Et forenet oprør mod Gud bryder sammen

DEN farlige verdenssituation har fået ledende mænd til at udtrykke ønsket om at forene verden under en verdensregering. Der er dog mange hindringer at overvinde, blandt andre de mere end 2700 sprog der tales af verdens folk. Disse sprogforskelle har været med til at skabe nationale skranker og adskille folkene og er en af årsagerne til at det har været umuligt at opnå noget der nærmer sig fuldstændig enhed. Der har dog været et tidspunkt da alle folk på jorden — et lille mindretal undtaget — gik ind for et forsøg på at skabe en forenet verden under én regering. De gav dette forsøg deres fulde støtte, både i tanke og handling. To vigtige faktorer som ikke eksisterer nu, var dengang til stede, og ved hjælp af disse kunne de faktisk have opnået at holde hele menneskeheden samlet under én konge. Disse to faktorer var deres nære slægtskab og — den vigtigste af dem — deres fælles sprog.

Alligevel lykkedes forsøget ikke, trods deres forenede anstrengelser. Hvorfor ikke? Var planen da ikke prisværdig? Ville de ideer og principper der lå til grund for den ikke føre til et resultat der ville gavne alle som støttede en sådan regering? Hvad var det der gjorde at planen mislykkedes? Når vi tager de mål, hensigter og principper der lå bag denne samlede bestræbelse nærmere i øjesyn, kan vi se hvorfor det blev en total fiasko. Da de bestræbelser der gøres i dag i mange henseender ligner dem man gjorde sig dengang, vil det være til stor gavn for os at undersøge sagen nærmere og finde ud af nøjagtigt hvorfor planen ikke lykkedes.

Det er interessant at den verdensregering man ved en samlet indsats søgte at etablere var det første jordiske rige historien melder om. På dette tidspunkt levede Noa stadig. Hans sønners afkom, der udgjorde hele den daværende menneskeslægt, var vokset stærkt i tal. Var Noa nu den der var udset til at være denne regerings konge? Nej. Sandt at sige var Noa og af hans sønner især sønnen Sem imod en sådan tanke. Noa var den der på grund af sin fremtrædende stilling var nærmest til at indtage stillingen som konge. Men Noa dyrkede Gud og ærede ham som konge. Det er helt sikkert at Gud ikke indsatte Noa som konge over nogen del af den menneskelige familie. Derfor nægtede Noa at handle på en måde der ville have været udtryk for ærgerrighed, magtbegær og oprør mod Skaberens, Jehova Guds, suverænitet. Ej heller ville han have billiget at nogen af hans sønner eller sønnesønner opkastede sig til konge. Men til trods herfor var det ikke Noas og Sems modstand der bevirkede at planen mislykkedes. — 1 Mos. 6:9, 10; 10:32.

Oprørsstifteren

Den der stod i spidsen for denne samlede bestræbelse og opkastede sig til konge var en mand ved navn Nimrod. Som søn af Kusj var han en oldesøn af Noa. Nimrods plan blev bragt til udførelse i trods mod Gud, ja den var et oprør mod Gud som universets suveræn. Nimrod nøjedes ikke med at herske over Babylon. Han nærede planer om at erobre verdensherredømmet og udstrakte sit rige fra Babylon til Assyrien, idet han her trængte ind på Sems område. — 1 Mos. 10:8-11.

Nogle lærde mener at navnet Nimrod er afledt af det hebraiske ord marád. Navnet Nimrod skulle da være første person, flertal, af udsagnsordet marád i bydemåde og ville betyde „Vi vil gøre oprør!“ eller „Lad os gøre oprør!“ Jerusalems targum, en jødisk fortolkende oversættelse af Bibelen, siger om Nimrod: „Han var mægtig i jagt og ondskab for Herren, for han jagede menneskenes børn og sagde til dem: ’Vend jer fra Herrens dom og hold jer til Nimrods dom!’“ Hermed samstemmer såvel Jonatans targum som historikeren Flavius Josefus. Josefus siger: „Han overtalte dem til ikke at give Gud æren, . . . men til at tro at det var deres eget mod der var årsag til deres lykke. Han gjorde også lidt efter lidt sit styre til et tyranni, . . . Nu var den store hob særdeles rede til at følge Nimrods beslutning og til at anse det for fejhed at underlægge sig Gud; og de byggede et tårn.“ — Antiquities of the Jews (Jødernes historie), 1. bog, kapitel 4, paragraf 2, 3, oversat til engelsk af Wm. Whiston, 1737, revideret af dr. Sam. Burder.

Babylon imod Gud fra begyndelsen

Navnet Nimrod må — hvis det har ovennævnte betydning — være blevet givet ham efter at han havde startet sit oprør og ikke da han blev født. Hans hovedstad Babylon blev sædet for en regering der gjorde oprør mod Gud som universets suveræn. I hele Babylons historie, også senere da byen var underlagt en anden gren af menneskeslægten, har den været imod Gud. Cirka seksten hundrede år efter Nimrods tid sagde Gud gennem sin profet Jeremias om Babylon: „Mod [Jehova] har det syndet. . . . thi frækhed viste det mod [Jehova], Israels Hellige.“ Til Babylon sagde han: „Du kæmped mod [Jehova].“ Og han tilføjede: „Se, jeg kommer over dig, ’Frækhed’, lyder det fra Herren, Hærskarers [Jehova], thi din dag er kommet, hjemsøgelsens tid. Da falder ’Frækhed’ og styrter, og ingen rejser det.“ — Jer. 50:14, 29, 24, 31, 32.

Babylon lå på sletten mellem de to floder Eufrat og Tigris, nordvest for Ur, der lå i den øverste ende af Den persiske Havbugt. Denne slette er cirka 400 kilometer i længden og 150 kilometer i bredden på det bredeste sted. Den kaldtes senere Mesopotamien, der betyder „landet mellem floderne“. Her var rigelige forekomster af asfalt eller jordbeg, som det kaldes i Bibelen. Dette kunne bruges til mørtel, og der var masser af ler, hvoraf man kunne lave teglsten. De der slog sig ned på denne slette var bekendt med det påbud Noa og hans familie havde fået om at blive frugtbare og opfylde jorden. De vidste at de burde dele sig og sprede sig ud over jorden i lydighed mod Jehovas befaling og gøre hans navn kendt for deres børn så han kunne blive æret og tilbedt på hele jorden. Der var ikke for lidt plads til folkene, så de behøvede ikke at erobre landområder der var beboet af andre for at få mere Lebensraum. Der var heller ingen grund til at de skulle klumpe sig sammen i byer og udvikle en materialistisk, militaristisk levevis og på denne måde tilsidesætte Guds påbud. — 1 Mos. 9:1.

Var disse folk interesserede i at efterkomme Guds påbud? Nej. Under anførsel af Nimrod, der senere skulle blive deres konge, sagde de: „Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem godt! . . . Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ I stedet for at skabe Gud et navn ville de skabe sig selv et navn, idet de mente at de som borgere i denne by kunne skaffe sig ære hos mennesker. De ville skabe navnkundige mænd og helte, blandt hvilke den mest fremtrædende var Nimrod, hvis navn de ville ophøje. — 1 Mos. 11:3, 4.

Gud skrider ind

Hvad var den egentlige hensigt med at bygge dette tårn? Der var ikke brug for noget tilflugtssted under en vandflod, for Gud havde udtrykkeligt sagt til Noa og hans sønner: „Vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød.“ (1 Mos. 9:15) Desuden kunne de ikke på Sinears slette gøre sig noget håb om at bygge et tårn der var højt nok til at de kunne undslippe en vandflod som den foregående, der havde stået syv meter over de højeste daværende bjerge. Nej formålet med tårnet var et andet. Det skulle være et tempeltårn, en ziggurat. De arkæologiske fund tyder på at det ikke var et cirkelrundt tårn med en vindeltrappe, men snarere et kvadratisk eller rektangulært pyramidetårn med flere afsatser. På grund af dets store højde ville tårnet helt dominere byen og give religionen en fremtrædende plads. Det ville henlede folks opmærksomhed på byens øverste gud. Det skulle være en religiøs by.

Hvordan så Gud, Skaberen, på denne plan? Bibelens beretning fortsætter: „Men [Jehova] steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede, og han sagde: ’Se, de er eet folk og har alle eet tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem.’“ Gud havde ikke givet dem bemyndigelse til at bygge en by der skulle være sæde for en jordisk hersker. Han tog sig heller ikke deres samlede bestræbelser let eller mente at det ingen betydning havde at de byggede et tårn for falsk gudsdyrkelse. Det var oprør, forræderi mod hans suveræne herredømme, og frafald fra tilbedelsen af Noas Gud. Endvidere var det ulydighed mod det guddommelige påbud om at fylde jorden med mennesker der tilbad Jehova som Gud. Det var en ond gerning. — 1 Mos. 11:5, 6.

Hvor vidt ville de gå i deres organiserede bestræbelser? Dette ville kun være begyndelsen. I deres ærgerrighed ville de komme i tanker om den ene ting efter den anden som de kunne ønske sig og som de ved forenede, organiserede anstrengelser ville opnå. Vi forstår nu hvor sandt Jehova talte og hvor nøjagtigt han er i stand til at forudse fremtiden. I dag hvor to store blokke af nationer står over for hinanden er kaprustningen mellem dem steget til højder der rager langt op over tempeltårnet ved Eufratflodens bred, langt over vandfloden på Noas tid, ja så langt som 400 kilometer ud i verdensrummet, hvor man har bragt et kernevåben til eksplosion — uden hensyn til de skadelige virkninger det kunne få for menneskeslægtens sundhed. Vi ser altså at den begyndelse folkene i Babylon gjorde til ved et organiseret fremstød at nå deres egne ærgerrige mål har fået ikke så ringe konsekvenser. Det vidste menneskets Skaber, Jehova Gud, allerede dengang.

Hvilke principper var Babylon og dens tempeltårn grundlagt på? Oprørernes hensigt var at grundlægge en falsk religion der var nært forbundet med en regering der fornægtede Guds herredømme. Endvidere ønskede de at forhindre at Guds befaling til menneskene om at opfylde jorden og gøre hans navn kendt på hele jorden skete fyldest. Hensigten var at skabe mennesker et navn, ud fra sådanne uretfærdige motiver som ærgerrighed, selviskhed og ulydighed mod Skaberen. De havde gjort regning uden vært. De havde handlet uden Jehovas bemyndigelse, ja stik imod hans befaling. Nu kom de til at tage ham med i deres beregninger. Hurtigt skred han til handling idet han sagde: „’Lad os . . . stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!’ Da spredte [Jehova] dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede [Jehova] al jordens tungemål.“ — 1 Mos. 11:7-9.

Jehova udvirkede netop det de ville forhindre med deres byggeri. Han spredte dem. På en eller anden måde forårsagede han at der skete en ændring i deres hjerne så enhver erindring om det sprog de alle tidligere havde talt, blev udvisket. De begyndte at tale helt nye tungemål. Én gruppe talte et sprog, mens en anden gruppe talte et andet, og ingen ejede evnen til at tolke sprogene. Det var ikke nogen udgydelse af den hellige ånd som på Pinsedagen — en tungetalens gave som havde Guds velsignelse. Det er rigtigt at Gud gav dem nye tungemål, men absolut ikke som et udtryk for at han velsignede deres dåragtige bestræbelser. Dog skete det til bedste for menneskeslægten, eftersom det forpurrede tårnbyggernes ugudelige hensigter og gennemtvang opfyldelsen af Guds hensigt. Da de nu ikke længere forstod hinanden var det umuligt for dem at arbejde sammen. Lidt efter lidt holdt de op med at bygge på byen. De spredtes i grupper, efter de sprog de talte. Deres forenede oprør mod Gud brød sammen.

Babylon — et skændselsnavn

Byen fik nu et navn der er kendt den dag i dag. Det er ikke det navn som dens første indbyggere ønskede at skabe sig. Noas og hans trofaste søn Sems sprog blev ikke forvirret. De talte stadig det sprog som Adam oprindelig havde talt og som senere blev kendt som hebraisk. Det navn de gav byen står som et vidnesbyrd om Guds dom over den. Navnet er afledt af udsagnsordet balál, der betyder „at blande, sammenblande, forvirre, forveksle“. Babél er en sammentrækning af Balbél, der betyder „Forvirring“.

Josefus beskriver oprørets sammenbrud således: „Herefter spredtes de vidt omkring fordi de talte forskellige sprog, og de drog bort i kolonier i hver sin retning; og hver koloni tog det land i besiddelse som Gud førte den til, således at hele kontinentet blev fyldt, både landene i det indre og ved kysterne. . . . Men Kusj’ søn Nimrod blev i Babylon og fortsatte sit tyranni dér, som vi allerede har fortalt.“a Byens indbyggere syntes naturligvis ikke om navnet Babels oprindelige betydning. Derfor udvikledes efterhånden en lokal tradition der gik ud på at byens navn var en sammensætning af ordet Bab, der betyder „Port“, og El, der betyder „Gud“, således at det blev et helligt navn. I oldtiden havde de mænd der pådømte retssager sæde i den rummelige byport. Derfor anvendes ordet Bab i det nære østen også om et regeringssæde. For Babylons indbyggere betød byens navn således „Guds regeringssæde“. Denne gud var naturligvis ikke Jehova.

Af det der skete med Babelstårnet kan vi se hvor skæbnesvangert det er at stole på menneskeskabte riger. De der sætter deres lid til menneskelige bestræbelser for at skabe en forenet verden, er blevet fanget i menneskedyrkelsens snare. De gør sig faktisk skyldige i et lignende oprør mod Gud som indbyggerne i Babel, og vil derfor ikke modtage Guds velsignelse. Dette historiske eksempel tjener som en vejviser for os. Det hjælper os til at se at vejen til fred, ikke blot med vor næste, men — hvad der er vigtigere — med vor Skaber, som har en ganske bestemt hensigt med jorden, ikke går gennem menneskelige planer om oprettelse af en verdensregering, men gennem Guds rige. Guds ord Bibelen giver os rigelige oplysninger om hvad vi bør gøre nu for at støtte dette rige under Kristus.

Det forenede oprør mod Gud, universets suveræn, brød sammen og Babylon blev ikke på det tidspunkt en verdensmagt. Det tjener ikke blot som et historisk eksempel på et forsøg der mislykkedes, men de uheldige virkninger af det kan stadig spores i dag, hvilket vi skal komme ind på i næste nummer af Vagttårnet.

[Fodnote]

[Illustration på side 382]

Rekonstruktion af Babelstårnet