Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor eller i hvilken betydning bruger New World Translation ordet „pines“ i Åbenbaringen 20:10? — F. F., West Virginia.

Udtrykket „skal pines“ er her oversat fra det græske udsagnsord basanízo, der er afledt af det græske navneord básanos, som var navnet på en sten fra Lydien, hvorpå man prøvede guld. Når man gned rent guld mod den, efterlod det en gul stribe. Derfor kom básanos til at betyde „prøvesten“ og „undersøgelse, kontrol, ægthedsprøve“, og når det blev anvendt om mennesker, der var til afhøring, betød det „forhør ved tortur“, og af forskellige grunde betød det til sidst blot „tortur, pine“. Da det i gammel tid var fangevogterne eller arrestforvarerne, der skulle pine fangerne, blev arrestforvarerne kaldt basanistés, som i Mattæus 18:34 (NW). Læg mærke til, at fodnoten til dette skriftsted i New World Translation siger: eller „pinere“.

Derfor gengiver New World Translation Åbenbaringen 20:10 således: „Og Djævelen, som forførte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ Dette betyder naturligvis, at de vil blive forvaret i tilintetgørelsen i al evighed, for Åb 20 vers 14 siger, at ildsøen „er den anden død“. Den svarer til gehenna, hvor, som Jesus sagde, den almægtige Gud kunne „ødelægge både sjæl og legeme“. (Matt. 10:28, NW) Arrestforvarerne vil aldrig løslade dem fra denne ødelæggelsens tilstand.

Eftersom basanízo har grundbetydningen at undersøge eller prøve ved hjælp af en prøvesten, hentyder denne daglige og evige pine til, at Djævelen, vilddyret og den falske profet udfordrede Jehova Guds universelle overhøjhed og suverænitet. De fik lov til at leve for at prøve ægtheden af Jehovas retmæssige overhøjhed og suverænitet, og denne prøve, der til sidst medfører, at de kastes i den „anden død“, vil vise, at Jehovas ret til overherredømmet og suveræniteten er ægte. Når som helst man derfor i den kommende tid, „dag og nat i evighedernes evigheder“ taler om Djævelen, det vilde dyr og den falske profet som en prøvesten, d.v.s., når som helst de pines over den sejr, som Jehovas overhøjhed og suverænitet vandt, vil sådanne hentydninger til Djævelen, dyret og profeten være imod dem, men fremhæve Jehova Guds retmæssige suverænitet og overhøjhed. Med andre ord: den almægtige Gud afgør ved hjælp af dem for evigt det store stridsspørgsmål om universets overhøjhed og suverænitet. De vil aldrig vende tilbage til livet og atter udfordre ham.

● Ved fastsættelsen af hedningernes syv tider bruges en tid eller et år på 360 dage til at give 2520 dage, hvilket bliver 2520 år, når man anvender Ezekiel 4:6. Men når vi regner fra 607 f. Kr. til 1914 e. Kr., er de 2520 år jo solår på hver 365¹/₄ dag og ikke måneår på hver 360 dage. Er dette rigtigt? — N. N., New Zealand.

De bibelske beretninger ignorerer solåret på 365¹/₄ dag, så vidt det gælder udmålingen af den naturlige og den profetiske tid. Man fastsatte månederne efter månen, og da foråret så blev den årstid, hvorefter man regnede årets begyndelse i forhold til månen, var det nødvendigt at tilføje en indskudt måned eller Ve-Adar måned, en trettende måned, 7 gange i løbet af 19 år. Eftersom det jødiske år ikke var ansat til 365 dage plus et skudår på 366 dage, fastsatte profetien for udmåling af tidsperioderne 360 dage til et år eller en tid, idet der beregnes 30 hele dage til en måned i stedet for 29¹/₂ dag, som der i virkeligheden går til en månemåned. 1 Mos. 7:11, 24; 8:3, 4 viser, at Noa løselig regnede 30 dage til en måned. Yderligere bevis på, at denne måleenhed er den profetiske rettesnor for tid, gives i Åbenbaringen 11:2, 3, hvor 42 måneder omtales som svarende til 1260 dage, hvorved et år på 12 måneder bliver lig med 360 dage. Læg også mærke til, at når Åbenbaringen 12:6, 14 sammenligner 3¹/₂ år eller tid med 1260 dage, regnes hver tid eller symbolske år til 360 dage og ikke til 365¹/₄ dag ved at sige, at 3¹/₂ tid er lig med 1278 og en brøkdel dag. På 3¹/₂ år eller tid ville der mindst forekomme een og muligvis to indskudte måneder, som Vagttaarnet for 15. juli 1948 forklarede på side 221 Alligevel regner Åbenbaringen ikke med sådanne indskudte måneder i sin angivelse af de dage, der udgør 3¹/₂ tid. Vi regner derfor efter den bibelske måde og står på sikker grund, når vi siger, at de symbolske syv tider svarer til 2520 år. Og disse 2520 år skal betragtes som solår, eftersom de jødiske måneår på 360 dage i lange perioder passede med solårene på grund af de indskudte måneder, der blev føjet til ved bestemte mellemrum, hvorved man bevarede den nødvendige harmoni mellem årets begyndelse og årstiderne.

At denne regnemåde er korrekt, idet den fører os fra 607 f. Kr. til 1914 e. Kr., bekræftes af de fysiske kendsgerninger, der er blevet åbenbare siden året 1914, og som er en opfyldelse af Mattæus 24 og 25, Markus 13, Lukas 21 og andre profetier, der omhandler Kristi anden nærværelse i endens tid.

● Hvor mange opstandelser er der? Nogle siger tre: en første, en bedre og en almindelig. Andre siger kun to, nemlig af de retfærdige og de uretfærdige, eller en opstandelse til liv og en opstandelse til dom. Hvad er rigtigt? — B. C., Michigan.

I virkeligheden er der kun to slags eller former for opstandelse: en åndelig eller himmelsk og en fysisk eller jordisk. Den lille skare af salvede „får“ oprejses til åndeligt liv i den himmelske fold for at regere med Kristus, som Paulus viser det: „Der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme.“ (1 Kor. 15:44) Alle andre, der får liv gennem en opstandelse, hører til den jordiske fold af Jehovas „får“. At inddele opstandelserne i tid og rang, som det forsøges i spørgsmålet, er i sig selv uholdbart. Den første opstandelse gælder for eksempel Kristi legemes lemmer og er først i tid og betydning. Før de sidste af dem, der har del i denne „første“ opstandelse, i et nu forvandles fra kød til ånd, er det imidlertid muligt, at nogle af de trofaste mænd fra fortiden er opstået. Sådannes opstandelse omtales til tider som en „bedre“ opstandelse; men det er ikke en afgørende betegnelse, for det hentyder blot til en opstandelse, der er bedre end den, som omtales i de hebraiske skrifter, hvor nogle blev oprejst for blot at dø igen nogle år senere. Men alle de opstandelser, der finder sted nu og i den nye verden, vil være bedre end dem, der fandt sted i fordums tid. Det er ikke alene de himmelske, men også nogle af de jordiske opstandelser, der bliver opstandelser til liv, så det udtryk kan ikke begrænses til at omfatte een gruppe. Bibelsk set er det derfor rigtigst at inddele opstandelserne i en himmelsk og en jordisk, og det er en sund inddeling, der ikke påvirkes af nogen begrænsninger, hvad tid og rang angår. — Ap. G. 24:15; Joh. 5:28, 29; 1 Kor. 15:51, 52; Hebr. 11:35; Åb. 20:4-6.