Hvordan kan vi vide at Gud vil gøre en ende på ondskaben?
VIL Gud nogen sinde fjerne ondskaben fra universet for bestandig? Da forholdene på jorden stadig forværres i vor tid, er det påtrængende nødvendigt at få et sikkert svar på dette spørgsmål. Overalt ser man en tydelig mangel på respekt for lov og orden, både blandt enkeltpersoner og blandt hele nationer. Sociologerne står uforstående over for den bølge af vold og umoralitet der fejer hen over jorden. Den retning som menneskehedens adfærd har taget, kaster en ildevarslende skygge over fremtiden, og det er derfor betimeligt at spørge: hvilket grundlag er der for at tro at Gud vil gribe ind, gennemføre retfærdighed og skabe fred?
Forventningen om at Gud vil gøre en ende på ondskaben, kan begrundes ud fra et kendskab til selve de egenskaber Gud er i besiddelse af. Han er kærlighedens og sandhedens Gud. En af hans inspirerede tjenere har skrevet om ham: „Dem, der elsker uret, hader hans sjæl.“ (Sl. 11:5) Og et andet sted siger han selv: „Jeg elsker ret, jeg, [Jehova], jeg hader forbrydersk rov.“ (Es. 61:8) Gud, der elsker ret, kan derfor ikke til evig tid tolerere det han selv hader.
Vi kan være sikre på at den retfærdige Gud Jehova vil hævde sit hellige navn ved at skride ind over for alle der gør ondt; han vil gøre det når hans tid er inde, og det er den snart. Han vil ikke fortsat lade de onde gå fri, som om han bifaldt deres onde handlinger. Til de lovløse og umoralske siger Jehova advarende: „[Ondt] gør du, og jeg skulle tie, og du skulle tænke, jeg er som du? Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.“ (Sl. 50:21) Guds langmodighed, hvis formål er at give de onde fuld lejlighed til at omvende sig, er blevet mistydet af mange, og de har lullet sig selv i en blid, selvtilfreds slummer. Dette er en meget farlig tilstand. Da deres forbrydelser ikke straks er blevet straffet, tror de ikke at straffen nogen sinde vil ramme dem.
Men Gud kender deres hjertes tanker. Han ved hvad det er der får dem til at fortsætte deres onde vej, og han afslører selv deres fejlagtige ræsonnement: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ (Præd. 8:11) Ved denne indstilling røber de også at de ikke har givet agt på de mange advarsler Gud i tidens løb har givet om at han visselig vil skride ind over for ondskaben.
Guds løfter viser at han vil gøre en ende på ondskaben
Det er sandt at vi lever på en tid da ondskaben trives frodigt og da de der gør uret bliver flere og flere, men de løfter Jehova har givet, viser at der vil blive gjort ende på ondskaben. For eksempel har han givet denne stærke forsikring til de sagtmodige: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør uret! Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på [Jehova], skal arve landet. En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:1, 9-11.
Læg mærke til hvor grundig en udrensning Gud vil foretage på denne jord. Ligegyldigt hvor de sagtmodige vil søge, vil de ikke kunne finde en eneste ond eller gudløs der kan spolere lykken og freden. De onde vil være borte, men de sagtmodige vil være i live.
Gennem patriarken Enok har Gud fremsat et andet løfte, der viser at Han har til hensigt at befri de retfærdigt indstillede mennesker for den forfærdelige byrde at skulle leve blandt de onde i al evighed. Så virkelighedstro var det syn Gud gav ham, om noget som først skulle opfyldes langt ude i fremtiden, at han udbrød: „Se, Herren kommer med sine hellige titusinder for at holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ (Jud. 14, 15) At det vil blive et vældigt ødelæggelsesværk fremgår af udtalelsen om at titusinder af engle medvirker og at „alle de ugudelige“ skal rammes af dom og straf.
Endnu et løfte, som blev fremsat gennem profeten Zefanias, viser umiskendeligt at ødelæggelsen af de onde vil omspænde hele jorden: „Bi derfor på mig, så lyder det fra [Jehova], på dagen, jeg fremstår som vidne! Thi min ret er at sanke folkene, samle rigerne og udøse over dem min vrede, al min harmglød; thi af min nidkærheds ild skal al jorden fortæres.“ (Zef. 3:8) Samtidig tilbyder Gud dog beskyttelse og frelse til de ydmyge der søger ham og hans retfærdige veje. — Zef. 2:1-3.
Af Jesu lignelse om de symbolske får og bukke fremgår det også tydeligt at Jehova og hans salvede domsfuldbyrder, Kristus Jesus, vil fjerne selve roden til al ondskab: „Da skal han sige til dem ved den venstre side: ’Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.’“ (Matt. 25:41) Tilintetgørelse, skildret ved ’evig ild’, er det endeligt der venter den som begyndte oprøret mod Gud og som fører an i ondskaben, hvilket også fremgår af det profetiske syn apostelen Johannes fik: „Djævelen, som havde forført dem [folkeslagene], blev kastet i ild og svovlsøen.“ — Åb. 20:10.
Guds løfter giver således rigeligt grundlag for at forvente en ende på al ondskab, og dermed også en standsning af selve den der fører an i ondskaben.
Det handlingsmønster Gud følger
Foruden disse og mange andre løfter som Gud har givet om at rense universet for onde personer, kan vi også undersøge det handlingsmønster Gud har fulgt i fortiden. Når vi ser hvordan Gud har handlet med de onde før, kan det hjælpe os til at vide hvordan han vil handle med dem nu. Betragt for eksempel de forhold der udviklede sig i Noas dage. Nogle gudssønner forlod deres rette plads i himmelen, materialiserede sig som mænd og giftede sig med smukke menneskedøtre; resultatet blev en bastardslægt af tyranniserende kæmper. Derefter fulgte en tidsalder med vold og umoralitet. Den hellige beretning fortæller at „[Jehova] så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang“. Og hvad besluttede Gud at gøre? „Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade.“ — 1 Mos. 6:1-7; 2 Pet. 2:5.
Mens Noa beslutsomt byggede på arken for at frelse sin familie, kan vi forestille os hvor skarerne har spottet og hånet ham: ’Det kommer ikke i vores tid, Noa. Du spilder din tid.’ Men arken blev færdig, dens dyrebare last kom om bord, og døren blev lukket. Og så kom vandet. Folk søgte ly. Vandstanden blev ved at stige time for time, dag for dag. Folk flygtede til højereliggende steder, afsindige, i vild forvirring. Bjergene blev til øer, og de stigende vande skilte familier. Folk på de højeste bjerge kunne høre råbene og skrigene fra de skarer der befandt sig på lavere områder, efterhånden som disse blev opslugt af de oprørte vande. Mange gik til grunde i skarernes vilde kamp for at tage de højeste punkter i besiddelse. Til sidst stod selv de højeste bjerge under vand, og kun lyden af det hvileløse hav hørtes. De sidste forgæves råb om hjælp var forstummet. — 1 Mos. 7:17-24.
Mens arken kastedes frem og tilbage på de endeløse vande, havde dens passagerer, Noa og hans familie, tid til at grunde over den kendsgerning at Guds udtalte vilje altid sker fyldest. Selv om ondskaben havde bredt sig og beherskede hele jorden, havde den øverste Hersker nu fejet jorden ren for onde mennesker.
Et andet slående eksempel på det mønster eller den handlemåde Gud følger over for de onde, finder vi i Bibelens beretning om Sodoma og Gomorra. Den retfærdige Lot boede i Sodoma, og han „led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv“. For at tilfredsstille deres dyriske lidenskaber var nogle mænd i Sodoma parat til at øve vold mod tilsyneladende forsvarsløse fremmede. Disse mennesker var så fordærvede at deres synd nåede Jehovas ører som et stort skrig. „Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort.“ De engle der var sendt for at frelse Lot og hans familie, bragte dette alvorlige budskab: „Stå op, gå bort herfra, thi [Jehova] vil ødelægge byen!“ — 2 Pet. 2:7; 1 Mos. 18:20; 19:4-14.
Da Lot advarede sine vordende svigersønner om den overhængende katastrofe der truede byen og området, opfattede de det blot som en spøg. Befolkningen, der nu længe havde været vant til at gøre uret og slippe godt fra det, følte sig sikker, og mente ikke at den nogen sinde ville blive straffet. Men straks da Lot og hans døtre var ude af det dømte område, „lod [Jehova] svovl og ild regne“ over hele området. Selv fra en betydelig afstand kunne Abraham se „røg stige til vejrs fra landet som røgen fra en smelteovn“. — 1 Mos. 19:24-28.
Alle indbyggerne i området, med deres byer, huse og haver, og hele det vandrige, frugtbare opland, blev ramt af den frygtelige ulykke. Kun tre mennesker, den gudfrygtige Lot og hans døtre, var i live og kunne berette om det forfærdelige der var sket. Endnu en gang havde Gud erklæret at det var hans hensigt at ødelægge de onde, og endnu en gang fulgte han sit mønster ved at ødelægge de onde, men udfri de retfærdige.
Profetiske mønstre for vor tid
Disse to beretninger er praktiske eksempler på det mønster eller den handlemåde Gud følger over for ondskaben, og de har derfor været gavnlige at læse og forstå for alle der har levet siden. De fortæller om Jehovas afsky for det onde, og om hans nidkærhed for at fjerne dem der øver uret. Men de har en videre betydning. De blev nedskrevet som profetiske mønstre for noget som skulle ske i en langt større målestok senere. At det forholder sig sådan, er ikke noget vi blot gætter os til.
Beretningen om at en ond slægt druknede i en vandflod, har levet i næsten alle stammers og nationers traditioner lige op til vor tid Men for nitten hundrede år siden fik denne begivenhed en ny betydning; det skete dengang Jesus Kristus viste at den var et profetisk mønster: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:37-39) Ligesom folk på Noas tid var helt optaget af at tilfredsstille kødets selviske lyster, og derfor var Guds advarsel overhørig, sådan også i dag.
Således advarede Jesus autoritativt om at det profetiske mønster ganske sikkert vil blive fulgt, indtil de onde er helt fjernet. Med henvisning til dette samme profetiske mønster, Vandfloden, giver apostelen Peter yderligere detaljer om hvordan Gud vil gøre en ende på den verdensomspændende ondskab: „Ved Guds ord [blev] . . . den daværende verden . . . oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ (2 Pet. 3:5-7) Igen vil en hel verden af onde skabninger blive tilintetgjort, men de retfærdige vil blive reddet, ligesom Noa og hans familie blev.
På samme måde er det der skete med Sodoma og dens nabobyer heller ikke blot en historisk begivenhed, der ingen særlig betydning har for os der lever på jorden i dag. Ledet af Guds hellige ånd skrev apostelen Peter: „Byerne Sodoma og Gomorra dømte han [Gud] til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider.“ (2 Pet. 2:6) Der er derfor ingen tvivl om at Gud vil følge dette mønster i forbindelse med den onde slægt jorden er belemret med i dag.
En anden bibelskribent, Judas, har også fremsat en inspireret udtalelse om hvad den egentlige hensigt med beretningen om Sodomas og Gomorras ødelæggelse er: „Ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som de [de ulydige gudssønner] var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen, sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild.“ (Jud. 7) Gud vil ikke tolerere de onde til evig tid.
Er der nogen i dag der spotter den tanke at Gud definitivt vil gøre ende på ondskaben og udfri de retfærdige, nogen som betragter enhver tanke om en nært forestående, ødelæggende domsfuldbyrdelse som en spøg, noget man kan le ad? Gud vidste på forhånd at der ville være sådanne spottere, og lod apostelen Peter profetere: „I de sidste dage skal der lyde spot fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger: ’Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.’“ (2 Pet. 3:3, 4) De voldsomme begivenheder der skete i Noas dage og i Lots dage, viser at sådanne spottere tager fejl og også at Jehova vil udfri de retfærdige. — 2 Pet. 2:9.
De egenskaber som den retfærdige og kærlige Gud er i besiddelse af, udgør en stærk garanti for at han vil rejse sig i styrke og gøre en ende på den onde slægt der vanærer ham og ødelægger hans skaberværk på denne jord. Også hans løfter viser at han vil gribe ind, og det er umuligt for ham at lyve. (Hebr. 6:18) Hans handlemåde over for onde mennesker i fortiden og hans udfrielse af de retfærdige, viser hvilket mønster han vil følge i vor tid. Og måske som det mest tydelige bevis omtaler Guds ord direkte den ødelæggende vandflod på Noas tid og den frygtelige ødelæggelse af Sodoma og Gomorra som forbilleder på fremtidige begivenheder. Der kan ikke være nogen tvivl om at Gud vil gøre en ende på al ondskab.