Vi kan være taknemmelige for Guds tålmodige tugt

MAN har hørt folk sige at Gud er urimelig, uretfærdig eller sen til at handle. Nogle mennesker ville gerne tro på Gud, men de kan ikke forstå hvorfor Gud ikke allerede har gjort ende på forbrydelser, uretfærdighed og undertrykkelse.

Mennesker overser imidlertid let at en overlegen magtudfoldelse — som den de venter fra Guds side — sædvanligvis ikke er den bedste fremgangsmåde hvis man vil hindre en gentagelse af noget dårligt. Problemets løsning kan tage tid og kræve tålmodighed og ræsonneren.

En fader kunne for eksempel straffe sin søn hårdt hver gang sønnen var ulydig, eller han kunne slå hånden af ham og forstøde ham helt. Men ville sønnen blive bedre af det, og ville det fjerne problemet? Ville det hjælpe sønnen eller redde faderens omdømme? Ville det gavne forholdet i familien? Nej, hvis faderen kun udfoldede sin magt og myndighed, ville det sikkert kun gøre sagen værre, både for sønnen og i andre menneskers øjne. Sådan er det fordi mennesker ikke er som maskiner eller dyr man blot kan give ordrer og styre fordi man sidder inde med en overlegen magt.

Noget lignende gælder Guds handlinger med menneskene, som han har skabt ’i sit billede, så de ligner ham’. (1 Mos. 1:26, 27) Menneskene afspejler stadig væk, om end i ufuldkommen målestok, dette billede, der blandt andet indebærer at de drager fornuftslutninger og viser kærlighed, retfærdighed og barmhjertighed. Mennesker må kunne forstå og se det fornuftige i at tingene bliver gjort som de gør. De må have hjertet med. Har de det, vil de prøve på at lade sig præge af det der er ret, medmindre de da er selviske og ufornuftige. — Sl. 32:9; Rom. 2:4.

Et forældrepar bliver måske klar over at der kun er én måde hvorpå de kan få deres barn til at handle ret. Det er muligt at barnet må have gentagne advarsler. Forældrene bliver uden tvivl nødt til at lade barnet mærke virkningerne eller resultaterne af dets tåbelighed. Nogle forældre har begået den fejl at overbeskytte deres barn og skåne det for konsekvenserne hver gang det har bragt sig selv i vanskeligheder. Andre benytter måske trusler eller korporlig afstraffelse, og barnet forstår stadig ikke hvad det drejer sig om. Som en sidste udvej kan forældrene måske blive nødt til at afskære barnet fra noget det holder meget af. — Ordsp. 23:13, 14.

Gud viser også tålmodighed og ræsonnerer med menneskene og tugter dem til deres eget bedste, for han ved at de må overbevises om at hans handlemåde er ret og at hans styre er det eneste der er værd at have på jorden. Derfor har han ladet menneskene gå deres egne veje, uafhængigt af ham. De har nu prøvet alle tænkelige regeringsformer — monarkier, oligarkier (hvor det kun er få der har magten), socialist- og kommuniststater, republikker, demokratier, militærdiktaturer og juntastyrer, foruden hierarkier (hvor det er et præsteskab der har magten), ja enhver regeringsform mennesker kan udtænke.

I dag er verdens regeringer mere ustabile end nogen sinde, og mange siger at samfundet, som vi kender det i dag, ikke kan overleve. Menneskene kan ikke løse alle problemerne, der blot øges hver gang der gøres en ny bestræbelse henimod en løsning. Når Gud bringer ødelæggelse over den nuværende verdensordning vil det derfor gå op for menneskene at alle deres forsøg på selv at herske er mislykkedes. De der går ind for Guds eget herredømme, der skal styre direkte fra himlene, vil være blevet så desillusionerede af de forskellige former for menneskestyre, så grundigt overbevist om at ingen af dem duer, at de aldrig får lyst til at vende tilbage til et menneskeskabt styre, det være sig i den ene eller den anden form. — Fil. 2:9-11; Es. 45:23, 24.

Et eksempel på tålmodighed og tugt

Vi har et eksempel der viser at Gud tugter på denne måde; vi finder det i hans handlinger med det gamle Israels folk. Da israelitterne drog ind i det forjættede land advarede Gud dem, som den gode fader han var, mod at forfalde til afgudsdyrkelse og dyrke de folks guder der boede i og omkring landet. Ved Moses sagde han til dem: „Du må ikke dyrke deres guder, thi det ville blive en snare for dig.“ — 5 Mos. 7:16.

Gud gav dengang Israel mere end 30 andre direkte advarsler mod at dyrke nationernes falske guder, deriblandt guder af træ, sten og metal; dyrkelsen af disse afguder var en direkte krænkelse af Gud som Hersker.

Israelitterne lod imidlertid hånt om disse gentagne advarsler — de fattede i virkeligheden aldrig hvilken betydning og alvor der lå i dem. De sagde ganske vist stadig at de tilbad Jehova og var hans folk, men de faldt i den snare at forsøge at tjene to herrer. De lod sig bedrage til at tro at de kunne dyrke Jehova som Gud og samtidig anråbe kana’anæernes gud Ba’al, og endda ofre til ham, i håb om at få en god høst eller andre fordele. — Jer. 7:9; 44:15-23.

Tredive advarsler skulle have været nok, især når man betænker hvad israelitterne lige havde været vidne til da Jehova udfriede dem fra Ægypten. Men blev Gud utålmodig med dem og irriteret på dem? Opgav han dem fordi det syntes håbløst at have med dem at gøre? Nej, som en forstandig fader tugtede han dem, idet han fra tid til anden lod dem mærke konsekvenserne af deres egen dårskab, lod dem erfare andre nationers undertrykkelse og frelste dem når de råbte til ham efter hjælp. Dette stod på i omkring 850 år.

Men selv om israelitterne blev tugtet på denne måde skaffede de sig ikke af med deres afgudsdyrkelse, en synd der bragte skændsel over den Gud de hævdede at repræsentere. Gud gav dog ikke op. Med tiden gjorde han det han måtte gøre for at overbevise dem, skønt han ikke var glad for at gøre det. (Klages. 3:33) Han lod babylonierne drage ind i landet og ødelægge hovedstaden Jerusalem og, hvad værre var, Guds tempel som lå der. — 2 Krøn. 36:15, 16.

Det var den værste straf der kunne overgå jøderne, det største chok de kunne få. De havde troet at de kunne fortsætte deres afgudsdyrkelse og samtidig regne med at deres tempel og deres by Jerusalem ville blive stående. De forgudede deres hellige by og deres tempel og tænkte selvbevidste at Jerusalem ville stå til evig tid; de drømte ikke om at de nogen sinde skulle blive fjernet totalt fra landet og at det skulle komme til at ligge øde hen. Men her var dét de troede umuligt, sket! — Klages. 2:1, 2; 4:12.

Imidlertid gik det nu op for nogle af jøderne at afgudsdyrkelse er en grov synd. Langt om længe lærte de det som Gud havde forsøgt at lære dem med langt skånsommere midler. For tid og evighed var de kureret for denne afgudsdyrkelse. En lydig rest af jøder vendte tilbage til Jerusalem i 537 f.v.t., og nogle af dem begik synder af forskellig art, men afgudsdyrkelse blev aldrig tolereret siden. — Klages. 3:31, 32.

For nu at se hvor effektiv Guds tugt var, lad os da betragte en hændelse der indtraf omkring 560 år senere, og som den jødiske historiker Josefus skriver om:a

„Pilatus blev nu af Tiberius sendt til Judæa som Procurator. Han lod om Natten Kejserbillederne, som kaldes Felttegn, føre tilhyllede ind i Jerusalem. Dette opvakte Dagen efter den største Uro blandt Jøderne; . . . Og ikke nok med, at Byens Indbyggere bleve opbragte, men hertil kom, at Landbefolkningen samlede sig og strømmede til. De ilede til Pilatus i Cæsaræa . . . de kastede sig hovedkulds ned omkring hans Hus og blev der fem Dage og ligesaa mange Nætter uden at flytte sig.“

Denne begivenhed beviste at Guds rimelighed og tålmodighed over for Israel gennem årene var klog taktik og til størst gavn for dette folk. Jerusalem og dets genopbyggede tempel stod endnu da Messias viste sig. Messias kunne møde et folk der kun tilbad den højeste Gud og ikke en mængde andre guder. Derfor var det muligt for jøderne at genkende Messias som den deres Gud, Jehova, havde sendt. Ud fra den eneste hellige bog de havde, De hebraiske Skrifter, kunne de fastslå nøjagtigt hvem der var Messias. — Joh. 5:39.

Vi kan lære af at betragte Guds handlinger med menneskeslægten

Guds måde at handle med mennesker i verden på har ligeledes været et vidnesbyrd om den storslåede tålmodighed og visdom han lægger for dagen i anerkendelse af sine tænkende skabninger. Han har ikke handlet i ubehersket vrede. Han har bevaret menneskeslægten til den dag i dag. Og når han tilsyneladende har tøvet med at gribe ind over for det onde, skyldes det ikke langsomhed. — 2 Pet. 3:9.

Når Gud ødelægger den nuværende undertrykkende ordning og lader sit rige ved Jesus Kristus herske over jorden, vil Menneskene kunne sammenligne og se modsætningen mellem dette fremragende styre fra himmelen og det de var underlagt da ’det ene menneske herskede over det andet til dets ulykke’. (Præd. 8:9) De vil opdage at Guds regering er ubestikkelig. Desuden vil de opleve at menneskene bliver helbredt for deres sygdomme som følge af Kristi præsteordning; da Jesus var på jorden gav han eksempler på sådanne helbredelsesgerninger. (Luk. 4:31-36; 5:12-15; Matt. 9:27-34) De der er oprigtige og som inderligt elsker det der er ret, vil helhjertet gå ind for dette rige. (Es. 26:9) Med god grund vil de da prise Gud fordi han var tålmodig og ikke opgav os syndige mennesker. — Sl. 117:1, 2.

[Fodnote]

[Illustration på side 20]

Ved sin dom over det afgudsdyrkende Jerusalem tugtede Jehova jøderne så de aldrig mere forfaldt til afgudsdyrkelse