Spørgsmål fra læserne

● Hvordan kunne Jesus, i betragtning af den frygtelige ødelæggelse af Dresden, Stalingrad, Hiroshima og Nagasaki under den anden verdenskrig, beskrive det der overgik Jerusalem i år 70 som „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“?

Profetien skulle få en fremtidig opfyldelse i større målestok end det der overgik Jerusalem og jøderne i år 70. Men Jesu ord var også korrekte hvad angår denne bys og dette folks historie.

Ordene forekommer i Jesu profetiske svar på apostlenes spørgsmål om hans fremtidige nærværelse og afslutningen på tingenes ordning. (Matt. 24:3, 21; Mark. 13:19) Jehovas Vidner har ofte påpeget at meget af det Jesus forudsagde her, har to opfyldelser: Først en begrænset opfyldelse på de begivenheder der førte frem til og omfattede romernes ødelæggelse af Jerusalem og den jødiske tingenes ordning i år 70. Dernæst en større opfyldelse fra og med 1914, da Jesu usynlige nærværelse som konge i det messianske rige i himmelen tog sin begyndelse. Denne opfyldelse vil omfatte afslutningen på hele den verdensomfattende onde tingenes ordning, en afslutning som endnu hører fremtiden til. — Se Vagttårnet, 1. maj 1970, siderne 197-210, og Guds tusindårsrige er kommet nær, siderne 293-330.

Jesus understregede i denne profeti nødvendigheden af at holde sig vågen og være parat. Han sagde: „Bliv ved med at bede om at jeres flugt ikke skal finde sted om vinteren eller på en sabbat; for der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen.“ — Matt. 24:20, 21.

For de kristne der boede i Jerusalem og Judæa, som ville blive direkte berørt af den jødiske tingenes ordnings afslutning, var advarselen om at holde sig vågen meget vigtig. De romerske hære omringede byen i år 66, men trak sig uventet tilbage. Det var det signal Jesus havde nævnt i Lukas 21:20-22. Og historien beretter at lydige kristne gav agt på signalet ved at flygte ud af byen Jerusalem og bort fra hele Judæa. Det er derfor rimeligt også at anvende Jesu næste ord, ordene om „så stor en trængsel“, rent bogstaveligt på byen Jerusalem og landsdelen Judæa.

Den ødelæggelse romerne anrettede i år 70 var mere omfattende og frygtelig end babyloniernes ødelæggelse af byen i år 607 f.v.t. Desuden satte trængselen i år 70 for bestandig punktum for den jødiskbyggede by med templet og den tilbedelsesordning der var knyttet dertil. Jesus havde derfor ret da han profetisk beskrev begivenhederne i år 70 som „så stor en trængsel som der ikke har været [over den by, nation og tingenes ordning] fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“.

Men det er ikke det hele. Vi er også berørt. Hvorfor? Fordi Jesu ord i Mattæus 24:21 tydeligvis også tog sigte på noget større. Kristi usynlige nærværelse som messiansk konge der hersker over hele jorden begyndte ikke i år 70. Det gav han selv udtryk for at man ikke skulle vente. Da disciplene ved en lejlighed „mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig“, fremsatte Jesus en billedtale der almindeligvis kaldes lignelsen om de betroede pund eller miner. Den handlede om ’en mand der rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage’, og hermed viste Jesus at tidspunktet da han skulle begynde at herske som messiansk konge endnu lå langt ude i fremtiden. — Luk. 19:11-27.

Den verdensomfattende opfyldelse vi nu ser inden for én generations levetid af Jesu profeti om krige, jordskælv, hungersnød og andre katastrofale begivenheder i et omfang som aldrig før, bekræfter at den begrænsede opfyldelse på Jerusalem op til år 70 kun var et forbillede — et forbillede på det vi oplever nu.a Det vil sige at vi nu lever i afslutningsperioden for hele den onde tingenes ordning, en periode der vil ende med „trængselsdage af en sådan art som der ikke har været fra begyndelsen af skabningen“. (Mark. 13:19) Denne trængsel vil blive langt større end den der overgik Jerusalem, Judæa og den jødiske tingenes ordning i år 70. Ja, den vil endda blive større end vandfloden på Noas tid, da hele „den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand“. (2 Pet. 3:6) Den vil ikke kun ramme bestemte byer, som de byer der er blevet ødelagt ved krigshandlinger i nyere tid. Nej, den vil berøre alle mennesker der lever på hele jorden, hvis samlede befolkning nu tæller omkring 4.000.000.000. — 2 Pet. 3:7-13.

At Jesu ord i Mattæus 24:21 fik en nøjagtig opfyldelse på de begivenheder der fandt sted i år 70, skulle give os tillid til at de også vil holde stik i vor tid, hvor hans profeti får en større opfyldelse.

● I Første Mosebog 11:1 siges der at hele jorden havde ét tungemål før sprogforvirringen ved Babel. Men af det foregående kapitel, Første Mosebog 10:5, synes det at fremgå at der allerede fandtes forskellige tungemål. Hvordan skal det forstås?

I Første Mosebog 10:5, hvor der er tale om Noas efterkommere gennem hans sønnesøn Javan, står der: „Fra dem nedstammer de fjerne strandes folk . . . hver med sit tungemål, efter deres slægter og i deres folkeslag.“

Første Mosebog, kapitel 10, indeholder det der almindeligvis kaldes „folkeslagenes stamtavle“. Det er en liste over 70 familier eller folkeslag som nedstammede fra Noas sønner, med nogle få oplysninger om hvor disse folkeslag efterhånden bosatte sig. Moses var i stand til at give dette overblik over den historiske udvikling fordi han nedskrev Første Mosebog mange hundrede år efter Vandfloden og sprogforvirringen ved Babel.

Efter at Moses har gengivet „folkeslagenes stamtavle“ i det 10. kapitel, genoptager han den historiske beretning i det 11. kapitel, idet han begynder med Babel og viser hvordan det gik til at der opstod mange sprog og at folkeslagene bredte sig ud over jorden. — 1 Mos. 11:1-9.

Når det nævnes i det 10. kapitel at der fandtes forskellige sprog, skal det derfor ikke opfattes sådan at disse sprog udviklede sig før sprogforvirringen ved Babel. (1 Mos. 10:5, 20, 31, 32) Disse tungemål fandtes imidlertid senere blandt Noas efterkommere, hvis stamtavle gengives i dette kapitel.

● Hvad ligger der i det ordsprog der lyder: „Får spottere hug, bliver tankeløs klog, ved revselse får den forstandige kundskab“?

Ordsproget er citeret fra Ordsprogene 19:25, og det henleder vor opmærksomhed på to forskellige indlæringsmetoder. Forældre kan benytte begge under opdragelsen af deres børn.

Som ordsproget først påpeger, kan den tankeløse eller uerfarne have brug for at se en spotter, en forhærdet overtræder, blive straffet, for selv at indse at han må undgå urette handlinger. At der således statueres et eksempel, er med til at undervise den tankeløse eller uerfarne. Det vil uden tvivl virke afskrækkende på ham, så han holder sig fra det urette. Den forstandige, derimod, har ikke brug for så stærkt et advarende eksempel. Ofte er det nok at han blot revses eller retledes mundtligt; han tager hurtigt imod vejledningen og retter sig efter den.

Mange forældre har erfaret at disse ord er sande, og andre vil måske gøre det i fremtiden og få gavn af at følge dette ordsprog. For at lære at holde sig fra urette handlinger må et barn undertiden konfronteres med streng tugt, som for eksempel en endefuld (enten personligt eller ved at se en anden blive afstraffet korporligt). Selv om en sådan tugt rent umiddelbart kan forekomme både barnet og forældrene ubehagelig, kan resultatet vise at den trods alt har været på sin plads. (Hebr. 12:11) Barnet kan bringes i den tilstand der beskrives i sidste del af vers 25.

Hvis forældrene former barnet med en fast og konsekvent opdragelse, vil resultatet i mange tilfælde være at barnet efterhånden bliver i stand til at tage ved lære af forældrenes mundtlige vejledning eller revselse. Hvor godt at lære dette på et tidligt tidspunkt i livet!

[Fodnote]