er jeg dog ikke i tvivl om at præstestanden bærer den største del af ansvaret. Læger, skolelærere og lovgivere har hverken pligt til eller monopol på at lære folk moral eller indgive dem dyb respekt for livet. Den slags spørgsmål er af religiøs art, og i årevis har man ment at det var noget præsterne måtte tage sig af.

Hvor mange af de unge kvinder jeg så den dag skulle mon have et svangerskab afbrudt fordi deres præst ikke havde fortalt dem at de i deres egen bibel kunne læse at seksuelle forhold før ægteskabet skarpt fordømmes? Hvor mange af dem var mon gifte kvinder der stod sig godt med deres kirke men ved deres handlemåde viste at de var komplet ligeglade med deres ufødte børns liv?

Visse trossamfund har protesteret mod svangerskabsafbrydelser, men disse proklamationer mister helt deres kraft midt i dagens realiteter. De mennesker der udfører svangerskabsafbrydelserne, de der legaliserer dem, de der er fædre til de illegitime, ufødte børn, og de kvinder der får indgrebene foretaget, er næsten alle sammen opdraget i religiøse hjem, og en stor del af dem er velanskrevne medlemmer af de lokale kirker!

Jeg er overbevist om at det er kirkerne der har svigtet. Præsterne har som helhed været utilgiveligt forsømmelige som lærere, rådgivere og som støtter for god moral og kærlighed til livet. Jeg er slet ikke i tvivl om at kirkerne har forsømt at indprente en grundlæggende sandhed i folks sind og hjerte, nemlig den at livet hører til det mest værdifulde vi har! — Indsendt.

Hvorfor månen skinner

● De har uden tvivl set vejskilte som kaster lyset kraftigt tilbage. Dette sker fordi bogstaverne på disse skilte er dækket med et lag af små glasperler der kun måler en brøkdel af en millimeter i diameter. Ovenpå er de dækket med et lag plastic. Når bilernes lygter skinner på dem, reflekterer de lyset kraftigt.

Nyere videnskabelige undersøgelser har afsløret at menneskene ikke var de første til at gøre brug af denne form for lysreflektion. Vidnesbyrd på månens overflade viser at den der først udnyttede dette princip var universets skaber.

Videnskabsmænd der har undersøgt det materiale som astronauter har bragt med sig fra månen her ned til jorden, har fundet at så meget som halvtreds procent af månens „jord“ består af glas. Dette glas fremtræder i forskellig form. Nogle af glasstykkerne er helt runde, nogle elipseformede, nogle er dråbeformede og nogle har form som håndvægte. Også størrelsen varierer, fra partikler så små som støv til perler der kan være op til en millimeter store.

Disse perlers overflade er meget glat. Når man retter en lysstråle mod dem skinner de kraftigt. Dr. Wernher von Braun, en fremtrædende ekspert inden for De forenede Staters rumfartsprogram, har beskrevet dem som „funklende i sollyset som lysreflekterende glasperler i et vejskilt“. Glasset er som oftest farveløst, men i nogle tilfælde brunt, gult, rødt eller grønt.

Selv af klipperne på månen kan man se at de blev dannet til at kaste lyset tilbage, for de er fyldt med små glasbetrukne fordybninger. Nogle af dem er ligesom sprøjtet med glasdråber og ser ud som om de var glaserede.

Under deres månevandring fandt astronauterne desuden i bunden af små kratere nogle lysende pailletter i form af glaserede dråber som kunne ligne stænk af smeltet loddemetal. Disse fandtes både på klipperne og i månestøvet.

Bibelens beskrivelse af månens formål stemmer på enestående måde med denne opdagelse. Som der siges i Første Mosebog 1:15, 16 skulle månen „tjene som lys på himmelhvælvingen til at lyse på jorden“ og „til at herske om natten“!