„Dit ord er sandhed“

’Afhold jer fra blod’

„BLODTRANSFUSIONER dræber hvert år mindst 3500 amerikanere og forårsager sygdomme hos andre 50.000,“ udtaler dr. J. G. Allen fra Stanford-universitetet, af mange forskere betragtet som den største autoritet inden for blodforskningen i De forenede Stater. Men da mange læger ikke er flittige til at indberette, kan de virkelige tal ifølge U.S.A.s center for Sygdomskontrol være helt oppe på 35.000 dødsfald og 500.000 sygdomstilfælde hvert år som følge af blodtransfusioner. — The National Observer, 29. januar 1972.

Læg mærke til at ingen af Jehovas kristne vidner er medregnet i disse statistikker. Hvorfor ikke? Ikke blot fordi de er uvillige til at udsætte sig for farerne ved blodtransfusion, men først og fremmest fordi de ikke ønsker at pådrage sig Guds mishag. Blodtransfusioner mishager Gud. „Hvor i Bibelen forbydes blodtransfusion?“ spørger De måske.

Eftersom der ikke blev foretaget nogen blodtransfusioner dengang Bibelen blev skrevet, skal vi ikke forvente at Bibelen omtaler dem med mange ord. Men Gud forbyder tydeligt i sit ord brugen af en anden skabnings blod til opretholdelse af ens eget liv, og dette gjorde han ved tre bestemte lejligheder. Brugen af blod til transfusioner kommer derfor ind under det forbud.

Jehova Gud sagde således efter Vandfloden til Noa og hans sønner: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde.“ To forbud fulgte denne tilladelse: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise,“ og: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses.“ Ingen af disse to forbud er nogen sinde blevet ophævet. — 1 Mos. 9:3-6.

Omkring otte hundrede år senere forbød Gud igen i de stærkeste vendinger nydelsen af blod; straffen for at nyde „blodet af noget som helst kød“ var døden. Blodet måtte kun bruges til „at skaffe eders sjæle soning“ på alteret. — 3 Mos. 17:10-14.

Skønt de kristne ikke er under Moseloven er de alligevel ikke frie til at nyde blod. Hvorfor ikke? For det første fordi forbudet mod at nyde blod, som blev givet til Noa og hans sønner længe før Moses’ tid, stadig gælder hele menneskeheden, som allerede bemærket. Og for det andet viser De kristne græske Skrifter tydeligt at forbudet stadig gælder de kristne. Det kristne råd der mødtes i Jerusalem for at overveje spørgsmålet om omskærelse og dermed forbundne spørgsmål, udsendte forskrifter om at kristne skulle ’afholde sig fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt’. — Ap. G. 15:20, 29.

Flere og flere lægevidenskabelige autoriteter advarer mod udbredt brug af blodtransfusion. I virkeligheden er det måske blot et spørgsmål om tid, og endda ikke særlig lang tid, før lægerne vil kassere blodtransfusioner og betragte metoden som et forbigående lune, ligesom de for år tilbage opgav åreladning. Det er karakteristisk for denne udvikling hvad svenske og tyske eksperter i blodtransfusioner sagde ved en konference for femogtyve norske medicinprofessorer og distriktslæger, angående plasmaerstatningsmidlernes fortrin fremfor blod alene:

„Det er ikke nogen overdrivelse at der i dag foregår et spild af blod på hospitaler over hele verden. . . . I dag er det muligt ved et neutralt præparat at forøge mængden af blodplasma — den væske som fører blodlegemerne rundt i legemet. . . . Ethvert menneske har sit eget ’mætningspunkt’ i forholdet mellem mængden af røde blodlegemer og optagelsen af ilt. Hvis mængden af blodlegemer bliver for stor aftager iltoptagelsen fordi blodet bliver for tyktflydende.“ Som følge af dette „ville en patient i mange tilfælde være bedre stillet med færre blodlegemer og ved kun at få erstattet det mistede plasma. Det vigtigste i denne forbindelse er at faren for blodpropper derved bliver reduceret. Et antal undersøgelser har bevist at dekstran har denne virkning. Vi kan næsten fastslå som en regel at for at hindre blodpropper bør den første flaske brugt ved en transfusion være dekstran.“

Disse eksperter fortsatte, idet de gjorde opmærksom på andre fordele ved at bruge dekstran i stedet for blod: „Visse alvorlige sygdomme kan overføres gennem blodet. Der har været så mange af sådanne tilfælde i den senere tid at man i det mindste ikke bør løbe unødvendige risici. Yderligere må en blodtransfusion betragtes som enhver anden transplantation, for eksempel af nyrer eller andet væv. ’Fremmed’ blod alarmerer også legemets antistoffer, selv om følgerne måske ikke er så tydelige som når en nyre afstødes.“ — Dagbladet, 22. april 1971.

Ja, blod er væv, ligesom hjertet og nyrerne er væv. Dette er ikke almindeligt kendt, måske fordi blod er et ’flydende væv’. Forsvarsmekanismer, som Skaberen har anbragt i legemet, bekæmper alt fremmed væv og frembringer antistoffer. Det er grunden til at hjertetransplantationernes popularitet var så kortvarig.

Bladet Life fra den 17. september 1971 havde på forsiden et billede af seks mennesker som havde fået hjertetransplantationer og som syntes at være raske og glade på det tidspunkt. Men blot otte måneder efter at billedet var taget var alle disse seks bukket under for deres legemes forsøg på at afstøde det fremmede væv. Artiklen fortalte at „medicinen der skulle forhindre afstødning udløste sære handlinger“, og at „en læge hele tiden kunne se deres opsvulmede ansigter for sig“. Forfatteren til artiklen, som også har skrevet en bog om emnet, Hearts [hjerter], rapporterede også at gennemsnittet af hjertetransplantationer med dødelig udgang i de tre første år var på mere end 85 procent. En kirurg som transplanterede toogtyve hjerter så alle sine patienter dø. Og mens han affærdigede hele sagen som „en fremgangsmåde vi prøvede og — i øjeblikket — har kasseret“, var patienterne ikke i stand til at se så ligegyldigt på det. Og igen kan man lægge mærke til at Jehovas kristne vidners standpunkt — at sådanne transplantationer i virkeligheden er en form for kannibalisme — har vist sig at være en beskyttelse. Hvordan? Ved at det har skånet dem for megen ulykke, sorg og ængstelse, noget som ikke alene har ramt patienter og deres slægtninge, men også mange af de læger der har stået bi.

„Hvis blodtransfusioner sætter forsvarsmekanismerne i gang, ligesom hjertetransplantationer gør, hvorfor viser de sig så ikke at være lige så dødelige som transplantationer?“ spørger De måske. Årsagen er at blodets levetid er så kort. Hvert eneste sekund dør og erstattes millioner af røde blodlegemer. Derfor bliver overførte ’fremmede’ blodlegemer ikke længe i legemet.

Bibelen bevidner utvetydigt at Guds tjenere må „afholde sig fra . . . blod“. De som giver agt på denne befaling har ikke alene den tilfredsstillelse at de adlyder Gud, men undgår måske også at blive udsat for megen sorg som følge af de risici som blodtransfusion indebærer.