den retfærdige: „Sin Guds lov har han i hjertet.“

Der var imidlertid visse træk ved Loven — heriblandt forskrifterne vedrørende ofringer og renselse — som israelitterne ikke forstod fuldt ud. Disse træk var nemlig billeder på noget langt større. I Kolossenserbrevet 2:17 læser vi: „Det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ Israelitterne overholdt først og fremmest Lovens ceremonielle krav fordi de havde fået befaling til det, og fordi der var fastsat strenge straffe for ulydighed. Eftersom de ikke havde den fulde forståelse af disse ting, må deres værdsættelse i hjertet nødvendigvis også have været begrænset. Vi kan således forstå at Guds lov ikke var skrevet i hver eneste israelits sind og hjerte.

Alle som føres ind i den nye pagt må imidlertid overgive sig eller indvi sig til Jehova for at tjene ham som Herren Jesu Kristi disciple. De må derfor offentligt bekende Jesus Kristus som den opstandne Herre, og de må tro på Gud, som oprejste Jesus fra de døde. — Rom. 10:8-10.

Hvis man ikke kender Guds frelseskrav og ikke værdsætter dem af hjertet, kan man simpelt hen ikke tro med hjertet eller foretage en offentlig forkyndelse eller bekendelse med munden med det for øje at blive døbt som en Jesu discipel. De der nu er med i den nye pagt som åndsavlede kristne, blev først undervist i Guds frelseskrav. Efter at Jehova Gud så havde åbnet deres hjerte, så de med værdsættelse tog imod det guddommelige „ord“ eller budskab, følte de sig tilskyndet til at indvi sig eller forpligte sig til at leve i overensstemmelse med Guds lov som Herren Jesu Kristi disciple. Da de havde symboliseret deres indvielse ved vanddåben, blev de ført ind i den nye pagt. Eftersom Jehova Gud har givet dem mulighed for at kende og forstå hans lov og virkelig værdsætte den af hjertet, kan man i sandhed sige at han har givet sine love „i deres sind“ og har skrevet dem „på deres hjerter“, ikke på stentavler.

● I nogle af de tyske koncentrationslejre under den anden verdenskrig fandtes der kun søstre, ikke brødre, og der forekom tilfælde hvor indviede søstre forrettede dåb. En søster fortæller således at hun, da hun kom til kundskab om sandheden i en koncentrationslejr og indviede sig til Jehova, blev døbt af en søster. Er en sådan dåb gyldig? — Tyskland.

Når man undersøger Bibelen finder man ingen vidnesbyrd om at kvinder har forrettet dåb. Man finder derimod eksempler på at indviede mænd har døbt andre. (Matt. 3:13-17; Joh. 4:2; Ap. G. 8:38) Guds ord giver os ingen myndighed til at erklære at en dåb forrettet af en søster er antagelig; i det omtalte tilfælde bør søsteren derfor døbes af en indviet broder, i overensstemmelse med de bibelske krav.

Det vil dog ikke sige at den indvielse søsteren foretog i koncentrationslejren ikke er gyldig. Selve det forhold at hun stadig tjener Jehova nu mange år efter sin løsladelse fra lejren, viser at hun forstod hvad hun gjorde og at hun virkelig indviede sig til Gud. Hun kan derfor stadig regne sin indvielse fra den oprindelige dato.

Hvad kan en kvinde gøre hvis hun lærer sandheden at kende og ønsker at indvi sig til Jehova mens hun sidder i fængsel eller befinder sig et andet sted hvor der ikke er nogen indviede mænd som kan døbe hende? I Romerbrevet 10:10 står der: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ En troende kvinde kan henvende sig til Jehova i bøn og indvi sig til ham. Derpå kan hun bekende sin tro og åbent erklære over for de indviede søstre der eventuelt er til stede at hun ’tror med hjertet’ og at hun nu afventer den første lejlighed hvor hun kan blive døbt af en broder. Jehova ser på hjertet (Ordsp. 17:3; 21:2), og en sådan kvindes hjertetilstand vil ganske afgjort føre til frelse. I tilfældet med Kornelius og dem der hørte til hans husstand er det tydeligt at Jehova godkendte disse menneskers hjertetilstand, for den hellige ånd faldt på dem før de blev døbt. Seks omskårne brødre fra Joppe havde ledsaget Peter dertil, og de kunne ikke indvende noget da Peter bød at disse de første troende hedninger som havde modtaget den hellige ånd, skulle døbes. — Ap. G. 10:44-48.

På tilsvarende måde kan en mand lære sandheden at kende i et fængsel og foretage en gyldig indvielse og alligevel, selv om der er indviede brødre til stede, være afskåret fra at blive døbt fordi der ikke er tilstrækkeligt med vand. (Joh. 3:23; Ap. G. 8:36) Også han kan følge ovennævnte fremgangsmåde.

Der er således en udvej for både mænd og kvinder som ikke har adgang til at blive døbt, enten det nu er fordi forholdene ikke tillader det eller fordi der ikke er nogen indviet mand til stede. Når en sådan mand eller kvinde har foretaget en gyldig indvielse og åbent har erklæret dette over for de øvrige indviede som

Rettelse

I Vagttårnet for 15. august 1973 skal der i stedet for „pagt“ læses „bud“ følgende steder: side 372, paragraf 5, linje 10; paragraf 7, linje 22; side 373, paragraf 8, linje 11; paragraf 9, linje 2 og 15, samt i spørgsmål „a“ til paragraf 9. Grunden til denne rettelse er at det der omtales i Første Mosebog 9:4-6 ikke er en pagt eller en overenskomst, men simpelt hen et bud fra Gud til mennesker.