Kapitel 8

Religiøse vederstyggeligheder som er til at sukke over

 1. Hvor lang tid gik der mellem de syner Ezekiel fik i 613 f.v.t. og det næste syn han fik?

DAGEN hvor Jehovas vrede skulle udøses over fortidens Jerusalem var rykket et år og to måneder nærmere da Ezekiel som landflygtig i Babylon fik sin næste åbenbaring fra den suveræne Herre Jehova. Hvis dette år havde en skudmåned og således bestod af tretten månemåneder, udgjorde dette måneår og de to månemåneder en periode som var længere end den tid profeten Ezekiel havde fået befaling til at ligge på jorden, 390 dage på venstre side og 40 dage på højre side, mens han skildrede Jerusalems belejring i pantomime. (Ezekiel 4:4-7, NW) Ezekiel fik således åbenbaringen på den femte dag i månemåneden elul år 612 før vor tidsregning, eller i sit sjette år som landflygtig i Babylon. Han tidsfæster det med disse ord:

 2. Hvor befandt Ezekiel sig da han fik synet, og hvem sad hos ham?

² „I det sjette år på den femte dag i den sjette måned, da jeg sad i mit hus og Judas ældste sad hos mig, faldt den Herre [Jehovas] hånd på mig.“ — Ezekiel 8:1.

 3. Hvorfor var de ældste der, og hvor længe måtte de vente før de kunne få at vide hvad Ezekiel nu så?

³ Jehova havde åbenbart noget særligt at fortælle disse medfanger til Ezekiel som sad hos ham i hans hus i Tel-Abib i Babylon. Disse ældste var sikkert kommet for at „rådspørge [Jehova]“ gennem Ezekiel, sådan som de gjorde over et år senere. (Ezekiel 20:1-3) Da Jehovas „hånd“ eller aktive kraft faldt på Ezekiel for at lade ham opleve et betagende syn, måtte de vente indtil den guddommelige kraft atter blev hævet fra ham ved slutningen af synet før de kunne få at vide hvad han havde set. Her læser vi hvad han kunne fortælle dem:

 4. Hvad så Ezekiel først, hvor blev han ført hen, og hvordan?

⁴ „Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en mand [en skikkelse der så ud som ild, NW]; fra hans hofter og nedefter var der ild, og fra hofterne og opefter så det ud som strålende lys som funklende malm [glødende elektrum, NW]. Han rakte noget som en hånd ud og greb mig ved en lok af mit hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem himmel og jord og førte mig i Guds syner til Jerusalem, til indgangen til den indre forgårds nordport hvor nidkærhedsbilledet, som vakte nidkærhed, stod. Og se, der var Israels Guds herlighed; at se til var den, som jeg så den i dalen.“ — Ezekiel 8:2-4.

 5. Hvordan forsøger Ezekiel at beskrive det strålende udseende Jehova havde antaget i dette syn, og hvilken ånd var det der førte ham til Jerusalem?

⁵ Ezekiel giver ikke nogen detaljeret beskrivelse af det udseende Jehova havde antaget i dette syn. Han så ud som ild, og fra hans hofter og nedefter var der noget der lignede ild. Fra hans hofter og opefter var der et strålende lys, som „glødende elektrum“. Ezekiel har svært ved at beskrive hans udseende fordi det ikke har nogen lighed med et menneskes skikkelse. Men det er ærefrygtindgydende, strålende, ligesom i det første syn Ezekiel fik af himmelvognen ved floden Kebar. (Ezekiel 1:26-28) Da denne fremstilling af Jehova rakte noget ud der svarede til en menneskehånd og greb Ezekiel ’ved en lok af hans hovedhår’, følte profeten så som de israelitter statholderen Nehemias rykkede i håret fordi han var utilfreds med at de ikke adlød Guds lov? (Nehemias 13:25) Gud var naturligvis ikke utilfreds med sin profet Ezekiel; han var derimod utilfreds med de ting han nu ville vise Ezekiel i synet. Løftet op på denne måde blev Ezekiel i ånden ført fra Babylon til Jerusalem, flere hundrede kilometer mod vest. Den ånd der førte ham derhen, var øjensynlig inspirationens ånd.

 6. Hvem havde bygget det bogstavelige tempel som Ezekiel så i synet, og hvad så Ezekiel ved indgangen til den indre forgårds nordport?

⁶ „I Guds syner“ blev Ezekiel således anbragt i det tempel kong Salomon havde bygget i Jerusalem. Dette tempel var nu 415 år gammelt. Det havde en indre forgård og en ydre forgård og offeralteret stod i den indre forgård. Templets facade vendte mod øst, men Ezekiel blev sat i den ydre forgård, ved „indgangen til den indre forgårds nordport“. Bag ham lå den ydre port hvorigennem man kom ind i den ydre forgård. Hvad så Ezekiel dér ved indgangen til porten som førte ind i den indre forgård? Et livløst, ubevægeligt ’nidkærhedsbillede som vakte nidkærhed’. Hvor må dette have chokeret ham!

 7. Hvad befandt sig i nærheden som en stærk kontrast til „nidkærhedsbilledet“, og hvem var dette skæbnesvangert for?

⁷ Som en stærk kontrast til dette afguderiske ’nidkærhedsbillede’ i nærheden af den indre port, „se,“ fortæller Ezekiel „der var Israels Guds herlighed; at se til var den, som jeg så den i dalen“. (Ezekiel 8:4) Jehovas himmelvogn havde flyttet sig. Fra floden Kebar i Babylonien hvor Ezekiel første gang havde set den i et syn, var den kørt mod vest til den fortabte by Jerusalem i Judas land. (Ezekiel 1:4-28) Det var skæbnesvangert for Jerusalem at himmelvognen var kommet!

 8. Hvad blev Ezekiel spurgt om han så, og hvordan ville Jehova reagere på dette?

⁸ Fra sin himmelvogn begyndte Jehova at tale til Ezekiel dér ved den indre forgårds nordport som førte ind til offeralteret. Ezekiel fortæller: „Og han sagde til mig: ’Menneskesøn, løft dit blik mod nord!’ Jeg løftede mit blik mod nord, og se, norden for alterporten stod nidkærhedsbilledet, ved indgangen. Og han sagde til mig: ’Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de vederstyggeligheder, Israels hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min helligdom. Men du skal få endnu større vederstyggeligheder at se!’“ — Ezekiel 8:5, 6.

 9. Hvilken virkning øvede dette ’nidkærhedsbillede’ i templet på Jehova, og hvilke bud var dets tilstedeværelse en overtrædelse af?

⁹ Vi får ikke at vide nøjagtig hvad dette afguderiske ’nidkærhedsbillede’ var. Man mener at det var en „asjerastøtte“, en hellig pæl som repræsenterede den falske gudinde Asjera, der var gift med den kana’anæiske gud Ba’al. Men uanset hvad det var, æggede det den levende Gud Jehova til nidkærhed, for det tog en del af den absolutte hengivenhed som israelitterne skulle vise ham, og det repræsenterede en overtrædelse af de to første bud, der lyder: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud [en Gud der fordrer absolut hengivenhed, NW], der . . . straffer . . . brøde“. (2 Mosebog 20:2-5) Tilbedelsen af „nidkærhedsbilledet“ i Jehovas eget tempel i Jerusalem var derfor en af de ’store vederstyggeligheder’ som de frafaldne israelitter øvede.

10. Hvad måtte Jehova gøre med hensyn til templet på grund af dette ’nidkærhedsbillede’, og hvilken lignende handling foretog han i år 33?

¹⁰ Var et sådant materielt tempel, besmittet af tilbedelsen af dette ’nidkærhedsbillede’, en helligdom som Jehova stadig kunne vise gunst og bo i ved sin ånd? Nej, på ingen måde! Dette afgudssymbol og andre ’store vederstyggeligheder’ tvang ham til at trække sin åndelige nærværelse tilbage. „Jeg må vige langt bort fra min helligdom,“ sagde han. Det betød at han måtte forlade den og overgive den til ødelæggelse. Det samme skete i år 33, da Jesus Kristus sagde til jøderne om deres tempel i Jerusalem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ (Mattæus 23:38) Dette vanhelligede tempel blev ødelagt i år 70.

11. Hvilken religiøs ordning har besmittet sine bygninger på samme måde som Jerusalems tempel, og hvad bør tilhængerne af denne ordning derfor gøre?

¹¹ I dag har kristenheden besmittet sine religiøse bygninger med mange symboler der får del i den hengivenhed kristenheden viser den gud den foregiver at tjene, og som hævdes at være Bibelens Gud. Med sådanne afguderiske symboler ægger kristenheden, der har påtaget sig Guds søns navn, den himmelske Fader, Jehova, til nidkærhed. Kirkegængerne i kristenheden gør derfor klogt i at lægge mærke til hvad Jehova viste sin profet Ezekiel, for at se om de og deres kirkesystemer er skyldige i de selv samme ting i nutiden. Derved kan de lære hvad de nu skal gøre uden tøven for at redde livet og undgå tilintetgørelsen i ’den store trængsel’ der nu snart vil komme over Jerusalems nutidige modbillede, nemlig kristenheden. (Mattæus 24:21, 22) Vi har end ikke set alle de ’store vederstyggeligheder’ som fik Jehova til vende sig bort fra dem der i fortiden foregav at tilbede ham, for han sagde til Ezekiel ved templet i Jerusalem: „Du skal få endnu større vederstyggeligheder at se!“ Lad også os se dem.

SKÆNDIG TILBEDELSE AF SKABNINGER SOM STÅR UNDER MENNESKET

12, 13. Hvor førte Jehova nu Ezekiel hen, og hvad gjorde Ezekiel på Jehovas befaling?

¹² Ezekiel fulgte Jehova rundt på denne inspektion af forholdene i templet. Han siger: „Han førte mig derfor til forgårdens indgang, og jeg begyndte at se, og se! der var et hul i væggen. Han sagde nu til mig: ’Menneskesøn, bor dig igennem væggen.’ Og jeg borede mig lidt efter lidt igennem væggen, og se! der var en indgang. Og han sagde videre til mig: ’Gå ind og se de slemme modbydeligheder de øver her.’“ — Ezekiel 8:7-9, NW.

¹³ Ifølge dette førte Jehova Ezekiel gennem den indre nordport, ind i den indre forgård hvor alteret stod. Inde i denne forgård viste han Ezekiel et kammer ved eller i nærheden af den indre port som han var kommet ind ad. Har vi fået øje på hullet i væggen? Ezekiel får at vide at han skal bore sig igennem det, han skal gøre åbningen større så han kan komme ind på den anden side. Enten gennem dette udvidede hul eller gennem en anden indgang i nærheden af hullet, skal Ezekiel gå ind for at se hvad der foregår derinde. Han fortæller hvad han derefter så:

14. Hvad så Ezekiel halvfjerds mænd optaget af derinde, og hvad sagde de?

¹⁴ „Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige billeder af kryb og kvæg [ækle dyr, NW] og alle Israels hus’ afgudsbilleder indridset rundt om på væggen. Og halvfjerdsindstyve af Israels hus’ ældste med Ja’azanja, Sjafans søn, i deres midte stod foran dem, hver med sit røgelseskar i hånden, medens røgelsesskyens duft steg op. Da sagde han til mig: ’Ser du, menneskesøn, hvad Israels hus’ ældste øver i mørke hver i sine billedkamre? Thi de siger: [Jehova] ser intet, [Jehova] har forladt landet!’“ — Ezekiel 8:10-12.

15. Hvilken slags nationer tilbad det som disse ældste tilbad?

¹⁵ Dette foregik i den indre forgård, i nærheden af templets alter! Der kan have været flere enkelte kamre i den bygning som Ezekiel havde boret sig ind i, og på væggene i alle disse kamre var der indridset billeder af kryb, ceremonielt urene, ækle dyr og afguder som dem der især blev tilbedt af de hedenske ægyptere langs Nilen.

16. Hvordan dæmpede de halvfjerds ældste enhver frygt for at blive straffet på grund af den tilbedelse de øvede?

¹⁶ Hvor skændigt! Det var i selve templet for Jehova at disse halvfjerds ældste af Israels hus ofrede røgelse til de falske guder hvis billeder var indridset på væggen! Det rørte dem ikke at deres fornedrede, falske tilbedelse foregik i Jehovas tempel. De dæmpede enhver frygt for straf ved at sige til sig selv at Jehova ikke så hvad de øvede i mørke, bag lukkede døre. Ja, Ja’azanja, Sjafans søn, og de niogtres andre ældste af Israels hus følte måske at de mange vanskeligheder som Jerusalem og Juda rige har haft på grund af babylonierne viste at Jehova havde forladt Judas land. Og hvad yderligere interesse for landet angik, var Jehova død!

17. Hvordan viser kristenheden her i denne „hjernealder“ at den har samme tilbøjelighed som de halvfjerds ældste til at tilbede dyr?

¹⁷ Er kristenheden i dag, i den såkaldte hjernealder, klog nok til at undlade at ofre tilbedelsens røgelse for „alskens væmmelige billeder af kryb og kvæg og alle . . . afgudsbilleder“, sådan som Israels halvfjerds ældste opsendte røgelse? Betragt engang de vilde dyr som kristenhedens nationer bruger til at repræsentere eller symbolisere deres respektive lande, symboler som de viser hengivenhed af hjertet. Betragt de dyrelignende navne som sportsklubber inden for kristenheden kalder sig selv med, klubber hvor sportshelte gøres til idoler som æres selv af kirkegængere. Og hvad med evolutionsteorien, som endog de fleste af kristenhedens præster har antaget i stedet for at holde fast ved Bibelens beretning om at Gud har skabt mennesket direkte, adskilt fra dyrene! På denne måde bliver Jehova skubbet ud af billedet som menneskets guddommelige Skaber, og kristenhedens evolutionistiske præster leder deres sognebørn i tilbedelsen af en teoretisk evolutionskraft som menneskets skaber, mens de samtidig omtaler Moder Natur i stedet for den himmelske Fader som Gud og Skaber.

18. Har disse hykleriske religionsudøvere ret i deres opfattelse? Hvad vil Jehova snart lade dem føle?

¹⁸ Hvis disse hykleriske religionsudøvere inden for kristenheden tror at Jehova ikke lægger mærke til det der foregår på jorden og ikke længere er interesseret, ikke engang i kristenheden, og at man derfor kan sige at „Gud er død“, tager de alvorligt fejl. Han er lige så levende som han altid har været, udødelig som han er og han føler sig i allerhøjeste grad krænket over det der foregår blandt dem der hævder at de repræsenterer ham og står i kristent forhold til ham. Det vil han snart lade dem føle.

19. Hvem har i dag al god grund til at tænke over det Jehova her viste Ezekiel, og hvordan beviser de syner han gav Ezekiel at han ser og hører hvad der siges og øves i mørke?

¹⁹ Kirkegængere som bliver påvirket og ledet af disse præster eller ældste indenfor kristenheden, har derfor al god grund til tænke over de ting Jehova viste sin profet Ezekiel. Han ser hvad de gejstlige „øver i mørke“, bag lukkede døre. Han hører og ved hvad de selvsikkert siger til sig selv. Hvorfor skulle han ikke kunne det? Tænk på hvordan han ved hjælp af syner var i stand til at røbe for Ezekiel hvad der foregik i templet i Jerusalem, skønt Ezekiel legemligt befandt sig i Tel-Abib i Babylonien, otte hundrede kilometer øst for Jerusalem. Afstande er ingen hindring for Jehovas evne til at se og høre. Lad os nu læse hvad Ezekiel dernæst får at se:

20, 21. Hvilken månemåned er opkaldt efter den falske gud som Ezekiel så kvinderne græde over, og hvad symboliserede denne gud for dem der tilbad ham i det sydvestlige Asien?

²⁰ „Og han [Jehova] sagde til mig: ’Du skal få endnu større vederstyggeligheder at se, som de øver!’ Så førte han mig hen til indgangen til [Jehovas] hus’ nordport, og se, der sad kvinder og græd over Tammuz.“ — Ezekiel 8:13, 14.

TILBEDELSEN AF DEN FALSKE GUD TAMMUZ

²¹ Tammuz! Vi husker at måneårets fjerde måned er opkaldt efter denne falske gud. Ifølge babylonierne og syrerne var han gud for vegetationen som i det sydvestlige Asien vokser i regntiden med dens kvægende oversvømmelser og visner i tørtiden. Vegetationens død skildrede Tammuz’ død, og det var hans død der blev begrædt af hans tilbedere hvert år når heden var på sit højeste. Når regntiden satte ind igen antog man at Tammuz var vendt tilbage fra underverdenen, symboliseret ved at vegetationen atter spirede frem. Dyrkelsen af Tammuz menes at være en af de ældste former for afgudsdyrkelse i menneskenes historie, og visse steder på jorden er den endnu ikke fuldstændig forsvundet.

22. Hvem identificerer bogen The Two Babylons Tammuz med?

²² I sin bog The Two Babylons identificerer dr. Alexander Hislop imidlertid Tammuz med Nimrod, der grundlagde byen Babylon omkring 180 år efter vandfloden i Noas dage.

23. Hvem var Nimrod ifølge Bibelen, hvad gjorde hans tilhængere i forbindelse med ham efter hans død, og hvordan svarer sagnfigurerne Bacchus og Adonis til ham?

²³ Nimrod var oldesøn af Noa. Ifølge Første Mosebog 10:1, 6, 8-12 (NW) blev Nimrod kendt som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“. Den religiøse tradition fortæller at Nimrod blev henrettet for sin oprørskhed mod Jehova, Noas Gud. Nimrods tilhængere betragtede hans voldelige død som en stor ulykke eller en tragedie, og de gjorde ham til en gud. Hvert år mindedes de hans død på den første eller den anden dag i månemåned tammuz, og de afgudsdyrkende kvinder græd over hans billede. Blandt oldtidens klassiske forfattere fik han derfor navnet Bacchus, der betyder „den begrædte“. Denne begrædelse af Tammuz svarer til begrædelsen af den legendariske Adonis, en smuk ung mand der blev elsket af Venus eller Ishtar og blev dræbt af et vildsvin i Libanons bjerge. Den latinske Vulgata-oversættelse og den engelske Douay-oversættelse af Bibelen benytter navnet Adonis i stedet for Tammuz i Ezekiel 8:14: „Se kvinder sad der og sørgede over Adonis,“ eller: „Herren“.

24. Hvilke ord kan navnet Tammuz være afledt af, hvilket bogstav blev symbol for ham, og hvorfor var det vanærende at kvinderne sad og begræd Tammuz i Jehovas tempel?

²⁴ The Two Babylons (side 245, fodnoten) afleder navnet Tammuz af ordene tam („at fuldkommengøre“) og muz („ild“), således at ordet betyder „den fuldkommengørende ild“ eller „fuldkommengøreren ild“. Ifølge en anden kilde betyder navnet „skjult“ eller „dunkel“, og det stemmer med at tilbedelsen af Tammuzbilledet foregik et hemmeligt sted, som det fremgår Ezekiel 8:14.a Han blev repræsenteret ved det første bogstav i sit navn, et gammelt tau, det vil sige et kors. „Korsets tegn“ var det religiøse symbol for Tammuz. Her ser vi altså et forsøg på indføre tilbedelsen af det afguderiske hedenske kors i Jehovas tempel i Jerusalem. Hvor vanærende at disse israelitiske kvinder sad på brolægningen i Jehovas tempels indre forgård og græd rituelt over Tammuz’ henrettelse, ja i virkeligheden over Nimrod „en mægtig jæger i opposition til Jehova“!

25. Hvad grundlagde Nimrod ifølge Første Mosebog 10:10-12, og hvilken slags religion er udgået fra det hans rige „fra først af omfattede“?

²⁵ Hvor meget af det som findes inden for kristenheden, der blev grundlagt i det fjerde århundrede af den romerske kejser Konstantin den Store, stammer fra alle de religiøse ting og handlinger der havde at gøre med Nimrod eller Tammuz? Lad os huske på at „fra først af omfattede hans rige Babel [Babylon], Erek, Akkad og Kalne i Sinear; fra dette land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot-Ir, Kela og Resen mellem Nineve og Kela; det er den store by“. (1 Mosebog 10:10-12) Nimrod grundlagde altså byer og politiske systemer i strid med Jehova Guds vilje. Al falsk religion er udgået fra Babylon efter vandfloden i Noas dage. Første Mosebog 10:8, 9 (NW) siger at Nimrod „optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova“.

26. På hvilken måde udgød Nimrod blod, ifølge den babyloniske og assyriske anvendelse af ordet „jæger“?

²⁶ Efter gammel babylonisk og assyrisk skik blev udtrykket „at jage“ ikke kun brugt om at jage vilde dyr, men også om militære felttog hvor byttet var menneskeskabninger. Nimrod drog altså i krig og udgød menneskeblod.

27. Hvad har kristenheden gjort med hensyn til at oprette religiøse systemer, og hvordan har den undladt at holde sig udelukkende til det religiøse domæne?

²⁷ Disse detaljer om Nimrod passer udmærket på kristenheden! Ligesom Nimrod har kristenheden grundlagt sine egne religiøse systemer. Normalt antages det at disse systemer er i harmoni med Jehovas ord, Bibelen, men i virkeligheden er de i harmoni med den religiøse lære der stammer fra det gamle Babylon, og som omfatter tilbedelsen af korset, symbolet for Tammuz. Ligesom Nimrod har kristenheden ikke udelukkende holdt sig til det religiøse domæne; den har blandet sig i denne verdens politik, og hvor det har kunnet lade sig gøre har den forenet kirke og stat, og har i sådanne tilfælde forsøgt at fortælle staten hvad den skulle gøre. Den har hævdet at dens politiske kejsere og konger har hersket „ved Guds nåde“. Dens biskopper, ærkebiskopper og paver er selv blevet æret med bogstavelige troner, og det siges stadig at de „styrer“ deres bispedømmer og pavedømmet.

28. Hvordan er politikerne blevet begunstiget af kristenheden, og hvordan er den i politisk henseende gået imod Jesu Kristi ord og eksempel?

²⁸ Politikerne i denne verden får fremtrædende stillinger og bliver vist opmærksomhed i kirkesystemerne. Hvilken modsætning er dette ikke til det eksempel Jesus Kristus satte, han der nægtede at lade mennesker gøre ham til konge på jorden! Til den romerske landshøvding Pontius Pilatus sagde han: „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ (Johannes 18:36) I modsætning til dette holder kristenheden på at dens kirkemedlemmer har pligt til at deltage i politik. Nu og da forsøger den visse steder at diktere dem hvilke politiske kandidater de skal stemme på. Medlemmer af dens gejstlighed er endda gået ind i politik, og nogle har været præsidenter, premierministre og så videre.

29. Hvordan finder kristenheden et lille forbillede på sig selv i ’den mægtige jæger’ Nimrod hvad blodsudgydelse angår?

²⁹ Og hvad er der at sige om den hensynsløse blodsudgydelse der blev begået af Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“? Nimrod var blot et lille forbillede på kristenheden! Også den har deltaget som „jæger“ i militære felttog med bogstavelige våben. De blodigste krige i historien er blevet udkæmpet af medlemmer af kristenheden; de har enten kæmpet mod hinanden eller mod de såkaldte vantro og hedninger. Alt dette er ikke kristent. Det er babylonisk og smager af Nimrod.

30. Hvordan har kristenhedens krige fremkaldt gråd uden lige hos kvinderne, og hvordan har kirkerne vist højtstående militærpersoner særlig ære?

³⁰ Tabet af menneskeliv i disse krige har fremkaldt gråd uden lige hos kvinderne i kristenheden. Der er årlige mindedage hvor de efterladte går ud på kirkegårdene for at pynte de faldne soldaters grave. Store generalers og andre højtstående krigsherrers død fremkalder sorg hos de patriotiske, nationalistiske medlemmer af kristenheden, og der bliver holdt lovtaler over dem i de kirker de begraves fra. Alt dette er i fuld overensstemmelse med det almindeligt kendte forhold at kirker i krigstid er blev brugt som hvervningskontorer og propagandacentre. At al denne politiske og militære virksomhed er blevet knyttet sammen med „Guds hus“ (kirken) i kristenheden, minder os kraftigt om de israelitiske kvinder der på Ezekiels tid sad og græd over Tammuz i den indre forgård i templet for den suveræne Herre og Gud.

TILBEDELSE AF EN SYMBOLSK SOL

31. Hvad viste Jehova Ezekiel at omtrent femogtyve mænd tilbad mellem templets forhal og alteret, og hvad foregik der også som bevirkede at Jehova ikke ville høre deres bønner?

³¹ Men er det alt? Nej, Ezekiel fortæller hvad Jehova derpå viste ham: „Og han sagde til mig: ’Ser du det, menneskesøn? Men du skal få endnu større vederstyggeligheder at se!’ Så førte han mig hen til [Jehovas] hus’ indre forgård, og se, ved indgangen til [Jehovas] helligdom mellem forhallen og alteret var der omtrent femogtyve mænd; med ryggen mod [Jehovas] helligdom og ansigtet mod øst tilbad de solen [og de bøjede sig mod øst, mod solen, NW]. Og han sagde til mig: ’Ser du det, menneskesøn? Har Judas hus ikke nok i at øve de vederstyggeligheder her, siden de fylder landet med vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender stank op i næsen på mig [og her rækker de skuddet (kvisten, fodnote i 1971-udgaven) frem mod min næse, NW]! Men derfor vil også jeg handle med dem i vrede; jeg viser dem ingen medynk eller skånsel [mit øje vil ikke have ondt af dem, og jeg vil heller ikke føle medlidenhed, NW], og selv om de højlydt råber mig ind i øret, vil jeg ikke høre dem.’“ — Ezekiel 8:15-18.

32, 33. Hvilken tilbedelse vendte disse mænd ryggen, og hvilken advarsel gennem Moses overtrådte de?

³² Disse femogtyve israelitiske mænds adfærd var særlig oprørende i Jehovas øjne. Dér var de, i den indre forgård i det tempel der var indviet til ham, dér på pladsen mellem templets forhal og offeralteret midt i forgården. Men det var ikke Jehova de tilbad, og de bøjede sig heller ikke for hans offeralter som stod øst for dem. I stedet for at vende ansigtet mod vest, mod templet hvor Jehovas nærværelse blev symboliseret ved shekinalyset der strålede over pagtens hellige ark i templets inderste rum, det allerhelligste, vendte disse femogtyve mænd ryggen mod hans nærværelse og havde ansigtet mod øst. Hvor afskyeligt! De bøjede sig i tilbedelse for solen! De overtrådte ganske tydeligt den advarsel Jehova havde givet gennem profeten Moses:

³³ „Når du løfter dit blik til himmelen og ser solen og månen og stjernerne, hele himmelens hær, så vogt dig for at lade dig forføre til at tilbede og dyrke dem.“ — 5 Mosebog 4:15-19.

34. Hvad havde den gode kong Josias tidligere gjort ved soldyrkelsen, men hvordan afviste disse femogtyve mænd nu ordene i Salme 84:12?

³⁴ I år 642 f.v.t., eller tredive år før disse begivenheder, havde den gode kong Josias læst disse ord højt for folket der var forsamlet i templet, og derefter havde han prompte gjort ende på og fjernet enhver tilbedelse af solguden i Juda rige. (2 Kongebog 22:3 til 23:11) Men nu, efter Josias’ død, handlede Judas mænd som vaskede svin der atter vælter sig i sølen. De genindførte soldyrkelsen og praktiserede den i selve Jehovas tempel, uden at præsterne af Levis stamme greb ind over for dem. De afviste disse ord af „[levitten] Koras sønner“ som står at læse i Salme 84:12: „Gud [Jehova] er sol og skjold, [Jehova] giver nåde og ære; dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.“ Disse femogtyve frafaldne israelitter betragtede noget der blot var Jehovas skaberværk — solen — som deres kilde til „nåde og ære“, en kilde som ’ikke ville nægte dem noget godt’. Dette var nok til at krænke Jehova.

35. Hvorfor krænkede det Jehova at de rakte skuddet eller kvisten frem mod hans næse, hvad fyldte de landet med, og hvordan tvang de derved Jehova til at handle med dem?

³⁵ Men de føjede endnu en krænkelse til. „Her,“ sagde Jehova, „rækker de skuddet [kvisten] frem mod min næse.“ (Ezekiel 8:17, NW) Denne kvist blev anvendt i afgudsdyrkelsen og er muligvis blevet snittet til så den i sin form fremstillede det mandlige kønsorgan. I hvert fald må det have været meget krænkende eller uanstændigt at den blev rakt frem mod Jehovas næse, som om han ville finde behag i dens duft. Samtidig med at disse femogtyve mænd tilbad solen, fyldte de „landet med vold“. Det var nok til at Jehova med god grund kunne „handle med dem i vrede“. Det havde han til hensigt at gøre i den forestående ødelæggelse af Jerusalem og dens tempel. Når solguden så svigtede disse femogtyve frafaldne israelitter, ville de søge tilbage til Jehova og højlydt råbe til ham for at få ham til at høre, men da ville han ikke have nogen grund til at ofre deres selviske råb nogen opmærksomhed. Når han så dem blive tilintetgjort af sine eksekutionsstyrker ville hans øje ikke have ondt af dem, for han ville ikke selv føle nogen medlidenhed. Han hader hyklere!

36. På hvilken måde deltager medlemmerne af vor tids kristenhed i symbolsk tilbedelse af solen?

³⁶ Nej, religionsudøverne i kristenheden i dag tilbeder ikke rent bogstaveligt solen, for de ved fra deres videnskabsmænd noget om hvad solen er, nok til at vide at den ikke er nogen gud. Da den anden verdenskrig sluttede i 1945 var også kejseren af det ikke-kristne Japan klog nok til at frafalde det man ellers hævdede om kejserne af Nippon, at de var efterkommere af solgudinden Amaterasu. Men alligevel er der en fremtrædende gruppe i kristenheden, omfattende de modernistiske og liberale præster i dens kirker, der har vendt sig bort fra tilbedelsen af Bibelens Gud, Jehova, og har antaget en erstatning efter deres eget valg. De fornægter endog hans eksistens. I stedet for at se hen til ham som kilden til oplysning og energi og de materielle bekvemmeligheders varme, ser de hen til nutidens videnskab og menneskers filosofi. De viser større respekt for nutidens videnskabsmænd og intellektuelle end for Jehova, og de tillægger dem større betydning. Disse mænd er blevet den symbolske „sol“ som kristenheden tilbeder og ser hen til efter frelse. At kristenheden stort set har antaget den ubeviselige evolutionsteori er et af de vidnesbyrd, der røber at den tilbeder denne „sol“.

37. Hvordan er vor tids videnskab blevet behandlet af ærbødige menneskeskabninger, og hvordan har kristenheden vist den tilbøjelighed der omtales i Romerbrevet 1:23?

³⁷ Videnskaben er i vor tid blevet noget der behandles som „en hellig ko“; den er blevet noget der skal behandles med ærbødighed og skal betragtes som længere fremme end Bibelen og dens Gud. Den moderne intellektualitet med alle dens teorier behandles som den tidssvarende form for viden der har gjort Bibelen ældet og utidssvarende. Vor hurtige atom- og rumtid regnes for at være meget længere fremme end Bibelens såkaldte ’kamelkaravanefilosofi’. Den moderne teknologi tilskrives æren for de materielle bekvemmeligheder og arbejdsbesparende mekanismer og kommunikationssystemer vi har til rådighed i dag. Alt dette har sat mennesket i centrum. På grund af alle disse strålende bedrifter her i vor tid er kristenhedens tilbedelse blevet rettet mod skabningen. Den har vendt Skaberen ryggen, ham der udrustede mennesket med de mentale og fysiske evner til at frembringe disse ting. Denne tilbøjelighed som mennesket altid har haft til at vende sig bort fra Gud, blev for nitten hundrede år siden omtalt i Romerbrevet, kapitel 1, vers 23.

38. Hvordan har det vist sig at kristenheden er inficeret med dyrkelse af dæmonguder, endog i forbindelse med at landsætte mennesker på månen?

³⁸ At kristenheden er inficeret med falsk gudsdyrkelse, dyrkelse af dæmonguder, kommer meget underfundigt til udtryk. Hvem blev for eksempel æret da et menneske den 20. juli 1969 for første gang satte foden på månen, ifølge det navn de implicerede videnskabsmænd havde knyttet til ekspeditionen? Det var ikke Jehova, månens Skaber, men den mytologiske solgud. Hvordan det? Jo, det menneskeskabte rumfartøj hvormed amerikanerne blev sendt ud til jordens drabant, månen, bar navnet Apollo (11). Foibos Apollon var de gamle grækeres solgud og var tvillingebroder til månegudinden Artemis (eller Diana). Denne Apollon som grækerne dyrkede, er blevet sporet tilbage til at være den første konge af Babylon, nemlig Nimrod, den mægtige jæger „i opposition til Jehova“. (1 Mosebog 10:8-10, NW)b Siden denne første månelanding er der blevet opsendt flere rumfartøjer i Apollo-serien. Alt sammen en form for soldyrkelse!

39. Har denne symbolske soldyrkelse været til gavn for menneskene? Forklar.

³⁹ Har soldyrkelsen vist sig at være til gavn for menneskene? Det var den ikke tilbage på profeten Ezekiels tid. Det er den heller ikke her i det tyvende århundrede. Den vold vi har set overstiger langt voldshandlingerne på Ezekiels tid. (Ezekiel 8:17) Kristenhedens præster har ikke sat en stopper for den videnskab der har ført til opfindelsen og brugen af krigsvåben så djævelsk som aldrig før, en udvikling der er kulmineret med frembringelse af biologiske og radiologiske våben samt kernevåben. I den første og den anden verdenskrig var de kæmpende parter yderst afhængige af videnskabsmændenes virksomhed. De voldshandlinger der har fyldt jorden, har ikke været begrænset til disse to verdenskrige, som hovedsagelig er blevet udkæmpet af kristenheden. Vor tids tilbedte filosofi har gjort det af med enhver virkelig gudsfrygt hos kirkegængerne, og der finder voldshandlinger sted i bredt omfang, selv i fredstid. Tiden siden 1914 er officiel blevet betegnet som ’voldshandlingernes tid’.

40, 41. Hvordan har den videnskabelige teknologi som er blevet udnyttet kommercielt og inden for industrien berørt menneskenes naturlige omgivelser, og hvad må vi sige med hensyn til om menneskenes moralske omgivelser i dag virker krænkende og frastødende?

⁴⁰ Den videnskabelige teknologi er blevet udnyttet kommercielt og inden for industrien og det har medført en voksende forurening som er ved at ødelægge menneskenes naturlige omgivelser. Der udtrykkes frygt for at jorden snart vil blive et sted som er uegnet til menneskebolig. Og hvordan ser det ud med menneskenes moralske omgivelser?

⁴¹ Man har antaget en ny moral der endog bærer over med utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet og gør disse ting almindelige. Kristenhedens præster undlader at fremholde hvad Bibelen siger imod disse ting. Ja, mange fremtrædende kirkemænd har offentligt udtalt sig til gunst for en lovgivning der ikke straffer umoralske personer for sådanne urene handlinger. Resultatet er at kønssygdommene stadig tager til, ja er blevet en epidemi! Hvis dette virker frastødende på mange gudfrygtige mennesker i dag, hvordan virker det så ikke på Gud selv! Det krænker ham i lige så høj grad som de femogtyve soldyrkere i hans tempel i Jerusalem krænkede ham da de uanstændigt ’rakte skuddet frem’ mod hans næse. (Ezekiel 8:17, NW) Skulle han høre sådanne hykleriske kristne når de om kort tid råber til ham? Nej!

KRISTENHEDEN INFICERET MED DØDBRINGENDE DÆMONISME

42. Hvordan har vor inspektion af kristenhedens tilbedelseshus vist at Jehova er i sin gode ret til om kort tid at handle med den i vrede, og hvad skrev kardinal Newman om den?

⁴² Jehova er i sin gode ret til at „handle med dem i vrede“, uden at føle medlidenhed, når han inden længe lader ’den store trængsel’ komme over kristenheden og dens verdslige forbundsfæller og dermed bringer denne tingenes ordning til afslutning. Vor inspektion af de religiøse tilstande har røbet lige så meget som den inspektion Ezekiel foretog i Jehovas besmittede tempel i Jerusalem. Den har afsløret at kristenhedens tilbedelseshus er så inficeret med dæmonisme og så fyldt med de ting der hører dæmonismen til, at det er umuligt at skille det fra hinanden. En af kristenhedens fremtrædende kirkemænd indrømmede dette for næsten hundrede år siden. I 1878 udgav den romersk-katolske prælat, kardinal John Newman sin bog „Essay on the Development of Christian Doctrine“. I denne bog gav han udtryk for den opfattelse at de første navnkristne ikke pådrog sig nogen åndelig sygdom ved at optage noget i deres religiøse samfund der havde med tilbedelsen af djævelske dæmoner at gøre. Ud fra dette synspunkt skrev han:

I tillid til kristendommens evne til at modstå besmittelse af det onde og til at forvandle selve dæmondyrkelsens instrumenter og tilbehør til evangelisk brug, og i følelsen af at disse skikke oprindelig hidrørte fra primitive åbenbaringer og naturinstinkter, skønt de var blevet fordærvede, og at de måtte opfinde hvad de behøvede, hvis de ikke ville gøre brug af det de fandt, og at de endvidere rådede over de grundtyper som hedenskabet blot var skygger af, var kirkens ledere lige fra de ældste tider, hvis lejlighed bød sig, rede til at antage, imitere eller hellige de ritualer og skikke der var almindelige blandt befolkningen, såvel som den dannede klasses filosofi.

Derpå går han over til at vise hvorfra alle de ting der findes i kristenheden, stammer:

Brugen af templer, indviet til bestemte helgener og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne; røgelse, lamper og lys; votivgaver for helbredelse af sygdomme; vievand; asyler; helligdage og højtider, brugen af kalendere, processioner, velsignelse af markerne; præstedragt, tonsuren, vielsesringen, at vende sig mod øst, den senere tids billeder, måske også den kirkelige messen, og [sangen] Kyrie eleison [Herre, forbarm dig], er alt sammen af hedensk oprindelse og helliget ved optagelse i kirken. — Siderne 355, 371, 373, 1881-udgaven.

43. Hvordan gav afdøde pave Pius XI over for nogle journalister udtryk for den samme kompromisets ånd med hensyn til at forhandle med andre for at fremme kirkens interesser?

⁴³ At den samme kompromisets ånd gør sig gældende her i det tyvende århundrede fremgår af følgende ord som afdøde pave Pius XI (døde i 1939) har udtalt over for nogle journalister i Rom:

Den katolske kirkes overhoved ville anse det for sin pligt at forhandle med Djævelen selv, for ikke at tale om enhver dødelig der, hypotetisk eller virkeligt, blot var redskaber for diabolismens diktator, såfremt der fandtes rimelige grunde til støtte for håbet om at sådanne forhandlinger ville beskytte eller fremme religionens interesser blandt menneskene. — Citeret af Michael Williams i Brooklyn-bladet Eagle for 21. februar 1943.

44, 45. Har de ortodokse og protestantiske kirker taget afstand fra dæmonernes inspirerede udtalelser og lærdomme, og har de der foregiver at være kristne nogen undskyldning for at besmitte sig med dæmondyrkelsens tilbehør, i betragtning af Andet Korinterbrev 6:14 til 7:1?

⁴⁴ Selv ikke kristenhedens ortodokse og protestantiske kirke har taget afstand fra de dæmoniske skikke og de „forførende ånder [inspirerede udtalelser, NW] og dæmoners lærdomme“ der skulle kendetegne „de sidste tider“. (1 Timoteus 4:1) Israelitter på profeten Ezekiels tid havde ingen bibelsk undskyldning for at antage dæmondyrkelsens ritualer og lærdomme, for dette var allerede blevet forbudt i Moseloven. (5 Mosebog 18:9-14) De der foregiver at være kristne har heller ingen undskyldning for at besmitte sig med dæmondyrkelsens lærdomme, skikke, instrumenter og tilbehør, især ikke i betragtning af den apostolske befaling:

⁴⁵ „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.’ Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“ — 2 Korinter 6:14 til 7:1; Esajas 52:11; Jeremias 31:9.

46, 47. Hvad har ulydighed mod disse guddommelige befalinger ført til inden for kristenheden? Hvad skal ifølge profetien komme over den, hvilke ransagende spørgsmål bør vi derfor stille os selv, og hvor kan vi finde svarene?

⁴⁶ Ulydighed mod sådanne inspirerede befalinger har ført til den forvirrede og besmittede religiøse tilstand der i dag kendetegner kristenheden. Den står ikke til at redde. Ligesom sit gamle forbillede, fortidens Jerusalem, vil den uundgåeligt blive ramt af dommen fra den Gud som den har krænket så groft. Ifølge profetien skal „en stor trængsel“ komme over den, en trængsel som endog vil overgå den trængsel der ramte Jerusalem på Jesu Kristi apostles tid. (Mattæus 24:15-22; Markus 13:14-20) I betragtning af dette må vi hver især overveje disse ransagende spørgsmål: Er jeg et aktivt medlem af kristenhedens religiøse organisation? Eller: Sympatiserer jeg med den og samarbejder jeg med den? Hvordan vil jeg da blive berørt af ’den store trængsel’ som vil komme over den? Er der nogen mulighed for at undgå at blive udslettet sammen med kristenheden i ’den store trængsel’? Ja, vil nogen der befinder sig midt i kristenheden men ikke er en del af den og ikke sympatiserer med den, blive skånet?

⁴⁷ Det Jehova viste Ezekiel i synet efter at han havde inspiceret templet i Jerusalem, giver svar på disse spørgsmål.

[Fodnoter]