Kapitel 1

Vort grundlag for at håbe på dets genoprettelse

 1. På hvilken måde adskiller beretningen om Paradiset sig fra udviklingsteorien?

BERETNINGEN om Paradiset, den have som var menneskets oprindelige, fuldkomne hjem, er ikke nogen myte, ikke noget eventyr. Den har intet tilfælles med udviklingsteorien, der blev fremholdt i oldtidens Babylon og senere af hedenske græske filosoffer i det femte og fjerde århundrede før Kristus, og som nu atter er blevet taget op her i de sidste par hundrede år.a

 2. Hvorfor har menneskene brug for at Paradiset snart genoprettes?

² I Paradiset var alt smukt og fredeligt, ja alt var lykkeligt, sundt og livsopretholdende, men denne fornemme bolig, der var som en hel naturpark, mistede menneskene hurtigt. I næsten seks tusind år har menneskene nu forsøgt at klare tilværelsen uden for denne glædens have. Resultatet ses både i den tilstand der nu præger jorden og i den der kendetegner menneskeheden. Efterhånden som verdenssituationen her i vor generation forværres og bliver mere og mere truende, bliver én ting klarere og klarere, mere og mere sikker: Hvis menneskeslægten skal overleve, må Paradiset snart genoprettes her på jorden. Intet ville være bedre eller mere ønskværdigt for hele menneskeheden.

 3. Hvilket håb om et paradis fremholdes for os, og af hvem?

³ Det synes næsten for godt til at være sandt — Paradiset i al sin pragt vil blive genoprettet, ja udbredt på hele jorden, og en talløs skare af retskafne mennesker der lever i dag, vil stadig være at finde på jorden når denne storslåede genoprettelse tager sin begyndelse. Det vil betyde at de får lejlighed til at leve evigt på en paradisisk jord, i fuldkommen fred, sundhed og lykke! Men håbet om dette er blevet fremholdt for os af ingen ringere end Jesus Kristus, kristendommens, ikke kristenhedens, grundlægger. Beretningen om Paradiset er lige så lidt en myte eller en legende som beretningerne om denne mand er det. Der findes overvældende historiske beviser for at han levede på jorden som et fuldkomment menneske for nitten hundrede år siden. Flere som fulgtes med ham i hans gerning har efterladt os en øjenvidneskildring af hvad han sagde og gjorde — om hans udadlelige liv, hans uretfærdige og voldsomme død, og hans mirakuløse opstandelse fra de døde.

 4, 5. Hvad sagde Jesus om det første ægteskab og om skilsmisse, idet han omtalte noget der skete i Paradiset?

⁴ Denne bemærkelsesværdige mand, Jesus Kristus, omtalte menneskenes oprindelige paradis og nævnte ligeledes det kommende. Det gik sådan til: Det var i første halvdel af år 3, og Jesus Kristus befandt sig på den østlige side af floden Jordan, i den romerske provins Peræa. Nogle mænd som var kendt med religiøse love henvendte sig til ham og spurgte om det burde være let for en mand og en kvinde at opnå skilsmisse. Nutidens lovgivere skulle interessere sig for hvad Jesus Kristus svarede disse mænd. Ifølge et øjenvidne sagde han:

⁵ „’Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?“ Så er de da ikke længere to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.’ Da siger de til ham: ’Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?’ Han siger til dem: ’Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg, siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.’“ — Mattæus 19:3-9.

 6. Hvilken bog citerede Jesus fra, og fra hvilke kapitler?

⁶ Jesus Kristus spurgte dem: „Har I ikke læst?“ Læst hvor? I den første af de bøger der blev skrevet af profeten Moses i det sekstende århundrede før Jesus Kristus. Derpå citerede Jesus Kristus fra de to første kapitler i denne bog, der nu kaldes Første Mosebog.

 7. Hvor viede Gud det første menneskepar, og hvad sagde han om fremtidige ægteskaber?

⁷ Jesus Kristus sagde ikke at manden og kvinden havde udviklet sig fra en eller anden lavere livsform på jorden, for eksempel fra aberne, men han sagde at de var blevet skabt som mand og kvinde. Og det var meningen at de skulle være gift, leve som mand og hustru. Hvor blev denne første mand og hans hustru skabt? I det andet kapitel i Første Mosebog står der at Skaberen forrettede vielsen i Glædens paradis, Edens have. Det var i dette Glædens paradis at Skaberen, da han viede dem, udtalte de ord Jesus citerede: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ — 1 Mosebog 1:26-28; 2:7-24.

 8. Hvordan og hvorfor gav Gud dette første ægtepar et mål i tilværelsen?

⁸ Dette første ægtepar skulle ikke leve et liv uden indhold, uden formål, uden ansvar over for nogen. Paradiset var til før de kom på jorden. Men det fyldte endnu ikke hele jorden. Det var ikke dem selv der havde skabt dette paradis før de flyttede ind i det, lige så lidt som menneskene siden har gjort hele jorden til et paradis. Det var deres Skaber der havde dannet det; han havde beredt det til dem og havde det parat da han skabte dem. Han havde selv en hensigt med at sætte dem i Glædens paradis, og derfor gav han også dem et mål i livet. Det gav han udtryk for da han sagde til dem hvad han havde i tanke med dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ — 1 Mosebog 1:26-28.

 9. Hvad stillede Gud således dette menneskepar i udsigt?

⁹ Han stillede altså menneskene i udsigt at Glædens paradis skulle komme til at omfatte hele jorden, som i passende omfang skulle opfyldes af dette første menneskepars fuldkomne efterkommere, der alle skulle leve sammen som én stor familie i fuldkommen fred, sundhed og lykke, og bevare de paradisiske forhold på hele jorden. Dette skulle vare ved til evig tid! Der ville aldrig være forekommet en skilsmisse under disse fuldkomne forhold.

10. Hvordan vidste Jesus alt dette, og hvis søn vidste han at Adam var?

¹⁰ Jesus Kristus vidste alt dette da han var på jorden. Han havde selv læst alt hvad profeten Moses havde skrevet og alle de øvrige inspirerede skrifter der var blevet affattet på hebraisk og aramaisk. Han citerede efter hukommelsen fra disse skrifter, lige fra Første Mosebog og frem til bogen med Malakias’ profeti. Han gjorde det fordi han troede og vidste at alle disse hellige skrifter var inspireret sandhed fra Skaberen. Denne Skaber var Gud, den Gud som Jesus Kristus sagde havde sammenføjet den første mand og den første kvinde i et ægteskab der skulle være uopløseligt. (Se Markus 10:3-9.) Jesus Kristus vidste derfor at den første mand, som en fuldkommen menneskeskabning, var en jordisk „søn af Gud“, ikke en søn af et eller andet abemenneske i en udviklingskæde.

11. Hvorfor kaldte Jesus sig selv for „Menneskesønnen“, og hvad troede han vedrørende menneskelivet?

¹¹ Jesus Kristus vidste at han selv, hvad hans kødelige menneskelegeme angik, var en efterkommer af denne første mand, der i Bibelen kaldes Adam, et navn der betyder „jordisk menneske“. Ja, Jesus kendte hele sin slægtslinje tilbage til denne første mand, Adam. Hans fuldstændige slægtslinje fandtes optegnet i slægtsregisteret i den by hvor hans jordiske moder, Maria, datter af Mattats søn Eli, boede. (Lukas 3:23-38) Derfor kunne han med god grund omtale sig selv som „Menneskesønnen“, for han var blevet født ind i menneskeslægten. (Mattæus 8:20; 16:13; 24:30; 25:31) Han erklærede sig ikke enig med fortidens hedenske græske filosoffer ved at hævde at han havde et såkaldt abemenneskes blod i årerne. Hans jordiske slægtslinje standsede ved „Adam, søn af Gud“. (Lukas 3:38) Han anerkendte at menneskelivet først tog sin begyndelse i Glædens paradis, at Gud skabte det direkte, og at det ikke var beslægtet med nogen anden art af levende skabninger på jorden. Han regnede det som profeten Moses havde skrevet i Første Mosebog 2:7-14, for at være sandt:

12. Hvad troede Jesus med hensyn til menneskets skabelse og det sted den foregik?

¹² „Og Herren Gud dannede mennesket af jordens dynd og åndede livets ånde ind i dets ansigt; og mennesket blev en levende sjæl. Og Herren Gud havde fra begyndelsen plantet et glædens paradis, hvori han satte mennesket som han havde dannet. Og Herren Gud frembragte af jorden alle slags træer, skønne at skue og dejlige at spise af: også livets træ, som stod midt i paradiset, og træet til kundskab om godt og ondt. Og en flod udgik fra glædens sted til at vande paradiset, hvorfra den deler sig i fire hovedstrømme. . . . Og navnet på den tredje flod er Tigris: denne løber langs med assyrerne. Og den fjerde flod er Eufrat.“ — Douay Version.

13. Hvilke af Jesu forfædre var i landflygtighed i landet mellem de to floder der nævnes, og hvorfor fandtes Paradiset dengang ikke længere i dette område?

¹³ I forbindelse med floderne Tigris og Eufrat kan nævnes at nogle af Jesu Kristi jordiske forfædre, nemlig Sjealtiel og Zerubbabel (hvis navn betyder „Babels [eller Babylons] sæd“), levede mange år som landflygtige i den mesopotamiske dal der ligger mellem disse to floder. Det var i perioden fra år 607 til år 537 før vor tidsregning. (Lukas 3:23-27; Mattæus 1:1, 12-16) Men da fandtes det oprindelige Glædens paradis i nærheden af floderne Eufrat og Tigris ikke mere. Det var blevet fuldstændig udslettet af den jordomspændende oversvømmelse som Jesus Kristus omtalte med ordene: „Ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte, lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ — Mattæus 24:37-39; Lukas 17:26, 27; 1 Mosebog 6:9 til 9:17.

14, 15. (a) Omtalte Jesus her en myte eller legende om Vandfloden? (b)  Hvad vil Jesus gøre med hensyn til Paradiset når han kommer i sit rige, det rige han fortalte Pilatus om?

¹⁴ Her talte Jesus Kristus ikke om hedenske myter og legender, men om sikre historiske kendsgerninger. Han troede selv og lærte også andre at menneskene engang havde boet i Glædens paradis, at Adam og hans hustru var blevet drevet ud af det fordi de havde været ulydige mod deres Gud og Skaber, og at dette paradis aldrig blev udvidet men blev udslettet i den verdensomspændende vandflod der indtraf mens Noa, og ikke Um-napishtim fra det hedenske epos om gudmennesket Gilgamesh, levede.b Jesus Kristus så også frem til at Paradiset skulle genoprettes til menneskeheden, og han ventede selv at komme til at medvirke ved dets genoprettelse. Hvornår ville han få dette privilegium af Gud? I de tusind år han ved Guds højre hånd i himmelen skulle herske som messiansk konge over hele menneskeheden, både levende og døde. Da han påskedag i år 33 stod anklaget foran Pontius Pilatus og denne romerske landshøvding søgte at finde ud af om han ville være konge her på jorden, svarede han benægtende:

¹⁵ „Mit rige er ikke af denne verden. Havde mit rige været af denne verden, så havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.“ — Johannes 18:33-36.

16. (a) Hvordan forbandt Jesus Paradisets genoprettelse med sit rige mens han hang på marterpælen? (b) Hvor tog han hen efter sin opstandelse, og hvorfor?

¹⁶ Da Jesus Kristus nogle timer senere hang på henrettelsespælen på Golgata uden for Jerusalems mure, gav han udtryk for at han forbandt Paradisets genoprettelse til menneskeheden med sit himmelske rige. En af de to forbrydere der hang på pælene ved siden af ham viste medfølelse og sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Denne medfølende mand viste således at han troede på en opstandelse fra de døde, på at både Jesus Kristus og han selv ville blive oprejst. Havde han ret? Ja, for Jesus sagde til ham: „Denne sandhed siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:39-43, NW) Ved den almægtige Guds altformående kraft blev hans trofaste søn Jesus Kristus oprejst fra de døde på tredjedagen efter sin død. Fyrre dage senere vendte han, i overværelse af elleve eller flere øjenvidner, tilbage til himmelen for at frembære værdien af sit fuldkomne menneskeoffer for Gud til gavn for hele menneskeheden, også til gavn for den medfølende forbryder der døde på pælen ved siden af Jesus. — Apostlenes Gerninger 1:1-11, 21, 22; Lukas 24:50-52; Hebræerne 9:24-28.

17. Hvordan vil Jesus sørge for at hans løfte til den medfølende lovovertræder opfyldes?

¹⁷ Når kongen Jesus Kristus er begyndt at herske i de tusind år, kan han derfor huske denne medfølende lovovertræder og sørge for at han kommer ind i det paradis der genoprettes her på jorden — som en opfyldelse af det løfte han gav ham den mørke dag hvor de begge led døden ved henrettelse. Ligene af denne, medfølende lovovertræder og af den anden forbryder blev begravet samme påskedag, ligesom Jesu Kristi døde legeme. Men den venligt indstillede forbryder blev ikke oprejst på den tredje dag sammen med Jesus Kristus. Nej, han ligger stadig og sover i døden i jordens støv sammen med alle andre som er døde, og venter på at Jesus skal huske ham og tilstå ham en opstandelse efter at han selv har overtaget sit tusindårige styre. Hans opstandelse til liv på jorden vil føre ham ind i det paradis der til den tid vil være genoprettet til menneskeheden. Kongen Jesus Kristus vil rette sin interesse og opmærksomhed og sin dynamiske energi mod dette jordiske paradis, og i denne forstand vil han være sammen med Paradisets indbyggere, også den medfølende forbryder. Hvilket trøstende håb for denne mand at dø med, dér på påskedagen i år 33! — Johannes 11:25, 26.

BEHOVET FOR ET GUDSSTYRE (ET TEOKRATI)

18. Hvad må de der hånligt afviser en sådan tanke, indrømme med hensyn til menneskeslægtens muligheder for at overleve?

¹⁸ At Paradiset vil blive genoprettet til menneskeheden er både sikkert og vist! Dette er ikke en tanke som fanatiske tilhængere af udviklingsteorien eller andre ikketroende hånligt bør afvise. Selv de må indrømme at der inden længe må gøres noget hvis menneskeslægten skal nå at opleve afslutningen på det tyvende århundrede og begyndelsen til det enogtyvende. Alle sådanne tvivlere og vantro må indrømme at jorden nødvendigvis må omdannes til noget i retning af et paradis hvis det de kalder „Homo sapiens“ skal leve ret meget længere. Hvis det var overladt til menneskene selv at gennemføre dette, selv her i denne videnskabelige atom- og rumalder, ville sagen være håbløs.

19. Hvem kommer Paradisets genoprettelse an på, nu hvor menneskesamfundet er ved at gå i opløsning?

¹⁹ Menneskene er allerede gået for vidt med hensyn til at forurene og ødelægge deres naturlige omgivelser, og det er umuligt at vende begivenhedernes gang, selv med internationalt samarbejde under verdensorganisationen De forenede Nationer. Men genoprettelsen af det hårdt tiltrængte paradis på jorden kommer ikke an på den vanslægtede menneskehed og det smuldrende menneskesamfund. Garantien for denne livreddende forandring kommer fra den kærlige Skaber, Gud selv!

20. Hvilket styre kan genoprette det?

²⁰ Der findes intet alternativ. Et menneskestyre på jorden kan ikke gøre det! Et folkestyre (et demokrati) kan ikke gøre det! Et rigmandsvælde (et plutokrati) kan ikke gøre det! En ledelse af tekniske eksperter (et teknokrati) kan ikke gøre det! Men Guds styre (teokratiet) kan!

21, 22. (a) Hvilket herredømme var menneskene underlagt fra begyndelsen? (b) Hvad var det for en hensigt Skaberen havde for øje i de seks skabelsesdage og på hvilken måde gav han selv udtryk for den?

²¹ Teokratiets hensigt med menneskeheden og menneskenes jordiske bolig vil ikke slå fejl. Vi skal ikke lade os føre bag lyset af indbildske og selvbevidste menneskers falske filosofier, men lad os alle se den kendsgerning i øjnene: Menneskene var fra begyndelsen underlagt teokratiet! Ved deres fuldkomne start i Paradiset, hvor resten af jorden lå uopdyrket hen, var de ikke eneherskende så langt øjet rakte. De havde en hersker over sig som er højere end alle andre. Denne hersker var Skaberen, Gud, som havde dannet himmelen og jorden og havde plantet Paradiset. Han er Teokraten. Han var fra begyndelsen menneskenes teokratiske Hersker. Med rette opstillede han love for menneskenes tilværelse i Glædens paradis. Han gav menneskene de opgaver de skulle udføre. Den teokratiske Hersker havde en smuk hensigt med menneskenes domæne, jorden. Det var en hensigt han selv havde udtænkt. Det var denne hensigt han havde for øje i de seks skabelsesdage hvor han beredte jorden til at menneskene kunne bo der under de helt rigtige og fuldkomment harmoniske forhold. Han gav udtryk for sin hensigt i denne udtalelse:

²² „Og Gud så at det var godt. Og Gud sagde videre: ’Lad os gøre mennesket i vort billede, efter vor lighed, og lad dem herske over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og hvert krybdyr der kryber på jorden.’ Og Gud gav sig til at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mosebog 1:25-27, NW.

23. Hvilket forhold vedrørende Guds hensigt skulle tjene til at opmuntre os i dag hvor meget kan gøre os syge om hjertet?

²³ Guds udtrykte hensigt er uforanderlig. Hans erklærede og nedskrevne hensigt kan ikke kuldkastes. Da han erklærede at det var hans vilje at menneskene skulle herske over „hele jorden“, var det hans mening at det skulle opfyldes til punkt og prikke. Han forudså at Edens have (på jord som menneskene allerede herskede over) ville blive udvidet og komme til at omfatte hele jordkloden, som ville blive et smukt syn at betragte fra himmelen og til ære for Skaberen der havde dannet mennesket i sit billede og efter sin lighed. Til trods for alt hvad den store Teokrat har tilladt på jorden i de næsten seks tusind år der nu er gået af menneskenes tilværelse, er dette stadig hans hensigt, hans storslåede mål. Dette skulle tjene til opmuntring for alle som er syge om hjertet over at se hvordan jorden, der har så vidunderlige muligheder, bliver ødelagt af selviske mennesker, bliver gennemvædet af menneskeblod der udgydes ved voldshandlinger, ja endog trues med at blive fuldstændig affolket i en verdenskrig med atomvåben og kemiske våben.

24. (a) Hvad var overtrædelsen af det forbud Gud havde opstillet i Paradiset, i virkeligheden? (b) Hvad blev lovovertræderne underlagt, og hvorfor?

²⁴ Da den første kvinde og derefter den første mand brugte deres moralske frihed til at overtræde et simpelt forbud som deres Gud og Hersker havde opstillet, gjorde de oprør mod teokratiet. I virkeligheden frasagde de sig teokratiet og underlagde sig den dæmon der havde fristet dem til at synde, og som redskab havde benyttet en af slangerne i Paradiset. Resultaterne op til den dag i dag viser at menneskeheden dengang kom under dæmonvælde. (1 Mosebog 3:1-13) Rammende spørges der i Bibelen: „Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?“ (Romerne 6:16) Jo, vi ved det. Vore egne erfaringer og iagttagelser fortæller os at Adam og hans hustru Eva ved at stille sig til rådighed for synden imod teokratiet, kom under dødens magt og til sidst mistede livet. De blev trælle under synden og syndens ophavsmand, den dæmoniske frister der med rette betegnes som „den gamle slange“. — 1 Mosebog 3:16-19; Åbenbaringen 12:9.

25, 26. (a) Hvor længe kunne Adam og Eva have levet, og hvor? (b) Med hvilke ord udtalte Gud dommen over Adam?

²⁵ Adam og Eva kunne have levet indtil nu, ja til evig tid, i Paradiset, hvis de ikke havde overtrådt den lov som først Adam fik oplysning om i Paradiset: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mosebog 2:16, 17) Da Gud udtalte dødsdommen over de to der havde overtrådt hans teokratiske lov, og skulle til at drive dem ud af Paradiset til den uopdyrkede jord udenfor, sagde han til Adam:

²⁶ „Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mosebog 3:17-19.

27. Hvor skulle Adam og Eva lide dødsstraffen, og hvorfor der?

²⁷ Endnu før Adam og Eva havde fået børn blev de drevet ud af deres fuldkomne hjem for at lide dødsstraffen. Om denne indgriben fra Guds side læser vi: „Gud [Jehova]c sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’ Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have [glædens paradis, Dy], for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have [glædens paradis, Dy] satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“ — 1 Mosebog 3:22-24.

28. Udelukkede forbandelsen af jorden at Paradiset nogen sinde kunne genoprettes, og hvor længe varede forbandelsen?

²⁸ I stedet for at passe et paradis måtte Adam nu til at drive landbrug. Gud sagde til ham: „Jorden [skal] være forbandet for din skyld.“ Det ville dog ikke sige at hele jorden uden for Glædens paradis altid skulle være forbandet, sådan at Paradiset aldrig kunne genoprettes. Da Adam var blevet skabt fuldkommen og først lige var trådt ind på ufuldkommenhedens vej, havde han i fysisk henseende en vældig styrke og udholdenhed, og skønt han måtte slide og slæbe nåede han en alder af ni hundrede og tredive år og blev fader til mange sønner og døtre. (1 Mosebog 4:1 til 5:5) Gennem hele denne tid var jorden fortsat forbandet for hans skyld. Han og hans mange efterkommere kunne ikke omdanne den til noget der lignede et paradis. Det ser ud til at forbandelsen af jorden uden for Paradiset fortsatte endnu syv hundrede og seksogtyve år, indtil den verdensomfattende vandflod på Noas tid. Noa var Adams efterkommer i tiende led.

29. Blev forbandelsen fornyet efter Vandfloden, og hvad har menneskene indtil nu ikke været i stand til at gøre med hensyn til jorden?

²⁹ Da udslettede denne jordomspændende syndflod det uudvidede paradis, og der var ikke længere nogen forskel mellem det sted hvor det havde ligget og den øvrige del af jorden. Noa, hans hustru, deres tre sønner og de tre kvinder deres sønner havde giftet sig med, i alt otte personer, overlevede denne verdenskatastrofe i en vældig ark der var bygget efter Guds befaling og anvisning. Da disse otte mennesker lukkede alle dyrene ud af arken og selv trådte ud på den rensede jord, talte Gud til dem som menneskehedens teokratiske Hersker. Han bekendtgjorde sine teokratiske love for menneskeheden. Han lod regnbuen vise sig og benyttede den som et tegn på sin pagt eller sit højtidelige løfte om aldrig igen at forårsage en jordomspændende vandflod. Han nævnte imidlertid ikke noget om en fornyelse af sin forbandelse af jorden. Men selv om jorden ikke længere var forbandet, har menneskene, som har bredt sig til hele jorden, ikke været i stand til at skabe paradisiske tilstande overalt. Ifølge økologerne her i det tyvende århundrede er menneskeheden i færd med at ødelægge sine naturlige omgivelser og med at bringe alt menneskeliv i fare. — 1 Mosebog 6:9 til 9:19.

30. Hvorfor kan vi, efter at menneskene nu har levet på jorden i næsten seks tusind år, være opmuntrede i forbindelse med Guds uforandrede hensigt ?

³⁰ Vi der ikke ser hen til at døende mennesker som træller under synden skal gøre jorden til et sted hvor man kan leve evigt, har imidlertid ingen grund til at miste modet. Vi kan tværtimod være glade for at den almægtige Gud, hele jordens teokratiske Ejer, ikke har skiftet mening men stadig vil have et paradis her på jorden, ikke kun dernede i nærheden af hovedstrømmene Eufrat og Tigris, men et paradis der når ud til alle jordens fire hjørner! Hvis det er hans hensigt at denne forskønnelse af hele jorden skal være fuldført ved afslutningen af hans syvende skabelsesdag — ifølge Bibelen en periode på syv tusind år — så er tiden nær hvor de der ødelægger jorden med deres rovdrift vil blive standset af hans teokratiske magt, og hvor den velsignede omdannelse af jorden til en herlig have vil begynde. Siden slutningen af den sjette skabelsesdag er der allerede gået næsten seks tusind triste år af menneskehedens tilværelse. Vi må snart stå ved tærskelen til Jesu Kristi tusindårige styre, hvor Paradiset vil blive indført, ifølge det Jesus lovede den medfølende forbryder på pælen på Golgata. — Åbenbaringen 20:4, 6.

31-34. (a) Hvilket land benyttede Gud da han tegnede et profetisk billede for at vise hvad han kan gøre med hensyn til at genoprette Paradiset? (b) Hvad sagde han ved sin profet Esajas da han beskrev de forbløffende forandringer der skulle ske?

³¹ Da vil hele jorden blive prydet af en skønhed som simpelt hen ikke kan beskrives med ord. Samtidig vil de der bor midt i denne paradisiske herlighed erfare fysisk, mental og åndelig sundhed. Den kærlige Teokrat som genopretter dette hjem til fuldkomne mænd og kvinder, har i profetiske billeder beskrevet hvad han vil gøre for at menneskeheden kan erfare evig lykke når den er blevet forligt med ham. I billederne bruger han som model et lille land der ikke lå så langt fra det oprindelige paradis, et land der havde ligget øde i halvfjerds år mens hans ulydige folk havde været i landflygtighed i Babylon i den mesopotamiske dal. Fra dette hedenske land med dets afgudsdyrkelse genløste han sit folk, udfriede det så det kunne vende tilbage til sit hjemland efter at det havde ligget øde så længe, og til det hellige Zions bjerg. Den store Teokrat fortalte sit folk hvilken forbløffende forandring der skulle ske i landet under hans velsignelse, idet han gennem sin profet Esajas sagde:

³² „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble med fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. [Jehovas] herlighed skuer de, vor Guds højhed. Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt! Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.

³³ Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler; thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark; det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land. I sjakalers bo holder hjorde rast, på strudsenes enemærker gror rør og siv.

³⁴ Der bliver en banet vej, Den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for hans folk, selv enfoldige farer ej vild. På den er der ingen løver, rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den, [Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Esajas 35:1-10; skrevet i det ottende århundrede før vor tidsregning.

35. Hvad sagde Jehova også gennem sin profet for yderligere at opmuntre de udfriede landflygtige til at opbygge deres hjemland?

³⁵ Som en yderligere opmuntring til dem der blev genløst eller løskøbt fra landflygtigheden og fangenskabet i det afgudsdyrkende Babylon, så de kunne drage ud og vende tilbage til deres hjemland med udsigten til at gøre det til noget der lignede Edens have, sagde himmelens og jordens Skaber senere gennem den samme profet: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det. Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem; foran jer råber bjerge og høje med fryd, alle markens træer skal klappe i hånd; i stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter — et æresminde for [Jehova], et evigt, uudsletteligt tegn.“ — Esajas 55:11-13.

36. Hvem kan vi ikke lade ude af betragtning når vi håber at få Paradiset genoprettet, og hvad må vi heller ikke glemme?

³⁶ Hvilke herlige profetier! Og der er én vigtig ting de ganske tydeligt understreger: Når vi håber at få Paradiset genoprettet her på jorden, kan vi ikke lade jordens Skaber ude af betragtning. Der er også en anden vigtig ting vi ikke må glemme. Hvilken? At vi er skyldige at tilbede denne vidunderlige Skaber. Det er noget som folk i almindelighed overser. De vil ganske vist gerne have paradisiske tilstande her på jorden, men de bekymrer sig ikke om at tilbede den eneste der kan fremkalde sådanne forhold, nemlig ved at genoprette Paradiset på jorden.

37. Hvordan har spørgsmålet om tilbedelse været den væsentlige faktor i menneskenes fejlslagne bestræbelser for at skabe sig selv et paradis?

³⁷ Det er åbenbart at menneskene ikke kan skabe sig selv et paradis. Se bare på alle de bestræbelser de har gjort sig i tusinder af år. Se på alle de videnskabelige midler de har til rådighed i dag. Og alligevel har de ikke været i stand til at frembringe paradisiske tilstande her på jorden og afskaffe tørke, plantesygdomme, hungersnød, sult og dødbringende underernæring. Der har været noget i vejen. Dette har at gøre med menneskenes gudsdyrkelse. De har fordunklet den sande tilbedelse. De har undladt at tilbede Skaberen af alt det herlige, den Gud der plantede det oprindelige paradis på jorden, ja den store Teokrat der drev den første mand og den første kvinde ud af dette paradis fordi de ophørte med at tilbede ham i uselviskhed. Paradiset er for dem der tilbeder ham.

38. Hvis velsignelse er nødvendig for at menneskene kan vende tilbage til Paradiset, og hvem oprejste Skaberen i det fortidige eksempel til at vise hvad der var galt?

³⁸ Uden denne tilbedte Skabers velsignelse kan menneskeheden ikke komme tilbage til et paradis. Historien giver os et praktisk eksempel på sandheden i dette princip. Dette historiske eksempel blev tilvejebragt ved selve det folk som Han der ejer alt, genløste fra landflygtighed og trældom i oldtidens Babylon i 537 f.v.t. De fik igen lov at bosætte sig i deres elskede hjemland, det øde land der ifølge de strålende profetier som var fremsat af Skaberens profeter, skulle føres tilbage til sin tidligere skønhed. Der gik over seksten år hvor dette kunne ske, men hvorfor havde det begunstigede folk ikke held til at udrette det’ Der må have været noget i vejen. De havde overset noget. De havde skubbet noget i baggrunden. Hvilket? Det udfriede folks Genløser og teokratiske Hersker vidste hvad det var. For at vise hvad der var galt, oprejste han sin profet ved navn Haggaj. Det Haggaj dengang fremhævede, er af stor betydning for os i dag. Lad os se hvad det var.

[Fodnoter]