Hvad siger Bibelen?

Kræver Gud tiende?

DEN gamle skik at give tiende til religiøse formål holdes også i dag i hævd nogle steder. Den engelske statskirkes sogne støttes af en tiendeafgift, og det samme gælder den katolske kirke i Quebec i Canada. Medlemmerne af forskellige andre trossamfund tror at de er bibelsk forpligtede til at give en tiendedel af deres indkomst til deres kirke. Kræver Gud virkelig det? Hvad siger Bibelen?

Ved de første bibelske eksempler på at nogen gav tiende, drejede det sig om frivillige bidrag, givet uopfordret. Abraham, israelitternes forfader, gav kongepræsten Melkizedek en tiendedel af sit bytte fra sejren over Kedorlaomer og hans allierede. (1 Mos. 14:18-20) Senere aflagde Abrahams sønnesøn Jakob et højtideligt løfte til Gud, idet han sagde: „Hvis Gud er med mig og vogter mig på den vej, jeg skal vandre, og giver mig brød at spise og klæder at iføre mig, og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min faders hus, så skal [Jehova] være min Gud, og denne sten, som jeg har rejst som en støtte, skal være Guds hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende!“ — 1 Mos. 28:20-22.

Det er klart at Abraham ikke havde pålagt sin familie at betale tiende som en fast pligt. Jakob ville nemlig ikke have behøvet at love at give tiende, hvis han allerede havde været forpligtet til at gøre det. Endvidere betød Jakobs løfte om at give tiende af alt, på ingen måde at hans efterkommere skulle gøre det samme. Dette løfte var et højtideligt tilsagn, hvormed Jakob kun forpligtede sig selv.

Jakobs efterkommere, israelitterne, modtog imidlertid senere en lov fra Gud som krævede betaling af tiende. Hvad var denne lovs formål? Er den bindende for kristne i dag?

Hovedårsagen til at man gav tiende i Israel var at man skulle støtte præsteskabet og tjenesten ved helligdommen, idet hverken præsterne eller andre medlemmer af Levis stamme havde modtaget nogen arvelod som deres ejendom. Deres hovedopgave var at drage omsorg for deres israelitiske brødres åndelige interesser. Tienden tjente derfor som en guddommeligt fastsat understøttelsesordning, en betaling for tjenester ydet på nationens vegne. Guds lov siger: „Kun levitterne må udføre arbejdet ved åbenbaringsteltet, og de skal have ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig anordning fra slægt til slægt. Men nogen arvelod skal de ikke have blandt israelitterne; thi tienden, israelitterne yder [Jehova] som offerydelse, giver jeg levitterne til arvelod.“ (4 Mos. 18:23, 24) De ikke-præstelige levitter gav efter tur en tiendedel af hvad de havde modtaget til det aronitiske præsteskab til dets underhold. — 4 Mos. 18:25-29.

Den kristne menighed, som udgør „Guds Israel“ eller en nation af åndelige israelitter, er forskellig fra det oprindelige Israel. (Gal. 6:16) Den har ikke nogen speciel præsteklasse og heller ikke nogen der gør tjeneste ved en helligdom, nogen som ikke kan besidde jord eller på anden måde er forhindret i at bruge deres hænder til at skaffe sig de materielle fornødenheder. Alle medlemmerne af det åndelige Israel er „et helligt præsteskab“. (1 Pet. 2:5) Derfor er der ikke brug for den form for materiel støtte som Jehova anviste i forbindelse med det bogstavelige Israel.

Endvidere pegede den tjeneste som Israels præster og levitter udførte ved templet, frem til virkeligheder som blev opfyldt med Jesus Kristus. Vedrørende forordningerne i Guds lov til Israel fortæller Bibelen os: „Det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ (Kol. 2:17) „Thi loven ejer kun en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse; derfor kan den aldrig ved de samme ofre, som de bestandig år for år frembærer, føre de ofrende til fuldendelse.“ (Hebr. 10:1) Når virkeligheden blev til, ophørte den tjeneste som pegede frem til den, med at have nogen værdi. Og tiende til støtte for en sådan tjeneste var ikke længere nødvendig.

Lovpagten med dens bud om tiende blev ophævet på grundlag af Jesu død på marterpælen. Om dette skrev den inspirerede apostel Paulus: „[Gud] udslettede det anklagende skyldbrev . . . han tog det bort ved at nagle det til korset [marterpælen, New World Translation].“ (Kol. 2:14) Derfor kan budet om tiende, som blev givet til israelitterne, ikke bruges til at vise at Gud kræver noget sådant af kristne.

En undersøgelse af De kristne græske Skrifter giver ingen antydning af at medlemmerne af kirken i det første århundrede skulle betale tiende. Det er sandt at de gav bidrag til hjælpeforanstaltninger til gavn for trængende medtroende. De ydede også hjælp til ældste som arbejdede hårdt med at tale og lære. Men vi læser ikke om at der på noget tidspunkt blev lagt et særligt beløb til side af indkomsten til sådanne bidrag. — Ap. G. 11:29; Rom. 15:26; 1 Kor. 16:1-3; Fil. 4:15, 16.

I De kristne græske Skrifter lægges vægt på frivillige bidrag som gives af hjertet. Vi læser: „Når den gode vilje er til stede, er den gudvelbehagelig, efter hvad den evner, ikke efter hvad den ikke evner.“ (2 Kor. 8:12) „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Hvis det var blevet pålagt kristne at betale tiende, ville beløbet tydeligvis allerede have været fastsat for dem ved et særligt bud.

Vedrørende materiel hjælp til ældste blev de kristne belært: „De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning. Thi skriften siger: ’Når en okse tærsker, må du ikke binde munden til på den,’ og: ’En arbejder er sin løn værd.’“ (1 Tim. 5:17, 18) Igen ser vi at der ikke er nogen omtale af tiende til materiel støtte af de ældste. Desuden skal vi ikke drage den slutning af dette skriftsted at nogen af de ældste modtog en fast løn. Det de modtog var frivillige gaver fra nogle der forstod at den tid de ældste brugte til gavn for menigheden, kunne have været brugt til at arbejde for penge. Apostelen Paulus og andre trofaste ældste tragtede imidlertid ikke efter en sådan materiel bistand. De arbejdede med deres hænder for at drage omsorg for deres egne fysiske behov. — 1 Tess. 2:9.

Der er således ikke noget bibelsk bevis for at de første kristne anså tiende for at være et guddommeligt krav. Sådan var det kun i den tidsperiode hvor Lovpagten var i kraft. Med ophævelsen af Loven blev budet om tiende også annulleret. Og intet bud om at yde tiende blev givet til den kristne menighed. Bidrag til fremme af den sande tros interesser var absolut frivillige. Jehovas kristne vidner i dag følger i denne henseende det eksempel som menigheden i det første århundrede satte.