Den „gode nyhed“ — en udfordring
1. Hvilken nyhed er den bedste man kan høre i dag, og hvorfor er den det?
ALLE mennesker kan lide at høre gode nyheder. Ægtemanden smiler lykkeligt når han får overbragt nyheden om at hans hustru er nedkommet med den førstefødte! Man glædes når man får at vide at gode venner eller nære slægtninge, måske endda fader og moder, vil aflægge hjemmet et besøg. Landmanden glæder sig når han hører den gode nyhed at kornet er spiret frem! Og hvor lykkelig bliver ikke den arbejdsløse som langt om længe finder arbejde! Atter vil han tjene penge så han kan forsørge sig selv, sin kone og sine børn. Ja, der er mange begivenheder der kommer som gode nyheder, men den bedste af dem alle er den „gode nyhed om Riget“, Guds rige, for det udstrækker til alle lydige mennesker håbet om liv og fred i en ny verden. — Matt. 24:14, NW.
2. Hvad er det der som regel ledsager en god nyhed? Giv eksempler.
2 Læg imidlertid mærke til at gode nyheder som oftest ledsages af et ansvar. De repræsenterer en udfordring. De fordrer at modtageren handler og gør noget for at vise at han eller hun sætter pris på nyheden og ønsker at høste al mulig gavn af den. Ankomsten af den førstefødte er en god nyhed for manden og hustruen, men med fødselens mirakel følger værdigheden som fader og moder. Nu må de indrette deres liv efter de nye omstændigheders krav og skuldre forældreansvaret. Kommer der gæster i et hjem får husmoderen travlt, men det er hende en glæde at vise gæstfrihed. Det spirende korn på marken er en udfordring til landmanden. Det kræver hans tid og hans opmærksomhed — han må holde fuglene borte, rense marken for ukrudt og hæge om de spæde planter. Det betyder hårdt arbejde at passe det opvoksende korn indtil det er modent, kan høstes og køres i hus. Den gode nyhed som den arbejdsløse modtager ved meddelelsen om at han har fået arbejde, medfører et ansvar. Nu har han kontraktlige forpligtelser som han må opfylde hvis han ønsker at beholde sit arbejde. Vil han være en flittig og dygtig arbejder? Det er den udfordring han må tage op.
3. (a) Hvad fortæller den „gode nyhed“ om jordens fremtid? (b) Hvad vil rettænkende mennesker spørge sig selv om?
3 På lignende måde forholder det sig med den gode nyhed om Riget. At høre denne gode nyhed er en udfordring — den kræver af det menneske som hører nyheden at det viser sin værdsættelse af den. Og en god nyhed er det i sandhed! Guds rige ved Kristus vil fjerne denne onde verdensordning og gøre ende på had og krig, på sygdom og død; det vil forvandle jorden til et paradis hvor der kun lever fuldkomne og sunde mænd og kvinder i fred og lykke. Og det vil alt sammen ske i den nærmeste fremtid, i dette slægtled. (Se Daniel 2:44; Salme 37:10, 11; 46:10; Esajas 9:6, 7; Åbenbaringen 21:3, 4; Mattæus 24:3-14, 32-34.) Du har sikkert allerede et helt godt kendskab til denne gode nyhed. Selve det at du læser disse sider viser at du er interesseret i denne „gode nyhed“ og i Guds hensigter som de skal gennemføres af Guds rige. Uden tvivl er det dit ønske at leve under Guds riges regering, den bedste der findes, og for evigt høste gavn af dens velsignelser. Er det dit oprigtige ønske vil det være naturligt for dig at spørge: „Hvad kræves der så af mig? Hvilken virkning vil det få på mit liv nu hvis jeg tager imod den gode nyhed?“
4. Hvad er det der fordres af alle som ønsker at leve under Guds riges regering, og hvorfor kræver dette at vi forandrer os?
4 Vi kan alle blive enige om at det er sandt når apostelen Paulus i Efeserne 5:16 skriver: „Dagene er onde.“ Det er virkelig rigtigt at vi lever i en ond og uretfærdig verden hvor menneskers tanker og handlinger er slette. Den opførsel som mennesker og nationer lægger for dagen vanærer Gud og hans rige. Vi er vokset op i denne verden, omgivet af dens overleveringer og skikke, af hvilke mange er ude af harmoni med Guds retfærdige principper og omgivet af mennesker hvis væremåde ligger langt under den norm vi finder i Bibelen, Guds ord. Alt dette har haft sin indflydelse på os og på vort liv. Desuden er vi vokset op i en splittet verden, hvilket har medført at vi har fået forskellige begreber om loyalitet — loyalitet over for familien, stammen, racen og nationen — der ikke sjældent har givet sig udslag i splittelse, had, mistænksomhed, falsk stolthed og en følelse af overlegenhed. Men når vi i Bibelen læser om Guds rige lærer vi om en loyalitet der må udvises af alle der ønsker at vinde evigt liv. Det er loyalitet over for Jehova, universets Højeste, og over for hans rige ved Kristus Jesus, og vi lærer at leve livet i lydighed mod dette rige og dets herredømme. Dette kræver at vi udviser en opførsel som er forskellig fra denne verdens, at vi ’opfører os på en måde som er den gode nyhed værdig’. — Fil. 1:27, NW.
5. Hvad medfører det at acceptere den „gode nyhed“ om Riget?
5 Det er af største betydning at vi forstår at den „gode nyhed“ angår et rige, Guds rige, der er et kongedømme som hersker over og styrer sine undersåtter. Ligesom regeringer i almindelighed har fastlagt love som borgerne må følge, således har Guds rige love som undersåtterne må rette sig efter i deres opførsel. Den der accepterer den „gode nyhed“ påtager sig derfor i virkeligheden de pligter der følger med at være undersåt under Guds himmelske rige eller regering, må underkaste sig den og ydmygt anerkende og adlyde de befalinger der udstedes af universets suveræne hersker, Jehova Gud. Kun ved en sådan handlemåde kan mennesker „agtes værdige til Guds rige“. — 2 Tess. 1:5.
6. Hvorfor er dette en sag som vi må ofre den allerstørste opmærksomhed i dag?
6 Dette er en sag som alle mennesker der lever på jorden må ofre den allerstørste opmærksomhed. Denne „gode nyhed om Riget“ forkyndes nu i hele verden — det kan ingen komme udenom. Det sker fordi vi lever i denne verdens „sidste tider“ hvor den endelige dom over alle mennesker på jorden skal afsiges. Det afgørende for om vi skal leve eller dø er om vi lytter til den „gode nyhed“, adlyder den og lever i overensstemmelse med den. Meget snart vil Kristus Jesus som kongen i Guds rige sammen med sine engle bringe „straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium“ eller gode nyhed. — 2 Tess. 1:7-10.
Den gode nyhed der forkyndtes for Israel
7. Hvilken god nyhed forkyndtes for Israels folk i Ægypten?
7 Israelitterne, efterkommerne efter Jakob eller Israel, søn af Isak, der var søn af Abraham, levede i mange år i Ægypten. Her blev de talrige. Her i faraonernes land blev de efterhånden udsat for had og forfølgelse. De blev undertrykt og gjort til slaver. Midt under deres lidelser bragtes der dem gode nyheder! Det er grunden til at det mange år senere hedder om dem at de fik den gode nyhed forkyndt først. (Hebr. 4:6, NW) Gennem sit talerør Moses bragte Jehova Gud israelitterne følgende glædelige budskab: „Jeg har sat mig for at føre Eder ud af Ægyptens elendighed til kana’anæernes . . . land, til et land, der flyder med mælk og honning!“ (2 Mos. 3:17) Hvilket trøstende budskab! Hvor begejstrede blev israelitterne ikke da de hørte det! Og hvilken glæde må de ikke have følt da Jehova ved et mirakel befriede dem og for deres skyld demonstrerede sin almagt ved at sende de ti plager over ægypterne, hvis hær til sidst gik til grunde i Det røde Hav, som israelitterne under Moses’ anførsel vandrede tørskoede igennem til de nåede i sikkerhed på den anden bred! (2 Mosebog, kapitlerne 7 til 15) Mens de endnu var i Ægypten havde Moses fået følgende befaling: „Derfor skal du sige til israelitterne: Jeg er [Jehova], og jeg vil udfri Eder fra det trællearbejde, ægypterne har pålagt Eder, og frelse Eder fra deres trældom og udløse Eder med udrakt arm og med vældige straffedomme; og så vil jeg antage Eder som mit folk og være Eders Gud, og I skal kende, at jeg er [Jehova] Eders Gud, som udfrier Eder fra ægypternes trællearbejde.“ (2 Mos. 6:6, 7) Her fik israelitterne et velsignelsesrigt løfte om at komme i et særligt forhold til Jehova, at være hans folk, og det krævede sandelig at deres opførsel svarede til denne store forret.
8. (a) Hvordan kunne israelitterne vise at de satte pris på den gode nyhed de havde hørt? (b) Hvilken egenskab var det israelitterne lagde for dagen og som førte til deres udfrielse fra Ægypten?
8 Dersom israelitterne skønnede rigtigt på denne gode nyhed og på den begunstigelse det var at have Jehova som Gud, ville de villigt og ivrigt rette sig efter alt hvad Jehova befalede dem. En sådan lejlighed til at lægge denne lydighed for dagen bød sig snart, for mens de endnu var i Ægypten bød Jehova dem gennem Moses af fejre påsken. Hver familie skulle forsamles i hjemmet om aftenen den 14. nisan (jødiske kalender). Til hver familie skulle der slagtes et lam og blodet skulle stryges på dørstolperne. (2 Mos. 12:1-23) Da israelitterne havde modtaget denne besked gjorde de nøjagtig som Jehova havde befalet Moses og Aron. (2 Mos. 12:28) Denne lydighed resulterede i at deres hjem blev „forbigået“ da Jehovas engel dræbte alt det førstefødte blandt ægypterne. „På denne selv samme dag førte [Jehova] israelitterne ud af Ægypten, hærskare for hærskare.“ — 2 Mos. 12:51.
9. (a) Hvad var det Jehova sagde Israels folk kunne blive? (b) Hvad krævede han af dem?
9 I den tredje måned efter udgangen fra Ægypten nåede israelitterne Sinaj bjerg og Jehova Gud redegjorde der, som sædvanlig gennem Moses, for det pagtsforhold israelitterne som hans folk ville blive ført ind i. „Moses steg op til Gud. Da råbte [Jehova] til ham fra bjerget: ’Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar Eder på ørnevinger og bragte Eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Der er de ord, du skal tale til Israels børn!’ Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som [Jehova] havde pålagt ham. Og hele folket svarede, alle som een: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ — 2 Mos. 19:3-8.
10. I hvilket omfang udstedte Jehova love som hans pagtsfolk måtte rette sig efter?
10 Det israelitiske folk havde ikke sin lige. Hele folket, hver mand, hver kvinde og hvert barn, kom ind under pagtsordningen, ofte kalde Lovpagten, der bogstaveligt gjorde israelitterne til en særegen nation, til Jehovas folk. Jehova var israelitternes konge og havde som sådan ret til at udstede love der gjaldt alle områder af undersåtternes liv. Lovene, der blev givet ved Moses, angik gudsdyrkelsen og ofringerne, ernæringen, den åndelige og legemlige renhed samt den rette moral; desuden angik de det rette forhold mellem ægtefæller, ægtemænds, hustruers, forældres og børns pligter, og andre love indeholdt forordninger vedrørende forholdet til næsten og lagde vægt på ærlighed og retfærdighed og på barmhjertighed og kærlighed i omgangen med andre.
11. Hvilken lov gav Gud Israel med henblik på anvendelse af blod, og hvilken tidligere befaling hvilede den på?
11 Nogle af lovene uddybede blot principper der var givet tidligere og som var og stadig er bindende for alle mennesker fordi de er efterkommere af Adam og Noa. De love som i Israel handlede om blodets hellighed hvilede på den befaling Gud gav Noa efter Vandfloden og som står at læse i Første Mosebogs kapitel 9. „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg Eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for Eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:3-6) Grunden til at der skulle vises en sådan respekt for blodets anvendelse var at blodet repræsenterer livet eller sjælen. Eftersom livet er en gave fra Gud, har han ret til at kræve at mennesker respekterer mænds, kvinders og også dyrs liv. Selv om mennesket havde lov at dræbe dyr for at skaffe sig føde, var det ikke ensbetydende med at det kunne dræbe dem på må og få blot for sportens skyld. Derfor understregede Guds lov til israelitterne respekten for livet, indbefattet respekten for blodet der repræsenterer livet. Jehovas befaling lød: „Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israelitterne: Ingen af Eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt Eder, må nyde blod. Om nogen af israelitterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags, der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod; enhver, der nyder det, skal udryddes.“ I det sjette af de ti bud understreges livets hellighed atter: „Du må ikke myrde.“ (NW) — 3 Mos. 17:10-14; 2 Mos. 20:13.
12. Hvad indeholdes i de ti bud som Jehova skrev på stentavler?
12 De ti bud udtrykker ti grundregler som israelitterne skulle rette sig efter. Ved sin hellige ånds kraft skrev Gud selv budene på to stentavler, der blev overgivet til Moses på Sinaj bjerg. Med rette indtog de en fremtrædende plads i Israels lovkompleks, som de var en uadskillelig del af. De indeholder fundamentale love eller principper, handleregler for israelitternes forhold til Gud, til familien og til hinanden. De første fire betoner en helhjertet og udelt tilbedelse af Jehova Gud samt lydighed mod hans bud. Det femte tager sigte på familiens enhed og forlanger at børnene viser respekt for forældrene. De sidste fem har at gøre med den rette handlemåde over for medmennesker: man må ikke myrde, ikke bedrive hor, ikke stjæle, ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ikke misunde, det vil sige, ikke begære noget der tilhører en anden. — 2 Mos. 20:1-17.
Israels folk et advarende eksempel
13, 14. (a) Hvad ville israelitterne opnå hvis de lydigt overholdt Guds love? (b) Hvilken velsignelse modtog de, og hvorfor varede den ikke ved?
13 Dersom israelitterne overholdt Jehovas love ville de modtage utallige velsignelser. Jehovas bud ville lede dem så de opførte sig på en måde der ville fremme nationens enhed, sundhed og lykke. Men det vigtigste var dog at de ville lede dem til at dyrke Gud på en måde han kunne godkende, og til at handle efter Jehova Guds behag, hvilket ville vinde dem Guds gunst. Lydigheden ville værne dem mod falsk religion og mod umoralske sæder og skikke som kunne føre dem ud i synd og oprør og afstedkomme at de til sidst ville blive forkastet af Gud.
14 Gud holdt sit løfte og førte israelitterne ind i et land der flød med mælk og honning. (2 Mos. 3:8; 4 Mos. 13:27) Efter adskillige begivenhedsrige år bosatte folket sig i det forjættede land, Kana’ans land eller Palæstina, og beretningen fortæller at landet under kong Salomons styre havde „fred rundt om til alle sider; og Juda og Israel boede trygt, så længe Salomo levede, hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’ersjeba“. (1 Kong. 4:24, 25) Disse vidunderlige tilstande varede imidlertid ikke ved. Israelitterne tilsidesatte gentagne gange Jehovas lov og måtte til sidst høste lønnen derfor — de blev forkastet som Guds folk. I stedet for de velsignelser Gud havde lovet dem hvis de var lydige, mærkede de nu de forbandelser Gud havde forudsagt ville ramme dem hvis de var ulydige.
15. (a) På hvilke to grundlæggende principper hvilede Israels forhold til Jehova? (b) Hvorfor kunne ingen bedrage Jehova ved en hyklerisk tilbedelse?
15 Selv om de ti bud var grundlaget for Lovpagten, hvilede nationens forhold til Gud på to grundlæggende principper, kærligheden til Gud og kærligheden til næsten. (5 Mos. 6:5-9; 3 Mos. 19:18) Ville israelitterne vedblivende eje Guds gunst var det af overmåde betydning at de trofast efterlevede disse to principper. Svagheder og fejl der skyldtes menneskelig ufuldkommenhed kunne blive tilgivet, selv om de medførte irettesættelse og tugt. Men da folket ikke længer elskede Gud og ikke tjente ham helhjertet kunne det kun føre til ulykke. (1 Krøn. 28:9; Ordsp. 4:23) De kunne ikke føre Gud bag lyset og kun give det udseende af at de tjente ham, for Jehova „ser på hjertet“ og ransager menneskets inderste tanker. De allerfleste israelitters hjerte var ikke fyldt af kærlighed til Gud og næsten men af kærlighed til dem selv, og det så Jehova. Han iagttog deres onde handlinger, der begyndte i det skjulte men senere øvedes ganske åbenlyst, for deres hjerter forhærdedes ved deres urette færd. — 1 Sam. 16:7; Jer. 17:10.
16. (a) Hvordan ramtes Israel af ulykke? (b) Med hvilke ord forklarer profeten Jeremias grunden hertil?
16 Israelitterne drog ind i det forjættede land i 1473 f. Kr., og landet indtoges helt mens David var konge. Hans fyrre års herredømme endte i 1037 f. Kr. Indbyrdes misundelse og rivaliseren splittede folket efter kong Salomons død i 997 f. Kr. og Israel blev delt i to riger, Israels ti-stammerige mod nord, med Samaria som hovedstad, og Judas to-stammerige mod syd, med Jerusalem som hovedstad. Det nordlige ti-stammerige tilintetgjordes af assyrerne i 740 f. Kr., og i 607 f. Kr. gjorde babylonierne en ende på Juda rige. Kort tid før Juda rige gik til grunde udtalte Jeremias følgende ord til folket: „Jeg besvor Eders fædre, dengang jeg førte dem ud af Ægypten, ja til den dag i dag, årle og silde: ’Hør min røst!’ Men de hørte ikke og bøjede ikke deres øre, men fulgte alle deres onde hjertes stivsind. Derfor bragte jeg over dem alle denne pagts ord, som jeg havde pålagt dem at holde, men som de ikke holdt. Og [Jehova] sagde til mig: Der er fundet en sammensværgelse blandt Judas mænd og Jerusalems borgere; de er vendt tilbage til deres forfædres misgerninger, de, som vægrede sig ved at høre mine ord og holdt sig til fremmede guder og dyrkede dem; Israels hus og Judas hus har brudt den pagt, jeg sluttede med deres fædre. Derfor, så siger [Jehova]: Se, jeg sender en ulykke over dem, som de ikke kan slippe fra; og når de da råber til mig, vil jeg ikke høre dem.“ — Jer. 11:7-11. Sammenlign med 5 Mosebog 6:12-15; og 28:15, 45-47.
17. Hvordan blev den israelitiske nation midlertidigt genetableret?
17 Jehova er imidlertid rig på barmhjertighed, og for at opfylde sit løfte og fuldbyrde sin hensigt førte han en rest af folket fra Babylon hjem til det forjættede land, der havde ligget øde i halvfjerds år. Endnu en gang lød befrielsens gode nyhed for det israelitiske folk mens det befandt sig i fangenskab. Denne rest af israelitter fik lov at vende tilbage til Palæstina for at genoprette tilbedelsen af Jehova der. Men den tidligere selvstændige nation og det tidligere uafhængige kongedømme blev ikke genoprettet.
18. Viste Israels folk sig værdigt til den gode nyhed der forkyndtes det?
18 Viste fortidens israelitiske nation sig værdig til den gode nyhed som forkyndtes den af Moses i Ægypten? Holdt den det fædrene løfte om at ville gøre alt hvad Jehova befalede den, at ville være Jehovas folk, at ville gøre hans vilje? Den inspirerede beretning svarer nej. Som nation betragtet var israelitterne slet ikke den gode nyhed værdige, hvilket tydeligt fremgår af deres indstilling over for Jesus, den lovede Messias, som de forkastede og pælfæstede. Umiddelbart før sin død udtalte Jesus følgende dom over nationen: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38; Luk. 23:18-25; Ap. G. 2:23.
19. (a) Hvilken enestående forret havde israelitterne ejet mens de var trofaste? (b) Da Gud til sidst forkastede Israels nation, betød det så at han overskar enhver forbindelse med menneskene?
19 Israelitterne havde nydt den store forret at være et folk af Jehovas vidner. (Es. 43:10-12) Ikke sådan at forstå at det var befalet israelitterne at sende forkyndere til jordens nationer for at forkynde om Jehova; nej, men de skulle som det eneste folk udelukkende tjene og tilbede Jehova, der vandt sig et stort navn ved de vældige gerninger han øvede for israelitternes skyld og ved den sande tilbedelse disse omfattede ham med mens de var trofaste. Imidlertid kunne de kun blive ved med at være hans vidner såfremt de fortsatte den sande gudsdyrkelse, ærede den pagt han havde sluttet med dem og adlød hans befalinger. Her svigtede de. Derfor forkastede Jehova den israelitiske nation. Den ordning der hvilede på Lovpagten ophørte fordi Jesus opfyldte Loven og fordi denne med ham nagledes til marterpælen. (Kol. 2:14) Dette betød dog ikke at Gud overskar enhver forbindelse med menneskene. Med Jesus Kristus som mellemmand trådte en ny pagt i kraft, ikke med Israel efter kødet, men med et folk der bar de rette frugter og hvis færd og handlinger gjorde det værdigt til Guds himmelske rige hvor Kristus er konge. — Hebr. 8:6; Matt. 21:43.