Spørgsmål fra læserne
● Er det rigtigt af indviede kristne — som man jo forventer er gode eksempler i moralsk henseende — at følge de yderliggående moder i klædedragt og frisurer som kendetegner denne moralsk afsporede verden? — W. R., U.S.A.
Vi har vel alle hver især vores mening om hvad der er pænt og ikke pænt, men det er ikke vores personlige smag med hensyn til tøj og frisurer der skal være et lys på andres sti; det skal Bibelen være. Der siges i Første Timoteusbrev 2:9, 10: „Det samme skal kvinderne gøre, værdigt klædte med blufærdighed og ærbarhed, så de ikke smykker sig med håropsætning, guld eller perler eller kostbar dragt, men med gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig gudsfrygt.“
Læg mærke til at apostelen Paulus ikke går i detaljer. Bibelen giver plads for en ret betydelig variation, så vi hver især kan følge vor personlige smag i klædedragt. Dog opfordrer Paulus kristne kvinder til at være pæne i tøjet, til at være „værdigt klædte“, og de fleste af de kvindelige Jehovas vidner er gode eksempler i den retning. Han siger også at de skulle klæde sig „med blufærdighed og ærbarhed“. New World Translation siger her „med anstændighed og efter et sundt sind“. Følger man disse råd, vil man ikke klæde sig pralende eller usømmeligt; man vil ikke vælge tøj som sætter andre i forlegenhed. Men som vi godt ved, klæder kvinder i verden sig langtfra altid på en anstændig måde; deres tøj er kreeret med henblik på at virke udfordrende og for at gøre kvinden erotisk tiltrækkende. En sådan klædedragt sætter andre i forlegenhed og vækker afsky hos mennesker med et rent sind.
Verdslige unge mænd og drenge kan også godt lide at klæde sig i tøj som vækker opmærksomhed. De går ofte med tøj som folk i almindelighed forbinder med mennesker der har en lav moral eller som ligefrem er i konflikt med loven. Men da kristne ’ikke med de andre styrter sig ud i den samme strøm af udsvævelser’, ønsker de heller ikke at man skal få det indtryk af deres tøj at de stadig hører til blandt den slags fordærvede mennesker. — 1 Pet. 4:4.
Der går selvfølgelig nogen tid fra man slutter sig til Jehovas folk og indtil Bibelens principper virkelig leder og bestemmer ens måde at tænke på i alle livets forhold. Selv nogle der har været tilsluttet organisationen i mange år, kan være ligegyldige i denne henseende. Dette synes at fremgå af den kendsgerning at Selskabet næsten hver uge modtager breve fra nogle som er chokerede over det stramtsiddende, overdrevent afslørende eller udfordrende tøj som nogle af dem der deltager i møderne, klæder sig i. Selv om det ikke altid er tilfældet, er det som oftest nye i sandheden der tager anstød. Men hvad enten de er nye eller ej, ønsker vi da ikke at vores personlige adfærd skal få dem til at snuble, vel? Vi er af samme mening som apostelen Paulus, der skrev i Første Korinterbrev 10:23, 24: „’Alt er tilladt,’ men ikke alt er gavnligt. ’Alt er tilladt,’ men ikke alt opbygger. Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Almindeligvis er Jehovas vidner gode eksempler på sømmelighed og anstændighed. Det vil ikke være godt at blive ligegyldig i denne henseende.
Selskabet vil ikke sætte bestemte regler i dette spørgsmål. Den personlige smag er meget forskellig, og Bibelen nægter os ikke en vis individualitet i valget af tøj. Desuden veksler klædedragt og frisurer meget fra sted til sted. En klædedragt som visse steder kan være fuldt acceptabel, kommer man andre steder i fængsel for at gå med. Så vi må tage hensyn til skik og brug, men samtidig passe på ikke at efterligne dem hvis måde at klæde sig på i virkeligheden er en genspejling af deres umoralske tanker.
Ligesom disciplen Timoteus fik ovennævnte vejledning at bruge til gavn for menigheden i Efesus, sådan kan der i dag forekomme tilfælde hvor en menighedstilsynsmand synes at det vil være en kærlighedsgerning mod nogle, hvis han gjorde dem opmærksom på hvad Bibelen siger om dette spørgsmål. Hvis han vil give denne vejledning, bør det ske på en venlig måde. I de fleste tilfælde er det dog en sag som kan rettes inden for familien selv. — I stedet for at være urimeligt kritiske over for hvordan andre klæder sig eller hvilken frisure de har, lad os så hellere være besluttede på at opmuntre dem til at gøre det rigtige ved selv at være gode eksempler. — Rom. 14:13.
● Kan Andet Korinterbrev 5:16 benyttes som bevis for at Jesus ikke ville vende tilbage i kødet? — C. N., England.
Det omtalte skriftsted lyder: „Således bedømmer vi fra nu af ikke nogen efter kødet; selv om vi også har kendt Kristus efter kødet, gør vi det dog ikke mere nu.“ Vi kan bedst forstå den egentlige betydning af disse ord hvis vi undersøger sammenhængen i det apostelen Paulus her ønsker at bevise.
I Andet Korinterbrev 5:14 viser apostelen at Kristus var død som en genløsning for alle. Han havde ikke givet sit liv udelukkende for jøder eller for hedninger. Nej, alle der ville tage imod ham og tro på ham kunne opnå livet på grund af ham. (Gal. 3:8, 11) Eftersom Jesus døde for alle, ville det være forkert af kristne at bedømme nogen efter det menneskelige eller kødelige, og se ned på nogle fordi de var hedninger eller tilhørte de laveste i samfundet, eller se op til andre fordi de var jøder eller indtog en fremtrædende stilling. En sådan holdning der var baseret på det udvortes, det kødelige, var noget der hørte fortiden til for dem der var blevet kristne.
Derfor drager Paulus i vers 16 den slutning at salvede kristne nu ikke vil bedømme nogen efter kødet. Det der betød noget var det værdifulde åndelige slægtskab de kunne have med deres brødre. Jesus viste at han havde samme syn på dette. (Matt. 12:47-50) Han understregede det åndelige fællesskab han havde med dem der anerkendte ham som Messias.
Til sidst taler Paulus om dem der kendte Jesus efter kødet. Han mente ikke nødvendigvis mennesker der havde set Jesus med deres bogstavelige øje, for nogle, deraf mange eller alle medlemmer af den korintiske menighed, havde aldrig set Jesus som menneske. Det han mente var at selv om nogle, som for eksempel de jøder der håbede på at Messias skulle genoprette et jordisk rige, engang havde set hen til Kristus på et rent kødeligt grundlag, skulle de kristne ikke længere gøre det. Alt det var forandret fordi Kristus ikke blot „døde“ men også „opstod“ for dem. — 2 Kor. 5:14, 15.
Selv om dette er hovedpunktet i det Paulus understreger i Andet Korinterbrev 5:16, er det også et bevis for at Jesus ikke vil vende tilbage i kødet, for vi kan ikke adskille det at kende Kristus og hans efterfølgere fra Kristi opstandelse, fra det at han „opstod“ fra døden. Hvis han var blevet oprejst i kød og blod, uden at kunne komme til himmelen og sidde ved Guds højre hånd, ville han ikke have været Kristus eller Messias. (1 Kor. 15:50; Sl. 110:1; Ap. G. 2:32-36) I så fald ville han stadig have været kendt efter kødet.
Hvordan blev han da oprejst fra de døde? Apostelen vidste det, for i sit første brev til den samme korintiske menighed fortalte han at Jesus var blevet oprejst som en levendegørende ånd. (1 Kor. 15:45) Og i dette andet brev siger han at de salvede kristne må afklædes deres kødelige legemer for at få udødelighed. (2 Kor. 5:1-4) Han forstod også at Jesus havde givet sit kødelige legeme som en genløsning, og at han ikke kunne tage det tilbage i opstandelsen uden at gøre genløsningen ugyldig. (Hebr. 9:28; 10:10) Ja, der er ingen tvivl om at apostelen Paulus forstod at intet menneske ville se Kristus i kødet igen. Paulus kunne derfor i dobbelt forstand fastslå at mennesker ikke længere ville kende Jesus efter kødet. Derfor kan dette skriftsted også bruges til at bevise at Kristi genkomst ikke vil være synlig og kødelig.
● Efter vandfloden plantede Noa en vingård, begyndte at drikke af vinen, og blev beruset. (1 Mos. 9:20, 21) Hvordan bør vi se på Noas beruselse i betragtning af at Bibelen fordømmer drukkenskab og endog siger at drankere ikke skal arve Guds rige? — B. M., U.S.A.
Om Noa der drak vin så han blev beruset, læser vi i Første Mosebog 9:20, 21: „Noa var agerdyrker og den første, der plantede en vingård. Da han nu drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt.“ Noa, der da var over 600 år gammel, blev øjensynligt fuldstændig overvældet af vinen, for beretningen siger: „Da Noa vågnede af sin rus.“ (1 Mos. 9:24) Der er derfor ingen tvivl om at han var temmelig beruset.
Når vi undersøger beretningen i Første Mosebog 9:20-27 gør vi vel i at tænke på at Jehova Gud intetsteds i sit ord fordømmer Noa på grund af denne begivenhed. Dette betyder naturligvis ikke at Gud ser gennem fingre med drukkenskab, for Bibelen viser at det ikke er tilfældet. (Ordsp. 23:20, 21, 29-35; 1 Kor. 6:9, 10) I Noas tilfælde kan Jehova imidlertid have taget formildende omstændigheder i betragtning. Beretningen i Første Mosebog er kort, og begivenheden omtales ikke andre steder i Bibelen. Det er imidlertid klart at Noa uforvarende blev beruset af at drikke vinen. Om det var fordi han var træt eller bedrøvet, eller det skyldtes noget andet, siger Bibelen ikke noget om. På grund af de ændrede atmosfæriske forhold efter Vandfloden, kunne den vin Noa drak, have gæret mere end han var klar over. Men Noa var i hvert fald ingen forhærdet drukkenbolt. Der er intet i Bibelen der viser at han havde for vane at drikke sig beruset. Bibelen siger ikke noget om at han nogen sinde blev beruset igen.
Når bibelskribenterne fordømte at folk drak sig berusede, eller formanede dem til at undgå det, brugte de aldrig Noa som et dårligt eksempel. De talte heller ikke nedsættende om ham på grund af denne uheldige begivenhed. Apostelen Peter kaldte Noa „retfærdighedens forkynder“. (2 Pet. 2:5) Da apostelen Paulus skrev til de jødiske kristne sagde han at Noa ved sin tro blev „en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden“. (Hebr. 11:7) Paulus betragtede Noa som en af dem der udgør den store sky af trofaste før-kristne vidner for Jehova. (Hebr. 12:1) Da Jesus Kristus sammenlignede Noas dage med „Menneskesønnens dage“ eller sin anden nærværelse, sagde han heller ikke noget fordømmende om Noa. — Luk. 17:26, 27.
Noa kan derfor ikke sammenlignes med dem der hengiver sig til det faldne køds gerninger og som kaster sig ud i „drukkenskab, svir og deslige“. (Gal. 5:19-21) Den trofaste Noa bør heller ikke sammenlignes med mennesker der engang er blevet døbt som kristne men som senere forfalder til drukkenskab. Sådanne forhærdede drankere der ikke angrer, er ikke uforvarende kommet til at drikke for meget af en berusende drik ved én lejlighed. De er virkelige drankere og må udstødes af den rene og retskafne kristne menighed. Det var sådanne apostelen Paulus havde i tanke da han skrev til de kristne i Korint: „Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Kor. 5:11) Hvis sådanne drankere ikke angrer, vil de aldrig opnå Guds riges velsignelser.
Lad os antage at en indviet kristen i vor tid ligesom Noa uforvarende bliver beruset i sit eget hjem fordi han ved en lejlighed drikker for meget alkohol. Dette er aldrig sket for ham før, og han er besluttet på at passe på, så det aldrig sker igen. Hvad skal han gøre? Han er jo ikke nogen forhærdet dranker. Det er ikke rimeligt at mene at han, på grund af denne ene begivenhed, for stedse er fordømt af Gud og ikke har mulighed for at opnå det evige livs gave af Jehova. (Rom. 6:23) En sådan kristen bør henvende sig til den almægtige Gud i bøn og give udtryk for oprigtig sorg over det der er sket. Han bør gennem Kristus råbe til Jehova og bede om hans barmhjertige tilgivelse. (5 Mos. 4:31; Sl. 51) Han bør også være besluttet på at undgå en gentagelse af dette fejltrin. Hvis han stadig føler sig foruroliget kan han drage nytte af den åndelige hjælp der står ham åben hvis han følger vejledningen i Jakobs brev 5:13-16.