Guds urokkelige ord
Er Bibelen pålidelig? Hvordan kan vi vide det?
HVOR meget betyder det ikke at vi kan have tillid til Guds trøsterige ord i disse vanskelige og foruroligende tider for hele verden! På trods af menneskenes dystre forudsigelser om at kernevåben snart vil udslette menneskeslægten, lover Gud at han vil gøre „ende på krig til jordens grænser“. Ifølge hans ord vil jorden til den tid opleve fred og retfærdighed, for, som der står, „dyb fred råder, til månen forgår“. — Sl. 46:10; 72:7.
Men kan vi have tillid til Guds ord? Kan vi stole på dets løfter? Vil Gud virkelig gøre ende på krig og indføre varig fred på hele jorden? Jesus Kristus, den viseste der har vandret her på denne jord, så ingen grund til at betvivle Guds skrevne ords pålidelighed. Han troede på hvad der blev sagt dér. Ja, han citerede det gang på gang som en afgørende autoritet, og i en bøn til sin Fader gav han udtryk for sin værdsættelse af Guds ord og sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Joh. 17:17.
Længe før Jesu tid gav fremstående ledere ligeledes udtryk for deres tillid til Guds ord. Bemærkelsesværdige er således Josuas ord, den hærfører som Gud brugte til at lede israelitterne ind i det forjættede land. Kort før sin død i den meget høje alder af 110 år sagde han: „Se, jeg går nu al støvets gang; så betænk da med hele Eders hjerte og hele Eders sjæl, at ikke eet af alle de gode ord, [Jehova] Eders Gud talede til Eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for Eder; ikke eet ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 23:14.
Josua og hans landsmænd, israelitterne, blev øjenvidner til opfyldelsen af mange af de løfter der står i Guds ord. De ting som Gud havde forudsagt kom til at ske lige for deres øjne! I sandhed et mirakel! Hvilken tillid til og forvisning om at man kan stole på Guds ord gav det dem ikke! En gennemgang af de Guds ord som ikke faldt til jorden på Josuas tid vil bestyrke vor tillid til hans ord nu i vor tid.
Det urokkelige ord tager form
Da Josua holdt sin afskedstale til det israelitiske folk bestod Guds skrevne ord af de fem første bøger i Bibelen, kaldet Pentateuken. Moses havde lagt sidste hånd på disse bøger henved fyrretyve år tidligere, lige forud for sin død. Han samlede mange af oplysningerne til disse bøger fra tidligere dokumenter, og et af disse dokumenter betegner han som „Adams slægtebog“. (1 Mos. 5:1) I alt gjorde Moses brug af elleve sådanne bøger eller historiske dokumenter som kildemateriale til de første seksogtredive kapitler i Første Mosebog. Fra det tidspunkt og til hans egen tid kunne Moses hente oplysninger om stedfundne begivenheder hos sin fader Amram og andre ældre israelitter. — 1 Mos. 2:4; 6:9; 10:1; 11:10, 27; 25:12, 19; 36:1, 9; 37:2.
I et af disse første historiske dokumenter som Moses rådførte sig med, blev der fortalt om Guds forbandelse over Noas sønnesøn, Kana’an, en forbandelse som Noa øjensynlig har udtalt på grund af en eller anden umoralsk handling Kana’an begik. I Første Mosebog 9:25 og 26 står der nedtegnet: „Forbandet være Kana’an, trælles træl blive han for sine brødre! . . . Lovet være [Jehova], Sems Gud, og Kana’an blive hans træl!“
Josua og israelitterne, som var efterkommere efter Sem gennem Abraham, kendte udmærket denne under inspiration udtalte forbandelse fra år tilbage. Ville den blive opfyldt? I lydighed mod Guds befaling gik Josua og hans folk over Jordanfloden for at tage det land i eje som var beboet af efterkommerne efter denne Kana’an, som Guds forbandelse hvilede over. Efter at israelitterne havde indtaget byerne Jeriko og Aj kom kana’anæerne fra byen Gibeon ud for at bede om fred. „Vi er Eders trælle; slut derfor nu pagt med os,“ sagde de til Josua. — Jos. 9:11.
Josua efterkom deres anmodning og sluttede pagt med dem og sagde: „Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af Eder skal nogen sinde ophøre at være træl; brændehuggere og vandbærere skal I være ved min Guds hus!“ Hvilken bemærkelsesværdig opfyldelse af Guds ord! „Da israelitterne blev de stærkeste, gjorde de kana’anæerne til hoveriarbejdere.“ I mange hundrede år var kana’anæerne israelitternes trælle. Nøjagtig som Guds ord havde forudsagt. — Jos. 9:23; Dom. 1:28; 1 Kong. 9:20, 21.
Løfter til Abraham
Men hvorfor befalede Jehova israelitterne at de skulle tage de dæmondyrkende kana’anæeres land i eje? vil nogle måske spørge. Det skyldtes et løfte som var blevet givet fire hundrede år tidligere til den trofaste Abraham. Dengang Abraham adlød Guds befaling om at han skulle forlade sit hjem i Ur i Kaldæa, sagde Jehova til ham: „Løft dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod øst og mod vest; thi hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid, og jeg vil gøre dit afkom som jordens støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle jordens støv.“ — 1 Mos. 13:14-16.
I sandhed et forbløffende løfte at give en barnløs mand! Da Abraham var femogfirs år gammel og hans elskede hustru femoghalvfjerds havde de endnu ikke fået nogen børn. De besluttede da at Abraham skulle tage Saras trælkvinde Hagar for at hun kunne føde ham en arving. Ismael blev født, men da han var blevet tretten år gammel sagde Gud til Abraham at Ismael ikke var den arving landet skulle gives til. Jehova sagde: „Tolv stammehøvdinger skal han [Ismael] avle, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et år ved denne tid.“ — 1 Mos. 17:20, 21.
Selv om Josua og israelitterne ikke personlig blev øjenvidner til Isaks fødsel, var denne begivenhed dog for dem et bevis på Guds ords pålidelighed. Men hvordan gik det med løftet om at Ismael skulle avle tolv stammehøvdinger? Den inspirerede beretning siger: „Følgende er navnene på Ismaels sønner efter deres navne og slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe’el, Mibsam, Misjma, Duma, Massa, Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Kedma.“ Jo, Ismael fik tolv sønner, i overensstemmelse med Guds løfte! — 1 Mos. 25:13-15.
Josua havde et synligt bevis for at Guds ord ikke var faldet til jorden, for folk der bar Ismaels sønners navne levede på hans tid. For eksempel omtales „Temas karavaner“ i Jobs bog, som antageligvis blev skrevet af Moses på Josuas tid, og profeten Esajas skrev om „Temas land“. Kedar nævnes gentagne gange i Bibelen, og ved en lejlighed førte israelitterne krig mod Jetur og Nafisj. Ismael blev til „et stort folk“, således som Jehova havde sagt. — Job 6:19; Es. 21:14, 16, 17; Jer. 49:28; 1 Krøn. 5:19.
Profetier om Isak og Jakob
Abrahams søn Isak havde to sønner, tvillingerne Jakob og Esau. I en profeti om sin søn Esau sagde Isak under inspiration: „Se, fjern fra jordens fedme skal din bolig være og fjern fra himmelens væde ovenfra; af dit sværd skal du leve, og din broder skal du tjene; men når du samler din kraft, skal du sprænge hans åg af din hals!“ — 1 Mos. 27:39, 40.
Josua og israelitterne så med egne øjne at disse ord var gået i opfyldelse. De kunne se at Esau (også kaldet Edom) havde bosat sig i Se’irs bjerge, borte fra frugtbare områder. Med tiden fik også resten af denne profeti sin opfyldelse. En karavanevej løb fra gammel tid mellem Palæstina og Arabien gennem edomitternes landområde og de ernærede sig ved at plyndre de forbidragende karavaner. De levede af sværdet. — 1 Mos. 36:8.
Som en senere opfyldelse af forudsigelsen om at de skulle være deres israelitiske brødres trælle, blev „alle edomitterne . . . Davids undersåtter“. Men i overensstemmelse med profetiens sidste del rev edomitterne sig løs fra Judas overherredømme dengang Joram var konge i Juda. Ikke et eneste ord som Gud havde talt faldt til jorden! — 2 Sam. 8:14; 2 Kong. 8:20-22.
Under Guds ånds ledelse velsignede Isaks søn Jakob sine tolv sønner og sine sønnesønner, Efraim og Manasse. På dette tidspunkt var Jakob og hans store husstand flyttet ned til Ægypten, og det var der at Jakob udtalte sin velsignelse over dem på sit dødsleje. „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder,“ lød Jakobs forudsigelse. I overensstemmelse med dette ord veg kongedømmet ikke fra Judas stamme fra det øjeblik David blev indsat som konge. — 1 Mos. 49:8-10.
Josua nåede ikke at se opfyldelsen af denne profeti; derimod så han profetien vedrørende Efraim og Manasse få sin opfyldelse. Jakob havde forudsagt: „Hans yngre broder [Efraim] skal blive større end [Manasse], og hans afkom skal blive en mangfoldighed af folkeslag.“ Dengang israelitterne forlod Ægypten omkring to hundrede år senere, viste mønstringen at Efraims stamme udgjorde tusinder flere end Manasses stamme, og henimod slutningen af ørkenvandringen talte Moses om Efraims „titusinder“, men kun om Manasses „tusinder“. — 1 Mos. 48:19; 4 Mos. 1:33-35; 5 Mos. 33:17.
Fra Ægypten til det forjættede land
Josua og israelitterne så mange flere forunderlige opfyldelser af Guds ord under deres vandring fra Ægypten til det forjættede land. Jehova havde sagt til Abraham: „Dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget,“ men „de [skal] vandre ud med meget gods“. Senere, da israelitterne stadig var fanger i det fremmede land, sagde Jehova til Moses: „Jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens hånd og føre dem bort fra dette land . . . og jeg vil stemme ægypterne gunstigt mod dette folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme hænder.“ — 1 Mos. 15:13, 14; 2 Mos. 3:8, 21, 22.
Nu fulgte der en meget begivenhedsrig periode! Da Farao nægtede at lade israelitterne rejse ud af Ægypten, sendte Jehova sin tjener Moses for at advare ham om at Jehova ville gøre Nilens vande til blod. Trofast imod sit ord lod Gud Nilen blive som blod så fiskene i den døde og vandet blev udrikkeligt. Gang på gang advarede Gud Farao om de plager der skulle komme, og når Farao hver gang forhærdede sig, sendte Jehova den plage han havde sagt ville komme. Ikke en eneste gang slog det fejl! — 2 Mosebog, kapitlerne 7 til 12.
Efter den tiende plage, der dræbte alle de førstefødte i Ægypten, bad Farao israelitterne om skyndsomst at forlade landet. Drog de ud med „meget gods“ sådan som Gud havde forudsagt århundreder forinden? Ja, det gjorde de sandelig! „[Jehova] havde stemt ægypterne gunstigt imod folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de bytte fra ægypterne.“ Hvilket indtryk har det ikke gjort på den unge Josua at se Jehovas ord blive opfyldt gang på gang! — 2 Mos. 12:35, 36.
I ørkenen viste Jehovas ord sig også bestandig at være til at stole på. En måned efter at Gud havde ført dem ud af Ægypten lovede han dem: „Se, jeg vil lade brød regne ned fra Himmelen til Eder, og folket skal gå ud og hver dag samle så meget, som de daglig behøver.“ Og ganske rigtigt, Gud gav dem ’brød fra himmelen’. „Da israelitterne så det, spurgte de hverandre: ’Hvad er det?’“ Det var det brød som Jehova havde lovet israelitterne, og som de kaldte „manna“. — 2 Mos. 16:2-36.
Da der var gået et stykke tid begyndte israelitterne at klage over at de ikke fik andet end manna at spise. Nu ville de have kød. Så sagde Jehova: „Helliger Eder til i morgen, så skal I få kød at spise!“ Selv om det forekom Moses aldeles umuligt at skaffe kød til den store menneskemængde derude i ørkenen, holdt Jehova ord. Der rejste sig en vind som førte vagtler fra havet og drev dem hen over lejren. Antallet af de fugle der faldt ned over lejren var fuldstændig overvældende! — 4 Mos. 11:4-33.
Endelig nåede israelitterne frem til det forjættede lands grænse. På grund af deres ulydighed havde de vandret i ørkenen i fyrretyve år. Ville Gud nu indfri sit løfte til Abraham og give dem dette land i eje? Selv om kana’anæerne udgjorde en formidabel fjende opmuntrede Jehova dem og sagde: „I skal underlægge Eder landet og bosætte Eder der, thi Eder har jeg givet landet i eje.“ Dette sikre løfte bestyrkede i sandhed Josuas tillid til Guds ord! — 4 Mos. 33:50-53.
Mange år efter at israelitterne var gået ind i Kana’ans land mindede den aldrende Josua dem om alt hvad Jehova havde gjort for dem og at han havde opfyldt alle sine løfter til dem. Hermed ønskede Josua at indprente dem at de skulle stole på Jehovas ord, for det holder altid stik! „Betænk da med hele Eders hjerte og hele Eders sjæl,“ understregede Josua, „at ikke eet af alle de gode ord, [Jehova] Eders Gud talede til Eder, faldt til jorden. Alle sammen er de gået i opfyldelse for Eder; ikke eet ord deraf faldt til jorden.“ — Jos. 23:1-14.
Tvivler De på Guds ord? Kan De nævne et eneste af hans løfter som ikke er blevet opfyldt til det af ham bestemte tidspunkt? Det vil være umuligt for Dem, for „alle sammen er de gået i opfyldelse“. De har derfor al god grund til at stole på Guds urokkelige ord. Tro på det. Lev i overensstemmelse med dets retfærdige principper og opnå evigt liv i fred under Guds nye verdensordning.