dansk: „Riget er nær“) opdagedes i 1944 ved et indgående bibelstudium en fejl på to år. I det følgende citat fra denne bog, som udkom i 1946, gives der en fyldestgørende forklaring: „I bogen „Sandheden skal frigøre jer“, udgivet i 1946, er kronologien på side 142, 143 angående Jerusalems konger fra Solomos efterfølger til Zedekias baseret på 2 Krønikebog, kapitlerne 12 til 36. Her synes kongerne at være omtalt i den rækkefølge, de regerede, fra først til sidst. Det er imidlertid ikke i virkeligheden tilfældet, hvad tydeligt er vist i 1 og 2 Kongernes bog, der giver os en modliste over Salomos efterfølgere samt en sammenligning mellem disse Judas konger og nabokongerne i Israels tistammerige. . . . Udregnet efter 2 Krønikebog varede kongeperioden fra Saul til Zedekias 513 år. Udregnet efter den nøjagtigere og grundigere Kongernes bog varede perioden nøjagtig 511 år; den var altså to år kortere. Dette har indflydelse på kronologien som et hele og rykker menneskets skabelse to år nærmere til året 1 e. Kr. og fastsætter den til 4026 f. Kr., ikke 4028 f. Kr.“ — Fodnote til side 161.

I 1953, da man udarbejdede det kort, som forefindes i „New Heavens and a New Earth“, blev en fejl på eet år bragt for lyset. Ved hjælp af New World Translation of the Hebrew Scriptures blev fejlen mellem de to tal, der forekommer i 1 Mosebog 7:6 og 1 Mosebog 7:11, åbenbar, navnlig da der her benyttes to forskellige hebraiske ord, der indebærer en tydelig forskel. I 1 Mosebog 7:6 henviser tallet 600 til Noas alder og betyder 600 hele år, idet det er, hvad man almindeligvis forstår ved et mængdetal. Derimod er tallet i 1 Mosebog 7:11 „600de år“ et ordenstal, der betyder 599 hele år plus en del af det næste år. Når vi f. eks. siger, at vi lever i det tyvende århundrede, betyder det, at der er forløbet nitten hele århundreder, og at vi nu er 55 år inde i det næste århundrede. Disse to forskellige tal, der var korrekt oversat fra hebraisk, bringes i overensstemmelse med hinanden derved, at sammenhængen klart viser, at Noa må være gået ind i arken i november ved Vandflodens begyndelse, da han var 599 år plus nogle måneder. Men mens Noa endnu var i arken nogle måneder senere, og mens flodens vande endnu stod over jorden, indtraf hans fødselsdag, og han rundede således samfulde 600 år. Eftersom vi i vor tidligere kronologi anså Noa for at være fulde 600 årgammel, da han gik ind i arken, i stedet for de nøjagtige 599 år og nogle måneder, som vi nu forstår, han var, betyder det, at tidspunktet for Vandfloden må ændres eet år, således at tidspunktet for Adams skabelse bliver efteråret 4025 f. Kr. I parentes bemærket blev Jesus, der er den anden eller „sidste Adam“, født i efteråret, omkring den 1. oktober. — 1 Kor. 15:45.

Det er godt at være klar over, at alle Bibelens kronologiske data vedrørende begivenheder forud for 539 f. Kr. må tælles baglæns fra det absolutte årstal 539 f. Kr. I det sikre årstal 607 f. Kr., der angiver Jerusalems fald, har vi et holdepunkt for den kronologiske fastsættelse af det vigtige år 1914. Ved de mangfoldige fysiske kendsgerninger, der er indtruffet siden 1914, er det store vendepunkt i menneskehedens historie, 1914, blevet bekræftet til overflod.

I henhold til 1 Mosebog 1:24-31 blev Adam skabt i sidste del af den sjette skabelsesperiode på 7000 år. Næsten alle selvstændige kronologer antager ukorrekt, at Jehovas syvende syv-tusind-års-periode af skabelsesugen begyndte umiddelbart efter Adams skabelse. Sådanne regner derpå ud, at tidspunktet fra Adams skabelse, som man nu mener fandt sted i efteråret 4025 f. Kr., og til Guds seks tusind års hviledag er til ende, må udløbe i efteråret 1976. I henhold til vor nuværende kronologi (som indrømmes at være mangelfuld) vil efteråret 1976 i bedste fald være enden på de 6000 år af menneskehedens historie, de 6000 år, da menneskeslægten har levet på jorden, og ikke seks tusinde år af Jehovas syvende syv tusind års periode. Hvorfor ikke? Fordi Adam levede nogen tid efter sin skabelse i den sidste del af Jehovas sjette skabelsesperiode, før den syvende periode, Jehovas sabbat, begyndte.

Det må jo have taget Adam en hel del tid at give alle dyrene navne, som det blev overdraget ham. Endvidere fremgår det af New World Bible Translation, at endogså mens Adam gav dyrene navn, blev der skabt andre slags levende skabninger, som Adam skulle give navn. (1 Mos. 2:19, fodnote d) Det var først efter, at Adam var færdig med dette arbejde, at hans medhjælp, Eva, blev skabt. Da Gud overhovedet intet nyt skabte på den syvende dag, må Eva være blevet skabt på den sjette dag; og dette bekræftes i den guddommelige beretnings beskrivelse af den sjette dag. — 1 Mos. 1:27.

Den kendsgerning, at — som en del af Guds hemmelighed — ingen i dag er i stand til at finde ud af, hvor længe Adam og senere Eva levede i de afsluttende dage af den sjette skabelsesperiode, medfører, at ingen nu kan afgøre, hvornår de seks tusinde år af Jehovas nuværende hviledag ender. Det synes indlysende, at det samme antal år af Adams 930 år, der forløb, før Jehovas syvende hviledag begyndte, må føjes til årstallet 1976.

[Fodnoter]