„At skrive korrekte sandhedsord“
„Samleren søgte for at finde indtagende ord og at skrive korrekte sandhedsord.“ — Præd. 12:10, NW.
1. Hvornår har vi størst gavn af en historie eller fortælling?
HVEM vil ikke gerne høre eller læse en god historie? Hvis fortælleren desuden forstår at vælge vellydende ord og at udtrykke sig nøjagtigt, forhøjer det nydelsen hos tilhøreren eller læseren efterhånden som fortællingen skrider frem. Hvis det er en fortælling fra det virkelige liv har vi ligefrem gavn af den hvis den berettes ærligt og objektivt, uden at noget fordrejes eller overdrives, det vil sige fortælles med „sandhedsord“. Vi får derved kendskab til sandheden, der vil bestå og som vil være af varig værdi for os.
2. Hvad nyder fortælleren selv, og hvordan bør det være når vi overbringer et skrevet budskab som vil betyde evigt liv for modtageren?
2 Det er også en nydelse for fortælleren selv at berette sin historie med velvalgte ord. Da han er tilhænger af sandhed og gerne vil opbygge dem der lever med i hans beretning, bestræber han sig samvittighedsfuldt for at fortælle den nøjagtigt, med „sandhedsord“, og det bør han også gøre. Hvis dette gælder for en almindelig historie, hvor meget mere gælder det da ikke når vi skriftligt skal overbringe et budskab der vil betyde evigt liv for modtageren!
3. Hvordan kan man sige at Salomon netop var en sådan samvittighedsfuld fortæller?
3 Oldtidens viseste konge, kong Salomon af Jerusalem, var netop en sådan samvittighedsfuld fortæller og budbringer. Hvis du har læst hans ordsprog i Ordsprogenes bog i Bibelen, eller den smukke kærlighedshistorie han beretter i Højsangen, eller hans visdomsord i Prædikerens bog, som er skrevet for mennesker der gerne vil forstå meningen med en tilværelse der i de fleste tilfælde synes tom og fyldt med skuffelser, så har du uden tvivl bemærket det ypperlige ordvalg han gør brug af for at udtrykke ypperlige tanker. Hans ordsprog betager os ved deres skønhed og ved at være hentet lige ud af det daglige liv. De råd han giver er gode og rigtige.
4. Hvad måtte Salomon være i besiddelse af og hvad måtte han gøre, selv om han var inspireret, og hvor omtaler han selv dette?
4 Sandt nok var han inspireret af Guds ånd da han skrev sin del af Bibelen. Men alligevel måtte han nære kærlighed til sandheden og sætte sine evner og kræfter ind på at udtrykke den på en vindende måde, med ord der gav den rette mening. Det han skrev kom ikke automatisk til ham. Han måtte søge for at finde de sandheder han ville sige eller skrive, og også søge for at finde de rette ord at udtrykke dem med. Om den personlige indsats der krævedes af ham skriver han henimod slutningen af den inspirerede Prædikerens bog. Her siger han om sig selv: „Samleren søgte for at finde indtagende ord og at skrive korrekte sandhedsord.“ — Præd. 12:10, NW.
5. (a) Hvad kaldte Salomon sig selv, og hvilket ansvar lagde dette på ham? (b) På hvilken måde var han et eksempel for os?
5 Læg mærke til at Salomon kalder sig „samler“ og ikke blot „prædiker“. Hvem ’samlede’ Salomon da? Han samlede Guds egen menighed, Salomons eget folks menighed, Guds udvalgte folk i fortiden. Dette gav Salomon et så meget større ansvar, eftersom denne menighed i særdeleshed fortjente at få sandheden fortalt og nedskrevet. I overensstemmelse med det navn han gav sig selv, på hebraisk qoheleth, „samler“, søgte han at samle sit folk til en enhed; i sin egenskab af konge måtte han tale, skrive og undervise på en sådan måde at folket blev holdt sammen, forenet om tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud, som Salomon kaldte Jehova. Salomon kendte ordenes betydning, deres skjulte magt. For bedre at kunne tale, skrive og undervise bestræbte han sig for at udtænke „indtagende ord“, „korrekte sandhedsord“. Det lykkedes over al måde for Salomon, og heri er han et eksempel for os.
6, 7. (a) Hvilken betydning har ordene for tankevirksomheden, og hvor har mennesket fået tænkeevnen fra? (b) Hvilken skreven beretning har vi herom i Bibelen, som kan vise at dette ikke blot er en menneskelig overlevering og forestilling?
6 Kan man tænke uden ord? Nej! Den lavere skabning, de firføddede dyr, fuglene, fiskene og insekterne, tænker ikke; de handler efter instinkt og reagerer på hvad de hører, ser og føler. Tanker må udtrykkes i et sprog. Sproget består af ord der grammatisk føjes sammen for at udtrykke en idé, en forestilling eller opfattelse. Mennesker kan tænke. Hvor har de fået denne evne fra? Ikke fra en fornuftløs levende celle, en celle uden hjerne, der er blevet til og har udviklet sig ved kemiske processer og er steget op ad livets stige og blevet til en mand eller kvinde. Den må være kommet til mennesket udefra. Den må være kommet fra en der selv tænker, en der er bekendt med tankevirksomheden og ved hvordan den fungerer, en der kan skabe en hjerne. Tænkeevnen må være kommet udefra; den er en gave! Fra hvem? Den kan kun være kommet fra Skaberen, Gud selv. Dette er ikke en blot og bar menneskelig overlevering, udsprunget af den menneskelige fantasi. Der findes et skriftligt vidnesbyrd om det, og det lyder:
7 „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’ Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ — 1 Mos. 1:26-28.
8. (a) Hvordan ved vi om Gud, da han fremsatte disse ord om menneskets skabelse, talte til sig selv eller til en anden? (b) Hvordan viste Gud således at han er den der har skabt sproget og grammatikken og givet sine skabninger evnen til at tale?
8 I denne beretning fremstilles Gud som en der tænker og som en der taler, og som den der har skabt menneskene med en hjerne. Før Gud sagde: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os,“ tænkte han. For at kunne tænke benyttede han sig af tankebærende ord. Allerede før han skabte nogen fornuftbegavet skabning overhovedet, tænkte han. Han behøvede ikke noget andet levende væsens selskab, og han talte heller ikke med sig selv, selv om han tænkte ved hjælp af tankebærende ord. Da han ifølge Første Mosebog 1:26 sagde: „Lad os gøre,“ var det ikke sig selv han udtrykte sin personlige beslutning over for. Han talte med i det mindste én anden person. Efter hvad Bibelen siger andetsteds, var denne anden person hans første skaberværk, en himmelsk skabning, hans første søn blandt åndeskabningerne; han var skabt direkte af Gud uden noget andet mellemled. Gud havde til hensigt at udveksle tanker med denne søn. Derfor skabte han ham med tænkeevne og med dennes nødvendige formidler, evnen til at tale. Denne søn kunne straks tale, han kunne forme ord og sætte dem sammen grammatisk. På den måde skabte Gud talen; han skabte sproget; og eftersom sproget kræver en grammatik, skabte han også grammatikken.
9. Hvordan brugte Gud derpå denne søn idet han samtidig yderligere viste at han er den der har skabt sproget og er den største grammatiker?
9 På hvilket sprog Gud talte med denne første søn ved vi ikke. (Åb. 3:14, NW; Kol. 1:15-18, NW) Med denne søn som mellemled skabte Gud derpå andre åndeskabninger, keruber, serafer, engle. Gud formede deres oprindelige sprog, i overensstemmelse med disse talende skabningers evner. Han gav dem evnen til at tale sproget, og gøre det grammatisk rigtigt. Han udformede sprogets grammatik. Gud er den største grammatiker. Disse åndeskabninger forstod hvad Gud sagde til dem, og de kunne svare og gøre sig forståelige over for ham. — Sl. 103:20.
10. (a) Hvilket sprog kan man ikke finde opført på en liste over verdens sprog, og hvorfor ikke? (b) Selv om apostelen Paulus havde kunnet tale alle disse sprog, hvad måtte han så desuden have været i besiddelse af hvis ikke det blot skulle være tomme ord han talte?
10 Betragter man en nutidig oversigt over eksisterende sprog vil man ikke se englenes sprog nævnt, for et sådant sprog har man aldrig hørt og man ved ikke hvordan det lyder. Ja måske nogle endog vil trække på smilebåndet ad den tanke at et sådant sprog skulle eksistere. Men en mand i det første århundrede med stor åndelig indsigt, nemlig den kristne apostel Paulus, talte om at englene har et sprog. Han skrev: „Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde.“ (1 Kor. 13:1) Paulus kunne tale flere sprog eller tungemål; i hvert fald talte han både hebraisk og græsk som det blev talt i det første århundrede. Han talte ikke i engles tunger og kunne sikkert heller ikke, for engle er i besiddelse af vokale evner som mennesker ikke råder over. Men selv om Paulus havde kunnet tale med engles tunger eller i engles sprog, ville han alligevel have været som et rungende malm eller en klingende bjælde hvis ikke hans tale og handlinger udsprang af en gudlignende kærlighed. Det ville da være som når talen kom fra Satan Djævelen og hans dæmoner, som jo taler i engles tunger men ikke har nogen kærlighed; tværtimod; de er fyldt af et morderisk had.
11. (a) Hvilket løfte fik Abraham af Gud efter at han havde vist sig villig til at ofre Isak, og på hvilket sprog talte Guds engel med Abraham? (b) Hvilke sprog blev Bibelen skrevet på, og hvis slægt hører bibelskribenterne til?
11 Følgelig benyttede de engle som Gud udsendte til menneskene sig af det eller de sprog som disse mennesker talte, og ikke det sprog som englene taler med hinanden indbyrdes i himmelen. Det fremgår af de bibelske beretninger at de har meddelt sig på hebraisk, aramaisk og det første århundredes græske sprog til de mennesker som de materialiserede sig for eller viste sig for i et syn. Det er de sprog som Bibelen er skrevet på. For eksempel sagde Gud gennem en engel til hebræeren Abraham umiddelbart efter at denne havde vist sig villig til at bringe sin søn Isak som et offer: „Så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner . . . og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:17, 18) Abraham forstod hvad der blev sagt fra himmelen, og han glædede sig over håbet om at alle jordens folk en dag ville blive velsignet gennem hans afkom. Det er interessant at bemærke at alle Bibelens bøger er skrevet af mennesker som var Abrahams afkom, og at folk af alle nationaliteter kan få evig gavn af at læse og forstå dem.
12. På hvilket sprog talte en engel til Daniel, og hvad sagde engelen til forklaring af et af synerne?
12 Århundreder senere levede profeten Daniel, som var af Abrahams afkom, der i mellemtiden var blevet et særdeles talrigt folk. I byen Babylon ved Eufratfloden viste en engel sig for Daniel i syner om natten og talte til ham på aramaisk. Til forklaring af disse syner sagde den aramaisktalende engel til Daniel: „Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.“ (Dan. 7:1-4, 23, 27) Daniel nedskrev disse syner på aramaisk.
13. Hvilken erklæring hørte Johannes forkyndt fra himmelen, og hvilket sprog lød den på?
13 I den sidste bog i Bibelen, den åbenbaring som den kristne apostel Johannes fik omkring år 96, hørte Johannes høje røster fra himmelen sige: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åb. 11:15) Johannes nedskrev dette på fællesgræsk, det græske sprog som taltes i det første århundrede.
Begyndelsen til de mange sprog
14, 15. (a) Hvilket spørgsmål melder sig eftersom vi alle i dag er efterkommere af dem der talte det ene oprindelige sprog? (b) Hvilket budskab om fred overbragte Guds engel de overlevende efter Vandfloden, og på hvilket sprog lød budskabet?
14 I dag findes der betydeligt flere sprog end hebraisk, aramaisk og fællesgræsk, de sprog på hvilke Guds ord, Bibelen, er skrevet. En af de væsentlige årsager til at der ikke er fred i verden i dag, er netop at menneskene taler så mange forskellige sprog og at alle derfor ikke umiddelbart forstår hinanden. Hvordan kan det være at vi ikke alle taler det samme sprog som de to første mennesker gjorde, når vi dog alle nedstammer fra den første mand og kvinde som Gud skabte i Edens have? Da Vandfloden gik over jorden for 4300 år siden talte profeten Noa og hans syv medpassagerer det samme sprog i den ark hvori de overlevede. Det var det samme sprog som det første menneskepar havde talt, skønt udvidet i de 1656 år der var forløbet fra menneskets skabelse til Vandfloden. Efter Vandfloden og efter at Noa og hans familie var kommet ud af arken på Ararats bjerg i det sydvestlige Asien, talte Gud til dem gennem sin engel. Han lod et fredssymbol, regnbuen, komme til syne, og han gav dem et fredsbudskab. På det ene sprog de talte sagde han:
15 „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden . . . Min bue sætter jeg i skyen, og den skal være pagtstegn mellem mig og jorden! Når jeg trækker skyer sammen over jorden, og buen da viser sig i skyerne, vil jeg komme den pagt i hu, som består mellem mig og eder og hvert levende væsen, det er alt kød, og vandet skal ikke mere blive til en vandflod, som ødelægger alt kød.“ — 1 Mos. 9:1, 13-15.
16. I hvor lang tid talte menneskene det samme sprog, og hvem besluttede at der skulle være forskellige sproggrupper, og hvorfor gjorde han det?
16 I over to generationer efter Vandfloden eller omkring et hundrede og firs år talte Noa og hans efterkommere fortsat det samme sprog. De „korrekte sandhedsord“ som vi finder i den inspirerede Bibel siger: „Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog [ét sprog og ét sæt ord, NW].“ (Præd. 12:10, NW; 1 Mos. 11:1) Var det menneskene selv der på dette tidspunkt besluttede at begynde på noget så lærd og akademisk som at tale forskellige sprog? Nej! Hvorfor skulle de dog finde på at gøre det? Det var Gud selv der besluttede at indføre nye sprog blandt menneskene. Han vidste på forhånd hvilken splittelse en forvirring af menneskenes sprog ville medføre. Han fandt det bedst at splitte dem i forskellige sproggrupper og derved gøre det vanskeligt for dem at forstå hinanden og at komme ud af det med hinanden.
17. Hvilket projekt var man i færd med på Sinears sletter, og hvordan forårsagede Gud en alvorlig afbrydelse af arbejdet?
17 På dette tidspunkt havde disse efterkommere af Noa, der havde slået sig ned på Sinears sletter i Mesopotamien, forenet sig i et arbejde der gik imod den hensigt Gud havde givet udtryk for over for Noa og hans sønner efter Vandfloden. Disse oprørere, der talte og forstod det samme sprog, havde besluttet at bygge en by der skulle tjene som center for deres gudsdyrkelse, og byen skulle have et tårn der nåede til himmelen. På den måde ville de skabe sig selv et navn. For at hindre dette projekt besluttede den almægtige Gud at splitte dem så de ikke kunne arbejde sammen, og han ville gøre det ved at opfinde andre sprog og indplante disse sprog i dem og udviske enhver erindring hos dem om deres tidligere fælles sprog. Pludselig, mens de enigt arbejdede på deres oprørske byggeprojekt, begyndte de at tale forskellige sprog, og forvirringen tvang dem til at bryde forbindelsen med hinanden og skilles. Øjensynlig blev kun én sproggruppe tilbage omkring den ufuldførte by og dens tempeltårn, som stod under Nimrods ledelse.
18. (a) Hvad viser at det der skete ikke var nogen menneskelig opfindelse men et guddommeligt mirakel? (b) Hvorfor var det mirakel der skete på Pinsedagen blandt Kristi disciple endnu mere bemærkelsesværdigt?
18 Hvordan kunne sådan noget ske på et øjeblik, hvis ikke det kom fra den almægtige Gud? Han gav hver gruppe sit eget sprog med dets egen grammatik og dets eget ordforråd, sådan at de med det samme talte et helt nyt sprog. Det var ikke sprog mennesker havde opfundet. Gud viste med denne mirakuløse bedrift at han er den største af alle grammatikere. Denne hændelse var ikke nogen forløber for pinsedagen i år 33, da Guds hellige ånd blev udgydt over Jesu Kristi et hundrede og tyve disciple i Jerusalem og de pludselig begyndte at tale på sprog som de aldrig havde hverken studeret eller lært. Imidlertid var det der skete på Sinears sletter et eksempel på hvad den almægtige Gud var i stand til at gøre og som han senere gjorde på Pinsedagen. Her skete imidlertid det bemærkelsesværdige at selv om Jesu Kristi disciple pludselig fik evne til at tale nye sprog, glemte de ikke deres oprindelige sprog, hebraisk. Der opstod ikke nogen forvirring så de måtte skilles. Guds ånd som hvilede over dem, holdt dem forenede om forkyndelsen af hans rige. — Ap. G. 2:1-21.
19. (a) Hvad betyder det navn byen fik, og hvad førte folkene med sig derfra foruden de nye sprog? (b) Hvis sprog blev ikke forvirret, og hvorfor ikke?
19 På grund af den forvirring der opstod dengang på Sinears sletter, blev den by hvis videre opbygning så pludseligt blev afbrudt, kaldt Babel. Det var et ganske passende navn, for det betyder „Forvirring“. De græsktalende kaldte den Babylon. (1 Mos. 11:2-9) Dette skete i Nimrods dage. Nimrod, der var en oldesøn af Noa, vandt sig ry som „en mægtig jæger i opposition til Jehova“, og i Første Mosebog 10:8-10 kaldes denne mægtige jæger for den første storhersker eller konge i Babel, for der siges at „begyndelsen til hans rige var Babel“. (NW) Fra denne by førte de forskellige sproggrupper der holdt op med at bygge på byen, Babylons falske religion med sig til de forskellige egne af jorden hvortil de blev spredt. Den menneskelige familie var nu blevet polyglottisk eller mangesproget. Profeten Noa og hans gudfrygtige søn Sem tog ikke del i byggearbejdet på byen og tårnet. Deres sprog blev derfor ikke forvirret. De kunne fortsat tale med hinanden på det samme oprindelige sprog. — 1 Mos. 9:26-29.
20. (a) Hvilken ny profession blev der nu brug for, og hvem gjorde brug af den under en hungersnød i det gamle Ægypten? (b) Hvem alene fik evne til at levere en inspireret oversættelse eller udlægning?
20 På grund af den sprogforvirring Gud havde iværksat ved Babel blev der brug for en ny profession, nemlig den at være tolk eller oversætter. Således gik det til at en af Sems efterkommere, nemlig Abrahams oldesøn Josef, ved en lejlighed brugte en tolk. Hans skinsyge brødre havde solgt ham som træl til Ægypten, men tretten år efter blev Josef ved Guds styrelse Ægyptens førsteminister og forvalter af kornforsyningerne fordi han havde forudset en verdensomspændende hungersnød. Da hans brødre under hungersnøden kom til Ægypten for at købe korn, genkendte de ikke Josef. En af de ting der skjulte hans identitet for dem var at han ikke talte hebraisk med dem men brugte en ægyptisk-hebraisk tolk. I Første Mosebog 42:23 siges der: „Han forhandlede med dem ved tolk.“ Det var i det attende århundrede før vor tidsregnings begyndelse. Siden da er tolkenes tal blevet mangedoblet. Disse tolke var ikke inspirerede. Kun den kristne menighed, der i Kristi apostles dage fik den gave mirakuløst at kunne tale i fremmede sprog, fik også den mirakuløse evne at kunne oversætte eller udlægge fremmede sprog. — 1 Kor. 14:13-28.
Bibeloversættelser
21. (a) Hvad er nødvendigt når man ønsker en nøjagtig oversættelse, og hvad ville det kræve hvis man skulle have en absolut fuldkommen oversættelse? (b) Hvornår blev Bibelens hebraisk-aramaiske skrifter oversat os, hvad blev denne første oversættelse kaldt?
21 Når man skal lave en nøjagtig oversættelse eller tolke rigtigt må man bruge ord der svarer nøjagtigt til dem der bruges på det sprog der oversættes fra. På de kristne apostles tid var de oversættelser eller udlægninger som blev foretaget af disse kristne der mirakuløst havde fået den gave at kunne udlægge eller oversætte, fuldkomne, absolut nøjagtige, for udlægningen var inspireret. (1 Kor. 12:4-11, 27-30) De mest betydningsfulde skrifter som man har skullet oversætte, er De hellige Skrifter, Bibelen. I det femte århundrede før vor tidsregning var de inspirerede skrifter på hebraisk og aramaisk fuldført og forelå som de niogtredive bøger vi har i dag. Efter at fællesgræsk i det følgende århundrede var blevet det internationale sprog, blev en oversættelse af disse hellige skrifter fra hebraisk til græsk påbegyndt af nogle græsktalende jøder i Alexandria i Ægypten. Denne oversættelse blev kendt som den græske Septuaginta-oversættelse, også betegnet med symbolet LXX (70), da omkring halvfjerds jødiske oversættere ifølge traditionen skal have oversat den. Septuaginta betyder „halvfjerds“.
22. (a) Var denne første oversættelse inspireret? Var den imod Guds vilje og ånd? (b) Hvordan citerede Kristi disciple fra De hebraiske Skrifter da de skrev de inspirerede græske skrifter, og hvad var deres hensigt?
22 Den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter var ikke inspireret af Gud, men den gik heller ikke imod Guds ånd. Det var Guds vilje at hans inspirerede ord skulle oversættes til så mange af verdens sprog som muligt før Jesu Kristi rige overtog herredømmet fuldstændigt over hele jorden. I de syvogtyve bøger som udgør de inspirerede græske skrifter, har fire af Kristi apostle og fire af hans andre disciple citeret hundreder af gange fra de inspirerede hebraiske skrifter. Undertiden citerede de fra den græske Septuaginta-oversættelse, og undertiden foretog de deres egen oversættelse af De hebraiske Skrifter. De gjorde det for at vise at disse hebraiske skrifter virkelig var Guds „sandhedsord“ og at de nu var ved at blive opfyldt i forbindelse med den kristne menighed og dens arbejde med at forkynde Guds rige.
23. (a) Hvordan viste Jesus Kristus indirekte at Bibelen måtte oversættes til mange sprog? (b) Hvornår forstod hans disciple dette, og hvad gjorde de i den forbindelse?
23 Da Jesus Kristus, Guds søn, talte med sine disciple efter sin opstandelse fra de døde og nogle få dage før han steg til himmelen, sagde han noget som viste at De hellige Skrifter, Bibelen, måtte oversættes til mange sprog. Han sagde nemlig: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:18-20) Ved en tidligere lejlighed havde han ligeledes sagt i en profeti: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Efter at Guds hellige ånd var blevet udgydt over Kristi disciple på pinsedagen i år 33, forstod de rækkevidden af disse ord og begyndte at oversætte De hellige Skrifter og at nedskrive disse oversættelser på de sprog der taltes af dem de forkyndte Guds rige iblandt og gjorde til disciple. Apostelen Mattæus skal ifølge gamle vidnesbyrd have skrevet sit evangelium på hebraisk først og derefter oversat det til græsk.
24. (a) Hvad har samvittighedsfulde oversættere bestræbt sig for at gøre i erkendelse af at Bibelen er et litterært mesterværk? (b) Hvor mange bibeloversættelser findes der i dag, og hvilket selskab er et af de førende blandt dem der sørger for Bibelens trykning og udbredelse?
24 I løbet af kort tid var der foretaget oversættelser af De hellige Skrifter til oldtidens udbredte sprog, som latin, syrisk, ætiopisk, arabisk, persisk, med flere. Oversætterne vidste at Bibelen er et litterært mesterværk, og samvittighedsfuldt bestræbte de sig for at gengive dens indhold på de forskellige sprog ved at benytte „indtagende ord“ og „korrekte sandhedsord“ som trofast gengav tanken i de inspirerede skrifter. Trods voldsom modstand fra den mest indflydelsesrige organisation i kristenheden er Bibelen blevet oversat til det jævne folks sprog, og der fremstilles stadig oversættelser. I dag foreligger der oversættelser af hele Bibelen eller dele af den på mere end 1337 sprog. Der er blevet oprettet selskaber der tager sig af at trykke og udbrede Bibelen. Et af de førende bibelselskaber i dag er Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania, som har afdelinger i fireoghalvfems lande og øområder.
[Illustration på side 128]
Arbejderne på Babelstårnet, hvis bygning var oprør mod Gud, begyndte pludselig at tale forskellige sprog, og de splittedes